Andreas Nikolai de Saint-Aubain (1798–1865)

de Saint-Aubain, Andreas Nicolai, 1798—1865, Forfatter. Den under Psevdonymet «Carl Bernhard» saa bekjendte Novellist nedstammer fra franske Forfædre. Bedstefaderen, Nicolai St.-A. (f. 1707 i Bretagne), kom ved Midten af det 18. Aarhundrede til Danmark og blev ansat som Frisør hos Kong Frederik V, fra hvilken Stilling han kort efter avancerede til Kammertjener hos Kongen (d. 1768 som Justitsraad). Hans ældste Søn, Frederik Christian Julius (f. 1754, † 1819 som karakt. Oberst), blev Artilleriofficer og giftede sig med Bolette Buntzen, Datter af den rige christianshavnske Kjøbmand Andreas B. De nygifte flyttede ind i Christianshavns gamle Raadhus paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade, en stor gammel Gaard, som efter Byens Indlemmelse i Hovedstaden havde været nedarvet fra Fader til Søn i en Vinhandlerfamilie, og her kom A. N. St.-A. til Verden 18. Nov. 1798.

I dette gamle Raadhus og, under de regelmæssige Søndagsbesøg hos Morfaderen, i den store Kjøbmandsgaard paa Hjørnet af Overgaden neden Vandet og Baadsmandsstræde henrandt St.-A.s Barndom, det første Sted under fantastiske Indtryk af de dybe, mørke Raadhuskjældere og under alskens opfindsom Leg i de rummelige Stuer, det andet Sted med lystigt Friluftsliv i den store Have. Han mener at skylde sin Fødegaard en mere levende Fantasi, end der maaske ellers var bleven ham til Del; muligvis for at lægge en Dæmper paa denne ved adstadig Beskæftigelse blev Drengen sat til at strikke alenlange Strimler af tykt Bomuldsgarn med 2 lange Fiskebenspinde; naar Bundtet var blevet saa stort, at han ikke mere kunde holde det under Armen, blev det vrævlet op igjen, og Arbejdet begyndte forfra. Af Udflugter uden for Hjemmene var især den aarlige Dyrehavstur en straalende Fest, men et ædlere og varigere Indtryk efterlod Udflytningen til Frederiksværk sig. St.-A.s Moder var en Ungdomsveninde af Administratorens Datter, og hans Fader var kjendt og yndet af Værkets tidligere Ejer Landgrev Carl af Hessen, som endnu stadig sendte Sommergjæster der ud. Paa det lille Slot Arresødal samledes et fint og fornemt Selskab, i hvilket den christianshavnske Patricierfamilie nu blev indlemmet. Under det ceremonielle Taffel og under Theserveringen paa den obligate Rotur ned ad Kanalen lærte den lille «Monsieur Quatorze», som han kaldtes, fordi hans Tilstedeværelse ved Middagsbordet skulde uskadeliggjøre det ulykkelige Trettental, de gode Manerer og den korrekte Holdning, som altid senere udmærkede ham. Men hvad der havde endnu mere Betydning for ham: han blev her fortrolig med Naturen og fik sin Sans opladt for dens Stemninger. «Fra denne Episode i mit Barndomsliv», siger han, «regner jeg den store Forkjærlighed, jeg altid har haft for Landet og dets stille Ro, for kornrige Marker og nette Bønderhuse, men især for de stolte gamle Bøgetræer, de knudrede Ege og de blomstrende Tjørnebuske, for grønne Skrænter og stille Damme med Vandliljer og Aakander, for rislende Bække og de smaa Vandfald, som dannes af en Sten eller en Trærod, der bestandig smaamumle, men som kun hviske den tydeligt i Øret, der kaster sig i det frodige Græs og lytter til de mange Stemmer, hvormed Naturen taler til vort Hjærte.»

Om St.-A.s Skoleaar er der kun lidet at berette. Han blev i Begyndelsen privat undervist og gik saa fra 1812–16 i Metropolitanskolen, men her stod han ikke lidet tilbage for sin yngre Broder Frederik (død 27 Aar gammel som Lieutenant ved det holstenske Lansenerregiment). Til Universitetet dimitteredes han (1818) privat og havde til Lærere bl. a. den senere Professor ved Sorø Akademi Chr. Lütken og Lieutenant H. J. Blom, senere bekjendt som Militærforfatter. Nogen Embedsexamen tog han aldrig, men han havde tidlig – ligesom hans Slægtning J. L. Heiberg – Tanker om at slaa ind paa den diplomatiske Løbebane, og han nød i nogen Tid den gamle Statsminister N. Rosenkrantz’ Protektion; men af ukjendte Aarsager førte denne ham ikke til Maalet. Efter Faderens Død (1819) var St.-A. med sin Moder flyttet til sin Onkel Buntzens nye Ejendom ved Christianshavns Vold, hvor ogsaa Fru Gyllembourg tilbragte nogle Aar af sin Enkestand. Men midt i Tyverne gik det gamle, ansete Handelshus Buntzen & Søn Fallit som Følge af betydelige Tab under Krigen 1807–14 og dennes lammende Indflydelse paa alle Forretningsforhold. Fru St.-A. havde Part i Firmaet og tabte hele sin Formue med Undtagelse af nogle Grunde ved Kalkbrænderiet – den Gang næsten uden Værd, nu repræsenterende en hel Kapital. Næsten samtidig hermed mistede hun 2 af sine Børn, den ovfr. nævnte flinke Søn, der som Lieutenant havde forberedt sig til at tage den juridiske Embedsexamen, og den elskelige Datter Albertine, hvis Minde Heibergs smukke Digt har bevaret for Efterverdenen. Næsten knust af disse Ulykker søgte hun nu hos sin Søn sin eneste Støtte og fandt den ogsaa i rigt Maal. Med den inderligste Kjærlighed sluttede St.-A. sig til sin Moder, og de to levede uadskillelig sammen indtil hendes Død under Koleraepidemien 1853.

Katastrofen gav ham Tilskyndelsen til hans Forsøg som Forfatter. Han debuterede 1828 i Heibergs «Flyvende Post» med en ret ubetydelig lille Novelle, «Nummer Syv». Den efterfulgtes 1834 af den større Fortælling «Et Aar i Kjøbenhavn», indledet med en Fortale af J. L. Heiberg, der ogsaa i sidste Øjeblik, da Titelbladet skulde trykkes, opfandt Navnet Carl Bernhard. Vi møde her endnu en ældre Tids Smag for det romanagtig spændende med dets hele Apparat af Anelser og Hemmeligheder og den ufuldstændige Behandling i Form af indskudte Breve og Memoirer. Først Aaret efter fandt Carl Bernhard sit rette Omraade, Skildringen af Familielivets Begivenheder og Konflikter, Fremstillingen af det højere Bourgeoisis Personligheder og af Interiører fra det dannede Kjøbenhavns hjemlige og selskabelige Liv. 1835 udkom «Dagvognen» og «Deklarationen», hvilken sidste Fortælling dog ikke er af St.-A., hvad han ogsaa halvt spøgende erklærer i den lille Humoreske «Brødrene Bernhard» (Dr. Schwanenflügel oplyser, at den har Martin Hammerich og St.-A.s Fætter, den senere saa bekjendte Læge Professor Andr. Buntzen, til Forfattere). Det følgende Aar saa ikke mindre end 4 nye Noveller Lyset: «Kommissionæren», «Børneballet», «Tante Francisca» og «Skjødesynderne»; af disse er «Børneballet», den betydeligste ved skarp Iagttagelse af Overgangsalderens sjælelige Bevægelser og ved den alvorlige Lære, den trods sin lette Form og flydende Fremstilling indprenter Læserne med et efter Omstændighederne mere eller mindre rammende «de te fabula».

Sit bedste og berømteste Arbejde udgav Carl Bernhard 1837: Novellen «Lykkens Yndling». Den vakte en ganske ualmindelig Opsigt og gjorde en lige saa overordentlig Virkning. Man lærte her for første Gang i dansk Skjønlitteratur den diplomatiske Verden at kjende med dens slebne Former, dens Blik paa Livet de haut en bas, dens Intriger og Sarkasmer, og det forhøjede ikke lidet den pikante Nydelse, at man bag de optrædende Personligheder mente at kunne skimte virkelig existerende Mennesker fra det kjøbenhavnske Selskabslivs øverste Lag; over for denne Verden stilles saa en begavet ung borgerlig, der ved egen Dygtighed og ved Lykkens Medbør naar frem til det fast uopnaaelig høje Maal, hans Kjærlighed har sat sig: Besiddelsen af en lige saa skjøn som elskelig Kvinde af den allerfornemste udenlandske Herkomst, hvorpaa Lykken endnu en sidste Gang skjænker ham sin Gunst ved at lade ham og hans elskede dø i hinandens Arme i deres Livs saligste Øjeblik, inden Besiddelsens Vane har svækket deres Følelse. «Lykkens Yndling» blev et Breviar for alle de unge elskende, en Haandbog i den gode Tone for et beundrende Publikum. Novelleproduktionen fortsattes 1838 med «Et Løfte», «En Familie paa Landet» og «Et Ordsprog». 1840 slog Carl Bernhard med «Gamle Minder» ind paa den historiske Romans Territorium og skildrede Livet ved Christian VII’s Hof og i den Tids borgerlige Kredse. Bogen vandt stort Bifald, og Forfatteren gik videre ad den indslagne Vej med «Krønniker fra Kong Christian II’s Tid» (1846) og «Krønniker fra Kong Erik af Pommerns Tid» (1850). Disse Romaner ere underholdende at læse, og især ere Krønnikerne fra Christian II’s Tid en historisk Roman, som selv i Sammenligning med de bedste Forbilleder altid vil hævde sig en Rang; de hvile paa samvittighedsfuldt Studium af det knappe Materiale, som den Gang var for Haanden, medens Forfatteren andensteds ikke undgaar enkelte kapitale Bommerter (som naar han i «Dagvognen» forvexler Valdemar den store med Valdemar Atterdag og tror, at det var denne, der gjorde Tog til Venden for at indføre Kristendommen, eller naar han (i «Gamle Minder») lader Dronning Helvig, Biskop Jens Grand og Biskop Valdemar sidde samtidig fængslede paa Søborg Slot, skjønt de 2 sidstnævntes Fængselstid faldt henholdsvis 1294–95 og 1194–1206, og Dronningen først døde 1374). – Samtidig med og efter disse historiske Digtninger skrev Carl Bernhard endnu en Række Noveller, dog kun undtagelsesvis af større Omfang, de fleste ikke omfangsrigere, end at de kunde meddeles i Folkekalendre og Ugeblade. Vi nævne af disse Arbejder «To Venner», som vakte en Del Opmærksomhed paa Grund af sin hyperæsthetiske Betragtning af det ægteskabelige Samliv, «Det gyldne Skind», «Hr. Kraft», «Damon og Pythias», «Den opmærksomme Ægtemand». Den sidste Novelle, «En Baderejse», fremkom i St.-A.s Dødsaar, 1865. Carl Bernhards samlede Skrifter udgjøre 14 Bind og ere udkomne i 2 Udgaver.

Formel og pertentlig, som St.-A. var, vaagede han med den yderste Omhu over Iagttagelsen af en Psevdonymitet, som dog omtrent lige fra Begyndelsen af havde været en offentlig Hemmelighed. Han skriver i Midten af 40erne til Jonas Collin: «Ihvor transparent min Anonymitet end kan være – sandelig ikke ved min Skyld –, er den mig dog vigtig som en nødvendig Betingelse for min litterære Virksomhed, der uden denne vilde være aldeles lammet.» Som S. Kierkegaard drog han et skarpt Skjel mellem den psevdonyme Forfatter og det borgerlige Menneske; han vilde unddrage sig Inkonveniensen ved en Sammenblanding af disse 2 Personligheder og overholdt i det selskabelige, ja endog i det fortroligere Omgangsliv paa det omhyggeligste denne Sondring. Endogsaa over for sig selv bevarede han Fiktionen, kan man næsten sige. I de blandt hans Efterladenskaber forefundne avtobiografiske Fragmenter, som han har kaldt «Af en gammel Herres Erindringer», fortæller han om den gamle Kjøbmandsgaard paa Christianshavn og tilføjer saa: «Det har fornøjet mig at gjenkjende den livagtig i «Et Aar i Kjøbenhavn» af Carl Bernhard, som har henlagt Scenen for denne min Familie i øvrigt uvedkommende Fortælling til min Bedstefaders gamle Gaard».

Fra sin tidlige Ungdom af færdedes St.-A. i de mest udsøgte Omgangskredse, som Hovedstaden havde at byde paa. Han var beslægtet med nogle af dens aandfuldeste Mænd og Kvinder og vandt sig Venner blandt Personligheder og i Familier med anerkjendt fremragende Position: Oehlenschläger, Baggesen og Hauch, den senere Præst Timm og Brødrene Scheuermann, Tscherning, de Meza, Komponisten Bay og Abrahams, Minister Rosenkrantz’ Hus og det Hegermann-Lindencroneske Hjem paa Kalkbrænderiet, hvor han traf en vis Lieutenant Helmuth Moltke, som senere gav Verden nok at tale om. Litterære, musikalske og mange andre samlende Interesser knyttede disse Kredse til ham og ham til dem. Hans Forkjærlighed for fransk Litteratur og Aand vedligeholdt og udviklede, hvad hans franske Afstamning havde givet ham af elegant og kavallermæssigt: et behageligt Konversationstalent, Ridderlighed over for Damer, taktfuld Beherskelse. Ikke alle kunde dog dette afglattede Væsen tiltale; P. V. Jacobsen kalder ham i et af sine Breve «et naragtigt Menneske» og mener, at Heiberg har brugt ham som Model for den diplomatiske Arthur i «Kjøge Huskors». Og nægtes kan det vel ikke, at der til dette Plus i formel Dannelse svarede et Minus i Følelsens Dybde. Betegnende i saa Henseende er en Brevytring af St.-A. om «Hjortens Flugt» – «som hele Verden er kommen i Extase over, og som jeg akkurat kan finde affattet i temmelig afrundede Vers og med livlige Naturskildringer af stille Solopgang og Maanenedgang. Jeg skammer mig over mig selv, men jeg solgte gjærne Bogen for halv Pris, thi mig har den kun interesseret lidet . . . Der er mig for megen letfærdig og blaseret Kjærlighed i den, det kalder jeg ikke ungdommelig Friskhed, som Folk skrige paa, men forældet Affældighed, som har slaaet sig paa Hjærnen og ytrer sig i udskejende Fantasi».

Som en Herre de la vieille roche saa St.-A. ikke med gunstige Øjne paa den udstrakte Folkefrihed, Junigrundloven havde givet, og forholdt sig stærkt kritisk over for det nye Regimente. Han havde været den æsthetisk dannede Christian VIII meget hengiven og kunde aldrig forsone sig med hans Efterfølger, hvis Giftermaal med Grevinde Danner han betragtede som en offentlig Skandale. Hans fortrolige Breve indeholde de hvasseste Udfald mod «Frederik Folkekjær og hans Folkekjæreste», og efter Frederiksborgs Brand skriver han: «Jeg har elsket Frederiksborg af mit hele Hjærte; selv i dets Fornedrelse indgød det mig Ærefrygt; og det var bleven fornedret! – Nu er Skjændselen brændt ud ...» Paa sine ældre Dage levede St.-A. mest i tilbagetrukken Ensomhed og i knappe Kaar, som maa have været dobbelt trykkende for en Mand, der kjendte et forfinet Livs udsøgte, om end beskedne, Nydelser og havde en kræsen Smag for det daglige Behov. Om Sommeren og ved Juletid gjæstede han sine Herregaardsvenner: Grevefamilien paa Holsteinborg, Dinesens paa Katholm og fremfor alt Castenschiolds paa Borreby. Den øvrige Del af Aaret var stærkt optagen af Velgjørenhedsvirksomhed. Han var Medlem af en Mængde Asylbestyrelser og Brændselskomiteer, tog virksom Del i Sygehjemmets Oprettelse, var Kasserer i det kvindelige velgjørende Selskab og paakaldtes stadig som Bistand ved Basarers Afholdelse. I Forbindelse hermed kan anføres, at han i en Aarrække var Sekretær i Foreningen for den ædle Hesteavls Fremme. Efter nogle Aars Lidelser af en Nyresygdom døde St.-A. 25. Nov. 1865.