Hans (1455–1513)
Hans, 1455–1513, Konge, Søn af Christian I og Dronning Dorothea af Brandenborg, var født 5. Juni 1455. Om hans Opdragelse vides intet. Allerede som 1aarigt Barn var han 1456 bleven valgt til Tronfølger af det danske Rigsraad, og i Jan. 1458 havde det norske og svenske Rigsraad ligeledes anerkjendt ham som Tronfølger i Norge og Sverige. 1477 var han bleven forlovet med Christine af Sachsen (III, 571); Brylluppet holdtes i Kjøbenhavn 6. Sept. 1478. Ogsaa af de slesvigske og holstenske Stænder var han (1466) bleven anerkjendt som sin Faders Efterfølger, hvis han ved Faderens Død var dennes eneste Søn; var der flere Sønner, skulde Sagen nærmere ordnes ved en Sammenkomst mellem Medlemmer af det danske Rigsraad og Raader fra Hertugdømmerne. Da Kong Christian i Aaret 1471 fik en Søn, Frederik, kom disse Bestemmelser til at træde i Kraft ved hans Død 21. Maj 1481. Da der ogsaa i Sverige var foregaaet store Begivenheder siden Mødet i Skara 1458, og Sten Sture nu i længere Tid havde været Rigsforstander i dette Land, varede det uagtet de mange Forpligtelser, der vare indgaaede, længe, inden H. blev anerkjendt som Herre i de forskjellige Lande. Først 5. Maj 1482 blev han hyldet som Konge i Danmark paa en Rigsdag i Kalundborg, da man ikke vilde udsætte Sagens Afgjørelse i Danmark længere; og da Enkedronning Dorothea tillige med en Del af det holstenske Aristokrati ønskede, at hendes yngste Søn, Frederik, skulde have begge Hertugdømmerne, men Kongen ikke vilde opgive sin Ret til Landene, enedes man til sidst om at hylde begge Brødre i Forening, hvilket fandt Sted i Kiel 12. Dec. 1482, hvorpaa senere en Deling af Landene skulde foretages, naar Frederik var bleven myndig. Delingen foretoges derpaa 10. Avg. 1490, hvorved Kongen fik den saakaldte segebergske Del med Segeberg, Rensborg, Oldeslo m. m. i Holsten og det mellemste Slesvig med Flensborg og Aabenraa samt Als, Ærø og Femern m. m. Ridderskabets Korporation forblev udelt og stod under begge Fyrsters fælles Regering.
Ogsaa i Norge havde der vist sig Vanskeligheder ved Kong H.s Tiltrædelse af Regeringen, i det Ærkebiskop Gaute var traadt i Forbindelse med Sten Sture. Dog lykkedes det paa et Møde i Halmstad i Jan. 1483 at faa det norske Rigsraad til at anerkjende H. som Konge, hvorpaa denne 1. Febr. i Halmstad udstedte en fælles dansk-norsk Haandfæstning. Han blev derpaa kronet i Kjøbenhavn af Ærkebiskop Jens Brostrup 18. Maj og i Throndhjem af Ærkebiskop Gaute 20. Juli. Ogsaa det svenske Rigsraad lovede paa et Møde i Kalmar 7. Sept. 1483 at antage Hans som Konge, saaledes at Haandfæstningen af 1. Febr. med enkelte Tilføjelser ogsaa skulde gjælde for Sverige, men Sten Sture forstod stadig at drage den endelige Ordning i Langdrag.
H. var saaledes endelig paa lovlig Vis bleven Konge i Danmark og Norge og Hertug i sin Del af Slesvig og Holsten. Her følte hans Broder, Hertug Frederik, sig dog i den følgende Tid stadig forurettet; han gjorde ogsaa Fordring paa Dele af Norge og af Danmark, uden dog at kunne sætte sine Fordringer igjennem. Efter den Tids Anskuelse havde han maaske ikke helt Uret, især da Forbundsakten i Bergen af Aar 1450 gav den afdøde Konges yngre Sønner Udsigt til Forsørgelse af Rigerne; men om en Deling af Landene kunde der efter dansk Ret ikke være Tale. I ethvert Tilfælde fremkom herved en Spaltning i Kongeslægten, der skaffede Kong H. mange Bryderier. Hans Regering var stadig optagen af Forholdet til Broderen og til Sverige. Ogsaa over for dette Land opgav han aldrig sin virkelige eller formentlige Ret; men Sværdet drog han først, da der 1497 var udbrudt indre Splid mellem Sten Sture og en Del af de verdslige eller gejstlige Stormænd. Efter 16 Aars trættende Underhandlinger førtes Kampen nu med stor Kraft og førte til, at Kongen endelig blev hyldet og kronet i Stockholm 26. Nov. 1497 som Sveriges Konge. Maalet var saaledes naaet, de 3 Unionsriger vare atter samlede under én Konge; men det varede kun kort. Efter det uheldige Tog til Ditmarsken 1500 fik Sten Sture atter Magten i Sverige. De følgende Aar af Kongens Regering vare derfor en uafbrudt Kamp om Gjenerobringen af Sverige, hvortil der kom Uroligheder i Norge og en ødelæggende Søkrig med Lybek, der ikke vilde opgive Handelen paa Sverige. Under disse Kampe viste Kongen stadig stor Udholdenhed, og blandt hans Fortjenester maa ikke glemmes, at han blev Gjenskaberen af en dansk Flaade. Men Unionens Gjenoprettelse oplevede han ikke.
I den indre Styrelse mærker man i meget en ny Tids Nærmelse. Jævn af Sæder, som Kongen var, viste han ikke ringe Interesse for Borgerstanden; ikke blot lod han, om end kun i meget kort Tid, sin egen Søn opdrage i et borgerligt Hus, men ogsaa hans Love vidne om hans Iver for at bringe Orden og større Retssikkerhed i mange Forhold. De højere Stænder vare ham ikke ubetinget gunstig stemte. Kirken frygtede, især i hans tidligere Aar, for Overgreb; verdslige Klosterforleninger bleve hyppigere, og under de store Stridigheder, som Ærkebiskop Birger havde med det skaanske Aristokrati, mærker man ikke noget til Kongens Indgriben; tvært imod søgte han selv at gjøre Kronens Ret til Ærkestolens vigtigste Ejendom, Øen Bornholm, gjældende, hvilket dog blev afværget. Ogsaa Adelen viste sig af og til misfornøjet. Strax efter Ditmarskertoget skulle Rigshofmesteren Poul Laxmand og flere Adelsmænd have brugt ærerørige Udtryk om Kongen, ja beskyldtes endogsaa for at være traadte i Forbindelse med Sverige. I det hele taget optraadte H. ved enkelte Lejligheder med Kraft mod ustyrlige Adelsmænd. Hans Adfærd mod Poul Laxmand, der efter at være bleven myrdet blev anklaget for Højforræderi og Majestætsforbrydelse, og hvis Godser alle konfiskeredes, kastede ikke uden Grund en Skygge paa Kongens Karakter, selv om Poul Laxmand maaske ikke har været helt uskyldig. Ogsaa flere andre Adelsmænd, som Rigsraaden Niels Hack og den norske Rigsraad Knud Alfsen, bleve dræbte, uden at der fulgte Straf efter. Vel er der ingen Grund til at anse Kongen for delagtig i disse Mord; men hvor stor Adelens Forbitrelse herover var, viste sig i de Klager, der efter hans Død fremførtes over, at Haandfæstningen i mange Punkter var overtraadt. I Danmark hævedes hans Minde imidlertid snart ved Sønnen Christian II’s egenmægtige Færd, og man begyndte at se hen til Faderens Regeringstid som den gode gamle Tid, og han selv kom, maaske i højere Grad, end det i Virkeligheden var Tilfældet, til at staa for Erindringen som den milde og godmodige Fyrste i Modsætning til Sønnen. Hertil kom hans Jævnhed i Omgang, hans Danskhed som den første indfødte Konge siden Valdemar Atterdag, hans Interesse for Musik og lignende Adspredelser. Til Trods for alt dette sporer man dog allerede i hans Regeringstid adskillige Træk, der henlede Tanken paa Sønnen; men det er endnu kun den ringe Begyndelse; Nytidens store Krav havde endnu ikke ret gjort sig gjældende, og i det hele holdtes Uretfærdigheden og Vilkaarligheden nede ved Faderens medfødte Godmodighed, hvorom ogsaa de billedlige Fremstillinger, man har tilbage af Kongen, bære Vidnesbyrd. – I Sverige derimod bedømte man Kong H. strængt; man klagede over Troløshed og Brud paa indgaaede Løfter; men under de vanskelige og stadig vexlende Forhold i dette Land var det ofte næsten en Umulighed for de styrende at holde de mange forskjellige Løfter, der vare afpressede dem. Ogsaa fra Sverige lyder stærkest Spotten over Kongens Forhold til en af Dronning Christines Hofdamer, Jomfru Edele Jernskjæg, der blev gift med Lensmanden paa Vordingborg Torbern Bille, uden at Kongens Forhold til hende derved afbrødes. Mere billigtænkende svenske Krønnikeskrivere, som den bekjendte Reformator Olaus Petri, indrømme dog, at Kongens Regering i Sverige i det hele var ulastelig; men det hadskeste Billede af Kongen udkastedes senere af den fordrevne svenske Ærkebiskop Johannes Magnus Gothus, hvilket atter fremkaldte Hans Svanings bekjendte Gjendrivelse og Skildring af Kongen, der blev Grundlaget for den senere Bedømmelse af Kongen i den danske Historie. Selv Svaning kan dog ikke ganske kaste Kjærlighedens Kaabe over Kongens Karakter, men fremhæver hans Melankoli, der dog mere synes at have været en Følge af forskjellige Handlinger (Renteskriveren Anders, Poul Laxmand) end Motivet til disse.
Kong H. døde i Aalborg 20. Febr. 1513, i sit 58 Aar, af en Sygdom, han havde paadraget sig ved, at hans Hest under en Rejse i Jylland var styrtet med ham ved Overgangen over den af Regnskyl stærkt opsvulmede Skjern Aa. Han begravedes i Graabrødrenes Klosterkirke i Odense, hvor hans Enke oprejste pragtfulde Mindesmærker over ham (nu i St. Knuds Kirke, jvfr. III, 573). – Med sin Dronning havde han 5 Børn, af hvilke de 3 døde i en ung Alder; kun Sønnen Christian II og Datteren Elisabeth (IV, 495) overlevede Forældrene.
Werlauff, Monumentet over Kong H. og Dronn. Christine i St. Knuds Kirke. Allen, De tre nord. Rigers Hist. I. C. Paludan-Müller, De første Konger af den oldenborgske Slægt.
1455
Hans født på Aalborghus Slot.
1458
Den danske Elefantorden indstiftes.
1469
Niccolò Machiavelli født.
1471
Frederik d. 1. af Danmark-Norge født. (død 1533)
1477
Universitetet i Uppsala bliver nordens første universitet.
1479
Københavns Universitet indvies.
1482
Johan Snell trykker bøger i Odense
1492
Columbus ankommer til Amerika.
1506
Christoffer Columbus død i Valladolid, Spanien.
1508
Michelangelo maler det sixtinske kapel (1508–12).
1513
Hans død på Aalborghus Slot.