Johan Ludvig Runeberg (1804–77)

Runeberg [’ru.nebærj], 1) Johan Ludvig , finsk-svensk Digter, f. i Jakobsstad 5. Febr 1804, d. i Borgå 6. Maj 1877. R.’s Forældre var begge af sv. Afstamning, Faderen havde imidlertid vanskeligt ved at erhverve Udkommet, saa R. maatte allerede tidlig sørge for sig selv. 1822 blev R. Student, men han maatte tage Plads som Huslærer i Saarijärvi, dybt inde i Finland, hvor Befolkningen havde bevaret de mest ejendommelige Nationalegenskaber. Her opholdt R. sig i to Aar, og alt tyder paa, at han nøje har levet sig ind i Forholdene. 7. Jan, 1826 vendte han tilbage til Åbo, hvor han fortsatte Studierne, tog Kandidateksamen 1827 og promoveredes til Magister 10. Juli s. A. Sommerferien tilbragte han i Pargas hos sin Slægtning Ærkebiskop Tergström; hans Fremtidsplaner kuldkastedes ganske ved Åbos Brand, saa han tilbragte næsten et helt Aar hos sin Slætning, hvor han havde Lejlighed til at stifte indgaaende Bekendtskab med den samtidige sv. Litteratur. Allerede som Skolediscipel var R. begyndt at digte; men disse Digte er ligesom hans Ungdomsdigtning i høj Grad prægede af de Mønstre, han har fulgt. Først efterhaanden som Pargas-Periodens Oplevelser og Minderne fra Saarijärvi aflejres i hans Bevidsthed, udfolder hans Digtning sig til med større Selvstændighed at udtrykke de Stemninger, som opfylder ham. Hans skuffede Haab, Ængstelse for Brystsygdom og erotiske Fantasier blandes med religiøs Bekymring og fremkalder hans første Lyrik (»Tröst«, »Det ädlas seger«, »Bön« o. fl.), og endnu i Digtet »Svartsjukans nätter« kan findes Spor af denne Storm- og Trængselstid. Digtene fra 1828 vidner allerede om større Harmoni, og denne udvikledes under den Forstaaelse, som opstod mellem R. og Ærkebiskoppens Broderdatter Fredrika Tengström, med hvem han d. A. blev forlovet. Da Univ. aabnedes i Helsingfors, flyttede R. derhen tillige med sin Svigermoder og Forlovede, 1830 fik han en Amanuensispost ved Konsistoriet, og s. A. udgav han som Docenturafhandling en sammenlignende Undersøgelse af Euripides’es og Seneca’s Medea. Aaret efter stiftede han en Undervisningsanstalt sammen med Nervander o. a., og som Lærer her og ved Privatundervisning samt som Vært for studerende erhvervede han sig saa meget, at han kunde gifte sig. Tidsrummet 1826—28 betegner et Vendepunkt i R.’s Udvikling; men først fra 1830 træder han frem for Offentligheden med afgærede og maalbevidste Resultater. I »Dikter« (1830) findes endnu umiddelbare Udtryk for Stemninger under den Trængselstid, han senere ikke holdt af at mindes, men tillige findes her Digte, hvor hans Stemninger nærmer sig den objektive Klarhed, som er ejendommelig for hans Manddoms Digtning. Hans vedholdende Studium af den klassiske Litt. havde bidraget til Udvikling af denne Objektivitet; men hertil bidrog tillige hans Sysselsættelse med Oversættelsen af de »Serviska Folksånger«, han s. A. udgav. Under Studiet af disse enkle og naive Folkeviser paavirkedes ham stærkt, saaledes som det særlig fremgaar af de 27 Digte, han samlede under Titlen »Idyll och epigram«, og tillige af de Digte, han udgav 1833, hvori talrige er episke. Allerede her udtaler han sig med dyb Forstaaelse af Folkelivet, f. Eks. i »Bondgossen« og »Grafven i Perho«, der vandt Akademiets Pris, o. fl. Udviklingen mod national episk Fortælling faar en foreløbig Afslutning i Digtet »Elgskyttarne« (1832; Udg. med Kommentar 1914). Den første Begyndelse til dette Digt stammer fra Skoletiden; bygget over Indtryk fra klassisk Læsning omformedes det senere paa Grundlag af Saarijärvi-Oplevelser, og sluttelig blev det opr. beskrivende Digt omdannet til en Fortælling af stor Skønhed og Fuldendthed. Anerkendelse vandt Digtet ikke, fordi det var alt for afstikkende mod Datidens fosforistiske Digtning; først ved »Hanna« (1836) vandt R. Anerkendelse i Sverige, og 1839 gjorde X. Marmier R.’s Digtning til Genstand for udførlig Redegørelse i Revue des deux mondes , og derefter blev R.’s Navn hurtig berømt. »Hanna« er dog mindre betydeligt; det staar i nøje Forbindelse med tidligere Mismodsstemninger, der tillige affødte de første »fänrikar« (»Molnets broder« og »Den döende krigaren«). Grundtonen er den samme som i »Elgskyttarne«, men der anslaas en sentimental Tone, som skader Helhedsindtrykket, men vandt Datidens Bifald; man tør maaske i Digtet søge en Antydning af R.’s religiøse Kamp. R. var allerede nu fuldstændig klar over sine Evner og Maal; derfor paatog han sig fra 1831 indtil 1837 at redigere Halvugeskriftet »Helsingfors Morgonblad«, hvori han søgte at slaa til Lyd for sine nyvundne Anskuelser. Her offentliggjorde han Digte og Overs. samt Prosafortællinger (samlede i Udvalget »Smärre berättelser«, 1853) og endelig en Mængde litterærkritiske Opsatser, med hvilke han optræder som Forkæmper for Kunstens Natursandhed. Han drager stærkt til Felts mod dem Smag, som var raadende i dem sv. Litt., og han skaaner ingen, selv ikke Autoriteterne v. Beskov, Stagnelius og Tegnér, hvorimod han udtaler sig med Sympati for dem gustavianske Litteraturretning. Enkelte af hans Anskuelser var opstaaede under Diskussion i det saakaldte »Lördagssälskap«, der senere fik Bet. og endnu eksisterer som det finske »Litteratursälskap«; men de fleste er selvstændig tilegnede under Studiet af de gr. og lat. Klassikere, hvilket særlig fremgaar af hans Afh. for Adjunktur om Koret i den gr. Tragedie. Her udtaler han som sin Antagelse af J. L. Runeberg. Poesien, at den bør være Genlyd af den Lovsang, Naturen viser sin Skaber. Denne Solgerske Anskuelse staar i nøjeste Forbindelse med R.’s Livsanskuelse; R. kan ikke tænke sig noget virkeligt eksisterende Misforhold; for hans Betragtning maa alle Livsforhold stile mod og opløse sig i en højere Enhed. Han udlægger sin egen og andres Digtning paa denne Maade, undertiden endog uden Hensyn til den opr. Tanke (Afh. om Ramido Marinesco, »Är Macbeth en christlig tragedie« samt hans Udtalelser om Hamlet). Men til asketisk Livssyn stillede han sig i skarp Modsætning; hans eneste Tendensskrift »Den gamle trädgårdsmästarens bref« (1837) er netop et Modskrift mod den strenge Pietisme, som var kommen til Orde hos Vennen L. Stenbäk. Mere afklarede Anskuelser udtaler han i »Dikter«, III (1843) og særlig i Legenderne, af hvilke de fem er bearbejdet efter Kosegarten. R. var 1834 udnævnt til Gymnasielærer (1857 fritoges han for Lærergerningen, men beholdt Lønnen som Hædersgave) i Åbo, hvor han tilbragte Resten af sit Liv. Han udgav i Rækkefølge »Julkvällen« (Decbr 1841), »Nadeschda« (Maj s. A.), »Dikter«, III (1843), »Kung Fjalar« (1844) samt »Fänrik Ståls sägner« I (1848). »Julkvällen« er et af R.’s bedste episke Digte, klart Udtryk for Forfatterens Evne til at fremstille Personer, Følelser og Naturliv; R.’s Fædrelandskærlighed har her naaet en Patos, som kun »fänrikarne« kan opvise Mage til. »Nadeschda« er i formel Henseende mere moderne, men Indholdet har ikke den Lødighed som »Julkvälien« ell. »Kung, Fjalar«. Dette Digt giver det modneste Udtryk for hans Livsopfattelse, det forraader ved sine Paavirkninger fra Klassikerne, fra Ossian og Shakespeare, baade af hvilke Kilder hans Anskuelse er rundet, og ad hvilke Veje han maatte gaa for at naa frem til det humant-religiøse Livssyn, som her udtales. R. planlagde efter Fuldendelsen af »Fjalar« Tragedien »Kungarne på Salamis«, men den fuldendtes først 1863; den vidner i høj Grad om, hvad R. kunde have bragt det til som Dramatiker; men Ideen lader Læseren kold. Tragediens Opførelse fik, ligesom hans nette, men ubetydelige Skuespil, »af hvilke »Kan ej« fuldendtes 1862, kun en succès d’estime . Imidlertid havde R. 1846 fra en Forlægger faaet Opfordring til at skrive Tekst til et Billedværk, Portrætter af Helte fra Krigen 1808—09. R. modtog Opfordringen, digtede forsøgsvis »Otto von Fleandt«, og dermed var den Stemning vakt, som muliggjorde Fuldendelsen af R.’s betydningsfuldeste Digtning. Forlæggeren opgav Planen, men Minderne fra Saarijärvi forenedes med Indtryk fra Læsningen, særlig i Montgomery’s Krigsskildring, og i hurtig Rækkefølge digtedes »Vårt land«, »Fänrik Stål«, »Sveaborg«, »Sven Dufva«, og 12. Decbr 1848 udgaves allerede som 1. Bd de 17 Digte, som mere end noget andet Digterværk tændte den finske Nationalbegejstring. Først 1860 kom 2. Bd, thi efter at R. mest havde været optaget af dram. Digtning, fik han 1854—57 Sæde i den finske Salmebogskommission, hvor han udførte et stort Arbejde, og udgav 1857 et Forslag, i hvilket han havde digtet 66 Salmer. Skønt hans Forslag ikke vandt officiel Anerkendelse, blev det dog tilegnet af Befolkningen, og en Nationalsubskription sattes i Gang til Fordel for Forf. Samme Aar udnævntes R. til Dr. honoris i Teologi. Den Yndest, som hans Digtning og særlig »Fänrik Stål« vandt, var ubegrænset, og de officielle Anerkendelser, han efterhaanden modtog fra Finland, Sverige og endog Rusland, var utallige, og, da han 1863 ramtes af et Slagtilfælde, som gjorde ham uarbejdsdygtig Resten af hans Liv, var Sorgen almindelig. Hans Død, der 1877 kom som en Befrielse fra tunge Aars Lidelser, vakte saa stor Deltagelse i alle Hjem, at Jordfæstelsen formedes til en national Sørgefest. R.’s Bet. for Sverige maa søges i hans fri litterære Standpunkt og hans sunde Kritik af Samtidenis Unatur; hans Bet. for Finland var national; han overskygger alle ældre Digtere, og han har ingen Arvtagere hverken i national ell. kunstnerisk Fuldkommenhed. Hans Værker oversattes hurtig til de fleste europ. Sprog, og overalt vakte de Interesse og knyttede hans Navn til den finske Sag. — Allerede 1851 begyndtes Udgivelse i Finland og Sverige (Helsingfors og Örebro) af hans samlede Skrifter, og senere udgaves den fuldstændigere Sederholm’ske (1861—69) og den systematisk ordnede Nyblom’ske (1870); men ingen af de nævnte samlede Udgaver er tilfredsstillende; derfor paatog R.-Forskeren Prof. C. G. Estlander sig tillige med Filologen Dr. Appelqvist at levere en tidssvarende. »Samlade Arbeten«, Normalupplaga, I—VIII (Helsingfors 1899—1902) indeholder kun, hvad R. selv har anerkendt, den er ordnet kronologisk og udg. med en Retskrivning og i en Udstyrelse, som R. selv maatte bifalde; den vil fremtidig være den eneste brugbare; men da den kun indeholder den anerkendte Digtning, vil R.’s »Efterlemnade skrifter«, I—III (1878—79) have Værdi som Supplement for dem, som ønsker at kende alt. ( Litt . om R. er saa stor, at her kun kan nævnes de vigtigste Arbejder. Dietriechson , »J. L. R.« [Sthlm 1864]; C. R. Nyblom , »J. L. R.« [Sthlm 1870]; V. Vasenius , »Om J. L. R.« [Helsingfors 1877]; Ljunggren , »Studier öfver R.« [Lund 1882—83]; C. G. Estlander , »R.’s estetiska åsigter« [Helsingfors 1888]; J. E. Strömborg , »Biografiska anteckningar om J. L. R.«, I—IV [Helsingfors 1881—1902; naar til 1859, afbrudt ved Forf.’s Død]; Eliel Vest , »J. L. R.« [Helsingfors 1902]; C. G. Estlander , »R.’s skaldskap« [Helsingfors 1902, udgør tillige med R.’s Salmer Bd VIII i »Normalupplagen«]; O. Sylwan, »J. L. R.« [Sthlm 1903; ny Udgave 1912]; I. V. Söderhjelm ’s Monografi, »R. Hans Lif och diktning« [1904—06] er udmærket baade som Kildeskrift og Værdsættelse. Af udenlandske Værker maa anføres E. Peschier , »J. L. R.« [Stuttgart 1882]).