Verner von Heidenstam (1859–1940)

Heidenstam [’hæ^idənstam], Karl Gustaf Verner von, sv. Forf., f. 6. Juli 1859. Han drog allerede som sytten aarig ud i Verden, malede hos Gérôme i Paris, blev ked af Malerkunsten og rejste videre gennem Tyskland, Italien, Grækenland og Orienten; han var nær de tredive, da han atter bosatte sig i Sverige og udgav sit første Arbejde, Digtsamlingen »Vallfart och vandringsår« (1888), der paa en Maade blev Program for hans Produktion og for den Fornyelse, som han og 90’ernes Digtere betegner i Sveriges Litt. Efter den ejendommelige Digtsamling fulgte Rejsebogen »Från Col di Tenda till Blocksberg«, og Aaret efter fulgte Romanen »Endymion« og Fejdeskriftet »Renässans«, hvor han fordrer 80’ernes Graavejrsdigtning afløst af Farve, Fest og Glæde. I sit store Prosadigt »Hans Alienus« I—III (1892) giver han igen et Opgør med sin Samtid og profeterer om en ny Tid og en ny, virkelysten, daadkraftig og lys Slægt, som skal komme. 1895 udsendte han et Bd »Dikter«, hvor Forkyndelsen har faaet dybere Rodfæste i Livet. Digterens Tone er resigneret, men mandigere; han kan senere naa dybere ned i enkelte Følelser, kan finde Udtryk for højere Patos ell. inderligere Fædrelandssind, men »Dikter« staar endnu som det lødigste Udtryk for hans harmoniske Udfoldelse og ingen nulevende Svensker har her naaet ham i Storhed og Ordpragt.

»Karolinerna« I—II (1897—98) blev hans næste Værk, en ejendommelig Prosa-Cyklus om det sv. Folks Lidelser og Haab under Karl den XII’s Krigstog, paa sin Vis ligesaa storslaaet, ligesaa jævnt og ikke mindre fædrelandssindet end Runeberg’s »Fänrik Stål«. Og fra denne Roman strækker H.’s Svenskhed sig gennem Digtet »Ett folk«, Romanen »Folkungaträdet« (»Folke Filbyter« [1905] og »Bjälboarvet« [1907]) til den mesterlige Barnebog »Svenskarna och deras hövdingar«, I—II (1908—09). Ved Siden af den udprægede nationale Strømning gaar gennem H.’s Bøger stadig den patetisk-idealistiske Forkyndelse og det efterhaanden stærkere fremtrædende jævne psykologiske Foredrag; i hans »Stridskrifter« (1912) som i hans tidligere »Tankar och teckningar« (1897) træder hans Idealisme klarest frem, og i Romanen »Heliga Birgitta’s pilgrimsfärd« (1901) og Novellesamlingerne »Sankt Göran och draken« (1900) og »Skogen susar« (1904) finder han Udtryk baade for at tale Selvovervindelsens Sag og for at forkynde kunstnerisk og etisk Nyskabning af det sv. Folk.

»Nya dikter« (1915) forener igen i dybere Forstand hans Patos og den Jævnhed og Ro, som han mestrer i sin nationale Digtning. Det varede meget længe, inden H. blev indvalgt i Sv. Akad.; det skete først 1912 efter C. D. af Wirsén’s Død. Der tilfaldt da H. den Opgave at holde Mindetalen over denne sin Forgænger og bitreste Modstander. Han udførte dette Hverv ved et Foredrag, der var et Mesterværk af Upartiskhed, lige saa udmærket fra Formens som fra Indholdets Side. H.’s Sam. Værker er udgivet fl. Gange, første Gang 1909. (Litt.: O. Levertin, »Diktare och drömmare« [1898]; Wirsén, »Kritiker« [1901]; Joh. Mortenson, »Likt och olikt« [1908]; R. G.son Berg, »Svenska skalder«, 2. Opl. [1909]; John Landquist, »Verner von Heidenstam« [1909]; »Ord och bild« [1919]; G.son Berg, Före »Vallfart och vandringsår« [1919]).

Heidenstam, K. G. V. v., fik i 1916 Nobelprisen.