Nerval, Gérard de, egenligt Gérard Labrunie, fransk Digter, født i Paris 21. Maj 1808, død samme Sted 26. Januar 1855. 1828 debuterede han med en Samling Élégies nationales et satires politiques og udgav en Oversættelse af 1. Del af »Faust«, med hvilken Goethe selv udtalte sin fulde Tilfredshed. I en Række Aar skrev han den dramatiske Feuilleton i La Presse. Af Sorg over sin Elskede, Skuespillerinden Jenny Colon’s Død foretog han lange Rejser. I sine lyriske Digte er han stærkt paavirket af Tysklands Romantikere og Goethe. Han skrev desuden en Række højromantiske Romaner, hvoriblandt kan nævnes Les illuminés (1852), Petit châteaux en Bohême (1853), Les filles du feu (1854), Le rêve et la vie (1855), Les femmes du Caire, Les nuits du Rhamadan, La légende du calife Hakem, Histoire de Belkis et de Salomon og andre. Blød af Natur, eventyrlig og urolig forfaldt han i sit Tungsind til Sindssygdom og endte sit Liv ved Selvmord.
Litteratur:
Delvau, Gérard de Nerval [1865]; Tourneux, Gérard de Nerval [1888]; Julia Cartier, Gérard de Nerval [1904].
Sophus Michaëlis in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. XVII, p. 822.
1808
Nerval født i Paris.
Danmark erklærer Sverige krig.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
1815
Napoleon taber slaget ved Waterloo.
1819
Jødeforfølgelser i København.
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.