Johannes Brunsmand (1637–1707)

Brunsmand, Johan, 1637—1707, Præst. B. fødtes i Throndhjem 30. Okt. 1637; hans Forældre vare Bernhard B., Præst og Hospitalsforstander sammesteds, og Margrethe Mogensdatter. I sin Barndom forfulgtes han af Uheld; saaledes faldt han en Gang ned i en Kjælder, en anden Gang tabtes han i en Flod, hvoraf han blev trukken op mere død end levende; et svagt Helbred fulgte ham herefter hele Livet. Fra Throndhjems Skole skulde han 1658 sendes til Universitetet; men da Byen just var afstaaet til Sverige, maatte B. søge til Universitetet i Upsala, hvor han studerede Theologi i et Par Aar, indtil det efter den endelige Fredslutning lykkedes ham at slippe der fra. Efter at have aflagt et Besøg hos sine Forældre naaede han Kjøbenhavn i Foraaret 1661 og fortsatte sine Studier, kæmpende med Fattigdom. Imidlertid laa han paa Regensen og var en af dens ivrigste Disputatorer; 1668 blev han Rektor paa Herlufsholm, hvor han tilbragte 9 kummerfulde Aar. Skolens slette økonomiske Forhold gjorde Stillingen utaalelig, og B. led af religiøse Anfægtelser, som fik Udtryk i de litterære Arbejder, han hengav sig til. B. tog 1669 Magistergraden, opgav 1677 sit Embede og privatiserede derefter i Kjøbenhavn, beskæftiget med litterære Arbejder og Manuduktion, indtil han 1679 blev Præst ved Vartov Hospital, Børnehuset og Pesthuset, fra 1685 dog kun ved Vartov. I dette Embede døde han efter langvarige Lidelser 25. Juli 1707. B. giftede sig 1687 med Magdalene Klauman, en velhavende Enke med flere Børn; da hun døde 1700, voldte Skiftet med disse ham store Bryderier.

B. var en meget frugtbar Forfatter. Medens han var Rektor, udgav han to Skrifter, der begge vakte megen Opsigt; 1673 oversatte han Frants Spiras Fortvivlelses Historie, der handler om, hvorledes denne lærde, som gik over til Protestantismen, for Inkvisitionen fornægtede sin Tro og bukkede under for Fortvivlelsen over sin Synd. Dette Skrift sendte B. den berømte Niels Steensen i Hænde, som maatte anse sig for angreben derved; en theologisk Polemik udspandt sig heraf, og B. førte den med en Voldsomhed, ja Raahed, der kun finder sin Undskyldning i hans af Sygelighed forpinte Aand. Det næste Skrift, som B. lod trykke, er det, der mest har bragt hans Navn til Nutiden, det berygtede «Kjøge Huskors» (1674), som udkom i en Mængde Oplag, sidste Gang 1870; de gyselige Djævleanfægtelser og Hexehistorier, han beskrev deri, gjorde megen Fortræd ved at vække den hendøende Sans for sligt, og uden dens Impuls havde Besættelseshistorien i Thisted (II, 366) næppe udviklet sig; endog paa Latin og Tysk overførtes Skriftet. B.s hidsige Kampiver viste sig ogsaa, da han indlod sig i heftig Strid med den tyske Præst Lyser, der forsvarede Polygamiet; omfangsrige Skrifter med pompøse Titler udarbejdedes paa begge Sider, indtil Lysers Død gjorde Ende paa Fejden. B.s Forfatterfysiognomi viser sig fra en mere tiltalende Side i de Samlinger af sine egne Salmer, han 1676 og 1687 udgav; i dem finde vi en Kristens Hjærtesuk, men ingen Digters Aand. Et Par theologiske Værker, nogle sproglige Afhandlinger og et kalendarisk Skrift haves ogsaa fra B.s Haand, og naar hertil føjes, at han stod i levende Brevvexel med udenlandske Theologer og indenlandske lærde, er det klart, at han ikke har sparet sin Pen. Uro og Strid fulgte ham Livet igjennem, og i sine sidste Aar fortrædigedes han meget af den opdukkende Pietisme, der uheldigvis havde fundet en god Jordbund i Vartov.

Wad, Rektorerne p. Herlufsholm S. 171 ff.