Fray Luis de León (1527–91)
Leon [læ’ån], Luis Ponce de, alm. kaldet Fray Luis de L., sp. Gejstlig og Forf., f. i Belmonte de Cuenca 1528, synes det, d. 23. Aug. 1591 i Madrigal. I en ung Alder blev han Augustinermunk i Salamanca og gjorde sig snart gældende ved sin Begavelse og Lærdom, saa at der 1561 overdroges ham en teologisk Professorstilling ved det ansete Universitet. Men inden føje Tid kom han i teol. Fejde med Dominikanerne i Salamanca, som just ikke var kræsne i Valget af Kampmidler mod L.; de beskyldte ham for jødisk Afstamning og for Kætteri, og hans sp. Overs. af Højsangen gav Anledning til, at han Marts 1572 fængsledes af Inkvisitionen i Valladolid. Processen er i sin Helhed trykt i Documentos inéditos para la historia de España (10. og 11., Bd, Madrid 1847—48); den vidner alt andet end fordelagtigt om Dommernes og Modstandernes Retfærdighedsfølelse og Ærlighed. L. selv optraadte baade med Blidhed og Fasthed. Han sad i Fængsel i halvfemte Aar, idet han først løslodes Decbr 1576, efter den øverste Inkvisitionsdomstols Befaling, p. Gr. a. manglende Beviser; men en Advarsel for Fremtiden fik han, og Højsangsoversættelsen forbødes. Da L. paa ny besteg sit Kateder, begyndte han rolig sin første Forelæsning med de Ord: »Som vi forleden Dag sagde (o. s. v.)«. Hans Helbred var blevet nedbrudt i Fængselsaarene, og han levede stille, men overordentlig anset, i Salamanca, til han 1591 udnævntes til Generalvikar for Kastilien og »Provincial« i Augustinerordenen; 10 Dage efter døde han. — L. er for det første en ypperlig Lyriker. Hans Digte er kun faa i Tallet, en Del af dem endda kun Overs. efter Oldtidsdigtere og Biblen, men den ædle, rene og skønne Form, den inderlige Religiøsitet og den klare Enkelhed stiller deres Forf. paa en høj Plads, ikke blot i den saakaldte »Salamanca-Skole«, men bl. Spaniens Digtere overhovedet. Af større Omfang er hans Frembringelser i Prosa, alle henhørende til den teol. og Opbyggelseslitteraturen. Ved Siden af Luis de Granada — »de to Luis’er« nævnes altid med Ære — staar L. bl. de betydeligste religiøse Prosaister i Spanien; men de fleste vil vel nu mest tiltales af de store formelle Fortrin ved hans Nombres de Cristo (1583 og flg. Aar), La perfecta Casada (1583), Kommentaren til Højsangen o. s. v. L.’s Digte udgaves første Gang af Quevedo, som et Modtræk mod Culteranisterne, i Madrid 1631; en bedre Udg. saa Lyset i Valencia 1761, ved Mayáns y Siscar. Af hans samlede Værker besørgede Pater A. Merino en Udg. i 6 Bd (Madrid 1804—16); den er at foretrække for den, der findes i 37. Bd af Biblioteca de autores españoles. (Litt.: A. Arango y Escandón, L. de L., ensayo histórico [Meksiko 1866]; Reusch, »L. de L. u. die spanische Inquisition« [Bonn 1873]; F. de Onis, Sobre la trasmisión de la obra literaria de Fr. L. de L. i Revista de Filologia Española [1915], S. 217—257; J. Fitzmaurice-Kelly, Fray L. de L., a biographical fragment [Oxford 1921]).
1527
León født i Belmonte.
1532

Carl Bloch:
Christian II i fængslet på Sønderborg Slot, 1872, olie på lærred, 294.5×1234.5.
Statens Museum for Kunst. ⌘1533
Michel de Montaigne født nær Bordeaux.
1534
Christian 3. (1503–1559) udråbes til konge over Danmark-Norge.
Grevens Fejde: borgerkrig i Danmark 1534–1536.
1536
Reformationen i Danmark og middelalderen slutter.
Skipper Clement henrettes i Viborg.
1546
Pest i København.
1550
Christian 3.s danske bibel udkommer.
1553
François Rabelais død i Paris.
1559
Frederik 2. (1534–1588) udråbes til konge over Danmark-Norge.
1571
Enkedronning Dorothea af Danmark-Norge død. (født 1511)
1572
En supernova iagttages af Tycho Brahe; herom hans De nova stella, 1573.
1582
Den gregorianske kalender indføres i de katolske lande.
1583
Pest i Danmark dræber 9.000 mennesker.
1588
Den 11-årige Christian IV (1577–1648) udråbes til konge og der dannes en foreløbig formynderregering.
1591
León død i Madrigal de las Altas Torres.
2012
León: Poesía.