Molière (1622–73)

Molière, Jean Baptiste Poquelin, kaldet Molière, Frankrigs største Komediedigter, født i Paris 15. Januar 1622, død samme Sted 17. Februar 1673. Faderen, der var Hoftapetserer og kgl. Kammertjener, sad i gode Kaar og lod Sønnen gennemgaa Jesuiterkollegiet Clermont (det nuværende Louis le Grand) og tillige høre den materialistiske Filosof Gassendi’s Forelæsninger. Siden efter skal han have studeret Jura ved Fakultetet i Orléans og med Licentiatgraden være vendt tilbage til Paris, hvor han muligvis nogen Tid har befattet sig med Advokatforretninger. Men snart fik hans Lyst til Scenen saa stærk Overhaand, at han opgav Stilling og Fædrenenavn og under det ny Navn Molière stiftede en Skuespillertrup, L’illustre théatre, sammen med Brødrene Béjart og deres Søster Madeleine, der blev Selskabets Primadonna og Molière’s Elskerinde. Sandsynligvis 1643 begyndte Truppen sine Forestillinger i Paris-Forstaden ved Nesle-Porten; men den kunde ikke klare sig, Molière’s Fader maatte træde til for at fri ham ud af Gældsfængselet, og 1646 drog Truppen til Provinserne efter at have slaaet sig sammen med et Provinsselskab, hvis Leder var Dufresne. Fra Molière’s 12-aarige Omflakken med L’illustre théâtre vides ikke meget sikkert om hans eget Liv; heller ikke er Truppens Virksomhed helt sikkert dateret; først efter 1659 kendes dens Repertoire og nøjagtige Teaterkronik af en af Skuespillernes Optegnelser, Régistre de La Grange, udgivet 1876 i Faksimiletryk. Truppens Vandringer gik først gennem det vestlige og sydvestlige Frankrig, fra 1652 derimod fortrinsvis i Languedoc og Rhône-Egnene med Hovedstation i Lyon. For Molière’s Udvikling har disse Vandreaar haft en uvurderlig Betydning. Som Skuespiller og Sceneleder erhvervede han sig en enestaaende Indsigt i alle de sceniske Krav og i det gængse Repertoire, der mest bestod af Tillempelser og Efterligninger af den italienske Commedia dell’ arte. Ud af Teaterrutinen voksede hans Digterevner sig frem til større og større Selvstændighed, samtidig med at hans Livserfaring blev rigere, hans Menneskekundskab dybere. Af hans første Forsøg er bevaret to smaa Farcer, Le médecin volant og La jalousie du barbouillé, grovkomiske og naive Kanevas-Scener, improviserede ganske i den yndede italienske Fjællebodsgenre, mere Oversættelse end fri Digtning. 1653 opførte han i Lyon sin første, i Vers udformede Komedie L’étourdi, der er en Efterligning af Niccolo Barbieri’s italienske Stykke Inavvertito, tilsat med Reminiscenser fra andre Lystspil. Samme Aar traf han sin gamle Skolekammerat Prinsen af Conti, for hvem han lod sin Trup spille i Pézenas, og hvis Indflydelse og Støtte gavnede ham nu og siden. 1656 opførte han i Béziers sit andet Lystspil Le dépit amoureux, der ligeledes har et italiensk Forbillede, Niccolo Secchi’s »Interesse«, men trods de forslidte Intriger og gamle Teaterlaan allerede røber Digterens begyndende Selvstændighed gennem vittige og dybt sete Træk. Prinsen af Conti ønskede at knytte Molière til sig som sin Sekretær, men denne vilde ikke opgive sit Teater; han vedblev at rejse rundt og spillede 1658 i Rouen, hvor han traadte i Forbindelse med Corneille. Herfra gjorde han flere Rejser til Paris, opnaaede ved Prinsen af Conti’s Hjælp Audiens hos Kongen og fik 24. Oktober 1658 Lov til at give en Prøveforestilling i Louvres Karyatidesal, bestaaende af Corneille’s Nicomède og en af Molière’s egne lystige Farcer. Forestillingen behagede. Truppen fik Titelen Troupe de Monsieur og Tilladelse til at spille i Teatersalen i Louvrefløjen Petit-Bourbon. Med de to alt bestaaende Selskaber blev Konkurrencen haard; men Molière’s Lystspil L’étourdi og Le dépit amoureux vandt Publikums Gunst, der steg til Jubel ved Opførelsen af hans første egentlige Satirelystspil, Prosa-Enakteren Les précieuses ridicules (18. November 1659), der udleverede den forskruede Salonsmags affekterede Sprog og hele skabagtige Fornemhed til Folkets sunde Latter. Efter denne Succes fulgte et Par lidet betydelige Arbejder, den versificerede Enakter Sganarelle, ou le cocu imaginaire (Maj 1660), med Villie skaaret til i den gamle Farcestil med italiensk Forbillede for at imødekomme den folkelige Smag, og det ligeledes i <a keywork="aleksandrin">Alexandrinere</a> skrevne heroiske Lystspil Don Garcie de Navarre (Februar 1661), spillet i den store Sal i Palais-Royal, fordi Selskabet havde maattet rømme sit tidligere Lokale, der blev nedrevet for Opførelsen af en Kolonnade. Denne Efterligning af spansk Heltekomedie, oven i Købet i italiensk Omdigtning, faldt fuldstændig til Jorden. Men endnu samme Aar oprettede han Nederlaget ved et 3 Akters Verslystspil L’école des maris (Juni 1661), der til Emne har de modsatte Følger af, at to unge Piger opdrages af deres tilkommende Mænd, den ene i streng Indespærring, den anden i fuld Frihed, og Festspillet Les fâcheux (August 1661), skrevet paa Generalintendant Foucquet’s Bestilling i 14 Dage, men en frisk og prægtig Improvisation med en Række udmærkede komiske Figurer. 1662 giftede Molière sig med den 18-aarige Armande Béjart, Datter af Madeleine Béjart. Dette Ægteskab med en ung, smuk, levelysten, flygtig og koket Skuespillerinde blev for Molière Kilden til bitter og dyb Hjertesorg. Hans Skuffelse og Lidelse fandt Udtryk i den allerede ved Slutningen af samme Aar opførte Verskomedie L’école des femmes, hvori han med genial Selvironi har skildret den aldrende Mands haabløse Forsøg paa at opdrage en purung Pige fra at være et uvidende Barn til at blive en sat og tækkelig Hustru efter hans Hjerte; det unge Blod kræver sin Ret, og Elskoven trodser sejrrig alle de Forskansninger, hans egoistiske Kærlighed har opført til Værn om hendes naive Uskyld. I klerikale og preciøse Kredse forargedes man over Stykkets »skandaløse« Forkyndelse af Naturens Ret. Molière imødegik Angrebene i en bidende vittig lille Prosa-Enakter La critique de l’école des femmes (Juni 1663), Striden blev hedere, og Molière spottede endnu en Gang de forargede Adelsmænd og andre, der følte sig ramt, i den lille Prosasatire L’impromptu de Versailles (Oktober samme Aar), hvori han fremstillede sig selv og sine Skuespillere bag Kulisserne i Færd med at indstudere deres Roller som latterlige Markis’er og affekterede Snærper. Et Held for Molière var det, at Ludvig XIV vedblivende beskyttede ham mod alle ondsindede Angreb og Bagvadskelser. Som kgl. Kammertjener og Hoftapetserer, hvilken Stilling han havde arvet efter sin Fader, fik han uindskrænket Adgang til Kongen. 1664 opførtes den lille Farce Le mariage forcé og det svage 5 Akts Lystspil La princesse d’Élide, begge skrevet i forceret Hast til Versailles-Fester. Men endnu fra samme Aar skriver sig de tre første Akter af Mesterværket Le Tartuffe ou l’imposteur, fuldendt Aaret efter; 1665 opførtes ogsaa Don Juan, ou le festin de pierre og 4. Juni 1666 Le misanthrope. Netop i disse Aar, da han pintes mest under sin Hustrus Utroskab og levede skilt fra sine Børn, satte hans Digterevne sine modneste og uforgængeligste Frugter. Tartuffe (5 Akter, Alexandriner) er en skaanselløs Satire over religiøst Hykleri, over det Skalkeskjul, Religionen lader sig bruge til af skurkagtige Moralprædikanter; med fuldendt Mesterskab krænger Digteren Vrangsiden frem af disse kalkede Grave og viser, hvilken Uhumskhed og hvilke Laster de rummer. Stykket vakte en Storm af Raseri; alle de kirkelige Farisæere kom i Harnisk og fik lang Tid Stykket forbudt paa Scenen, saa det kun udbredtes gennem Privatopførelser og Læsning. Selv fra Prædikestolene tordnedes der imod det ugudelige Stykke, en enkelt Gejstlig forlangte endog Digterens Afstraffelse paa Baalet; Ærkebiskoppen af Paris truede alle, som læste, saa eller hørte det syndige Værk, med Bandlysning. Molière forsvarede sig for Kongen, der længe betænkte sig paa at trodse dette Præsternes Anatema, med, at han kun havde villet den hyklede, ikke den sande Fromhed til Livs. Endelig 5. Februar 1669 blev Forbudet ophævet, og Tartuffe opførtes nu uhindret i Paris. Foruden Prosakomedien Don Juan, hvis Emne er laant fra Oversættelse af en italiensk Bearbejdelse af et spansk Drama af Tirso de Molina, men stærkt uddybet og personliggjort af Digteren, skrev Molière i disse Aar fremdeles sin dybsindigste og genialeste Karakterkomedie Le misanthrope (5 Akter, Alexandriner), der udtaler Digterens bitre Menneskeerfaring og Lede ved al den Hulhed, Falskhed og Utroskab, han selv havde faaet at smage i sin Menneskeomgang og i sit Ægteskab. Hans syge Sind rensede sig ud i disse Værker, der lindrede hans Sjælesmerte; straks efter slog han Gækken løs i lettere Arbejder, som den muntre Farce L’amour médecin (1665, 3 Akter i Prosa) og den endnu kaadere Le médecin malgré lui (1666) efter en gammelfransk Fabliau; fra samme Aar er det aldrig fuldendte Hyrdespil Mélicerte, fra 1667 Lystspilballetten Le Sicilien, ou l’amour peintre, der er som en Forløber for den komiske Opera. Træt af de mange Hoffestligheder, hvis dramatiske Arrangør og Digter Molière maatte være, skrantede han nogen Tid. 1668 skrev han efter Plautus Lystspillet Amphitryon (3 Akter, Vers), Farcen George Dandin (3 Akter, Prosa) og — efter Plautus’ Aulularia — Karakterkomedien L’avare (5 Akter, Prosa). 1669 Monsieur de Pourceaugnac (Prosafarce, 3 Akter), 1670 Balletkomedien Les amans magnifiques (2 Akter, Prosa) og Farcen Le bourgeois gentilhomme (5 Akter, Prosa), 1671 opførtes den i Fællesskab med Corneille forfattede Ballet-Tragikomedie Psyché. Kort efter forsonede han sig med sin Hustru, og han levede i det mindste sine sidste Aar sammen med hende. Med Farcen Les fourberies de Scapin (3 Akter, Prosa) vendte han tilbage til sin Ungdoms muntre Kunstform; det samme Aar (1671) opførte enakts Lystspil La comtesse d’Escarbagnas satiriserer over den latterlige Provinsadel, som søger at anslaa den fine Hoftone fra Versailles. Endnu skrev han 1672 et af sine bedste Lystspil Les femmes savantes (5 Akter, Alexandriner), hvori han ligesom i Les précieuses ridicules satiriserer over skabagtige Blaastrømper og æstetiserende Pedanter, og 1673 den kaade Farce Le malade imaginaire (3 Akter, Prosa), hvori Digterens ofte anvendte Spot over Lægehumbug kulminerer i den mest løsslupne Skæmt. Hans efterhaanden af Arbejde og huslige Sorger nedbrudte Helbred kunde ikke taale at bære dette Stykkes anstrengende Hovedrolle; ved 4. Opførelse 17. Februar 1673 fik han i Doktorpromotionsscenen efter at have sagt Ordet Juro et heftigt Anfald af Brystkrampe, spillede alligevel Rollen til Ende, blev bragt hjem til sin Bolig i Rue de Richelieu og døde faa Timer efter af Blodstyrtning. Som den af Gejstligheden forhadte Gøgler fik han hverken Sakramente eller kristelig Begravelse; 21. Februar om Natten førtes hans Lig til Kirkegaarden, truet med Forhaanelser af Pøbelen, som de hævngerrige Præster ophidsede. Akademiet, der ikke havde villet optage ham som Medlem, rejste ham 1778 en Buste; 1775 opstilledes hans Buste (af Houdon) i Comédie française’s Foyer. 1817 flyttedes hans Ben til Kirkegaarden Père Lachaise, og 1844 rejstes et Monument lige over for Huset, hvor han døde. — Molière var som Skuespiller i høj Grad elsket for sit spillende Lune; som Menneske var han spirituel, letlevende og godhjertet, Kammerat og Ven af sin Samtids bedste Mænd. Som Digter udviklede han sig til en af Verdenslitteraturens største. Ugenert tog han med store Aanders Dristighed sit Stof, hvor han fandt det, i den antikke Komedie, i Middelalderens Farcer og Fabliaux, i Renaissancens Commedia dell’ arte, men han gav alt Præget af sit Geni og sit Snille, og i sin dybeste Karakterkomedier skabte han udødelige Mesterværker af Aand og Menneskevisdom, Skuespil, der naar himmelhøjt over traditionel Farce og Lystspil og indvarsler en ny og fuldkommen Kunst. De første Udgaver af Molière’s Komedier, gennemsete af Digteren selv, udkom 1666 (9 Komedier), 1673 (7 Bd), 1674–76; ny fuldstændig Udg. ved La Grange og Vivot (8 Bd, 1682). Blandt vor Tids Udgaver maa fremhæves: L. Moland (7 Bd, 1863–64, 2. Opl., 12 Bd, 1884), Jouaust (9 Bd, 1876–80), Ch. Louandre (8 Bd, 1885–87), A. Pauly (1 Bd, 1888) og især Despois og Mesnard i Collection des grands écrivains de la France (13 Bd, 1873–1900, de fire sidste Bd indeholder Biografi, Bibliografi, grammatiske Bemærkninger og en fuldstændig Ordbog, hvortil kommer et Album med Portrætter o. s. v., nyt Opl. 1907 ff.). — Molière’s Komedier er overs. paa Dansk af Benedicte Arnesen Kall (I-III, 1869–70); de versificerede Stykker virker i denne Overs. særlig ringe, fordi der intet Forsøg er gjort paa at efterligne den fri, spillende og nuancerige Rytmik i de fr. Alexandriners Karakter. Et vellykket Forsøg paa at gengive Originalens elegante og utvungne Versefald, Rytmeskønhed og Rimkunst findes derimod i P. Hansens Enkeltoversættelser af »Misantropen« (1880) og »Fruentimmerskolen« (1885). Af nyere danske Overs. kan i øvrigt nævnes: »Amfitryon« ved Rich. Kaufmann (1879), »Scapin’s Gavtyvestreger« ved S. Schandorph (1888), »Don Juan« ved C. Michelsen (1890), »Den indbildt syge« ved Johs. Marer (1892), »George Dandin« ved Karl Mantzius (1895) og »De zirlige Damer« ved Poul Reumert (1917).

P. Lacroix, Bibliographie Moliéresque (2. Udg. 1875); G. Monval, Le Moliériste (1879–89, 12 Hefter aarlig); H. Schweitzer, Molière-Museum (1879–84, 6 Hefter); J. L. Le Gallois, sieur de Grimarest, La vie de Molière (1705, ny Udg. 1877); Taschereau, Histoire de la vie et des ouvrages de Molière (1825 og senere Udg.); E. Soulié, Recherches sur la vie de Molière et sur sa famille (1863); Fournier, Le roman de Molière (1863); J. Claretie, Molière, sa vie et ses œuvres (2. Opl., 1874); Loiseleur, Les points obscurs de la vie de Molière (1877); Dumoustier, Molière auteur et comédien, sa vie et ses œuvres (1883); L. Moland, Molière, sa vie et ses ouvrages (1886); Fournier, Études sur la vie et les œuvres de Molière (1884); Larroumet, La comédie de Molière, l’auteur et le milieu (1887); G. Monval, Recueil sur la mort de Molière (1886); Baluffe, Molière inconnu (1886); Chardon, Nouveaux documents sur la vie de Molière (1886); Paul Lindau, »Molière« (Leipzig 1872); Lotheiszen, »Molière, sein Leben und seine Werke« (Frankfurt 1880), Mahrenholtz, »Molière’s Leben und Werke« (Heilbronn 1881); H. Fritsche, »Molière-Studien, ein Namenbuch zu Molière’s Werken« (Berlin, 2. Opl. 1887); Karl Warburg, »Molière, en lefnadsteckning« (Sthlm 1884); Niels Erdman, »Molière« (Sthlm, 1898); E. Rigal, Molière (1908), G. Lafenestre, Molière (1909); M. Wolff, Molière (1910); A. Lefranc, La vie et les ouvrages de Molière, Forelæsninger ved Collège de France, udførligt Referat i Revue des cours et des conférences [1905–10].