Théophile Gautier (1811–72)

Gautier [go’t_ie], 1) Théophile, fr. Digter, f. 31. Aug. 1811 i Tarbes, d. 23. Oktbr 1872 i Neuilly. 1814 kom han med sine Forældre til Paris, sluttede i Skolen Venskab med den senere Romantiker og Faust-Overs. Gérard de Nerval, vilde først være Maler og malede en Tid i Rioult’s Atelier, men uden Held, hvorfor han snart opgav Kunsten for Poesien. Den ny romantiske Bevægelse greb ham, og han blev en af Victor Hugo’s hidsigste Tilhængere. Allerede 1830 udkom hans 1. Samling Poésies, senere fulgte Albertus, ou l’âme et le péché, légende théologique (1832), La comédie de la mort (1838), Poésies (1845), Émaux et camées (1852) og Poésies nouvelles (1863); alle disse Digte samledes efter hans Død i Poésies complètes (2 Bd, 1875—86, ny Udg. 1890, 3 Bd). Som Digter indtager G. en fremragende Særstilling i nyere fr. Litt. Sit L’art pour l’art-Princip tro er han en lidenskabelig Dyrker af den skønne, farve- og billedrige Form; han digter med en Malers Øje, »som et Menneske, for hvem den ydre Verden eksisterer«, Tanker og Følelser er intet for sig, hans Fantasi er udelukkende kunstnerisk, billeddannende, deskriptiv. Han støber og mejsler sine Natur- og Kunstindtryk som glimrende rige Sansefornemmelser i alle Nuancer og i alle Stilarter; hans Digte ligner snart Raderinger, snart Kobberstik, snart glødende Farvestudier, snart fine Miniaturer, snart skaarne Stene, snart Emailler paa Guldgrund. Ved dette sit Had til alt det kunstløst banale ell. blegt abstrakte, ved sin Fremhæven af den objektive Iagttagelse og den minutiøse kunstneriske Prægnans fik G. banebrydende Bet. for Naturalismen saavel i Poesi som i Roman. Til hans Elever hørte Banville og Baudelaire o. a. Digtere af Parnassiens-Gruppen (s. d.). Som Litteratur- og Kunstkritiker øvede han samme Indflydelse. Fra 1836 var han i en Snes Aar Kunst- og Teateranmelder ved La Presse, derefter ved Moniteur universel og Journal officiel; hans dramaturgiske Kritik er samlet i Histoire de l’art dramatique en France depuis 25 ans (6 Bd, 1858—59). Hans Kritik gaar ikke ud paa at dømme, men paa at give rammende og malende Indtryk af Værkerne; han hader alle andre Formaal for Kunsten end det rent kunstneriske; derfor forfulgte han ikke blot den klassiske Tradition, men ogsaa senere den spidsborgerlige Komedie (L’école du bon sens). Fra de talrige Rejser, han gjorde, især som Medarbejder ved La Presse, hjembragte han glimrende farverige Rejseskildringer: Tra los montes (1843, senere kaldet Voyage en Espagne), Zigzags (1845), Italia (1852), Constantinople (1852), Voyage en Russie (1866), L’Orient (1876). Af hans Noveller og Romaner er de berømteste: Les Jeune-France (1832), der spøger med Romantikernes Udskejelser, Mlle. de Maupin (1835), der vakte stor Opsigt ved sin glimrende Proklamation af Kunstnernaturens Overlegenhed over al Moral, Fortunio (1838), Les roués innocents (1847), Jettatura (1857), Roman de la momie (1858), hvis lunefulde Fantasteri røber Indflydelse fra E. T. A. Hoffmann, Le Capitaine Fracasse (1863), en ejendommelig Efterligning af Scarron’s Roman comique, Spirite (1866), en Hallucinationsroman o. fl. G. skrev ogsaa Dramaer, men uden Held, Ballettekster og smaa Teaterstykker. Af hans litterærhistoriske Værker maa anføres: Les Grotesques (1844), Karakteristikker af Forf. i 16. og 17. Aarh., Histoire du romantisme (4. Opl. 1884), Honoré de Balzac (1858), Erindringer, Portraits et souvenirs intimes (1875). Selvbiografisk Indhold har Ménagerie intime (1869).

Baudelaire, Th. G. [1859]; E. Feydeau, Th. G., souvenirs intimes [1874]; Bergerat, Th. G., entretiens, souvenirs et correspondance [1878]; Spoelberch de Lovenjoul, Histoire des œuvres de Th. G. [2 Bd, 1887]; Maxime du Camp, Th. G. [1890]; E. Richet, Th. G. l’homme, la vie et l’œuvre [1893]; G. Brandes, »Den romantiske Skole i Frankrig« [1882].