Rytme
<chapter name="Rytme og Rytmik"/><chapter name="Rytme og Rytmik">Rytme og Rytmik. I videre Forstand enhver anskuelig markeret Regelmæssighed i Toner, Tale, Rumsbevægelse, Linier og Forhold. I snævrere Forstand forstaas ved R. den afmaalte lovmæssige Bevægelse af Stigen og Dalen i Ordstavelser og Toner i Tonestykker, der i sine forsk. Former tjener til sanselig Anskueliggørelse af forsk. sjælelige Bevægelser. En saadan R. bestaar i sin mest abstrakte Form af en Række Takter ell. lige store kortvarige Tidsafsnit, f. Eks. markerede ved Metronomslag, hvorved Takten bliver hørlig. Udfyldes Tiden med ensartede Lyde som Trommeslag, Urets Pendulslag ell. Stavelser, har vi en konkret R. Men ifølge visse Ejendommeligheder ved Øret vil vi ikke kunne høre en saadan simpel R. som Urets Pendulslag uden at høre det ene af de paafølgende Slag lidt stærkere end det andet, det ene fungerer som betonet Del, Arsis, det andet som ubetonet, Tesis, og den konkrete R. kan saaledes betegnes ved en Bølgelinie, hvor Bølgebredden er lig Takten, Toppen Arsis. En Sprogrytme, et Vers, bestaar saaledes af fl. lige lange Takter, hvis lydende Elementer er Stavelser. Ved disse Lydforbindelsers Varighed, Kvantiteten, bestemmes Taktlængdens Udstrækning, ved deres Styrke, Kvaliteten, dens Begrænsning. R. i Poesien bestemmer dels Grupperingen af lange og korte Stavelser m. H. t. Tidslængde og Kvantitet (som i den antikke Metrik), dels Accenten ell. Stavelsernes forsk. Betoning (som navnlig i germanske og nordiske Vers). I de gotisk-germanske Sprog gør Stavelsens Lydstyrke sig gældende ved den stærkere Betoning, det stærkere Tryk, vi lægger paa Stavelsen, <a keyword="accent"><w>Accenten</w></a> (s. d.), og naar vi skanderer Vers, ɔ: slaar Takten ved Versfremsigelse, lader vi Taktslaget falde paa Betoningens Højdepunkt. Denne Accent, som er Princippet for germansk og nordisk Versifikation, beror paa den forsk. Styrke, hvormed Luften under Talens Løb udaandes fra Lungerne, og falder etsteds paa Vokalen. Disse Accentsteder danner de faste Punkter i R. (Bølgetoppene), og R. vil være korrekt, naar den udfylder Mellemrummene mellem disse med hvilke, som helst svagere tonende Lydforbindelser, der naturligt, uden utilbørlig Forlængelse, Forkortelse ell. anden Forvanskning, lader sig udtale i den til Taktafsnittet svarende Tid. En nordisk Sprogrytme vil altsaa bestaa af en lovbestemt Rækkefølge af stærkt betonede og mindre betonede Stavelser, Arses og Teses. Idet Taktlængden gaar fra Arsis til Arsis, vil et saadant rytmisk Led komme til at bestaa af et betonet og et ubetonet Element, og dette rytmiske Led kaldes en Fod, Versfoden. Gaar denne fra svagere til stærkere Tryk, er den stigende (som Jamben, og Anapæsten), omvendt dalende (som Trokæ og Daktyl). En Forbindelse af Fødder, i Alm. 3, 4 ell. 5, der karakteriseres ved en uafbrudt fremskridende R., er altsaa et Vers, den organiske Forbindelse af Vers en Strofe (jfr <sp>Metrik</sp>, der giver den, videre Udvikling).</chapter><chapter name="Rytme og Rytmik"/><chapter name="Rytme og Rytmik">R.’s Virkning beror paa, at den er et naturligt Udtryk for Følelse og Sindsbevægelse, »Hjertets Slag, der er blevet anskueligt for Øret«. I stærk Sindsbevægelse har Stemmen Tilbøjelighed til at blive rytmisk, den første Spire til Sang, Musik og Dans. R. henter sin stærke Magt over det menneskelige Sind væsentlig fra tre Kilder. Den er for det første det sanselige Udtryk for en Livets Lov, for Livsfunktionernes Bevægelser. Hele Livet bestaar af et saadant Indbegreb af R.: Hjertets Slag, Aandedrættet, Gang og Spring er rytmiske som Naturløbet selv. For det andet tilfredsstiller R. os psykofysisk ved at vække og tilfredsstille en Forventning; blot det, at en periodisk Virksomhed vender tilbage, er behagelig, idet Organerne udfører deres Funktioner i Forventningens Øjeblik. En organisk og psykologisk R. er begyndt, og Virksomheden svarer til den, Trommen elektriserer. Der er Glæde ved Accentens regelmæssige Tilbagevenden; det bliver os lettere at være opmærksomme paa Accentuationen; vi venter Fastsættelsen af Rækkefølgen, og Forventningen opfyldes; medens derimod et Brud paa R. skuffer Forventningen og virker oprivende paa Nerverne. For det tredie har hver Følelse ell. Sindsbevægelse sin egen naturlige Bevægelse, R. og Tempo, og ved Smitte og Association tyder vi uvilkaarlig R.’s Bevægelse som symbolske Udtryk for denne og indfører den i R. Svarer den ved R. givne Stemningsbevægelse af Stigen og Dalen, Ilen og Nølen o. s. v. til den ved Ordene givne Forestilling og Mening, bliver den ved Indholdet givne Stemning forstærket ved den rytmiske Form, og denne naturlige Forbindelse af Indhold og Form giver et kemisk Produkt, der for det menneskelige Sind betyder langt mere end Faktorernes Sum. Dertil kommer saa ved Sprogrytmen, at den fængsler Sanserne ved sine skønne Klangvirkninger (yderligere forhøjet ved Rim), ved en forhøjet Vokalisering og Fjernelse af ubehagelige Sammenstød i Sproget. Endelig tiltrækker den Tanken ved, at den nøder til at koncentrere Udtrykket, og den støtter i høj Grad Hukommelsen.</chapter><chapter name="Rytme og Rytmik"/><chapter name="Rytme og Rytmik"/>