Saturnisk Vers

        saturnisk Vers kaldes en Versform, som anvendtes meget i den ældste rom. som overhovedet i den olditaliske Litteratur. Angaaende Principperne for Versets Bygning hersker der megen Uenighed; det er end ikke fastslaaet, om Stavelsernes Kvantitet har været afgørende for den, som det ellers er Tilfældet i den antikke Metrik, ell. Accenten har været det. Som en Slags Normalform for det s. V. opstilles i Reglen Verset

        Dabúnt malúm Metélli | Naévió poétae,

        altsaa et Vers med iambisk Beg. og trochæisk Slutning og med Cæsur i Midten; men de overleverede Vers, der betegnes som saturniske, adskiller sig ofte stærkt fra dette Skema. Det s. V. anvendtes i gamle Sange og Formularer, som brugtes ved Gudsdyrkelsen, saavel som i Indskrifter, særlig Gravskrifter, hvoraf der er overleveret adskillige, og endelig i den poetiske Litteratur; saaledes var Livius Andronicus’ Overs. af Odysseen og Nævius’ Bellum Poenicum skrevne i s. V. Men fra Ennius’ Tid fortrængtes det af det fra Grækerne indførte daktyliske Heksameter. (Litt.: L. Havet, De Saturnio Latinorum versu [i Bibliothèque de l’école des hautes études, Bd 43, Paris 1880], L. Müller, »Der saturnische Vers und Seine Denkmäler« [Leipzig 1885]; C. Zander, Versus Saturnii [Lund 1918]).