Kalliope
→
Dichter
→
Ingeborg Maria Sick
→
Gedichtanfänge
Ingeborg Maria Sick
(1858–1951)
Werke
Gedichttitel
Gedichtanfänge
Verweise
Biografie
Søg
Alle Gedichte von Ingeborg Maria Sick auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.
A
Adam gav Dyrene Navn, men Andersen gav dem Mæle
Aa, borte du! En uendelig Ørk
Aa, hele Verden blev en Stue
Aa Himmellue, som skjuler din Glød
Aa, hver Gang jeg stænger min Dør ved Nat
Aa nej, det var ikke Regnen
B
Blandt Bjærge med Perlekrone
D
De andre leged derude
De havde fortalt dig taabelig Snak
Den arme Sjæl var i Skærsilden kommen
Der blinked Stjærner blandt Skovens Trær
Der er langt hertil fra Ægyptens Land
Der faldt Sne i mit Haar
Der fløj en Fugl — vel tusind Mil
Der hviler Nat udover Rom
Der krøb en Mariehøne
Der luer om Edens unge Vaar
Derude faldt det sidste Blad
Der var en Moder, som vugged sin Spæde
De slog ham paa Munden i Domhusets Sale
Det flimrede hvidt af Blomster, som lo
De tog af Korset den Herre Krist
Det siges der om St. Peder
Det volder en endeløs Kvide
De vinrøde Roser, min Hjærtensven
Dit Egetræ i Skoven
Dronningkronen har jeg baaret
Du gav de andre Morgenfruer
Du ligger saa ene
Du Sted, hvor alle Hjærtets Dage rinder!
Du tog om mit Hjærte. Det slog i din Haand
Dybt inde i Skoven ved jeg et Sted
E
En Jernport, lukket og rusten
En milevid Slette med disblaa Grund
En ørkenøde, endeløs Flage
Et enligt Lys i Stagen
Et Kongebarn gaar i den Foraars-Skov
F
Forneden Mørke — foroven med!
Forældre skal altid ha’ Morgenro
Fra Hverdagslivets slagne Landevej
Følger du med til Jerusalem?
G
Græd ikke, du! Jeg er jo Kilde
H
Han fik hende lænket til Dødens Pæl
Han løfted op sin Togas Fold
Hun bar en Perlering om sin Pande
Hun var kun en lille lyshaaret Pige
Hvem er vel han, der skrider frem
Hvem kommer? — En Konge med Scepter og Krone
Hvor det er underligt, at man kan le
Hvor Himlen buer sig tindrende blaa
Hvor Himlen er graa, men lysner iblandt
Hvor Sandet fyger som hvirvlende Sne
Hvor var det godt
I
Inde, hvor Klipperne trænges
Inderst i Kirkens hvalte Kor
Isak er bøjet og hvid af Alder
J
Jeg gaar langs Klitternes yderste Vold
Jeg havde en lille Søster
Jeg husker en Gang
Jeg husker en Morgen solskinsklar
Jeg husker et bølgerillet Sand
Jeg stirred ind
Jeg saa en Sal. Ved Døren skjult jeg stod.
Jul! Jul!
L
Landflygtig er jeg drevet fra kendte, kære Egne
Livet var som en Drøm
Lukas det sekstende — første Vers
M
Majmaaneds lyse Nat var inde
Man skal altid i Seng, naar man morer sig bedst!
Markens Ræve har Huler
Midnat er inde. Dagen er slukt
Midt i den gnistrende gule Ørk
Mod Sommer stunder hver Vinter trang
N
Natten er lys over Engen
Nej, tænk — det er dig! . . . Ja, Tiden gaa
Nu daler Sol fra sin høje Tind
Nu gik den lyse Dag paa Hæld
Naa, ded æ’ Fruen — ja, nu skaa De høre
Naa, Peter, hvad hedder det fjerde Bud?
Naar snart vi ligger strakt
O
Og da den niende Time kom
Og den Gang Morgenens Røster
Og vendte du mod mig dit Øje
Og Aase Gaasepige sad
P
Purpurklædet bar han
Paa den brede Solskins-Plæne, mellem lave Hindbærbuske
Paa Marken hist over Højen
Paaskeklokker, Paaskeklokker
R
Ravnen flyver mod Aften
Rosen var hvid
Rønnen har sat Koraller i Haar
S
Sig mig, hvori den Fryd bestaar
Slører alt Midnats Taage
Solen staar lysende op bag Hayasdans østlige Bjærge
Sol gaar i Bjærge og Dagen er sval
Som Sørgefaner i Kirkekor
U
Uh, Niels, hvor er her dog mørkt i Skoven!
Une âme vint du ciel sur terre
V
Var der røde Hybenroser
Ved Stenten staar et Egetræ
Vel mødt igen! — Lad os tales ved
Vi er to Børn fra Byen hist paa Sletten
Vildgæs skreg over Søen
Violer . . . Blaa Violer
