Lyttelton, George, Lord, engelsk Politiker og Forfatter (1709–73), Ætling af den lærde Dommer Thomas de Littleton (1402–81), hvis Skrift Tenures giver værdifulde Oplysninger om de ældste engelske Ejendomsforhold. Han blev 1732 Staldmester hos Prinsen af Wales, vandt hurtig hans Yndest og var 1737–44 hans Sekretær; valgtes 1735 til Underhuset og var en af Robert Walpole’s ivrigste Modstandere. Han var 1744–54 Skatkammerlord, 1755–56 Skatkammerkansler og blev derefter ophøjet til Peer. Han var en ypperlig Taler, men ingen stor Statsmand; søgte 1767 at faa dannet et Blandingsministerium af Grenville’s Tilhængere og Whig’erne. Han var tillige en elegant Digter og politisk Forfatter. Hans Works udkom i 3 Bind 1776; mest kendt blev Dialogues of the Dead (1760, 4. Udg. 1765). Desuden skrev han History of Henry II (3 Bind 1767–71). Hans Memoirs and correspondance udgaves 1845 i 2 Bind. — George Lyttelton (1817–76), Sønnesøn af foregaaende’s Broder, blev 1837 Peer og var 1846 et halvt Aar Understatssekretær for Kolonierne. Han var streng højkirkelig og gav sig særlig af med Kirke- og Skolespørgsmaal; skrev Thoughts on national education (1855) og 2 Bind Smaaskrifter Ephemera (1865–72). Han var 1861 Medlem af Kommissionen til at undersøge de store offentlige Skoler og 1869–74 første Kommissær for de saakaldte Endowed Schools, samt virkede for indgribende Ændringer i disses Ordning. Han var gift med en Søster til Gladstone’s Hustru.
E. E. in Salmonsens konversationsleksikon, 2. udg., 1915–1930, Bd. XVI, p. 204.
1709
Lyttelton født i Hagley, Worcestershire.
1711
Byldepesten hærger hele Danmark og dræber bla. en trediedel af Københavns indbyggere.
1713
Den franske oplysningsfilosof og forfatter Denis Diderot født. (død 1784)