Paul Gerhardt var en tysk, luthersk præst, som levede fra 1607-1676. Han blev uddannet som teolog ved det lutherske Wittenberg Universitet, og fik senere præsteembede ved St. Nicolai kirke i Berlin. Han var meget afholdt af menigheden, ikke mindst fordi han var en god sjælesørger.
Ikke kun Gerhardts person var vellidt, også hans mange salmer var meget elskede. De blev dog ikke med det samme kendte, da menighedssang ikke blev anvendt i særlig stor udstrækning i 1600-tallets tyske kirker. Mange af Gerhardts salmer blev imidlertid optaget i Crügers Praxis Pietatis Melica ("Sød øvelse i fromhed"), som var en tysk salmebog med firestemmige melodier, der hovedsageligt var beregnet til privat andagt.
Gerhardt havde døden meget tæt inde på livet. På hans tid rasede trediveårskrigen i Tyskland og pesten hærgede. Desuden mistede han fire af sine fem børn og sin kone. Alligevel forblev han stærk i troen på Jesus og Guds forsyn.
Mens Gerhardt boede i Berlin, fandt en religionskonflikt sted mellem de reformerte og lutheranerne. Dette skyldtes forskellig opfattelse af det væsentlige indenfor kristendommen. Kurfyrst Friedrich Wilhelm hørte til de reformerte. Han forlangte, at alle lutheranske præster skulle frasige sig den konkordieformel, de havde aflagt ed på. Af samvittighedsgrunde nægtede Gerhardt imidlertid at underskrive denne frasigelse, og han mistede derved sit præsteembede.
Gerhardts salmer er udgivet i de fleste lutherske lande. I Danmark forekommer tyve af hans salmer i salmebogen, og mange af dem er oversat af den danske salmedigter Brorson.
1607
Gerhardt født i Gräfenhainichen, Sachsen.
1613
Første tobakdyrkning i Englands nordamerikanske kolonier.
1616
Det Ostindiske Kompagni oprettes.
Danmark får kolonien Trankebar i Indien.
1618
30 års krigen. (1618–1648)
1625
Første kompagni til Afrika-handel oprettes i Danmark.
1631
Nyboder opføres til flådens folk i København.
1637
Descartes og Fermat skaber uafhængigt af hinanden den analytiske geometri.
Pesten hærger Danmark. 5.000 dør i København.
1639
Det første guldhorn findes ved Gallehus.
1641
Maren Splids anklages for trolddom og brændes på bålet.