Carl Wilhelm August Strandberg (1818–77)

Strandberg [’strandbærj], Carl Vilhelm August (Pseudonymet Talis Qualis), sv. Digter, f. i Södermanland 16. Jan. 1818, d. 5. Febr 1877. S. blev 1837 Student i Upsala, men Aaret efter tog han Ophold i Lund, hvor han hurtig blev kendt som Digter. I »Lunds veckoblad« og forsk. andre Aviser og i Kalendere offentliggjorde han Digte, der i høj Grad var paavirkede af Tegnér. De er abstrakte og indeholder Besyngelser af, hvorledes han i Naturen finder Trøst for religiøs Tvivl, eller besynger hans ungdommelige Verdenssmerte eller hans Erotik. Den personlige Opfattelse træder først frem, da hans Blik oplades for de politiske Forhold, og i hans »Helsningssång till folkrepresentanten Hans Jansson« (1840) træder han egl. første Gang frem som politisk Talsmand for liberale Anskuelser. Hans politiske Interesse var vakt ved Læsning af den samtidige tyske Digtning. Under Titlen »Nyare tysk lyrik i svensk översättning« udgav han 1844 en Samling af Herwegh’s og Hoffman von Fallersleben’s Digtning, og allerede Aaret efter giver hans egen Frihedsbegejstring sig Udslag i Digtsamlingen »Sånger i pansar«. Hans Begejstring har mere Karakteren af abstrakt Sværmeri uden fast Program. Betegnende nok er hans eneste Reformbestræbelse rettet mod Censur; i Digtet »Den sista kungen« o. fl. ivrer han for det fri Ords Ret, og denne Bestræbelse genfindes i mange af hans Digte. Men han begejstrede Samtiden ved sine ildfulde Digte til Finland (»Vaticinium«) og for Fædrelandet (»Ur svenska hjärtans djup« o. fl.). Digtsamlingen »Vilda rosor« (1848) indeholder en Rigdom af begejstrede Digte, og i denne Samling har det bombastiske veget Pladsen for større Naturlighed og sikrere Opfattelse, f. Eks. i hans glødende Formaninger om at hjælpe Danmark i Krigen. Efterhaanden blev hans Digtning mandigere og hans Rytme fastere, hvorfor han indtager en betydelig Stilling inden for den sv. Litteratur.

1846 giftede S. sig og tog Bopæl i Stockholm. Han oversatte en Del Skuespil og Operatekster for Scenen og indlagde sig stor Fortjeneste ved sine 1853—69 udgivne »Öfversättningar från Byron«. Hans Inspiration til selvstændig Digtning lod ham næsten ganske i Stikken. 1862 blev han Medlem af Svenska Akademien, og 3 Aar senere blev han Redaktør af »Post- och inrikestidningar«, og derved havde han endelig opnaaet den Position og de Kaar, hvorunder han ikke behøvede at ængstes for Dagen i Morgen. Hans Digtning flød ikke just rigeligere, men den har en dybere og inderligere Følelsesrigdom. I de Digte, hvor han nu tolkede sine egne Følelser, forenedes Kraft og Inderlighed i sikker Form. Digtene med sv. Folkelivsskildringer: »Prästen«, »Den försynte«, »Sista förhöret«, »Helgmålsklämtningen« o. fl. er lige saa storslaaede som Kantaterne og Festhymnerne »Kung Karls eriksgata«, »De drunknade« o. fl., men afsluttes pragtfuldt af hans Svanesang, Digtet til hans Hustru, »Tak for god vakt«, hvori han karakteriserer sine egne Evner og sin Digtning.

S.’s Betydning for svensk Litteraturudvikling ligger oprindelig i hans skandinaviske Sindelag og hans lidenskabelige Begejstring; tillige har han Betydning som Sprogkunstner. S.’s »Samlade vitterhetsarbeten«, I—V, udgaves 1877—78 af G. Ljunggren. (Litt.: G. Ljunggren i Forordet til Samlingen; V. Rydberg, »Inträdestal i Sv. Akad.« [Sv. Ak. handl. 53., 1878]; Ekelund, »C. V. A. S. En literaturhistorisk studie« [1878]; Cecilia Holmberg, »Frihetens sångarätt« [1890]).