Pfeffel, Gottlieb Konrad, tysk Digter, født i Kolmar (Alsace) 28. Juni 1736, død samme Sted 1. Maj 1809. Han studerede Jura i Halle 1751–53, blev angrebet af en Øjensygdom, der nødvendiggjorde, at han maatte opgive sit Studium og i 1757 i Kolmar førte til fuldstændig Blindhed. Han, der 1759 havde giftet sig og levede henved 50 Aar i et lykkeligt Ægteskab, oprettede 1773 med Kong Ludvig XV’s Tilladelse i Kolmar en akademisk protestantisk Opdragelsesanstalt, kaldet Krigsskolen. Den vandt hurtig Anseelse og blev besøgt af den unge Adel, men maatte standse, da den franske Revolution udbrød. 1803 blev Pfeffel udnævnt til Præsident for det evangeliske Konsistorium i sin Fødeby, hvor der nu er rejst et Mindesmærke for ham. Han har digtet Fabler og poetiske Fortællinger, som »Die Tabakspfeife« (1783), der minder stærkt om Gellert’s lignende Arbejder. Blandt hans Bøger maa nævnes »Poetische Versuche« (3 Bd, 1761–62), »Fabeln«, »Prosaische Versuche« (10 Bd, 1810–12), Tragedien »Der Einsiedler«, Dramaet »Philemon und Baucis«, »Theatralische Belustigungen«, »Dramatische Kinderspiele«. Hans Digtning er i høj Grad præget af Tidens Smag. I vore Dage har A. Buhl udgivet: »Ausgew. Fabeln und poetische Erzählungen« mit Biographie (Kolmar 1908).
Litteratur:
Lina Beck-Bernard [Pfeffel’s Barnebarns Barn], Théophile Conrad Pfeffel de Colmar [Lausanne 1866]; A. Stöber, »Pfeffel’s Verdienste um Erziehung und Schule« [Strasbourg 1878]; Chr. Schmitt, »Zu Pfeffel’s 100 jähr. Todestag« [Strasbourg 1909].
C. Behrens in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. XIX, pp. 101–102.