August von Platen (1796–1835)

Platen, Karl August Georg Max v. Hallermund, tysk Greve og Digter, født i Ansbach 24. Oktober1796, død i Syrakus 5. December 1835. Han blev 1808 Kadet i München, 1810 Page, 1814 Løjtnant og deltog i Felttoget 1815, men begyndte 1818 først i Würzburg senere i Erlangen at studere Filologi og Filosofi og paavirkedes af Schelling. Under Rejser i Tyskland lærte han saadanne Personligheder som Jean Paul, Goethe, Schwab, Jakob Grimm og Uhland at kende og udgav i Aarene 1820–23 sine første Digtsamlinger »Ghaselen«, »Lyrische Blätter« og »Neue Ghaselen«, der er paavirkede af Rückert og Goethe. Han naaede efterhaanden det formelle Mesterskab og blev en af den rene Poesis mest begejstrede Forfægtere. Som Digter modnedes han under et langt Ophold i Italien (1826–32), hvor han, der allerede i den aristofainiske Komedie »Die verhängnisvolle Gabel« skarpt havde angrebet Skæhnedigterne, fortsatte sin digteriske Kamp mod de Tidsfænomener, der krænkede ham. I »Der romantische Ödipus« er det Heine, der havde haanet ham i »Reisebilder«, og Immermann, mod hvilke han retter sin Spots Vaaben. I Neapel, hvor Platen opholdt sig et Aars Tid, skrev han ypperlige lyriske Digte og Oder i antik Verseforim, Ballader og Romancer, Dramaet »Die Liga von Cambrai« og udgav den romantiske Eventyrdigtning »Die Ahassiden« (1834, skrevet 1830). Her digtede han ogsaa »Polenlieder«, som aander et glødende Had til Undertrykkerne, men under de daværende Censurforhold kunde de ikke udgives (de udkom først efter hans Død). Efter sin Faders Død (1832) vendte Platen tilbage til Tyskland og opholdt sig et Par Vintre i Augsburg og München, hvor han udgav den første samlede Udgave af sine Digte (1833), der vakte Opmærksomhed i Vide Kredse. 1834 rejste Platen atter til Italien og opholdt sig mest i Neapel; men da han af Frygt for Koleraen, flygtede til Sicilien, blev han syg i Syrakus og døde i Villa Landolina, i hvis Have han ligger begravet. Sympatetisk virker den forfængelige og let krænkede Platen ikke paa Eftertiden, selv om den ikke vil nægte hans formfulde Talent og artistiske Behandling af Sproget sin Beundring. Heines Polemik har i al sin Hensynsløshed bidraget til, at Platen ikke er blevet glemt.

Af de mange Udgaver kan fremhæves »Sämtliche Werke« ved K. Gödeke (5 Bd 1847; 2 Bd 1882), ved Redlich (3 Bd 1883 med Biografi og Bibliografi), ved Wolff og Schweizer (2 Bd 1895 med Biografi og Anmærkninger), »Poetischer und litterarischer Nachlass« ved Minkwitz (2. Opl., 2 Bd, 1854), »Kritische Ausgabe« ved Koch og Petzel (1910).

Minkwitz, »Graf Platen als Mensch und Dichter« [1838]; »Briefwechsel zwischen Platen und Mmkwitz« [1836]; »Platen’s Tagebuch 1796–1825« [1860]; Besson, Platen, étude biographique et litteraire [Paris 1894]). Tagebücher udg. af Laubmann og Scheffler (1896–1900), af v. Petzel (1905), R. Schlösser: »Platen« (1910).