Jacob Brønnum Scavenius (1749–1820)
Scavenius, Jacob Brønnum, 1749–1820, Godsejer. Jacob Brønnum, født i Skagen 2. April 1749 som den 9. af 11 Søskende, Søn af Handelsmand Peder Christensen Brønnum eller Brøndum og Anne Ibsdatter, blev 1770 Student fra Aalborg Skole og kaldte sig herefter med det ham i det latinske Testimonium tillagte Navn Scavenius (ɔ: Skagbo). Han tog ingen Embedsexamen, men traadte som Volontær ind i Rentekammeret og arbejdede her nogle Aar, indtil han 1776 fik en Ansættelse som Assistent i det asiatiske Kompagnis Tjeneste i Ostindien, hvor han snart blev Faktor. Efter at have tilbragt 15 Aar i Bengalen vendte han 1792 tilbage til sit Fædreland med en Formue paa o. 2 Tdr. Guld og belønnet af Kompagniet med en Medaille. Sine Penge anbragte S. i Jordegods, i det han 1793 for 200000 Rdl. kjøbte det til fri Ejendom overgaaede Lindencroneske Stamhus, bestaaende af Godserne Gjorslev, Erikstrup og Søholm i Stævns; 1798 erhvervede han desuden for 102000 Rdl. Klintholm Gods paa Møen. Som Godsejer havde S. store Opgaver at løse, og han løste dem med Dygtighed. Paa Gjorslev og de andre sjællandske Godser havde Etatsraad Lindencrone forløftet sig paa den Opgave at emancipere Bønderne (s. X, 313), der ved hans uegennyttige Bestræbelser kun vare sunkne dybere; en Hovedgrund hertil var vistnok, at Udskiftning ikke samtidig var foregaaet. Dette betydelige Arbejde satte S. nu i Værk, og det bar snart velsignelsesrige Frugter saa vel for Bønderne som for Herskabet. Han lod derhos Skovene, som hidtil havde ligget til Græsning for Bønderne og Forpagterne, indhegne og frede; den Produktion af Kridtsten, der dreves paa den til Godserne hørende Stævns Klint, forøgede og forbedrede han meget og anlagde Kridtfabrikken ved Bøgeskov. L. Engelstoft kunde saaledes vistnok med Grund 1813 udtale, at S. ved en fornuftig og velordnet Bestyrelse havde femdoblet disse Godsers Værd.
Men S. var ikke alene den praktiske Mand; han var tillige en Mand med mange aandelige Interesser, der væsentlig samlede sig om Mathematik, Historie og Sprog, i hvilke han havde gode Kundskaber. Hans eget Forfatterskab er dog ringe, i det han kun har ladet trykke en Sang om Indfødsretten (1777) og 2 Betænkninger om Faktoriernes Skadelighed (1796); men en af ham 1815 udsat Belønning fremkaldte Werlauffs og Nic. Outzens Afhandlinger om det danske Sprogs Historie i Slesvig. Denne hans litterære Interesse viste sig ogsaa deri, at han 2 Gange tilkjøbte sig store Bibliotheker. Det første, der var samlet af Underbibliothekar ved Kongens Haandbibliothek P. T. Wandall, og som bestod af over 13000 Bind, henhørende til den danske, norske og holstenske Litteratur, fortsat lige til Udgangen af 1793, henstod endnu i Wandalls. Værelser paa Christiansborg Slot, da dette brændte 1794 og dermed denne kostbare Bogsamling, som S. havde bestemt til offentligt Brug, i det det var hans Hensigt tillige at henlægge en Kapital til dens Fortsættelse. En ganske lignende Skæbne ramte det Bibliothek, som S. kjøbte af Notarius publicus C. Schmidt; det var af samme Art som det Wandallske, maaske endnu værdifuldere. Ved Bombardementet 1807 blev det Luernes Rov i S.s Gaard i Klædeboderne (nu Skindergade Nr. 38) tillige med de litterære Skatte, som S. tidligere havde erhvervet, f. Ex. paa Avktionen efter Advokat Uldall. Dog tilvejebragte S. senere betydelige videnskabelige Samlinger, som han opstillede paa Gjorslev. Efter et langt og virksomt Liv døde S., der 1793 var bleven Justitsraad og 1811 Etatsraad, paa Gjorslev 20. Juni 1820 «som en elskværdig, blid Olding, savnet og højtagtet af mange, der med Taknemmelighed velsigne hans Minde». Han havde o. 1794 ægtet Karine Lucie Debes (f. 1775 † 25. Jan. 1825), Datter af Højesteretsassessor, Justitsraad Lucas D. og Christine f. Suhr.
Werlauff, Efterr. om det st. kgl. Bibl., 2. Udg., S. 277 f. Erslew, Forf. Lex. Danske Herregaarde VII: Gjorslev; XVI: Klintholm.
1749
Scavenius født i Skagen.
1755
Jordskælv i Lissabon dræber 60.000.
1764
Jens Schielderup Sneedorff død.
1766
Aalborg Stifttidende udkommer første gang.
Christian VII (1749–1808) udråbt til konge.
1767
August Wilhelm Schlegel født i Hannover.
1770
Trykkefrihed indføres indtil censurens genindførelse 20/10 1773.
1771
Struensee ved magten.

Jens Juel:
Johann Friedrich Struensee, 1771. Schloss Celle.
1781
Kant skriver Kritik der reinen Vernunft. (Kritik af den rene fornuft)
1784
Den 16-årige Frederik VI (1768–1839) overtager regeringsmagten fra sin sindssyge far.
1788
Ophævelse af stavnsbåndet.
1789
Den franske revolution (1789–1801).

Jean-Pierre Houel: Vue du siège et prise de la Bastille.
1790
Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen:
Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, olie på lærred, 123 × 205 cm.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. ⌘1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
1806
Napoleon sejrer ved Jena.
1807
København bombarderes af englænderne.

C.W. Eckersberg:
Københavns Bombardement, 1807. Københavns Bymuseum.
1808
Christian VII død. Frederik VI (1768–1839) som har haft regeringsmagten siden 1784, udråbes til konge.
Danmark erklærer Sverige krig.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
1815
Napoleon taber slaget ved Waterloo.
1819
Jødeforfølgelser i København.
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.
H. C. Andersen flytter fra Odense til København.
1820
Dr. Dampe deporteres.
Fysikeren H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen
Scavenius død i Gjorslev.