Søren Poulsen Judichær (1599–1668)

Judichær (Gullænder), Søren Poulsen, 1599—1668, Præst og Sprogmand, bar sit Tilnavn efter sin Fædrenegaard Dommerarv paa Gulland, hvor han blev født 15. Maj 1599. Faderen, Poul Sørensen, blev senere Præst paa Øen; Moderen var Søster til den bekjendte Kryptokalvinist Professor Iver Stub. S. P. synes Livet igjennem at have bevaret Ungdomsindtrykkene af Natur- og Menneskeliv paa det skjønne Gulland, hvor han indtil sit 17. Aar gik i Visby Skole. Derpaa kom han til Roskilde, men dimitteredes først 1621 fra Frue Skole i Kjøbenhavn. Efter et Aars Studier i Nordtyskland, især i Kønigsberg, blev han 1624 Hører ved Frue Skole og kort efter Inspector ved Valkendorfs Kollegium og Kommunitetsprovst. 1627 befordredes han til Rektor i Vordingborg og blev 1631 Magister. Sit Embede, et af de tarveligere i Landet, synes han at have passet med Omhu, indtil han 1635 nedlagde det og vendte tilbage til Universitetet for at drive theologiske og mathematiske Studier. 1637 blev han kaldet til Præst i Slangerup og ægtede s. A. Formandens Enke, Kirstine Nielsdatter. Ogsaa dette Embede var ringe og blev endnu daarligere ved Svenskekrigens Hærgninger. Hr. S. synes at have været en noget trættekjær Mand, der laa i jævnlige Processer med sine Kapellaner, Degne og Naboer. Alligevel finde vi ham senere udnævnt til Provst i Lynge Herred. I sin høje Alder indgik han 1665 andet Ægteskab med en Præsteenke, Sophie Olufsdatter, men vides ikke at have efterladt Børn ved sin Død i Avg. 1668.

Litterær Betydning har S. P. som et Led i den Række af danske Sprogmænd, der i det 17. Aarhundrede under Paavirkning af tysk Efterrenæssance stræbte at uddanne Modersmaalet theoretisk og hæve det til Højde med de evropæiske Kultursprog. Bevægelsen begyndte i Digtekunsten med Anders Arrebo, der som Præst i Vordingborg arbejdede paa sit «Hexaëmeron» netop i de samme Aar, da S. P. var Rektor ved Skolen. Uden at der vides noget om et nærmere Forhold mellem de to Mænd, tør man vel forudsætte, at Arrebos modernere poetiske Syn ikke har været uden Indflydelse paa den yngre Værkfælle. Men S. P.s Opmærksomhed for Modersmaalets Brøst var dog vakt allerede tidligere af hans Fader, der i hans Barndom sang tyske Sange og fandt dem «nettere efter Melodien gjorte» end Tidens danske, hvilket Sønnen siden sandede under sit Ophold i Tyskland, hvor han maa have lagt sig efter tysk og hollandsk Metrik. Da nu Kirkesang og Sang for Dørene vare en af Latinskolens og dens Disciples vigtigste Indtægtskilder, fandt S. P. sig som Rektor foranlediget til selv at skrive Vers og rette Salmerne efter Metrikkens Regler samt at begynde Arbejdet paa en Prosodi, hvortil han opmuntredes af sin Biskop, H. P. Resen. Salmedigtning var den eneste Gren af Poesien, den Tid tillagde alvorlig Betydning, og det var ogsaa i dens Tjeneste, at Resens Efterfølger, Biskop Brochmand, for Alvor tog S. P.s Evner i Brug. Efter at være forflyttet til Slangerup fik han nemlig 1641 fra Biskoppen sendt en Salmebog til Gjennemsyn og Rettelse med Hensyn til Rim, Stavelsetal og Ordmaal samt Melodier, for saa vidt disse vare laante fra «ufine Sange» ɔ: verdslige og Gadeviser. Meningen var, at den saaledes forbedrede Salmebog skulde sættes i Musik af den kgl. Kapelmester Jacob Ørn og udkomne i Trykken. Men som saa mange større litterære Foretagender paa den Tid strandede ogsaa dette paa Pengemangel og blev liggende i Haandskrift tillige med den store Prosodi, hvori S. P. havde udviklet de ved Arbejdet fulgte metriske Regler. Foreløbig udkom kun et Uddrag af denne under Titel «Synopsis prosodiæ Danicæ eller kort Extrakt af Rimekunsten» (1650).

Bestræbelserne for at føre Fortidens Naturdigtning over i Kunstpoesi maatte først og fremmest rettes paa det ydre: i Steden for at skrive Vers blot efter Øret maatte man lære at danne dem regelmæssig; man maatte se at faa Poesiens tekniske Apparat i Orden. I saa Henseende var Banen brudt allerede i det 16. Aarhundrede af Niels Halveg og 1627 af P. Jensen Roskilde. Disses utrykte Arbejder kjendte J. P. dog næppe; derimod var hans samtidige, Rektor Hans Ravn i Slagelse, kommen ham i Forkjøbet med Udgivelsen af en Metrik 1649, der er nok saa klar og vidner om større Belæsthed, ogsaa i fremmede Litteraturer. Paa det afgjørende Punkt, Forstaaelsen af, at Versifikationen i de moderne Sprog maa bygges paa Betoning og ikke kan støttes til de antike Kvantitetsregler, staar S. P. snarest tilbage for sine Forgængere, og da hans Enke endelig efter hans Død fik udgivet hans store «Prosodia Danica» (1671), viste dennes Indhold sig ikke at svare til dens Omfang, i det den større Udførlighed til Dels beror paa en vis forvirret Bredde og Snakkesalighed. Men det Fortrin har S. P. fremfor vore tidligere Metrikere, at han behandler sit Æmne paa Dansk, ligesom han overalt udtaler sig med stor Varme og Kjærlighed om Modersmaalet: «Hvo sit eget Modersmaal ikke højt agter, han burde med raadne Æg af hans Fædreland at udjages, og aldrig burde han saa værdig at agtes, at han en dansk skulde kaldes.»

S. P.s egne Forsøg i Digtekunsten indskrænke sig til nogle Lejlighedsvers og rimede Exempler i Metrikken samt enkelte bevarede Salmer, der ikke hæve sig over Tidens almindelige Rimerier eller give Anledning til at beklage Tabet af hans forbedrede Salmebog. Men ligesom han ved sine første Skridt i metrisk Retning mulig er vejledet af den danske Kunstdigtnings Fader, Anders Arrebo, saaledes er det sandsynligt, at han selv ikke har været uden Indflydelse paa den Mand, der siden hævede Modersmaalet saa højt, som det overhovedet naaede i det 17. Aarhundrede, Thomas Kingo, som var født i Slangerup, gik i Skole der, medens S. P. var Byens Præst, og endelig blev hans Efterfølger i Embedet.

Kirkehist. Saml. 3. R. III. Nyerup og Rahbek, Den dsk. Digtekunst II, xxxii ff. Paludan, Renaissancebevægelsen i Danm. Litt. S. 376. 378. 420 ff.