Valdemar Adolph Thisted (1815–87)

Thisted, Valdemar Adolph, 1815–87, Forfatter, er født 28. Febr. 1815 i Aarhus og er Søn af ovennævnte Pastor J. O. T. Hans Fader tog sig ikke videre af sine Børns Opdragelse, Sønnen sympathiserede ikke med ham, og da Drengen, der viste stor Begavelse, var bleven 12 Aar, tog derfor hans Morbroder Overkrigskommissær A. F. Elmqvist i Aarhus (IV, 503) ham som Plejesøn i sit Hus og satte ham i sin Bys lærde Skole. I 1833 blev han Student. Blandt hans Omgangsfæller i de første Aar derefter kan særlig nævnes P. L. Møller (XII, 85), med hvem han for øvrigt næsten altid var i heftig Disput, som voxede ved Møllers kolde Sarkasmer, der irriterede T.s den Gang heftige Sind. Fra 1837–39 var han Huslærer paa Herregaarden Skjærvad i Nærheden af Grenaa, som han forlod for i 1840 at tage theologisk Embedsexamen. 28. Okt. s. A. ægtede han en Søster til Constantin Hansen (VI, 585), Henriette H. (f. 7. Marts 1815). 1840 oprettede han i Skanderborg et Institut, hvor han underviste 10–16 Drenge i de vigtigste reale Videnskabsfag, og nogle af disse Elever vare tillige hans Pensionærer; hans Hustru, der allerede tidligere havde været Lærerinde, holdt paa samme Tid Skole for flere af Byens Smaapiger. Paa Grund af stor Temperamentsforskjel var deres Ægteskab ikke lykkeligt og hævedes snart.

I Skanderborg gjennemlæste han en stor Mængde Rejseskildringer af det sydlige Evropa, og Resultatet heraf var hans Bog «En Vandring i Syden», som han paa eget Forlag og under Forfatternavnet «Emanuel St. Hermidad» udgav 1843. Dette Arbejde gjorde en ikke ringe Lykke; P. L. Møller hævdede, at det var en virkelig Poet, som her havde Ordet, og at de episke Dele af hans Værk hørte til det ypperste, den danske Novellelitteratur havde frembragt; men man klagede over hans mange abstrakte Reflexioner og langtrukne Naturskildringer. For de Penge, dette Arbejde skaffede ham, foretog han sig en Rejse til Tyskland og Schweits, hvorefter han i 1846 blev konstit. Adjunkt ved den videnskabelige Realskole i Aarhus, i hvilken Stilling han fik fast Ansættelse næste Aar. Her udgav han sin interessante Roman «Havfruen, et Omrids af min Grandonkels Livshistorie, red. af Kand. G. Kessing, udg. og med en Indledning forøget af Emanuel St. Hermidad» (1846), som P. L. Møller kalder et højst originalt og mærkeligt, meget dybsindigt og gjennemført Digt. Forfatteren sætter i denne Bog Æventyret i Forbindelse med Virkeligheden og gjør det paa en saadan Maade, at man maa indrømme Muligheden af sligt. Her er en fin Skildring af Kvindelighed, varm Følelse og let Lune; der er virkelig æsthetisk Duft over Fremstillingen; men Ordrigdommen er for stor, og Omridsene ere ikke kraftig tegnede; det æventyrlige er mest vellykket. I 1848 udgav han Romanen «Tabt og vunden, en Skildring efter Livet, støttet paa en Rejsedagbogs Papirer, ved Emanuel St. Hermidad», I-II, et Værk, om hvilket Forfatteren siger, at han deri har nedlagt sit eget Liv, sit hele Væsen. I 1849 udkom «Danmark bestaar, dramatiske Scener, tilhørende Fortiden, indviede af Nutiden» og s. A. «Æventyr, Skitser og Sagn».

Hans Forfatterskab berettigede ham nu til at søge offentlig Rejseunderstøttelse, og han opnaaede en saadan. Resultatet blev en Rejse til Tyskland og Italien. I Okt. 1849 drog han syd paa og var nu borte henved et Aar. En lille Tid dvælede han i München, men den meste Tid af Rejsen tilbragte han i Rom. Her — som alle Vegne paa sin Rejse — fordybede han sig med stor Energi i Kunst og indsamlede med Flid mange Kunstsager. Han skriver i sine utrykte Dagbøger: «Hvilken Nydelse hver Dag! Men jeg studerer ogsaa rigtig, og jeg føler, hvorledes jeg fyldes!» Hans Helbred var for øvrigt daarligt der nede, og han længtes meget efter sin nyvundne Brud i Danmark. Paa Capri skrev han — eller maaske kun paabegyndte — «Sirenernes Ø», en romantisk Skildring, I-II, der først i 1852 blev udgiven. Til «Fædrelandet» sendte han en Mængde Breve fra Italien, og i 1850 bleve disse trykte i Bogform under Titelen «Episoder fra et Rejseliv», I. Andre Frugter af denne hans Rejse vare: «Romerske Mosaikker, indfattede i Breve til Hjemmet» (1851) og «Neapolitanske Akvareller» (1855). I 1850 udkom «Ørkenens Hjærte», et Digt, og 1851 «Bruden», et Digt i 9 Sange, et uheldigt Produkt, hvis Scene er henlagt til Italien; hans store Kjærlighed til dette Land giver sig et varmt Udtryk i saa godt som alle hans Værker, men han formaar ikke altid at bringe en national Aand ind i dette fremmede Thema.

22. (ikke 23.) Juli 1853 ægtede han Elisa Ottilia Rasmussen (f. 12. April 1830 d. 20. Juli 1901), Datter af Regimentsdyrlæge i Aarhus Niels R. (f. 1788 d. 1849) og Jacobine Louise Amalie f. Bisted (f. 1797 d. 1868). S. A. blev Aarhus Realskole nedlagt, og hermed endte hans Skolegjerning. Som Lærer havde han vundet sine foresattes enstemmige Ros for sjælden Dygtighed, Iver og Nidkjærhed og sine Elevers Hengivenhed.

Fra 1852–54 udgav han 6 Bind udvalgte «Æventyr og Fortællinger af 1001 Nat» og i 1853 «Hittebarnet», romantisk Drama i 5 Akter. Af «Ved Arnestedet», et Maanedsskrift for underholdende Læsning, udkom der 6 Nummere 1853–54, i sidstnævnte Aar et Bind Fortællinger: «Hjemme og paa Vandring», og i 1855 Fortællingen «Familieskatten». 1855 udnævntes han til Sognepræst i Højrup i det nordvestlige Slesvig. Her fra udsendte han 1859 under Forfattermærket «Herodion» «Præstekald», I-II, en Samling Breve, hvori rent ideale Forhold behandles; det er et indholdsrigt Tendensskrift, hvis Forfatter viser sig som god Psykolog, men svag i Retning af at lægge en fast Plan. Han siger selv, at der er faa Bøger, som mere end denne udgaa fra personlige Forhold og holde sig til Virkeligheden; oprigtig skildrede han her sit eget Livs Kamp og Strid og maatte befri sig paa denne Maade for ikke at gaa til Grunde. Det er hans nye Vilkaar som Præst, han omtaler, og han dømmer da haardt om det Trældomsforhold, hans Menighed staar i til Staten; han er Forkæmper for Kirkens fulde Adskillelse fra denne. End videre taler han om Præstegaardsavlingernes skadelige Indflydelse paa Præstens aandelige Virksomhed og reflekterer over Menighedsraadenes Indførelse osv. Af Præsten fordrer han den fuldeste Selvfornægtelse. Som han tidligere havde trættet ved alt for vidtløftige Naturskildringer, saaledes her ved Prædikenstykker og opbyggelige Sentenser. Denne Bog vakte en Del Opsigt og Diskussion; Kritikken over den foranledigede ham til at tage til Gjenmæle i «Præstekald, anslaaet og ansat af Fædrelandet og Dagbladet» og «Til Christi Menighed fra Præsten i Hvilsted». 1860 udkom «Søndagsprædikener af Præsten i Hvilsted», I-III, og i 1862 «Digte». S. A. blev han forflyttet til Tømmerup ved Kalundborg.

Mere og mere koncentrerede han sig om religiøse Spørgsmaal og Præstevirksomhed, og i 1866 udgav han under Navnet «M. Rowel» «Breve fra Helvede», en Bog, som gjorde den allerstørste Opsigt. Her hjemme er den kommen i 4 Oplag, i Tyskland i henved 20. Meget imod hans Vilje blev hans Anonymitet temmelig snart røbet. Dette Værk er efter Forfatterens eget Ord skrevet i den Hensigt at foraarsage Uro og Pine og derefter Omvendelse og Tro paa Evangeliet. Paa sine Steder minder det om «En Sjæl efter Døden», men er dog frit for Efterligning. Bredt er det og ikke uden Gjentagelser, det er ogsaa paa sine Steder inkonsekvent, det mangler Arkitektonik og kunde gjærne blive ved i det uendelige; der er her — ligesom i «Præstekald» — en Masse Motiver til Bladartikler, Novelletter, Afhandlinger osv., men de forenes ikke til en virkelig Helhed; paa den anden Side er der i denne Bog smukke Vidnesbyrd om Forfatterens dybe, kristelige Alvor, fine Ansvarsfølelse og store Fantasi. Ofte er Satiren fin og Svøben hvas. Man skimter i Slutningen, at Brevskriveren fra Helvede — ligesom Helten i «Adam Homo» — bliver frelst gjennem sin fordums elskedes Kjærlighed; men ellers ender det hele temmelig haabløst. — I 1868 udgav han sin sidste Bog, den opbyggelige Legende- og Parabel-Cyklus «Høgholt», hvor der i Fortællingen «Skilsmisse» gives en Skildring af Paradiset i Modsætning til hans tidligere skildrede Helvede; men Billedet er her temmelig virkningsløst. — Til forskjellige Blade og Tidsskrifter har han leveret mange Bidrag i Prosa og paa Vers.

Denne høje, kraftige Mand var forholdsvis tidlig bleven legemlig svag. «Breve fra Helvede» tog stærkt paa hans Kræfter, et Fald, hvorved han beskadigede sit ene Knæ, bevirkede, at han til sidst ikke kunde gaa, og i 1870 tog han derfor Afsked fra sit Præsteembede. Saa tilbragte han 17 Aar i stor Ensomhed paa Frederiksberg. Hans lykkelige Ægteskab var barnløst, hans fromme og elskværdige Hustru var lam og sengeliggende, og hans næsten eneste Opmuntring var at blive kjørt om i Sygevogn. Han havde Ideer nok til Digtninger, men hans legemlige Svaghed forhindrede ham i at udføre dem. Det var ham en stor Glæde, da der bevilgedes ham 1000 Kr. aarlig i Digtergage; men Natten efter, at han havde faaet Meddelelse herom, blev han heftig syg af et Hjærteonde, der faa Dage efter dræbte ham, 14. Okt. 1887.

T. havde tidlig trukket sig tilbage fra Verden og saa ikke lyst paa Tilværelsen; han var aldrig tilgængelig for enhver, hans ideelt anlagte og udviklede Natur beredte ham bitre Skuffelser og bevirkede, at han helst levede i sine egne Tanker og længtes bort til andre Forhold end dem, Virkeligheden havde sat ham i. Han var en Sværmer og blev vel ogsaa mere og mere en Særling, der helst vilde være ubemærket og uomtalt. I daglig Omgang med sine nærmeste ydede han meget, han var hyggelig og aandrig, var en ivrig, undertiden hidsig, Disputator, fuld af Stemning og ofte inderlig. At hans Bøger havde naaet en efter hans Mening ringe Anerkjendelse, tog han sig nær, og han havde et godt Øje til Recensenterne, af hvilke der f. Ex. vrimlede i hans Helvede, og hvis Artikler vare de fordømtes Læsning der. Med Aarene mildnedes han meget, lærte at resignere og var en oprigtig, ydmyg Mand. Af sine Menigheder var han afholdt, hans Kirker vare fulde, naar han prædikede.

Som Digter var T. ikke nogen stærkt skabende Aand. I hans Værker aabenbarer sig hans poetiske Modtagelighed, hans levende Fantasi, hans Stemningsfylde, hans Evne til at føre Virkeligheden op i en højere Sfære, hans livfulde Natursans og aarvaagne Iagttagelsesevne over for Menneskene, men ogsaa hans brede, noget tunge Stil, hans Brist i Retning af Koncentration og hans undertiden noget uklare Reflexioner, der tit træde frem, uden at Digtningen fordrer det, og dræbe Poesien. Han var først Hegelsk paavirket, siden fik Søren Kierkegaard stor Magt over ham. Paa det religiøse Omraade er hans Produktion mest selvstændig.