Anonym, 1700-tallet

Hviil sødt i Søvnens Arme,

Uskyldige! som sover;

Dig Himlen Tryghed lover,

        Dens Omhu vaagen er.

Dig ingen Drømme skrække,

Dig ingen Smerte vække,

Dit Leie Sorg og Harme

        Gid aldrig komme nær!

Sundhed smiler paa Din Kind;

        Ubekymret, rolig Glæde,

        Som hvert Ansigts Træk opliver,

        Hulderig Forvisning giver

        At Uskyldighedens Sæde

Troner i Dit blide Sind.

Du Gudernes Yndling, hvor heldig Din Skiæbne!

Forgiæves imod Dig skal Avind sig væbne,

        Bekymringer aldrig skal nage Dit Bryst.

Selv Forsynet Sikkerhed om Dig udbreder,

Og alt Dig fra spædeste Ungdom bereder

        Tilkommende Dages fortryllende Lyst.

Og denne skal ublandet være

Til Livets allersidste Soel gaaer ned.

Dig rige Fylde Himlen vil beskiære

Af jordisk sand Lyksalighed.

Den skienkte Dig et følsomt Hierte,

En Gave, kun dens bedste Yndling faaer;

Der ved Medskabnings bange Sorg og Smerte

Af ædel Medynk slaaer.

Der glædes ved omkring sig at udsprede

Fornøielse og Held;

Og Armods Søn ei laer forgieves bede

Men nyder Sødhed i at giøre Vel.

Hvor skiøn, Belinde! er Din Morgenrøde,

Hvor straalende Din Middags Glands!

Ja selv Din sene Aften skal Du møde

Med Yndigheds uvisnelige Krands.

Den er min Gave; evig skal den grønnes

Omkring Din stolte Tinding; og naar Du

Med hver en Morgens Soel forskiønnes,

Man komme skal Aglaes Navn ihu.

Jeg sande Deilighed allene skienker;

Jeg er det, som betrygger Kiønnets Magt;

Min Arm allene bandt de stærke Lænker

Som har Zeus selv tit til at sukke bragt.

Den blotte Skiønheds Baand er svagt, det hastig brister,

Naar Yndighed det ikke Styrke gier;

Og hiin ved andet Syn alt Prisen mister,

Naar dennes Seier ufordunklet blier, —

Og Din skal være det, Belinde!

Modtag i Dag af første Huldgudinde,

Hvad Juno tit forgieves ønskte sig:

Bliv Cypris selv i Væsen, Mine liig.

        Skiønhed Øiet let indtager;

        Den ved første Blik behager,

                Men dens Glands saa snart forgaaer.

        Medfødt Ynde ei forsvinder:

        Tvertimod den Kiæden binder

                Tættere med løbne Aar.

Held Dig, Belinde! herlig er den Gave,

Min Søster giort Dig har;

Men ei en mindre Du af mig skal have:

Thalia og sig ømt Dit Vel antaer.

Hun selv Din allermindste Handling giver

En Tækkelighed, der kuns bliver

Den lykkelige Skiennes Lod, som vi

Fandt værdig at os selv fremvise i.

Naturlig Venlighed skal giøre

Din Omgang ædelt fri; Dit Smiil skal røre

Ufølsomheden selv. Forældres Lyst,

Og Slægtens Ziir og Stammens Ære,

Du kiær enhver sig nærmer Dig skal være;

Og i Uskyldighedens Bryst

Skal flamme høit hver Dyd, som Kiønnet pryder, —

Naar blomstrende i Ungdoms fulde Vaar,

Da Tusinder en Dag Dig yder

En Hyldelse, som selv fra Hiertet gaaer:

Da skal, indtagende Belinde!

Med useet Haand, Thalia, Din Veninde,

Fremvinke Blyheds Roser paa Din Kind;

Og Mildhed i Dit blide Øie

Skal med fornyet Yndighed forhøie

Elskværdigheden af Dit Sind.

        Naturen sine Sønner

        Gav Aand og Mod og Styrke,

        Hver ædel Kunst at dyrke

                Som Manddoms Stempel bær.

        Een Lod vort Kiøn forskiønner;

        Men den udgiør vor Lykke:

        Livsalighed vort Smykke,

                Vort sikk’re Vaaben er.

Vel, dette skal min Yndlings blive,

Og hvor hun viser sig,

Det stedse ny Triumf skal hende give;

Og naar engang en værdig Dødelig

Fortiener hendes Haand, og Amor knytter

Det hulde Baand, som Himlen selv beskytter:

Da skal Belindes ømme Bryst

En Kilde være til sin Elsktes Lyst,

Der stedse skal med kierlig Omhu strømme;

Og Tid, Tilfælde skal dens Fylde aldrig tømme. —

Hiin stolte Dag jeg alt imøde seer;

Vi læse jo hvad Skiebnens Bog forkynder.

Dens visse Indhold uforandret skeer.

Og Himlens Styrer selv vor Omsorg ynder.

Viid da, paa denne Dag om atten Aar,

Du skal, lyksalige Belinde!

Det ædelste, det bedste Hierte vinde,

Som varmt for alle ømme Drivter slaaer.

Et Hierte, som ukiendt med Falskheds Rænker,

Urokket stedse ædelt handler, tænker;

Som føler medynksfuldt ved Brødres Ve;

Som finder Vellyst i at Trøst udbrede,

Og ei omsonst Elendighed laer lede,

Om Hielp, naar det kan Rednings Midlet see.

Viid saa endnu, hvad Lykkens Gunst forhøier:

At Stand, at Mine, Ungdom den tilføier

Et Hierte, hvis Besiddelse for sig

Var ene nok at giøre lykkelig. —

Iil da paa Længsels Vinger, iil imøde

Den lysende, den skiønne Morgenrøde,

Der uafbrudt Dig renest Vellyst spaaer,

I Nydelsen af alt hvad Støvets Børn attraaer.

Imidlertid til Hymen Dig skal flette

Bestemte Krands, jeg min Dig vil paasætte;

For evig frisk, den aldrig visne skal;

Den smykke Dine Aar til sene Seklers Tal!

Naar da som Brud fornøiet Du indtræder

Til Kierligheds, til Livets bedste Glæder,

Og slynget i Din ømme Elskers Arm,

Du hviler ved Oprigtighedens Barm;

Fordobblet Omhu vi for Dig skal bære,

Og Venskabs Ønske for vort Yndlings Par skal være:

        Dem aldrig Sorger trykke,

        Hver Kummers Graane svinde

        Sødt begges Dage rinde

                I uforandret Vel!

        De høistfortiente Lykke

        Til sildigst Alder nyde,

        Dem Jovis Forsyn fryde

                Med største jordiskt Held!