Bjarni Thorarensen (1786–1841)

Thorarensen [’to.-], Bjarni Vigfússon, isl. Amtmand og Digter f. 30. Decbr 1786, d. 24. Aug. 1841. T. blev privat dimitteret og tog til Kbhvn’s Univ. 1803, hvor han tog jur. Eksamen 1806—07. Foruden Jura gav han sig ogsaa af med Æstetik og Poesi, og han blev levende paavirket af den nye, ved Oehlenschläger frembrydende Romantik, hvad hans Digte i høj Grad vidner om. Han vendte hjem til sin Fødeø og blev her først ekstraordinær Assessor ved Landsoverretten 1811 og 1817 Assessor ved samme Ret til 1833, dog med toaarig Afbrydelse, idet han overtog et Sysselmandsembede 1820—22. 1833 blev han Amtmand over Nord- og Østamtet, og den Stilling beklædte han til sin Død. T. var en overordentlig begavet Mand, en fyrig og kraftig Natur. Han var stærkt interesseret for Almenvel og offentlige Anliggender. Saaledes var han Hovedmanden i »Fjeldvejeforeningen«, hvis Virksomhed bestod i at rydde og tydeliggøre vanskelige Fjeldveje. 1839 og 1841 var han Medlem af en »Kommission af isl. Embedsmænd« for at raadslaa om Landets Anliggender, som han af alle Kræfter støttede. T., der var en djærv og ligefrem Natur, kom flere Gange i Konflikt med andre Autoriteter. Sin største Betydning har han dog som Digter, uagtet hans Produktion som Helhed er af ringe Omfang. Han digtede kun, naar Aanden kom over ham. Han udmærker sig særlig ved Ideernes Rigdom og Tankens Dybde, sublime Flugt og Inderlighed i Følelsen. Han anvender dristige og kraftige Billeder og er temmelig stærkt paavirket af Eddadigtenes simple Højhed. Særlig berømte er hans Fædrelandssange — sit Fædreland elskede han over alt andet — og Arvekvad (Kvad over afdøde), i hvilke han med kraftige og træffende Ord skildrer den afdødes mest karakteristiske Egenskaber og Væsen. Ogsaa hans Elskovsdigte af den mest romantiske Art og ikke uden imponerende Højhed er berømte. Hans Form er undertiden noget stiv og den sproglige Behandling ikke ganske uden Fejl. Hans Digtsamling er udgiven af Det isl. litterære Selskab (2. Udg. 1884).