Løvens Sygdom
En Fabel.
En Fabel.
En hidsig Feber overfalder
En Løve i hans bedste Aar;
I Hast han Katten til sig kalder,
Som ei et heldigt Udfald spaaer;
Dog vil han, som en ærlig Mand,
Forskaffe al den Hielp, han kan.
Jeg ei hans Lægemaade kiender,
Men dette siger Fabelen,
At Dyr fra alle Skovens Ender
I føie Tid ankom derhen,
Og ventede med Længsel paa,
Hvad Udfald Sagen skulde faae.
Alt Ulven prøver sine Tænder,
Og Tigren hvæsser sine Kløer;
I deres stolte Hierte brænder
Kun Lyst at herske, naar han døer.
Dog skiule de forbødne Lyst
Dybt i det rænkefulde Bryst.
„O Løve“ saa de falske tale,
„Vi taale ei at miste dig.
„Hvo kan saa viist, som du, befale?
„Hvo kan anføre os i Krig?
„Hvo kan det Hele oversee,
„Som du saa vel bestyrede?“
Med hykkelsk Graad de Talen pryde,
Saa Løven selv blev rørt derved,
Og maae i disse Ord udbryde,
„Hav Tak for Eders Kierlighed;
„Snart blir jeg frisk, saa skal I see,
„I ei forgieves sørgede.“
„Snart blir jeg frisk:“ De Ord indtrænge
Til deres Hiertes Inderste.
De ei hos Løven tøve længe;
Men ud af Hulen ilede;
De lod’, som de gik hiem, og dog
Hver hemmelig til Katten drog.
Ham lover hver især at give,
Hvad han begiærer; kun han giør
At disse Ord til intet blive,
Og Løven i sin Sygdom døer.
Han hører, lover det; men see!
Han Løven dog helbredede.
For Lægen Ulv og Tiger grue;
De frygte, han skal røbe dem:
De see de Farer, som dem true,
Om deres Anslag komme frem
Ved lige Frygt fortroelige,
De Kattens Uheld ønskede.
Nu karske Løve Adgang giver
For hver, som ønsker ham at see.
Vor Tiger da med hykkelsk Iver
For Tronen sig indstillede:
„Du loved’ mig og Ulven Løn;
„O! Konge opfyld kun een Bøn.
„Med Glæde see vi, at du lever;
„Endskiønt din Fare var saa stor,
„At redelige Læbe bæver
„Ved at beskrive den med Ord.
„Den Læge, du har Tillid til,
„Dit dyre Liv opofre vil.“
Han derpaa trædskelig opdigter,
Hvordan de Lægen tvungen hae
Til at opfylde sine Pligter —
At Løven nu i Live var,
„Det“ siger han, utroelig frie,
„Har ikke Katten giort; men vi.“
Forundret Løven længe tier,
Tilsidst han venlig taler saa:
„Jeg kiender dig, du brave Tiger;
„Din Nidkierhed jeg stoeler paa.
„Giør du ved Katten, hvad du vil;
„Hans Liv og Gods dig hører til.“
Den plaget Kat fra Skoven rendte,
Og lever nu blandt Mennesker;
Men om han os lidt bedre kiendte,
Han blev vist ikke længe her;
Thi her forfølges ogsaa de
Som kan os ind i Kortet see.
i. m. h.