Rim

            Rim omfatter visse Lydigheder eller Lydoverensstemmelser, som iflg. Erfaringens Vidnesbyrd tiltaler Øret og derfor ofte findes i Ordsprog og Talemaader, ligesom de med Forkærlighed anvendes som bevidst Pynt ell. Hjælpemiddel i mange Arter af rytmisk Digtning (smlg. Digtekunst og Metrik). Undertiden bruges Ordet om et, især kortere, rimet Digt, ligesom »at rime« kan bruges = at digte, smlg. Ordet »Rimsmed«. Rim’s Hovedformer er: Allitteration, Assonans (s. d.) og Helrim, Fuldrim ell. efter den alm. Stilling »Enderim«. Ved Rim i snævrere Forstand forstaas altid Helrim. Hertil udkræves, at de sproglige Lydmasser, der skal danne Rim, er væsentlig ensartede fra den sidste Vokal med Hovedtryk og til Rim’s Ophør. Gaar samme Konsonant foran Trykvokalerne, faas de saakaldte rimes riches, der er alm. i fr., men lidet yndede i germansk Digtning. For øvrigt kan Rim vokse til at omspænde Lydmasser med fl. Trykvokaler. Hovedformerne er dog en-, to- og trestavelses Rim, der med Opitz’ fra Fransk laante Udtryk sædvanlig kaldes mandlige, kvindelige og svævende Rim. Rim bruges alm. i Versets Linieslutning og bliver derved et vigtigt Hjælpemiddel til for Øret (og Øjet) at understrege, hvorledes større ell. mindre Afsnit af den rytmiske Leddeling hører sammen til Vers og Strofer. Simplest er Rimparret, kendt fra ældre episk Digtning; Folkevisen har saaledes enten Rimpar eller fireliniede Strofer med Rimformlen abcb; i Kunstpoesi er dog Rimstillingen abab langt hyppigere, men de forsk. Versformer tillader desuden en Mængde andre Rimslyngninger.

            Rimets Oprindelse og Historie er ikke tilfredsstillende udredet; spredt findes Rim hos en Mængde forsk. Folkeslag, saa det kan meget godt ad uafhængige Veje have udviklet sig til at blive et bevidst anvendt Middel i Digtningens Tjeneste. Tidligst er dette sket i den oldkristelige Digtning, særlig i Kirkelyrikken, og i de romanske Litteraturer. Hos de gotisk germanske Folk fortrænges de opr. Stavrimvers af Enderimsdigtning i Tiden fra omtr. 800—1200; sandsynligvis har her den lat. Kirkelyriks Forbillede været af afgørende Ret. I 18. Aarh. foretrak man til Tider rimløse Efterligninger af klassisk Poesi (Klopstock’s Oder f. Eks.), men med den romantiske Digtekunst kom Rim til Ære og Værdighed mere end nogen Sinde.

        (Litt.: Wilh. Grimm, »Zur Geschichte des Reims« [1852]; de under Metrik anførte Værker, især Minor og E. v. d. Recke; H. Brix, »Om stavelserimet i dansk«, »Dania«, V, VI; Karl Mortensen, »Studier over ældre dansk Versbygning«, I [Kbhvn 1901]; »Rimordbøger« ɔ: Fortegnelse over de i et Sprog forekommende ell. mulige Rim, f. Eks. Peregrinus Syntax, »Allgem. deutsch. Reimlexic.«, 1—2 [1826]; Steputar, »Deutsch. Reimlexic.« [Reclam]; Axel Sørensen, »Dansk Rimordb.« [Kbhvn 1900]).