Ludvig Stoud Platou (1778–1833)

Platou, Ludvig Stoud, 1778—1833, Professor, Statssekretær, var en Søn af daværende resid. Kapellan til St. Mikkels Kirke i Slagelse Christian Frederik P. (f. 1749 † 1815) og Cathrine f. Stoud og blev født i Slagelse 28. Marts 1778. 1795 blev han Student fra Vordingborg Latinskole og lagde sig senere efter Æsthetik og Historie, bl. a. som en af de første Alumner ved det pædagogiske Seminar. Han blev 1801 Alumnus paa Borchs Kollegium og vandt s. A. Universitetets Guldmedaille for en Besvarelse af en Prisopgave om den gamle nordiske Mythologis Anvendbarhed i Skjønlitteraturen i Steden for den græske. Efter Moldenhawers Opfordring modtog han Udnævnelse til Adjunkt i Historie og Geografi ved Christiania Kathedralskole efter G. Sverdrup, efter først at have taget Skoleembedsexamen, og rejste saa i April 1803 til Norge. Hans senere Virksomhed er derefter udelukkende knyttet til dette Land.

P., som 1806 blev udnævnt til Overlærer, sysselsatte sig i de første Aar af sit Ophold i Christiania hovedsagelig med Skolegjerningen. Han nøjedes ikke med sin Embedsvirksomhed ved Kathedralskolen, men arbejdede ogsaa ved andre Skoler. Saaledes deltog han 1806 med sine Kolleger Flor og Arnesen i Grundlæggelsen af et Forberedelsesinstitut, der 1812 gik over til den fremdeles bestaaende Christiania Borger- og Realskole, og var Lærer i Historie for de øverste Klasser af det norske Landkadetkorps. Fremdeles redigerede han, efter Enevold Falsens Død, fra Dec. 1808 det officielle Blad «Budstikken».

Men der blev ogsaa paa anden Maade Anvendelse for hans Kræfter. Under de Forhandlinger om Stiftelsen af et patriotisk Selskab for Norge, der om Høsten 1809 gik forud for Prins Christian Augusts Afrejse fra Christiania, deltog P. sammen med Grev Wedel, Rektor Rosted og Overlærer Rasmussen i det forberedende Arbejde. Det var saaledes ham, som skrev Udkastet til den Indbydelse, der udsendtes til Almenheden, rigtignok med Rettelser af Grev Wedel og hans 2 andre Kolleger. Resultatet blev Oprettelsen af Selskabet for Norges Vel, 29. Dec. 1809. P. var meget ivrig for dette og lagde senere meget Arbejde paa at fremme dets Formaal. Men han, den danske Mand, stod helt uden for de Planer, der foresvævede Grev Wedel om at gjøre Selskabet, i Egenskab af et norsk Tugendbund, til en politisk Institution, der i et givet Øjeblik kunde gribe ind og fremme den norske Selvstændighedsfølelse, muligens endog sprænge Foreningen med Danmark.

Skjønt al denne Virksomhed nødvendig maatte lægge stærkt Beslag paa hans Tid, saa P. sig alligevel i Stand til at ofre en Del af sine Kræfter paa videnskabelige Studier, hvilke han nærmest tilgodegjorde i pædagogiske Øjemed. Allerede i 1802 havde han i Kjøbenhavn skrevet og i det følgende Aar udgivet en «Kortfattet Jordbeskrivelse for Borger- og Almueskoler», som allerede 1805 udkom i 2. Oplag. Fredsbruddet i 1807 tvang ham videre. I Norge, hvor tidligere den hele Forsyning med Skolebøger var kommen fra Danmark, saa man sig med ét afskaaren fra Kilden og maatte paa egen Haand skaffe, hvad der i Hasten lod sig tilvejebringe. I 1809 udkom saaledes i Christiania fra P.s Haand 1. Del af hans «Haandbog i Geografien», der omfattede den almindelige Geografi og de dansk-norske Stater (2. Del udkom 1812). Skjønt samtidig med Karl Ritters epokegjørende Fremtræden stod P., der levede i et af fjendtlige Flaader afspærret Land, vistnok uden mere indgaaende Kjendskab til den Revolution i Geografiens videnskabelige Behandling, som allerede var forberedt af hin. Han docerede mange Haande Naiviteter, f. Ex.: «Bjærgene anses for at være Jordens Ribben, der sammenholde det hele. De ere almindeligen bevoxede med Skove, Urter og Græs, indeholde Kilderne til de største Floder og alle Slags Mineralier i deres Indre» osv.

Men i andre Henseender er det dog en ret mærkelig Bog, han har fremlagt. Dens Forfatter viser atter det samme, som erfares med flere andre til Norge indflyttede danske, – han var paa faa Aar bleven en afgjort Nordmand. Det var nok de stedse forenede Tvillingriger, han beskrev, men han vendte sig dog især til Norge og et norsk Publikum. Sine geografiske Exempler tog han fra Norge (Sarpen, Christianiafjorden og Bjørviken), hvad næppe før var sket; ligesaa har han mærkelige Ytringer om Sproget. Efter først at have fortalt, at i Danmark tales der Dansk og i Hertugdømmerne Plattysk, siger han senere: «I Norge tales der tvende Hovedsprog, nemlig: 1. Norsk, der blandt de mere kultiverede er aldeles det samme som Dansk, men af Almuen derimod tales i forskjellige Dialekter, hvilke alle nedstamme fra det gamle skandinaviske; 2. Finsk» osv. I 1809 var der ikke mange, som paa denne Maade talte om et norsk Kultursprog, og hvad derom siges, er da heller ikke helt træffende. I det hele tager P. ogsaa som Forfatter af geografiske Skolebøger sin Plads mellem de danske Mænd, der medvirkede til at fremarbejde den norske Særfølelse, som blev en hurtig fremdreven Frugt af Begivenhederne i 1807 og 1808. Disse Bøger udkom i flere Oplag og i forskjellige Bearbejdelser, men dog alle i Hovedsagen med samme Stof og samme Methode. Efter 1814 krævedes der lidt anden Anordning; men Bøgernes Karakter blev bevaret. Nye Udgaver udkom lige til 1862 og i svensk Bearbejdelse endog 1865. Ogsaa historiske Lærebøger bleve leverede af P., uden dog at faa den Udbredelse og Indflydelse som de geografiske.

I Selskabet for Norges Vel indtog P. naturligvis en fremtrædende Plads som Sekretær, som Redaktør af dets «Historisk-filosofiske Samlinger» og som dets Vicepræses. Fra 1813 var han ikke længere Overlærer, men Professor i Historie og Statistik ved Universitetet samt dettes Økonom. 1815 traadte han over i Administrationens Tjeneste og blev Expeditionssekretær i 4. Departement; fra 1817—21 var han konstit. og fra 1825 virkelig Statssekretær samt holdt desuden stadig Forelæsninger ved Universitetet over Historie og fornemmelig over Statistik. Han vedblev desuden at fungere som Økonom. Af Rigsforsamlingen paa Ejdsvold valgtes han til Medlem af Trykningskomiteen og af Stortinget 1814 til Medlem af Komiteen for Landets indre Økonomi, hvorhos han ved Siden af alle disse offentlige Hverv endnu fandt Anledning til at fortsætte sine litterære Sysler, bl. a. som Udgiver af Enevold Falsens Skrifter i 1821. Paa Stortinget 1824 mødte han endelig som Repræsentant for Akershus Amt og anvendtes der som Medlem af en hel Række Komiteer. Som danskfødt havde P. efter Foreningen med Sverige mødt Statholderen Grev Essens Mistanke. Senere synes han at have vundet Carl Johans Bevaagenhed. I 1825 var han dennes Kandidat til Statsraadsposten som Chef for Kirkedepartementet efter Treschow, men blev dog ikke udnævnt. I sine senere Aar var P. sygelig, uden dog at trække sig tilbage fra sine mange offentlige Arbejder. Under et apoplektisk Anfald afgik han ved Døden 30. Nov. 1833 paa sin Ejendom Oslo Ladegaard. Det kan tænkes, at den begavede Mand formelig havde sprængt sig selv under alt det Arbejde, for hvilket hans Kræfter bleve tagne i Beslag. — I 1808 ægtede P. Karen Lumholtz (f. 1785 † 1833), Datter af Stiftsprovst Nicolai L. (X, 418).

Halvorsen, Norsk Forf. Lex.