Thomas Schmidt (1847–1909)

Af pens. Overlærer Holger Poulsen, Nordby.

LIGE før Mærkeaaret 1848 fødtes Schmidt den 7. December 1847 i Landsbyen Fol i Sønderjylland, og i Aaret 1865, lige efter den ulykkelige Fredsslutning i Wien den 31. Oktbr. 1864, rejste han til Seminariet i Jellinge, hvorfra han dimitteredes 1868, stærkt paavirket ikke alene af den nationale Luftning i hans Hjemland, men ogsaa af det friske aandelige Liv i den gamle Kongeby, hvor den landskendte, udmærkede Seminarieforstander Svendsen øvede en stærk vækkende Indflydelse paa de unge Mænd, der flokkedes om hans Lærestol og senere spredtes over hele Landet, hvor de ved deres livlige Undervisning efter Mesterens Eksempel virkede vækkende paa de Elever, der blev betroede til deres Undervisning.

Efter i nogle Aar at have virket, dels som Huslærer paa Amager, dels som Lærer ved Sæby private Realskole, blev Schmidt til Julen 1875 ansat som Lærer ved Skolen her i Byen og Kordegn ved Nordby Kirke, i hvilket Embede han med Trofasthed virkede i 34 Aar.

I de sidste Aar var han mærket af Sygdom, og for — om muligt — at genvinde sit Helbred lod han sig i Begyndelsen af December Maaned 1909 indlægge paa Esbjerg Sygehus, hvor det blev meddelt ham, at det var nødvendigt, han underkastede sig en Operation, der muligvis kunde forlænge hans Liv, men ogsaa bringe ham Døden.

Operationen fandt Sted paa hans 62aarige Fødselsdag den 7. December 1909.

Han var fuldstændig klar over, at det gjaldt „Liv eller Død“. Aftenen før Operationen fandt Sted — „foran den hemmelighedsfulde Port“ — skrev han omstaaende af Alvor og Fortrøstning gennemtrængte „Svanesang“, der forener Glæde over Livet med Troens Frimodighed.

Operationen kunde ikke redde hans Liv, og Natten mellem den 17. og 18. December s. A. udsluktes hans Livslys til stor Sorg for hans Familie og store Vennekreds.

Under stor Deltagelse jordfæstedes han den 23. December fra den Kirke, hvor han i saa mange Aar Søndag efter Søndag paa saa værdig og smuk en Maade havde udført sin Tjenergerning i Menighedens Forsamling.

Naar jeg, hans mangeaarige Kollega, med nærværende korte Levnedstegning gerne vil rejse Schmidt et lille Æreminde, skal jeg med et Par Ord fremhæve, hvorfor jeg synes, der er Grund til særlig at omtale ham blandt hans mange dygtige og ansete Kaldsfæller.

Personlig var han en sjælden elskværdig, trofast og nobel Mand, ret en Natanael-Skikkelse, i hvem der ikke fandtes Svig, derhos elskværdig og imødekommende ved enhver Lejlighed.

Som den brave Sønderjyde han var, forenede han en dyb Fædrelandskærlighed med et varmt patriotisk Sind. Hans Hjerte bankede varmt ikke alene for hans lidende Landsmænd „sønden Aa“ og for hans Fædreland, men ogsaa for vor lille Ø, hvis Ve og Vel han omfattede med stor Interesse.

Med den ham medfødte Skønhedssans havde han et aabent Blik for, hvor smukt det vilde være, om vor kønne og ejendommelige, men nøgne Ø kunde blive forskønnet ved Plantning af Træer og Anlæg af smaa Plantager i Klitterne. Han var Sjælen i den for mange Aar siden her i Byen stiftede Forskønnelsesforening, der anlagde en mindre Plantage ude ved Klitterne, hvor nu høje Grantræer liver op mellem Klitternes gule Marehalm, og plantede en Række Løvtræer langs Vejen fra Nordby By til dens Kirke.

Han havde udmærkede Anlæg for Malerkunsten, og talrige er de Udkast og Billeder af smukke Partier ikke alene fra Fanø, men ogsaa fra skønne Egne i vort Fædreland, som hans kunstneriske Evner har frembragt.

Sidst, men ikke mindst skal endnu nævnes hans digteriske Begavelse. Mange Lejlighedssange har han skrevet, men ogsaa en Del Digte af blivende Værd. Med Rette er han bleven kaldt „Fanø’s Digter“. Hans Sange om Fanø og dens Sømandsstand maa — foruden det forannævnte gribende Digt: „Liv eller Død“ — ikke alene anses for det bedste, han har skrevet, men ogsaa det smukkeste og mest naturtro, der er sunget om vor Ø, Havet og dets Sønner.

I det efterfølgende aftrykkes nogle af hans bedste Digte.

Ære være hans Minde!

Melodi af F. Opffer.

Melodi: Vikingebalk.