Claus Christoffersen Lyschander (1558–1624)

Lyskander, Claus Christoffersen, 1558—o. 1624, Digter og Historiograf, var født i Nørre Vram i Skaane, hvor hans Fader, Christoffer Pallesen L., var Præst († 13. Marts 1602); hans Moder Anne († 18. Okt. 1569) stammede fra Sønderjylland. Navnet Lyskander, ligesom Fornavnene i Familien, lader formode et nært Slægtskab med Ulfeldterne. L.s Drengeaar faldt paa den nordiske Syvaarskrigs Tid, da Provinserne hinsides Sundet hjemsøgtes med Ild og Sværd. Et Par af hans ældre Søskende sendtes til Kjøbenhavn, hvor de døde i de pestagtige Epidemier, der ledsagede Krigen. I Hjemmet døde hans Moder. Efter Krigen sendtes han til det nærliggende Herrisvad, hvor en af de gamle Klosterskoler endnu bestod under Ledelse af Præsten Knud Jensen Møenbo. I ham fik L. en kundskabsrig og dygtig Lærer. Vi vide ikke, naar L. er bleven Student; men allerede tidlig begyndte han at sysle med litterære Arbejder. Kun 20 Aar gammel forfattede han et ret udførligt Register til de danske Provinslove efter Ord og Æmner, med Optegnelser om Mønt og Maal i ældre Tid. Det er skrevet i «Kalenteprovsternes Gaard i Roskilde», hvor han altsaa 1578 har haft Tilhold. Aaret efter optraadte han som latinsk Digter, og siden fremkom der fra hans Haand en Række metriske Arbejder i det latinske Sprog, men dog over fædrelandske Æmner. Allerede tidlig se vi saaledes Digteren og Historikeren ligesom kæmpe om Overtaget hos ham. Hans Digtning begyndte paa Latin, men endte paa Dansk, og det saaledes, at han med Føje kan nævnes som den sidste betydelige Digter hos os i gammel Rimkrønnikestil.
Efter at have tilbragt nogle Aar med Studier i Hjemmet begav L. sig til Universitetet i Rostock. Her lærte han Professor David Chytræus at kjende, hvis Yndest han vandt ved sin Kjærlighed til Historien. Siden studerede han, som det synes, i Wittenberg, hvor han maaske ogsaa har taget Magistergraden. I alt Fald hjembragte han en Anbefaling fra Kurfyrsten af Sachsen. Rimeligvis har han udstrakt sine Rejser videre, da han tilbragte en Række Aar i Udlandet. Endelig stundede han hjemad. Tilbagerejsen lagdes over Rostock. Chytræus medgav ham (i Jan. 1587) et Brev til Kong Frederik II, hvori han med stor Ros omtalte, at L. ligesom hans afdøde Broder (s. ndfr.) med Flid havde lagt sig efter Fædrelandets Historie og Oldsager, i det han tilføjede: «Saadanne Borgere, som ikke alene elske deres Fædreland, men ogsaa ere i Stand til at udbrede dets Berømmelse, fortjene eders Majestæts særdeles Yndest og Beskyttelse».
Efter L.s Hjemkomst 1587 afstod hans Fader med kongl. Bevilling et Vikariat i Lunds Kapitel til Sønnen, og endnu s. A. lykkedes det denne at blive Præst i Herfølge og Sædder, et af de bedste Kald i Sjælland. Han afløste her M. Jon Jacobsen Venusinus, som han siden ogsaa skulde efterfølge som Historiograf; men hans Kaldelse gik ikke af uden Vanskelighed, saa det vist nærmest skyldtes den daværende Lensmand paa Tryggevælde, Arild Huitfeldt, at L. trængte igjennem.
I Herfølge tilbragte L. hele sin øvrige Levetid. 14. Juli 1588 ægtede han Margrethe, Datter af Professor Claus Skavbo i Kjøbenhavn, og senere blev han Provst i Bjeverskov Herred. I Egnen der omkring levede flere Medlemmer af Slægten Bille, som han var knyttet til fra sin Hjemstavn. Til Ære for dem forfattede han o. 1598 et Rimværk med Titel «De Billers, Jenses Sønners, 16 Aner», hvori han paa en egen frisk og livfuld Maade i ret velklingende Vers lader Slægtens Stammødre fortælle deres egen samt deres Mænds og Børns Historie. Denne Rimkrønnike udbredtes i Afskrifter. 1722 blev den endelig trykt, men i temmelig forvansket Skikkelse og med urigtigt Forfatternavn. Først i vore Dage er den udgivet efter L.s egne Haandskrifter (1888). De Grønlandstog, Christian IV lod foretage i Begyndelsen af sin Regering, gave L. Anledning til Udgivelse af sin «Grønlandske Chronica» (1608), et større episk Digt i Rimkrønniketonen, hvori han skildrede Landets første Bebyggelse af Nordboerne, dets senere Historie samt de Tog, der i den nyeste Tid vare foretagne for at finde det glemte Land. Et mere poetisk Æmne har L. valgt i sin «Kalmarnske Triumf» (1611), hvori han med Held besynger Christian IV’s Erobring af den stærke Fæstning Kalmar. Det er særlig, naar han skildrer Helten, der falder i Kampen for sit Fædreland og derved vinder en evig Berømmelse, at L. hæver sig i sin fulde Højde som Digter; her smelte Historien og Poesien sammen for ham til en lykkelig Enhed. Ogsaa i L.s sidste større Rimværk, «Hr. Christian V’s Udvælgelses- og Hyldingshistorie» (1623), findes der smukke Partier mellem Afsnit, hvor Æmnet var for tungt til at kunne løftes til poetisk Flugt. Undertiden kommer L. i disse Rimværker ind paa Naturskildringer; men Hovedsagen for ham, den Tanke, som idelig vender tilbage, er dog, at selv de største Bedrifter ere som en Skrift i Sandet, naar Digteren og Historieskriveren ikke foreviger dem. Heri søger han sin Berettigelse, baade naar han synger, og naar han af «Bøger og gamle Blade» søger at fremkalde de henfarne Skikkelser for Nutidens Dagslys.
Længe havde L. syslet med historiske Samlinger, før han naaede at faa noget frem for Lyset i den Retning, og det havde maaske været bedre for hans gode Navn og Rygte, om han aldrig var kommen dertil. Men 1616 fik han et bestemt Kald, da Christian IV, paavirket af Kansler Christian Friis og Rigsraad Christian Holck, udnævnte ham til Historiograf og anviste en anstændig Løn for ham selv og 2 Amanuenser. Hans Opgave skulde være «at skrive vore danske Historier og Konningers Bedrifter, saa at vi saa vel som andre Nationer kunne have ordentlig Historien og Krønniken». Han skulde begynde med Christian III og Frederik II og siden supplere alt, hvad der fattedes hos Saxe. Værket skulde skrives paa Latin og, om muligt, være færdigt i Løbet af 6 Aar. Til Hjælp for ham bleve de tidligere Historiografers betydelige Samlinger stillede til hans Raadighed.
Nu begyndte der en travl Virksomhed i Herfølge Præstegaard, og skjønt L. allerede var til Aars, udkastede han Planen til et Værk, der skulde omfatte 116 Bøger og samle alt, hvad der var sagt og kunde siges om Danmarks Historie, Topografi, Statistik, Religionsforfatning, Love, borgerlige Indretninger, Skoler, Universitet, de enkelte Stænders Historie, berømte Mænd og Kvinder osv. Den sidste Bog af dette uhyre Værk skulde handle om danske Skribenter. Vi vide ikke, om L. har meddelt Kansler Friis sin Plan, men denne maa dog snart være kommen paa det rene med, at L. ikke var Mand for at udføre den ham forelagte Opgave paa den rette Maade; thi 1618 fik Dr. Johan Isacsen Pontanus i Harderwijk omtrent det samme Kald, som L. tidligere havde faaet, medens sidstnævnte dog ikke blev afskediget, da han synes at have udvirket Tilladelse for sig til at fuldende nogle Arbejder, der vare temmelig vidt fremskredne. 1619 sendte han Kansleren Udkast til en «Synopsis historiæ Danicæ», aabenbart det Værk, der er mest bekjendt under Titelen «De danske Kongers Slægtebog», og som udkom 1622 i Folio. L. begynder her den danske Kongeslægt med Adam, og ved Hjælp af de gullandske Fabler faar han knyttet de bibelske Slægtregistre sammen med Saxes Kongerækker og forfølger saa Danmarks Kongeslægt ud i alle mulige Sidelinjer, saa han faar omtrent alle Evropas Konge- og Fyrstefamilier ind i sin danske Slægtebog.
For en senere, mere kritisk Tid maatte dette Skrift stille sig som et Udslag af en grænseløs Lettroenhed, og det har da ogsaa grundig ødelagt L.s Navn som Historiker. Bedre vilde det have stillet sig, om han havde faaet udgivet den Frederik II’s Historie, som han i det væsentlige havde færdig, og som nu gaar under Udgiverens, P. H. Resens, Navn, eller dersom han havde faaet lagt sidste Haand paa sin Bog om danske Skribenter («Scriptores Danici»), der indeholder Oplysninger, som man forgjæves søger andensteds. Hans Danmarks Beskrivelse vilde det ogsaa have været værd at eje, at dømme efter den Indledning til samme, som er os levnet. Om Kritik havde L. ganske vist ingen Forestilling, men han havde samlet meget, hans Stil og Fremstilling er for sin Tid ypperlig, og han havde store Gaver som Folkeskribent. – L. døde ved Nytaarstid 1624, men Dagen kjendes ikke. Et Billede af ham findes i Herfølge Kirke paa et Epitafium, han lod opsætte over sin Søn Claus, der var Faderens Kapellan, men som tillige med en Søster døde i Pesten 1619.
Rørdam, Klavs Christoffersen L.s Levned (1868). Kl. Lyskander, Billeslægtens Rimkrønike, udg. af Rørdam (1888).
1558
Lyschander født i Nørre Vram i Skåne.
1559
Frederik 2. (1534–1588) udråbes til konge over Danmark-Norge.
1571
Enkedronning Dorothea af Danmark-Norge død. (født 1511)
1572
En supernova iagttages af Tycho Brahe; herom hans De nova stella, 1573.
1582
Den gregorianske kalender indføres i de katolske lande.
1583
Pest i Danmark dræber 9.000 mennesker.
1588
Den 11-årige Christian IV (1577–1648) udråbes til konge og der dannes en foreløbig formynderregering.
1592
Michel de Montaigne død i Bordeaux.
1596

Christian IVs kroningstog, 1887, olie på lærred.
1597
Lyschander: Hr. Jens Billes Slægtsregister.
1599

Globe Theatre, stik fra 1612. Yale Center for British Art.
Shakespeares teater The Globe Playhouse åbner i London.
1605

Don Quixote og Sancho Panza ved en skillevej, efter 1847, olie på lærred, 85×125 cm.
1608
Lyschander: Den grønlandske Chronica.
1613
Første tobakdyrkning i Englands nordamerikanske kolonier.
1616
Danmark får kolonien Trankebar i Indien.
Det Ostindiske Kompagni oprettes.
1618
30 års krigen. (1618–1648)
1622
Lyschander: De danske Kongers Slectebog.
1624
Lyschander død i Herfølge.