Humanisme

        Humanisme (lat.). Ved H. i videre Forstand forstaar man den Kulturstrømning, der sætter den alsidige og ligelige, harmoniske Uddannelse af Menneskets Evner og Kræfter som Menneskets Maal, et Ideal, der først var udformet af Oldtidens Grækere. I snævrere, mere speciel Forstand er H. Navnet paa den Kultur- og Livsstrømning, der i 15. og 16. Aarh. (særlig efter Konstantinopels Erobring 1453, der bragte en Mængde gr. Lærde til at flygte til Italien, hvor Jordbunden alt var forberedt ved Dante og Petrarca) opstod i Italien og derfra gik mod V. og N., og hvis Særmærke var, at den fra Middelalderens ensidig religiøse og naturfjendtlige Aandsretning og Skolastikkens formale Spidsfindighed atter vendte sig mod det menneskelige (humane), virkelige og naturlige. Menneskene længtes atter efter Naturlighed i Liv og Tænkning, og i deres Bestræbelse efter at finde et naturligt og humant Indhold for Tænkningen vendte de sig mod Oldtidens Sprog og Litt. (og Kunst) og fordybede sig i et begejstret Studium af Antikken (Humaniora). Denne Renaissance paa Tankens og Skolens Omraade udgravede atter den klassiske Oldtids Dannelsesindhold, genoplivede det for de europ. Folk og stillede Studiet af det som det væsentlige Grundlag for al Dannelse. I de klassiske Folks Liv saa man et Mønsterbillede af menneskelig Fuldkommenhed og søgte at efterligne det litterært, politisk og socialt. Talsmændene for denne Retning, et Mylder af oldtidsbegejstrede Mænd, bl. hvilke Johannes Reuchlin, Desiderius Erasmus fra Rotterdam og Melanchton rager frem, kaldtes Humanister. Med sejrrig Kraft over for Skolastikken bredte Retningen sig over hele Europa, emanciperede Videnskaben fra Teologien og forberedte i Tyskland og Norden Reformationen, dels ved dens Kamp mod Kirkemagtens Udartning, dels ved Studiet af Biblen i Grundsproget. — I pædagogisk Henseende blev H. det Synspunkt for lærd Opdragelse, der benyttede den antikke Kulturs Skr som sit væsentligste Dannelsesmiddel og satte Humaniora som det alm. Grundlag for al højere Dannelse. Men paa Skolens Omraade forbenede H. snart til en slavisk Efterligning af den klassiske Sprogform (særlig Cicero’s Stil), hvilket førte bort fra Oldtidslitteraturens Indhold til en blot formel, filologisk Interesse, til en ensidig Latinskole med lat. Stil og lat. Grammatik i Højsædet, med Foragt for Modersmaalet og total Mangel paa Sans for Realfagenes Bet. Imod denne klassisk-lærde Ensidighed optraadte i de flg. Aarh. enkelte strømbrydende Mænd, som Montaigne, Comenius, Locke og Rousseau, og pædagogiske Retninger som Pietismen og Filantroperne, og lagde Vægt paa Modersmaalet og Realfagene, samt Naturfag, moderne Historie, Geografi o. s. v., samt søgte en ny og bedre Metode for Undervisningen og en Reform af den barbariske Skoletugt. Det berettigede i Kritikken af Latinskolen sammen med det ensidige Hensyn til det nyttige og den stoflige Kundskabsmængde, som enkelte Filantroper gjorde sig skyldige i, førte i 18. Aarh.’s Slutn. til en Fornyelse af H., Ny-H. (Gesner, Ernesti, Heyne), der søgte at reformere Latinskolen ved et stærkere Eftertryk paa Indholdet og den formende, dannende Side af Opdragelsen i Modsætning til den blot fyldende og nyttige. Striden mellem H. og Realismen optoges saaledes paa ny og er endnu staaende, om end det ny Dannelsesindhold i Litt., Historie og fremfor alt Naturvidenskab, som er grundlagt af de moderne Kulturer, ikke kan lade Tvivl tilbage om Stridens Udgang: en Enhedsskole paa den moderne Kulturs Grundlag, der gennem sin pædagogiske Metode ogsaa sørger for, at Realfagenes formende Bet. kommer til deres fulde Ret. (Litt.: L. Heeren, »Gesch. des Studiums der klassischen Literatur« [2 Bd, Göttingen 1797 og 1802]; L. Geiger, »Renaissance und Humanismus in Italien und Deutschland« [Berlin 1882]. Hovedværket er J. Burckhardt, »Die Kultur der Renaissance in Italien« [Basel 1860, og senere talrige Opl.; dansk Overs. ved C. Mønster 1903]).