Johan Storm Munch (1778–1832)

Munch, Johan Storm, 1778—1832, Biskop, fødtes 31. Avg. 1778 i Vaage, hvor Faderen, Peter M. (f. 1740, † 1802 som Sognepræst til Land), var Sognepræst. Moderen, Christine f. Storm, var Halvsøster til Digteren Edvard S. Faderen underviste ham og dimitterede ham 1796. Attestats fik han 1799. Han skulde saa have været Kapellan hos Faderen, men havde ikke den lovbefalede Alder og blev saa i Danmark som Huslærer hos Baron Løvenskiold paa Løvenborg fra 1800—5, da han blev resid. Kapellan til Skjeberg. 1808 blev han Feltprovst og fulgte Christian Augusts Hovedkvarter. Han sluttede sig nøje til Prinsen, hvis Anbefaling ikke blev ham til Gavn, da han efter Vaabenstilstanden 1809 søgte Embede. Han maatte med uforrettet Sag drage tilbage fra Kjøbenhavn til Norge og blev Førstelærer ved Instituttet «Christian Augusts Minde» paa Frederikshald. Her kunde hans Hustru ikke trives, og han flyttede da 1811 til Christiania, hvor han ernærede sig ved Informationer og ved at vikariere for Byens Præster. 1813 blev han af Grev Wedel kaldet til Sognepræst i Sande, hvor han fandt sig vel, 1817 fik han Slotskaldet i Christiania. Her blev han bekjendt som den veltalende Præst og den strænge Overholder af Lov og Orden, der endog turde demonstrere mod den svenske Statholder i et Helligbrødespørgsmaal. Her fra blev han 1823 kaldet til Biskop i Christianssand, hvor han døde 26. Jan. 1832.

Som Theolog tilhørte M. den rationalistiske Retning, men han holdt stærkt paa de kirkelige Former, og da disse siden Biskop P. Hansens Tid paa mange Steder i Stiftet behandledes med stor Frihed, blev han en stræng Tilsynsmand. Da han bemærkede, at mange Kirker manglede Ritualet, og dette var vanskeligt at overkomme, fik han den Tanke at levere en ny Udgave, hvori de antikverede Bestemmelser skulde bortskæres. Dette bragte ham ind paa Studier i Kirkeret og de gamle kirkelige Anordninger, og en af hans gamle Provster, P. B. Lassen, der satte ham meget højt fra Karakterens Side, antog, at han under dette Arbejde har modificeret sine Anskuelser og nærmet sig mere til den kirkelige Rettroenhed. Som den strænge Opretholder af kirkelig Orden var han ogsaa Mand for at standse ved Magtsprog de herrnhutiske Konventikler, som Præsten Gabriel Kielland havde begyndt med paa Stavangerkanten. Med alt dette roses han som den kloge og besindige Mand i sin Optræden og som en meget behagelig Mand at omgaas.

M. var en glødende Patriot og blev tidlig ført ind i den Wedelske Politik, ikke blot ved sin Forbindelse med Christian August, men ogsaa ved Smerten over Landets Elendighed og Forbitrelsen over, at Norge ikke fik Universitet. Han var vel bekjendt som patriotisk Sanger, da han 1810 nægtede Kancellipræsident F. J. Kaas en Sang paa Frederik VI’s Fødselsdag, hvilket sagtens blev erindret. Da Universitetet Aaret efter blev oprettet, kunde han imidlertid ved et Digt til Kongen vise, at det ikke var denne, han var imod. Frederik VI vilde dog ikke befordre ham, og han kom først op ved Grev Wedel og siden ved den af Greven ledede Regering. Da han 1813 blev Sognepræst til Sande, havde han gjort sig bekjendt ved Oversættelser – bl. a. Schillers «Don Carlos» (1812) – og patriotiske Digte. Han havde en udpræget Sans for Norges gamle Sprog og Historie, og det var vel ogsaa ved denne, han tidlig blev dragen til den Oehlenschlägerske Digtning. Han maa siges at være den første i Norge, der viser sig paavirket af denne. Hans lyriske Digte («Fjældblomster», 1813) ere imidlertid ikke mange, og hans Skuespil «Præsten i Hallingdal» (1825) er et mislykket Arbejde. Hans Sange «Det gamle Norges Løve skuer» og «Naar Harpen tier ved breden Bord» bleve i sin Tid meget sungne i Selskabskredse, men ellers blev hans Digtning lidet – maaske vel lidet – paaagtet af hans Samtid. Som han er den første af Norges Digtere, der fremtræder som Søn af den nyere Tid, saa er han ogsaa en af de første i dette Land, som har gjort noget for at vække Sansen for vore gamle Sagaer og deres Sprog. 2 af dem og 4 Kapitler af en tredje har han leveret i Oversættelse i det af ham 1816–20 udgivne Fjerdingaarsskrift «Saga». Noget af det mærkeligste, vi have fra M.s Pen, er en Samling af gudbrandsdalske Dialektord, hvis Slægtskab med det gamle Sprog han paaviser. Enkelte saadanne Ord har han benyttet i sine Sagaoversættelser. Han kan saaledes betegnes som en Varsler om den Sprogudvikling i national Retning med Optagelse af Dialektformer i Skriftsproget, der er bleven betegnende for det 19. Aarhundrede.

M. blev gift 9. Marts 1810 med Else Petronelle Hofgaard (f. 15. Juli 1790 † 10. Juni 1879), Datter af Andreas H., Sognepræst til Sigdal, siden Ejer af Gaarden Fornebo i Bærum († 1825), og Mette Abigael f. Petersen († 1854). Hans ældste Søn var Digteren Professor Andreas M. († 1884).

Personalhist. Tidsskr. V, 227. Faye, Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshist. S. 469 ff. H. Jæger, Illustr. norsk Lit. Hist. II, 18 ff. Halvorsen, Norsk Forf. Lex.