Walther von der Vogelweide (c. 1170–c. 1230)

Walther von der Vogelweide [-’valt_ər-fåndær-’fo.g_əlva^id_ə], tysk Digter, f. c. 1170, sandsynligvis i en fattig Ridderslægt i Tyrol. Han kom som ung til Hoffet i Wien, hvor Hertug Frederik I blev hans Beskytter, medens Hertug Leopold VI indtog en kølig Holdning over for ham, saa han maatte blive vandrende Sanger. Fra 1204 opholdt han sig undertiden ved Landgrev Hermann af Thüringens Hof paa Wartburg. Han var 1198 til Stede ved Kejser Philip af Schwabens Kroning, men efter dennes Død 1208 traadte han ivrig i Skranken for Kejser Otto IV og angreb skarpt Pave Innocens III som Kejserens Modstander. Da Kejser Otto led Nederlag 1214, sluttede W. sig til hans verdslige Antagonist Kejser Frederik II, der skænkede ham et mindre Len ved Würzburg og muligvis ogsaa betroede ham at opdrage sin Søn Henrik. 1227—28 synes W. at have deltaget i Forberedelserne til Kejserens Korstog, men er vistnok død i Aarene omkring 1230. Sagnet siger, at han ligger begravet i Korsgangen i Neumünsterkirken i Würzburg. W. er den i kunstnerisk Henseende rigest udrustede og mest særprægede af den tyske Middelalders Minnesangere, desuden en fuldtonende politisk Lyriker, som Personlighed sluttet og stærk, med bestemte Sym- og Antipatier, som han giver hensynsløse og mandige Udtryk. Det er, som om i hans Digtning Reformationstidens bevægede Strømninger allerede fornemmes. Han er en ægte national Digter, der uden Tøven slutter sig til Kejseren mod Paven og tager Konsekvenserne af sin Handlemaade i Følelsen af, hvad Nationens Værdighed kræver. Af hans Kærlighedsdigte blev mange populære, som »Wenn die Blumen aus dem Grase dringen«, »Unter der Linde an der Heide«, »Nehmt Fraue diese Kranz« og »Da der Sommer kommen war«. Blandt hans politiske Sange er det saadanne som »Ich sass auf einem Stein«, »Ich hör ein Wasser tosen«, »In Rom da hört ich lügen« og »Hei wie so christlich hör den Pabst ich jetzo lachen«, der har bevaret hans Navn og Ry, ligesom hans »Sprüche« — bl. a. »Hühe eure Jungen«, »Wer schlägt den Löwen«, »Die Minne ist nicht Mann noch Weib«. Den første Udgave af W.’s Sange besørgede Karl Lachmann (1827, 7. Oplag ved Krauss 1907), andre Udgaver ved v. d. Hagen (1838), Wachernagel-Rieger (1862), Fr. Pfeiffer (1864), W. Wilmanns (1869 og 1883), K. Simrock (1870), der ogsaa har oversat dem til moderne Tysk (1833, udgivet paa ny ved K. Morgenstern 1903); en ny Oversættelse ved R. Zoozmann (1907). Litt.: L. Uhland, »W. v. d. V., ein altdeutscher Dichter« [1822]; M. Rieger, »Des Leben W.’s« [1863] Wilmanns, »Leben und Dichten W. v. d. V.« [1882]; A. E. Schönbach, »W. v. d. V.« [1890]; K. Burdach, »W. v. d. V.« [1900]; Frz. Karl v. Ginzkey, »W. v. d. V.« [Roman 1912]).