Roed, Jørgen, 1808–88, Portræt- og Genremaler, var Søn af Gaardfæster og Vognmand Peder Jørgensen R. og Ellen Hansdatter Jensen og var født i Ringsted 13. Jan. 1808. Allerede i Skoletiden havde han Lejlighed til at lære at tegne og male, og den Iver, hvormed han tilegnede sig, hvad den vistnok noget tarvelige Undervisning kunde byde ham, havde den Virkning, at hans Forældre efter hans Konfirmation sendte ham til Kjøbenhavn for at besøge Kunstakademiet, uden at der synes at have været Tale om, som ellers sædvanlig, at sætte ham i Malerlære. Han var bleven anbefalet til Portrætmaler Hans Hansen, hos hvem han ogsaa snart efter kom til at male, i det denne dog indskrænkede sig til at lade ham kopiere, hvad han havde for Haanden, saaledes at f. Ex. R.s i 1824 udstillede første Billede, «Kopi efter Rafael», i Virkeligheden var malet efter hans Lærers Kopi af det ene af de smaa Englehoveder, som ses ved Foden af Rafaels sixtinske Madonna. Først 2 Aar efter udstillede han et selvstændigt Arbejde, Portræt af hans første Lærer i Kunstens Hemmeligheder fra Skoletiden i Ringsted, Kateket Fyhn. Imidlertid døde Hansen, og s. A. (1828) fik R. Adgang til Eckersbergs Malerskole og forblev hele sit Liv en trofast Beundrer af denne sin Lærer. I Akademiet foregik samtidig hans Oprykning gjennem Klasserne jævnt, men langsomt, ligesom R. overhovedet Livet igjennem mere viste sig som en solid og samvittighedsfuld Arbejder i Kunstens Tjeneste, der trængte til Bunds i sin Tilegnelse, end som genial Opfinder eller Skaber. Han vandt først 1831 den mindre og 1833 den store Sølvmedaille, og Guldmedaillerne tænkte han ikke paa at konkurrere til. I disse Aar malede han en Del, efter Nutidens Maalestok mindre Billeder, hvori «umiskjendelige Anlæg, selvstændig Stræben og den alvorligste Benyttelse af de Midler, der tilbød sig til kunstnerisk Udvikling», som Akademiet erkjendte hos ham, tydelig viste sig, men ogsaa noget mere, thi der var i disse hans Ungdomsarbejder en smukkere og stemningsrigere malerisk Virkning, en blødere Farvebehandling og et mildere Foredrag end i senere Arbejder, hvor den efterhaanden udviklede maalbevidste Sikkerhed og Kraft i Form og Farve ikke sjælden parredes med en vis Tørhed i Opfattelse og Gjengivelse. Til disse Billeder fra Ungdomsaarene hører et lille Vinterbillede: «Besøget i Præstegaarden» (1833), skarpt og klart i Gjengivelsen, medens i «Afsked paa Toldboden» (1835), hvor det smukt fortalte Optrin foregaar i en disig Luft, hele Billedet har et fint poetisk Skjær. Ogsaa i nogle Arkitekturbilleder fra Frederiksborg og Roskilde viste han sin Evne til at forbinde den grundigste Formsikkerhed med fin og sand malerisk Virkning.
Fra 1835 søgte han Akademiets Anbefaling til en Rejseunderstøttelse, men da dette, efter sin daværende Kunstopfattelse, følte sig forpligtet til at indstille ikke alene Marstrand, men ogsaa Gurlitt før ham, fik han først fra 1837 en 2aarig Rejseunderstøttelse fra Fonden ad usus publicos, fornyet for de følgende 2 Aar af Fonden og Akademiet. Efter et Ophold i Düsseldorf, hvor han ikke følte sig vel, rejste han til Italien og opholdt sig den længste Tid i Rom. Han malede her nogle Billeder, der stode paa Arkitekturmaleriets Grænse, og et Par Altertavler til Landsbykirker. Tillige udførte han en Kopi efter Rafaels store Billede «Madonnas Kroning» i Vatikanets Samling. Da han i 1842 kom hjem, vakte saa vel denne Kopi som et Arkitekturbillede Opmærksomhed for ham, om Sommeren 1843 blev han agreeret, og 1844 blev han Medlem af Akademiet som Portrætmaler, i det han havde udført et Knæstykke af H. V. Bissen.
R. malede i den følgende Tid en Mængde Portrætter, altid solidt og forstandig udførte, om end ikke lige beaandede. Blandt hans Portrætter kan fremhæves: J. C. Drewsen (1845), Welhaven (1854), Anders Sørensen Vedel (1858), A. Küchler (1863), Højskoleforstander Stephansen (1866), Biskop Brammer og Marstrand (1868), sammes Portræt (1873) til den kongl. Malerisamling, Kingo (1856) og hans eget Portræt (1858). En Kopi, der vakte en Del Opmærksomhed, var efter Rafaels sixtinske Madonna i Dresden, som han efter M. Hammerichs Bestilling malede paa Stedet i 1851. Han var for anden Gang i Italien 1861, for det Anckerske Rejselegat, og blev 1862, efter sin Hjemkomst, Professor ved Akademiets Modelskole. Ved den Omordning af Akademiet, som var slaaet fast allerede 1857, fik han nu Lejlighed til at føre Undervisningen i Modelskolen ind i et nyt og fastere Spor. Ved sin store Dygtighed i teknisk Henseende, sin Kjærlighed til Kunsten og alvorlige Tilegnelse af sand Dannelse havde han de bedste Forudsætninger til at være en god Lærer og røgtede denne sin Gjerning med stor Samvittighedsfuldhed og Troskab, indtil Alderen ligesom stivnede de tilvante Former. I Okt. 1887 tog han sin Afsked og fik Titel af virkelig Etatsraad, men allerede 8. Avg. 1888 afgik han ved Døden.
Foruden Portrætter malede R. ikke saa faa Altertavler og religiøse Billeder, deriblandt den meget store Fremstilling af «Jesu Korsfæstelse» (1866) til den gjenopførte Kirke i Frederiksborg Slot, en udmærket anordnet og dygtig gjennemført, men ikke særlig gribende Gjengivelse af det mægtige Æmne. Tillige malede han mindre og større Livsbilleder, deriblandt med Figurer i Legemsstørrelse «Sjællandske Høstpiger, som hæge sig ved Brønden», hvilket blev kjøbt til den kongl. Malerisamling, der ogsaa ejer nogle mindre Genrebilleder og efter Kunstnerens Død har erhvervet et Par Billeder fra hans italienske Rejse og 2 Portrætter.
Det var mere ved den kunstneriske Behandling, R.s Billeder øvede Tiltrækning, end ved Indholdet eller Handlingen. I hans Genrebilleder vare Motiverne simple og gave mere en Situation end en Fortælling, i Alterbilleder holdt han sig saa nær som muligt til Overleveringen. Skjønt Farvegivningen ikke hørte til hans Hovedfortrin, tiltalte den altid ved ærlig Naturlighed, og R. bevarede heri, lige til sin høje Alder, den samme Kraft og Sandhed og kunde endog i et enkelt Billede, et Studie fra Stranden nord for Helsingør, naa en Finhed i Tonen, der kunde minde om hans Ungdomsarbejder. I sin Alderdom ikke alene modellerede han en Portrætbuste af sin Hustru, men udførte den endog selv ret heldig i Marmor.
R. havde inden sin Udenlandsrejse i 1837 forlovet sig med Emilie Mathilde Kruse (f. 1806 d. 1894), en Datter af kongl. Skuespiller J. W. K. Hun ventede trofast paa ham under hans lange Udenlandsrejse, og først 22. Maj 1842 holdt de Bryllup. Foruden den foran nævnte Søn havde de kun en Datter, der blev gift med den svenske Professor Nyblom. R. og hans begavede Hustru samlede en ikke lille Kreds af Kunstnere og Kunstvenner om sig, og til denne hørte ogsaa den langt yngre Julius Lange, paa hvem R. udøvede betydelig Paavirkning i kunst-æsthetisk Retning.
Ph. Weilbach in Dansk biografisk Lexikon, C. F. Bricka (red.), Kbh., 1889, bd. XIV, pp. 147–150.
1808
Roed født i Ringsted.
Danmark erklærer Sverige krig.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
1815
Napoleon taber slaget ved Waterloo.
1819
Jødeforfølgelser i København.
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.