Ramón de Campoamor (1817–1901)

Campoamor, Ramón de, spansk Digter, født i den asturiske By Navia 24. September 1817, død i Madrid 22. Februar 1901. Han var i sin første Ungdom bestemt til at indtræde i Jesuiterordenen; men da han, 20 Aar gammel, var kommet til Hovedstaden, studerede han en Tid Medicin. Forfattervirksomhed optog dog snart det meste af hans Tid; desuden blev han Deputeret og beklædte en Tid lang et Par Embeder, naar hans Parti var ved Roret, under de forskellige politiske Omskiftelser, Spanien har undergaaet; han hørte til de Konservative og har især polemiseret mod Castelar. — Campoamor er først og fremmest Lyriker og det en meget ejendommelig. Hans første Vers var mere i den sædvanlig spanske, lyriske Manér: velformede, men noget almindelige i Indhold. Men efterhaanden skabte han sig en særlig Stil i de korte Digte, som han med et selvopfundet Navn kalder Doloras: melankolsk-humoristiske, skeptisk-mystiske Fantasier over Virkelighedens Fænomener, undertiden satte lidt paa Skruer og noget forsømte i formel Henseende, men af en Tankerigdom, der har indbragt hans Digtning Benævnelsen »filosofisk Poesi«, og et Personlighedspræg, som ikke forringes ved, at man tydelig sporer Digterens Paavirkning af de store europæiske Strømninger i 19. Aarhundrede og hans Bekendtskab med Byron, Heine og andre af Aarhundredets ypperste Digterskikkelser. Den første Udgave af Doloras udkom 1846; senere kom der mange; thi Campoamor blev snart de dannede Kredses mest yndede Digter, som selv foredrog sine Strofer til Ledsagelse af Klaver for Blomsten af Madrids Intelligens og Elegance. Beslægtede med Doloras, men noget større i Tilsnittet, er de saakaldte Pequeños poemas (et sært, ikke ganske sprogrigtigt Navn), hvoriblandt det meget smukke El tren expreso. I Cantares benytter Campoamor den spanske Folkelyriks Former, Copla og Seguidilla, men naturligvis ikke med folkelig Naivitet; Humoradas er en Række smaa Epigrammer paa 2–4 Linier; desuden har Campoamor forfattet heldige Fabler. Naar han har vovet sig til større Former, har han ikke haft saa meget Held med sig. I det verdenshistorisk symbolske Digt El drama universal (1870) har han forløftet sig paa Stoffet (trods Skønheder i det enkelte), det samme gælder om Colón, og hans dramatiske Arbejder er mislykkede. Meget karakteristisk er Campoamor’s Poética i Prosa (1883). Campoamor’s Obras completas udgaves i 8 Bd (Madrid 1901–03).

A. González-Blanco, C. i biografia y estudi critico [Madrid 1912].