Ernesto Dalgas (1871–99)

Dalgas, Ernesto Emil, 1871—99, Forfatter. F. 22. Juli 1871 i Aarhus, d. 11. Juli 1899 ved Damhussøen, Urne paa Bispebjerg. Broder til Christian og Frederik D. (s. d.). Ugift.
D. blev Student 1889 fra Aarhus og studerede Filosofi bl. a. hos Høffding, men maatte paa Grund af et skrøbeligt Helbred opgive den paatænkte Magisterkonferens. Alligevel lykkedes det ham at tilegne sig omfattende Kundskaber, især inden for Erkendelsesteorien og Religionsfilosofien, hvilket man ser et stærkt Genskær af i hans Digtning. Han vilde gerne meddele andre af sin Viden, men da han søgte en beskeden Stilling som Lærer i Matematik paa Askov Folkehøjskole, strandede hans Ansættelse paa, at han ikke havde den rette Tro — Tvivlen førte ham længere og længere bort fra Kristendommen. Til de Sjælekampe, der fulgte heraf, kom Sygdom og andre Bekymringer, og han døde1 for egen Haand knap 28 Aar gammel. Han fik kun udgivet to ret ubetydelige Bøger, »Geografiske Digte« (1896) og »Krøniker og Æventyr« (1896). Men han efterlod sig en temmelig omfattende Samling Manuskripter, hvoraf Axel Mielche, den Ungdomsven, D. selv havde udset til sin litterære Eksekutor, udgav de betydeligste: »Lidelsens Vej« (1903), »Dommedags Bog« (1903), »Sangbog« (1903), »Digt og Skuespil« (1904). Blandt disse Arbejder vil de to førstnævnte sikre D. en varig Plads i dansk Litteratur. »Lidelsens Vej«, som ligger paa Skellet mellem Romanen og Essayet, er kendelig paavirket af Kierkegaard. I den lille Ravnekrog, som kort og godt kaldes Staden, sidder Kæmner Salomon Simonsen og nedskriver sine Erindringer for at komme til Klarhed over sit Livs Resultater. Han behandler sit fordums Jeg som en uvedkommende og skriver om sig selv i tredie Person. Han studerede en Tid Jura og stod paa Nippet til at gøre Karriere og erobre Etatsraadens Datter, Prosa, der var blevet Poesien i hans graa og begivenhedsløse Liv. Men saa bryder han pludselig af og rejser hjem til Staden, hvor han overtager en uanselig Stilling som Kæmner. Han har nemlig forstaaet, at der kun er een Vej til at opnaa den Sjælefred, som er det vigtigste af alt, Lidelsens og Forsagelsens Vej. Han giver Afkald paa Prosa af samme Grund som Kierkegaard hævede Forlovelsen med Regine Olsen: han kan umulig indvi hende i det ulægelige Tungsind, der er hans Sjæls Hemmelighed; men uden en gennemført Fortrolighed kan Forbindelsen mellem Mand og Kvinde ikke faa det Præg af Sandhed, der er afgørende i alle Livets Forhold og det Ideal, D. stiler imod. Det er i Lyset af denne dybe Respekt for Sandheden, man bedst forstaar det skarpe Angreb, D. rettede paa den lutherske Lære, hvis Forsoningstro forekom ham hul og forløjet, og det er ud af2 den samme Trang til Sandhed, at han, næsten blind, dikterede sin sidste Bog, »Dommedags Bog«, som den svenske Filosof Vilhelm Ekelund ikke uden Grund betegnede som Verdenslitteratur. D. meddeler her i en rent filosofisk Afhandling, der rummer Syner saa vældige, at de faar en til at tænke paa Dantes »Guddommelige Komedie«, en Række Erfaringer fra den Vandring gennem Eksistensens, ɔ: Kulturens og Religionernes Verden, som han sender Sjælen, Peregrinus Peripateticus, ud paa. Beretningen om denne Pilegrimsvandring i de store Aanders Hinsides er skrevet ud af en saa dybtgaaende Skepsis over for alle de filosofiske og religiøse Tankeformer, i hvilke Menneskeheden har søgt at forklare sig Tilværelsen gennem Aarhundrederne, at der ikke synes at blive andet tilbage end det ubestikkelige Sandhedskrav. — Maleri af Johs. Nørretranders ca. 1893.
Carl-August Bolander: Tidens oro, 1923, S. 201—07. Jørgen Bukdahl: Det moderne Danmark, 1931, S. 25 f. Axel Garde: Dansk Aand, 1908, S. 57—84. Otto Gelsted i Sirius, Dec. 1924, S. 139 f. K. F. Plesner i Dagens Nyheder 26. Juni 1931. Cai M. Woel: Troubadourer, I, 1930, S. 33—46. Henry Boisen: Kristendom og Humanisme, 1922, S. 49—61.3

