Johan Ludvig Heiberg (1854–1928)

Heiberg, Johan Ludvig, f. 1854, Filolog og Mathematikhistoriker. H. er en Søn af Emil Theodor H., Læge ved Sygehuset i Aalborg, og Johanne Henriette Jacoba f. Schmidt, Søster til Professor i Anatomi ved Kjøbenhavns Universitet F. Th. S. Han blev født i Aalborg 27. Nov. 1854 og gik i Kathedralskolen der fra 1863—71, da han dimitteredes med Udmærkelse. 1872 tog han filosofisk Examen og i Jan. 1876 filologisk-historisk Embedsexamen. 1877 vandt han Universitetets Guldmedaille for Besvarelsen af den filologiske Prisopgave. Fra Okt. 1876 til April 1877 vikarierede han for Bestyreren af Vejle private Latin- og Realskole, H. A. Krarup, og da han derefter var vendt tilbage til Kjøbenhavn, arbejdede han som Lærer dels i Hauchs Skole, dels i Borgerdydskolen i Kjøbenhavn. Dennes daværende Bestyrer, Professor Jean Pio, der havde set H.s ualmindelige Begavelse som Lærer, ønskede, at han en Gang med Tiden skulde blive hans Afløser; og efter Pios Død blev H. da ogsaa fra Sommeren 1884 Bestyrer af Borgerdydskolen sammen med Pios efterlevende Medbestyrer, Professor Søren Georg Møller. Under deres dygtige Ledelse hævede Skolen sig til at være en af Landets mest ansete private Latin- og Realskoler. Samtidig med sin Skolegjerning har H. udfoldet en meget rig videnskabelig filologisk Virksomhed. Fra tidlig Tid har han særlig følt sig hendraget til Studiet af de græske Mathematikere, og hans første Arbejde over dette Æmne blev hans Doktordisputats: «Qvæstiones Archimedeæ» (1879). Skriftet indeholdt Undersøgelser om Archimedes’ Liv og Forfattervirksomhed samt Overleveringen af hans Skrifter, dernæst kritiske Bidrag til deres Textbehandling og en kritisk Udgave af et enkelt Skrift. Kort herefter kom han i Forbindelse med den store Teubnerske Boghandel i Leipzig, der overdrog ham at bearbejde de græske Mathematikere for dens Forlag; H. har i den Anledning maattet foretage mange Udenlandsrejser for at samle Haandskriftmateriale, og med stor filologisk Dygtighed har han bearbejdet dette, saa at man nu endelig for første Gang har faaet ordentlige kritiske Udgaver af de fornemste græske Mathematikere, hvis Værker hidtil vare blevne forsømte af Filologerne. Efterhaanden har han udgivet Archimedes (3 Bd., 1880—81), Euclides (5 Bd., 1883—88; en Del af Værkerne udgives af en anden Filolog), Apollonius fra Perga (2 Bd., 1891—93); hertil slutter sig en betydelig Række større og mindre Afhandlinger og Tidsskriftartikler med Bidrag til Oldtidsmathematikernes Litteratur- og Texthistorie (især «Litterargeschichtliche Studien über Euclid», 1882). Det er let forstaaeligt, at denne betydelige Udgivervirksomhed ikke har levnet H. megen Tid til skriftlig at behandle andre Sider af den klassiske Filologi trods hans vidtstrakte Læsning baade i den latinske og særlig den græske Litteratur; dog har han iblandt den Række Smaaskrifter, som Filologisk-historisk Samfund har begyndt at udgive i 1891, leveret nogle interessante Afhandlinger, især «Aforismer om Hippocrates». Endnu maa nævnes, at H. i 1883, efter at Fru Johanne L. Heiberg havde udgivet sit mærkelige Skrift om P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg, leverede et vægtigt Indlæg i den derved foranledigede litterære Strid, i det han stillede sig paa sin Slægtning P. A. Heibergs Side («Breve fra P. A. Heiberg», 1883). – H. ægtede 6. April 1879 Cathrine Asmussen, Datter af Ingeniørkapitajn M. A. 1883 blev han Medlem af Videnskabernes Selskab; 1892 udnævntes han til Professor.

Levnedsbeskr. af de ved Kbhvns Universitets Firehundredaarsfest promov. Doktorer.

– J. L. Heiberg som Mathematikhistoriker. H.s Doktorafhandling: «Qvæstiones Archimedeæ», der danner en Indledning til hans paafølgende Udgave af de opbevarede Arbejder af Archimedes, viste, at han ogsaa var i Besiddelse af de mathematiske Forudsætninger for Udførelsen af dette Hverv. Det dertil nødvendige Kjendskab, ogsaa til saadanne Afsnit, som gaa ud over Mathematikkens Elementer, havde han dog ikke erhvervet ved et samlet Studium af vor Tids højere Mathematik, men ved at trænge ind i hvert enkelt Æmne, efterhaanden som han fandt det behandlet hos de gamle Forfattere. Ad denne Vej har han erhvervet sig en enestaaende Fortrolighed med disse Mathematikeres egen Tankegang og deres Maade at udtrykke alle Enkeltheder paa. Han har haft rig Lejlighed til yderligere at udvikle den under den paafølgende Udgivelse af de opbevarede Hovedværker af Oldtidens 3 største Mathematikere, Archimedes, Euclid og Apollonius. Denne Fortrolighed er først kommen ham til gode ved selve Udgiverarbejdet. Den har, ved Siden af hans fremragende filologiske Dygtighed, bidraget til at give hans græske Texter deres fra alle Sider anerkjendte store Paalidelighed. Den har spillet en endnu større Rolle ved Udarbejdelsen af de latinske Oversættelser, som ledsage Texten, og hvori H. ved en moderat Brug af moderne mathematiske Tegn forstaar at gjøre de ofte meget vidtløftig fremstillede Beviser mere overskuelige, uden at noget væsentligt af de gamles Fremstillingsmaade gaar tabt for den opmærksomme Læser.

Den samme Fortrolighed med alle Ejendommeligheder ved den opbevarede græske mathematiske Litteratur i Forbindelse med hans store Kjendskab til hele den græske Litteratur giver tillige hans Udtalelser om ethvert Spørgsmaal vedrørende Oldtidens Mathematik, saaledes om Forstaaelsen af dunkle Steder, om Indholdet af tabte Værker osv., en Vægt, der fuldt anerkjendes af de mest fremragende Dyrkere af Mathematikkens Historie og sikrer ham selv en meget høj Rang blandt disse. Denne hævder han ogsaa i Undersøgelser, som strække sig ud over Oldtiden. Som Udgiver har han nemlig maattet følge de gamle Texters Skæbner i Tidens Løb, og med de derhen hørende Undersøgelser har han forbundet Opmærksomhed for den Indflydelse, som de gamle mathematiske Skrifter fik, da de i Renæssancetiden atter bleve bekjendte og efterhaanden bleve bedre forstaaede i Evropa. – Disse forskjellige historiske Undersøgelser findes, foruden i H.s Disputats og i Fortalerne til hans Udgaver af de gamle Mathematikere, i Afhandlinger i den historisk-litterære Del af «Zeitschrift f. Mathematik u. Physik», i Videnskabernes Selskabs Oversigter og i «Litterargeschichtliche Studien über Euclid». Tillige har H. i «Philologus» givet Referater over de talrige fremkomne Arbejder om græsk og romersk Mathematik.