Det var en yndig Foraarsstund,
Blidt drømte Land og Sø,
Og Blæsten tog sig Orlov
Og svang sig langt fra Ø,
Men Lærken blev og sang derhjemme.
Ja, Lærken blev og sang derhjemme:
„Høit løfter mig mit Vingepar,
Dog Dalen dybt jeg seer.
Dernede seer jeg Tvende,
Hvor Busken kjærligt leer —
Jeg troer, de plukke røde Roser,
Saa liflige, saa søde Roser.
„Ei! Ungersvenden plukker dem
Af Pigens søde Mund;
Hun bytter dem mod andre
Fra Elskovs fagre Lund —
Men aldrig, aldrig end jeg skued
De Roser, der saa deiligt lued!“