Leonora Christina Ulfeldt (1621–98)

Leonora Christina, 1621—98, Datter af Christian IV og Kirstine Munk, fødtes paa Frederiksborg 8. Juli 1621, men blev efter Tidens Skik til sit 6. Aar opfostret af Mormoderen, Ellen Marsvin, opholdt sig saa en kort Tid i Nederlandene hos en Søsterdatter af Christian IV, men vendte efter Fredslutningen 1629 tilbage til Hjemmet. Her vare Forholdene dog uheldige paa Grund af Kirstine Munks ringe Kjærlighed til sine Børn og den stærke Misstemning, der havde udviklet sig mellem hende og Kongen, og da hun endelig i Jan. 1630 for stedse forlod sin Ægtefælle, maatte denne selv overtage Tilsynet med L. C.s og hendes Søskendes Opdragelse og Undervisning, et Hverv, som han i øvrigt røgtede med stor Samvittighedsfuldhed. Kun lidt over 15 Aar gammel (9. Okt. 1636) blev L. C. gift med den 30aarige Corfits Ulfeldt, og denne Forbindelse med en Mand, hvis Løbebane var en brat Stigen og et dybt Fald, blev skæbnesvanger for hendes Liv. I flere Aar efter Brylluppet var dog alt Fred og Lykke. Kongen havde Tillid til Ulfeldt, der 1643 opnaaede Rigets højeste Embedspost, Rigshofmesterens, og L. C. elskede sin Mand med en Kjærlighed saa stærk, offervillig og trofast, som den sjælden ses. I disse Lykkens Aar modnedes da alle hendes rige Evner, og hendes Personlighed udformede sig. Hun havde en overordentlig Kundskabstrang, som hun paa enhver Maade søgte at tilfredsstille, og hendes Dannelse var lige saa fin som mangesidig. Særlig for Poesi og Kunst viste hun udpræget Sans, og hun blev efterhaanden fortrolig med de fleste Kultursprog. Men de mest fremtrædende Træk i hendes aandelige Personlighed udsprang dog fra hendes Karakter, i hvilken kvindelige Egenskaber paa usædvanlig Maade vare tilsatte med et næsten mandligt Element. Thi i hendes kraftige Legeme boede en Mands Mod, Handlekraft og Raadsnarhed, hvad hun ofte i Ulykkens Dage skulde faa Lejlighed til at vise.

Da det ikke her er tilladt at komme nærmere ind paa Ulfeldts Historie, maa man ogsaa om L. C. nøjes med nogle spredte Antydninger for den Tids Vedkommende, da begges Skæbne væsentlig faldt sammen. Under Krigen med Sverige fik Christian IV Øjnene op for, at han i mange Maader havde taget fejl af sin Svigersøn, og fra nu af og til hans Død var Forholdet mellem dem betegnet ved stadige Sammenstød, der flere Gange truede med at føre til et ulægeligt Brud. Naar dette dog til sidst altid afværgedes, skyldtes det fra Kongens Side bl. a. ogsaa Hensyn til L. C., som skjønt hun i Striden undertiden stod mod Faderen, dog i det væsentlige bevarede dennes Kjærlighed usvækket, saa at det endnu paa hans Dødsleje var ham en Trøst at mene, at han havde «sat hende saa fast, at ingen kunde rokke hende». Dette skulde dog, des værre for L. C., vise sig at være en Fejltagelse. Forholdet mellem Ulfeldt og Frederik III blev snart paa Grund af den overmodige Hensynsløshed, hvormed den første brugte sin Magt, yderlig spændt, og L. C.s Holdning over for Dronningen bidrog til at forøge Spændingen. Hun, som ikke blot havde en stærk Følelse af sit personlige Værd, men var stolt af sin kongelige Byrd, kunde vanskelig finde sig i at underordne sig en lille tysk Prinsesse, hvis Ægtefælle i mangt og meget var afhængig af hendes egen Mand, og hun er sikkert mere end én Gang optraadt paa en udfordrende Maade over for Dronningen. Vist er det, at hun hos denne vakte et uforsonligt Had, der skulde sætte dybe Spor i hendes Liv. Imidlertid havde Ulfeldt ved uredelig Embedsførelse givet sine Fjender et mægtigt Vaaben imod sig, og det blev ikke ubrugt. Der blev anstillet en Undersøgelse af hele hans Forhold, og denne var allerede langt fremskreden, da Dina Winhovers’ Beskyldninger mod ham og L. C. for at have villet forgive Kongen (IV, 268) yderligere vanskeliggjorde hans Stilling. Vistnok viste Beskyldningerne sig at være fuldstændigt Opspind, men Ulfeldt havde under Processen mod Dina faaet et Indblik i Kongeparrets fjendtlige Stemning mod ham og L. C., og da Kongen strax efter Dinas Henrettelse tydelig viste, at nu vilde han begynde sin Afregning med Ulfeldt, tabte denne Modet og flygtede ved Nattetid fra Kjøbenhavn og Danmark med Hustru og Børn (14. Juli 1651).

De 6 Aar, som det Ulfeldtske Ægtepar derefter tilbragte i Udlandet, væsentlig i Sverige eller paa svensk-tysk Grund, ere for Ulfeldts Vedkommende særlig betegnede ved hans forræderiske Færd mod hans Fædreland, i det han af al Magt stræbte at ægge dels Sverige, dels England til Krig mod Danmark. Der er fremsat forskjellige Meninger om, hvorledes L. C. stillede sig hertil. Om hendes Stemning over for dem, som hun mente havde bidraget til hendes og Mandens Fald, er der dog ingen Tvivl. Da hun ikke vidste noget om Ulfeldts Underslæb, maatte hun i langt højere Grad end han betragte Katastrofen som et Udslag af personlig Forfølgelse, og i det hun gik ud fra, at den dybe Krænkelse og Sorg, de begge havde lidt, dels under Dinas Sag, dels ved at være blevne nødte til at forlade deres Fædreland, først og fremmest skyldtes Kongeparret, er det naturligt, at hun fattede et dybt Nag til dette, særlig til Dronningen, og længtes efter at se Gjengjældelsen ramme det. Hendes Harme maatte yderligere opflammes ved forskjellige Forholdsregler, som Frederik III traf mod Ulfeldt efter hans Flugt, og ganske særlig ved en Meddelelse, som han lod tilflyde Dronning Christine om en Uredelighed, hvori Ulfeldt 1649 skulde have gjort sig skyldig over for den landflygtige Carl II af England. Thi Beskyldningen var fuldstændig ugrundet. Men kan der, som sagt, ikke være Tvivl om L. C.s Følelser over for det danske Kongepar, er det dog endnu et aabent Spørgsmaal, om disse Følelser have drevet hende saa vidt, at hun ligefrem tog Del i Ulfeldts forræderiske Agitation. De, der mene det, henvise til den Indflydelse, hun menes at have haft paa sin Mand, hvilket da vil sige, at det egentlig var fra hende, at Impulsen udgik i denne Sag. Imidlertid er det vitterligt, at denne Indflydelse ikke forhindrede, at Ulfeldt, hvis Karakter rummede en god Del Stædighed, af og til unddrog sig den og gik sine egne Veje. Og uden at man bestemt kan nægte Muligheden af hendes Medskyld, maa det hævdes, at den ikke behøver nødvendig at forudsættes, ligesom ogsaa, at der ikke hidtil foreligger noget som helst, der beviser den.

Da Ulfeldt foreløbig ikke havde nogen Udsigt til at se sine forræderiske Planer realiserede og trykkedes stærkt af, at hans danske Ejendomme vare beslaglagte, besluttede han, der da boede paa Slottet Barth i Pommern, at gjøre et Forsøg paa at komme til en Forstaaelse med Frederik III og overtalte derfor i Slutningen af 1656 L. C. til at drage til Danmark og personlig henvende sig til Kongen paa hans Vegne. Rejsen var ikke uden Fare, men L. C. foretog den dog, om end uden Udbytte, i det hun i Korsør blev vist tilbage af Ulr. Chr. Gyldenløve. Hun drog saa hjem igjen over Fyn og Slesvig, men da Kongen havde erfaret, at hun førte Papirer med sig, som han ønskede at faa fat i, gav han Befaling til at standse hende og fratage hende Papirerne. Det var nær lykkedes, men i sidste Øjeblik reddede L. C. sig ved sit Mod og sin Raadsnarhed. Næste Gang, hun kom til Danmark, var i 1657 i Følge med Carl Gustavs Hær. Da nemlig Carl Gustav drog mod Danmark, traadte Ulfeldt ligefrem i hans Tjeneste og fulgte strax og uden L. C.s Vidende med paa hans Tog. Saa snart L. C. erfarede det og indsaa, hvilken Fare han udsatte sig for ved paa denne Maade at betræde Fædrelandets Grund, ilede hun efter ham for at dele Skæbne med ham, traf ham i Holsten og fulgtes saa med ham og den svenske Hær til Frederiksodde. Under Fortsættelsen af Krigen opholdt hun sig i Fyn, medens Ulfeldt gik med Hæren til Sjælland for siden ved sin Deltagelse i Fredsforhandlingerne at sætte Kronen paa sit Forræderi. Fredslutningen gav ham, som bekjendt, Erstatning for alle de Tab, han havde lidt i Danmark (undtagen hvad hans tidligere Embedsstilling angik), L. C. fik Ret til at bære den Titel af Grevinde til Slesvig og Holsten, som Christian IV i sin Tid havde tillagt Moderen og Børnene, men Frederik III frataget dem, og hun og Ulfeldt fik Lov til atter at bo uhindrede i Danmark. Denne Tilladelse fandt de det dog ikke raadeligt at gjøre Brug af, men toge Ophold i Malmø.

Imidlertid varede det ikke længe, før Forholdet mellem Carl Gustav og Ulfeldt, der af Kongen var bleven lønnet for sine Tjenester mod Sverige med store Jordejendomme i Skaane og Bleking, blev mindre godt. Ulfeldt fandt efterhaanden flere og flere Grunde til Misfornøjelse, og da han tillige udtalte sig med stor Hensynsløshed om Kongen, begyndte denne endog at fatte Mistillid til hans Troskab. Denne Mistillid syntes at skulle retfærdiggjøres, da man i Foraaret 1659 kom til Kundskab om en Plan, som en Del Malmøboere havde lagt til at bringe Byen tilbage i de danskes Hænder, i det nemlig flere af de i Sagen indviklede Personer beskyldte Ulfeldt for at have gjort Forsøg paa at udsone sig med den danske Regering, i hvilket Øjemed han paa forskjellige Maader skulde have virket mod Sverige og særlig forraadt Planen til Stormen paa Kjøbenhavn til de danske. Som Følge af disse Beskyldninger blev Ulfeldt – med Hustru og Børn – sat under stræng Bevogtning i sin Gaard i Malmø, og der blev indledet Undersøgelse og derefter anlagt Sag imod ham. Næppe har L. C. nogen Sinde haft Lejlighed til at aflægge en mere slaaende Prøve paa sin overordentlige Sjælsstyrke og sin ualmindelige Intelligens end under disse farefulde Omstændigheder. Thi da Ulfeldt endnu under Forundersøgelsen blev ramt af et Slagtilfælde, som berøvede ham Mælet i hele den Tid, Processen stod paa, førtes Forsvaret under denne udelukkende af hans heltemodige Hustru, som i en Række med stor Dygtighed skrevne Indlæg imødegik de mod Ulfeldt rettede Beskyldninger og søgte at bevise hans Uskyldighed. Dette lykkedes hende nu vistnok ikke. Skjønt der i hvert Fald med Hensyn til Hovedpunktet: Forraadelsen af Stormplanen, næppe er Tvivl om, at Ulfeldt blev uretfærdig beskyldt, dømtes han til at have Liv og Gods forbrudt. Men der er Tegn til, at Retten selv var betænkelig ved Dommen, og Carl Gustav vilde sikkert have formildet den, hvis ikke hans Død (13. Febr. 1660) havde forhindret det. Formynderregeringen holdt endnu en Tid Ulfeldt og L. C. i Fangenskab, men til sidst blev den saa kjed af hele Sagen, at den, da der frembød sig en Anledning i Svogeren Hannibal Sehesteds Forbøn, besluttede sig til at benaade Fangerne. Ulykkeligvis forspildte disse selv Benaadningen ved en overilet Handling. Skræmmede af forskjellige, til Dels urigtige Rygter, som forekom dem faretruende, havde de nemlig taget Flugten, før Benaadningen blev dem forkyndt. Ulfeldt var flygtet først og var imod den oprindelige Bestemmelse taget til Kjøbenhavn, og kort efter indtraf ogsaa L. C. her (Juli 1660). Det var Ulfeldts Mening, at Roskildefredens Bestemmelser vedrørende ham og L. C. endnu stode ved Magt, men den danske Regering var af en anden Mening, og 2. Dagen efter L. C.s Ankomst bleve hun og Ulfeldt arresterede og førte til Bornholm, hvor de indsattes som Fanger paa Hammershus Fæstning.

Dette nye Fangenskab, som varede 17 Maaneder, betegner ikke det mindst kvalfulde Afsnit i L. C.s Livshistorie. Gouvernøren paa Bornholm, Adolph Fuchs (V, 483), var en haard og hensynsløs Mand og i Forvejen stærkt indtaget imod Fangerne. Skjønt disse ikke kunne frikjendes for af og til at have udæsket hans Vrede, gav denne sig undertiden Luft paa en saa brutal Maade, især over for L. C., at det umulig kan undskyldes. I Begyndelsen var dog Fangernes Tilstand for saa vidt taaleligere, som det var dem tilladt at være sammen. Men efter at et Flugtforsøg – ved hvilket L. C. atter viste en overordentlig Handlekraft og Behjærtethed, og under hvilket hun kom i aabenbar Livsfare – var mislykket, bleve de hver for sig indespærrede i et Fængsel af meget strængere Art end det tidligere, hvor de maatte undvære Opvartning, Sysselsættelse, Lys om Aftenen osv. Til sidst var Ulfeldt saa nedbøjet af Fangenskabets Tryk, at han, om end kun modstræbende, gik ind paa de yderst haarde Betingelser, som Regeringen stillede for hans og L. C.s Løsladelse. Han maatte give Afkald paa alle ved Roskildefreden erhvervede Rettigheder, afstaa til Kongen næsten alle sine faste Ejendomme uden for Fyn, forpligte sig til ikke at forlade Landet eller komme til Sjælland uden Tilladelse osv. Efter at alle Formalia vare bragte i Orden, og Ulfeldt i Kjøbenhavn havde aflagt Troskabsed til Kongen, droge han og L. C. (27. Dec. 1661) til den dem tilhørende Gaard Ellensborg i Fyn, der var dem anvist til fremtidigt Opholdssted.

Men Ulfeldts urolige Aand, som i øvrigt nu var stærkt svækket ved Modgangen og ved et nedbrudt Helbred, tillod ham ikke at blive længe paa Ellensborg. Han søgte og fik i Foraaret 1662 Tilladelse til at rejse udenlands under Paaskud af at ville gjøre en Baderejse. Han benyttede imidlertid Rejsen til at smedde nye Planer mod sit Fædreland, Planer, der dog beroede paa en saa fantastisk Opfattelse af de virkelige Forhold og saa tydelig afspejlede hans aandelige Svækkelse, at man har vanskelig ved at tage dem alvorlig. Hans og hans Families Hovedopholdssted blev Brügge, og her forefaldt i Nov. 1662 en Begivenhed, som atter i høj Grad kompromitterede hans og L. C.s Stilling i Hjemmet, i det deres ældste Søn, Christian, en Dag paa aaben Gade overfaldt og myrdede deres brutale Fangevogter fra Bornholm, Fuchs, som paa et Besøg opholdt sig i Byen. Mordet skete sikkert uden Forældrenes Vidende, men deres bitre Had til Fuchs gjør det utvivlsomt, at det bag efter vandt deres fuldstændige Billigelse. I Maj 1663 drog L. C. efter Ulfeldts indtrængende Opfordring til England for at indkræve en Pengesum, som han i sin Tid havde forstrakt Carl II med, da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene. En Tid lang syntes hendes Rejse at skulle faa et heldigt Udfald; Carl II modtog hende venlig og lovede at stille hende tilfreds. Men desuagtet udeblev Betalingen, Tiden gik, og da L. C. endelig, mismodig over at blive holdt hen med Udflugter, beredte sig til at forlade England, blev det hende umuligt. Den danske Regering havde nemlig faaet Underretning om Ulfeldts førnævnte Anslag, som gik ud paa at tilbyde Kurfyrsten af Brandenborg den danske Krone, og Regeringen søgte strax at sikre sig Ulfeldts og L. C.s Personer og skrev i den Anledning bl. a. ogsaa til England. Ulfeldt var ikke i England, men L. C. blev, just som hun ankom til Dover, anholdt og indsat i Kastellet der. Her holdtes hun fangen i nogen Tid, da Carl II, saa lidet han havde imod at udlevere hende, dog trykkede sig ved at gjøre dette ganske aabenlyst. Til sidst fandt man paa at lægge en Fælde for hende. En Underbefalingsmand i Kastellet bildte hende ind, at han vilde skaffe hende om Bord paa et Skib, der gik til Flandern, og da hun som Følge heraf forlod Slottet med ham ved Nattetid for at opsøge Skibet, fandt hun for sig den danske Gesandt i England, Petkum, som efter Aftale ventede paa hende med sine Folk og ved disse lod hende bringe om Bord paa et engelsk Skib, som han havde fragtet til at føre hende til Kjøbenhavn.

Ved Ankomsten her til (8. Avg. 1663) blev hun indsat i det saakaldte Blaataarn paa det kongelige Slot, og her tilbragte hun nu som Fange henimod 22 Aar af sit Liv. Var hun da virkelig delagtig i, eller dog vidende om, sin Mands sidste Forræderi? Hun selv nægtede det energisk, og det ikke blot i de Forhør, hun underkastedes under Fangenskabet, men ogsaa i den Beretning om dette, som hun nedskrev i Fængselet, og som kun var bestemt for hendes Børn. Og kunde man end have Lov til at tvivle om Sandfærdigheden af hendes Udsagn i Forhørene, er det vanskeligt at se, hvorfor hun over for sine Børn skulde fastholde sin Uskyldighed, naar denne ikke var en Kjendsgjerning. Thi Børnene saa paa Forældrenes Sager med disses Øjne, og selv om L. C. havde erklæret sig skyldig, vilde de ikke have fundet Anledning til at dadle hende. Men ikke nøjet med i al Almindelighed at hævde sin Uskyldighed bekræfter hun denne, ogsaa over for Børnene, med de højtideligste Eder, og der foreligger ellers intet om, at hun, som virkelig var en religiøs Natur, har taget sig Edens Misbrug let. Da hertil endnu kommer, at der ikke blev fremført det mindste Bevis imod hende, og at Ulfeldt let kan tænkes at have undladt at meddele hende noget om sit Anslag – særlig fordi han ikke vilde paalægge sin højt elskede Hustru et Medansvar, saa længe endnu intet var afgjort –, finder i det mindste Forfatteren af disse Linjer, at der ikke er Grund til at drage L. C.s Uskyldighed i denne Sag i Tvivl. Paa den anden Side er det naturligt, at Regeringen havde en helt forskjellig Opfattelse, og ingen vil heller falde paa at dadle den, fordi den, saaledes som Forholdene vare, søgte at sikre sig L. C.s Person. Men at den, uden at der nogen Sinde overgik hende nogen Dom, vedblev at holde hende, Frederik III’s Halvsøster, indespærret i et almindeligt Forbryderfængsel i 21 Aar efter, at hendes Mands Død havde gjort hende endog i Regeringens Øjne uskadelig, var en grusom og uværdig Misbrug af Magten, som altid vil skæmme de 2 Kongers Minde, selv om det væsentlig var Dronning Sophie Amalies uforsonlige Had, der var Skyld i denne lange Indespærring. Bortset herfra er dette L. C.s Fangenskab blevet os et af de interessanteste Afsnit i hendes Historie ved den gribende og malende Skildring, hun selv har givet af det i sit saakaldte «Jammersminde». Da dette Skrift nu er kjendt af alle, skal her kun flygtig dets Indhold berøres.

I den første halve Snes Dage af sit Fangenskab beboede L. C. et svinsk og usselt Rum uden Vinduer, men da Forhørene over hende vare til Ende, fik hun et noget bedre Værelse. En Tjenestekvinde var altid hos hende, dels til Opvartning, dels for at passe paa hende. Hun maatte ikke faa noget at sysle med, ikke engang Naal og Traad. Saa stærk hendes Natur var, blev hun dog i Begyndelsen af Fangenskabet saa overvældet af Indespærringens Kval og af Sorg, særlig efter at være bleven underrettet om den over Ulfeldt afsagte Dom for Højforræderi, at hun faldt i en haard Sygdom. Hun ventede og haabede at dø, men kom dog efterhaanden til Kræfter igjen, og det viste sig da, at den Krise, hun havde gjennemgaaet, og som ogsaa i høj Grad var af aandelig Art, i én Henseende havde medført noget godt: hun havde, støttet af sin Religiøsitet, tilkæmpet sig Resignation og besluttet i Fremtiden at bære sin Skæbne med Standhaftighed, og hun gjennemførte virkelig denne Beslutning paa beundringsværdig Maade. Hun stillede sig da ogsaa fra nu af paa en bedre Fod med sine Omgivelser i Fængselet, og herved opnaaede hun dels at faa en og anden Bog til Laans, dels at komme i Besiddelse af nogle tarvelige Redskaber, som hun med stor Opfindsomhed brugte til at arbejde med. Af et Stykke af en Træske dannede hun saaledes ved Hjælp af et Glasskaar et Redskab til at lave Baand paa, en stor Knappenaal brugte hun til at kniple over, af noget Ler formede hun smaa Skaaler og Figurer. Efterhaanden bleve Forholdene imidlertid paa Grund af Opsynets Forsømmelighed saaledes, at hun kunde faa omtrent, hvad hun vilde, for Penge, ja endog vexle Breve med Folk baade i og uden for Slottet. Da Christian V kom paa Tronen, antog man, at han vilde løsgive L. C., men skjønt han havde Medlidenhed med hende, turde han ikke for sin Moder. Imidlertid viste han hende flere Begunstigelser. Han lod hende saaledes faa et Kammer til foruden det, hun i Forvejen havde, og fra 1672 af gav han hende en Aarpenge, hvorfor hun kunde kjøbe, hvad hun vilde. En Del af Pengene anvendte hun til Bogkjøb, og overhovedet var det i særlig Grad litterære Sysler, som fra nu af udfyldte hendes Tid. Hun læste meget, men skrev maaske endnu mere, og man har flere interessante Udarbejdelser af hende fra dette Afsnit af hendes Liv.

Hun havde i det hele altid ført Pennen med Lyst og tillige med ualmindelig Dygtighed. For ikke at tale om hendes mange og store Indlæg i den malmøske Proces har man fra tidligere Aar fra hendes Haand en meget livlig Skildring af hendes Rejse til Danmark i 1656, og hun vides at have nedskrevet udførlige Beretninger om, hvad der hændte hende og Ulfeldt baade under Fangenskabet i Malmø og paa Bornholm. Disse sidste kjendes dog nu ikke. I Blaataarn skrev hun Digte selv paa en Tid, da hun maatte lave sit Blæk af Sod og Øl, men senere tog hun større Opgaver for. I 1673 nedskrev hun saaledes til Brug for en litterær Ven en Selvbiografi paa Fransk, og senere udarbejdede hun et stort Værk, «Heltinders Pryd», hvis Formaal var at bevise Kvindens Ligestilling med Manden paa alle aandelige Omraader. Uden Sammenligning det mærkeligste af alle hendes Skrifter er dog det førnævnte «Jammersminde», en Skildring af hendes Fængselsliv i Blaataarn. Dette Værk, som udarbejdedes i Fængselet selv, men hvis sidste Del dog vist maa antages at være overarbejdet senere, er nu overalt anerkjendt som en af vor ældre Litteraturs Prydelser. L. C.s Iagttagelse viser sig her saa fin og gjennemtrængende, hendes Fremstilling er, i al sin Jævnhed, saa levende og anskuelig, at man ligesom ser alt, hvad hun skildrer, foregaa for sine Øjne. De plumpe og raa Personer, der færdedes om hende i Fængselet, blive under hendes Pen til en Række interessante, ofte med stort Lune udførte Karakterbilleder, og de smaa Begivenheder, hun oplevede, vinde Betydning, fordi vi se dem i Sammenhæng med hendes Bekymringer og hendes Fornødenheder. Ikke mindst Tiltrækning faar Skriftet ved det Lys, det kaster over hende selv. Det lader enhver af hendes Aands og Sjæls Egenskaber træde frem med en Klarhed og Styrke, som ikke kan ønskes større. Det viser os hendes høje Mod i Ulykken og hendes kraftige Vilje, hendes ypperlige Forstand og hendes trofaste Kjærlighed, men ikke mindre hendes vidt drevne Selvfølelse og hendes heftige Sind, som hun dog stadig vinder mere og mere Magt over, og af alle Enkeltheder udformer der sig til sidst et smukt og fyldigt Billede af et meget stort anlagt og meget haardt prøvet Menneske, som har Krav paa alles Beundring og Medfølelse.

I Febr. 1685 døde Enkedronningen, og hermed var den væsentligste Hindring for L. C.s Frigivelse bortfalden. 19. Maj aabnedes Fængselets Døre for hende. Efter at have tilbragt nogle Maaneder i Husum (ved Kjøbenhavn) hos en Slægtning af sin Mand tog hun Bolig paa Maribo Kloster, som Kongen havde bestemt hende til Opholdssted, samtidig med at han havde anvist Midler til hendes standsmæssige Underhold. Her tilbragte hun da, til Dels sammen med sin ældste Datter, der var Enke efter en flamsk Adelsmand, sine sidste 12—13 Aar i Fred og Stilhed, i det hun nærmest udfyldte Tiden med litterære Sysler og med Haandarbejde, hvori hun var en Mester. Et stort, i Silke syet Billede af Christian V, som stammer fra denne Tid, bevares endnu paa Rosenborg. 16. Marts 1698 afsluttedes endelig dette Liv, hvis mærkelige Omskiftelser mellem Lykke og Elendighed, Højhed og Fornedrelse danne en ualmindelig og fængslende Ramme om en højst ualmindelig Personlighed.

L. C.s Jammers-Minde, 3. Udg. (1885). Danske Saml. 2. R. I. Birket Smith, L. C. Grevinde Ulfeldts Hist. I—II (1879—81). Fridericia, Adelsvældens sidste Dage.