Lad Aaret forandres og væltes omkring,
vi drikke saa rolig ved Tidernes Sving;
ved Maaneders Skifte og Dagenes Fald
vi føle, vi vide dog stedse vort Kald.
Lad Vint’ren kun true med Frost og med Slud,
den vil os kun hindre at vove os ud;
naar Vinduet klinger ved Stormens Alarm,
da blive vi inde og drikke os varm.
Og kommer saa Vaaren med mildere Luft,
saa dufter vor Punsch iblandt Blomsternes Duft;
da spiller i Glasset den qvægende Taar,
og byder velkommen den yndige Vaar.
Naar Sommeren tænder en hedere Brand,
kun Tossen da gaaer og sig lædsker med Vand;
nej, Phøbus os raader, naar Heden er størst,
at slukke i Punschen al Hede og Tørst.
Saa kommer vor Bacchus, vor Glæde, vor Trøst,
og bringer til os den velsignede Høst;
den modnende Drue da vinker os hen
at drikke, og drikke, og drikke igjen.
Abrahamson.