Helge Rode (1870–1937)

Alle Gedichte von Helge Rode auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.

A

Ah, det er Morgen!

Ak, Fuglebakkens Blomsterpragt

Ak gavmildt var det Æbletræ

Ak gode Mester Hokusai

Ak, jeg drømte sødt om Eng og Skove

Ak, Kløveren ejer en Honningmund

Ak Smerte, som vælder af Aftenen frem

Ak vor Lykke bort er svunden

Ak vor Ungdoms Melodier!

Asta er du kommen fra Glemselens Land

B

Bare Hav, Himmel og Sten!

Beklag ej disse Stunder

Blomsterne er vore bedste Venner

Bort er alle Skyer fløjne

Bøjet er dit Hoved af tunge Tanker

Bølgen bar noget mod Strandens Bred

D

Dagene gnistred og Kvældene skælved

Dagen havde vist Lys og Sang

Dagen spandt ud sin lange Traad

Da Kongen første Gang indbød til Fest

Da sagde Gud: Det vorde Lys

Da Svendsen skrev om Mosegaard: „Han er en ærlig Mand".

Da Vaaren naaed den store Park

De faldt paa deres Ansigt

De hvide Baade skinner, lig en Sommerfuglestimlen

De kender Fablen om Fanden

De kommer og gaar, de kommer og gaar

Den, der har Dødens Tanke

Den Gang Døden var i Vente

Den Gang min lille Rod blev rykket op

Den Gang Ørnen var flyveklar

Den glade Enke dansede

Den hele Dag var blandet nok

Den højeste Sandhed maa evigt sejre

Den lyse Nat gaar frem paany

Den Pige Skræd’ren elsked

Dens Blaa har en Rigdom, som det dybe Natteblaaes

Den store Bog fortæller, at de Vise

Den store, grønne Slette

Den Vin vi løfter dig imod

Den vise Gamle talte saa

De reneste Strenge

Der er ej saa stor en Lykke

Der er ingenting i Verden Saa stille som Sne

Der er noget smukt et Sted i mit Sind

Der var engang en Konge, vi ved, hvad han led

Der var en Gang et Eventyr

De slanke Træers smidigt blanke Arme

Det blide Foraar aanded mig imøde

Det er endnu engang April

Det er et gammelt Kvæde

Det er sært at lægge paa Pulsen sin Finger

Det Menneske, som finder nogle Perler paa Stranden

Det maa jo være Spøg og Leg

Det maa nu være særlig fint

Det nye Foraar, det kom til mit Sind

Det nysudsprungne Træ tog imod mig, da jeg kom

Det suser trist

Det var en Dag saa let og lys

Det var en Nat i Maaneskin

Det var hans Kald at spørge, ej at svare

Dine stakkels magre Hænder

Din Fryd, som kunde bølge

Din lille fine Haand i min

Drages du, Jord?

Du gav os de Blomster, som lyste imod os

Du hvis Kys er blødere end Kvindernes Mund

Du raaded at danne en Ramme

Dybt under visne Blomster gemt

E

Ej er Din Farve frisk som før

Elskede, som bærer Naturens Tornekrone

En Dag, da du sad ved dit Skrivebord

En Digter spiller ikke kun paa Harpe

En Prik i Moders Liv blev stor

Ensom paa sit Leje

En uopfindsom Kok staar for vort Bord

En uoplukket Kuffert fuld af Smerte

Et Haandtryk og Kys, som er uden Svig

Et Pust af Mildhed. Alt er godt igen!

Et Raab, som steg fra mit Hjertes Grund

Et Vildnis fuldt af Roser

F

Forund mig Gud at glemme

Fryd maa forstumme, Skønhed maa blegne

Føle sit Sind som en frugtbar Eng

G

Goddag igen til Træerne!

Godmorgen, Børn, gaa frejdigt frem

Gule og hvide Baade

H

Han kom med Fart, som en Mørserkugle

Har du seet Sydens Stjerner —

Her er saa uhyggeligt stille iaften

Hvad er det sorte?

Hvis hun har raabt paa Ryet

Hvis Inderen har Ret i hvad han siger

Hvor er det unge Ansigt klart

Hvor er mit Haab og min friske Tro

Hvorfor maa vi ikke drømme

Hvor faar vi mange Venner blandt de Døde

Hvor rinder Elven roligt

Hvor var din Stue fin Mor

Højt fra Himlen et Væld af Guld

I

I Aftensolens milde Skær

I Beværtningens Have stod de gamle Lindetrær

Idag staar Solen helt højt i Syd

I har mig saa dorske Øjne

I Jaget for Gunst og for Gave

Ikke længer drømmer

Imellem nøgne Vægge

I min Barndoms dybe Have

I mine Drømmes

Imod de blege Klitters

Ingen anden var saa stille

Ingen kender mig — ikke jeg selv

Italien du tog dig til dit Hjerte

I Venezia laves et kosteligt Glas

I vest staar Himlen rosenrød

J

Ja, var jeg Maler, saa vilde jeg male

Jeg bygger et Alter for den ukendte Gud

Jeg ejer vel Marker med Tidsler

Jeg elsker Skrænterne ned mod Fjorden

Jeg er Ariel, Luftens Aand

Jeg er fjernt fra Livets Lande

Jeg er idag en Smule ekstra glad

Jeg er Tiden. Jeg opsluger

Jeg forsked længe, jeg gransked nøje

Jeg — forunderlige Ord

Jeg gaar helt uden Frygt min Vej

Jeg har danset over Skyer

Jeg har seet noget Nyt denne Aften i Skelskør

Jeg har siddet ved et rislende Springvand ikveld

Jeg kender et Spørgsmaal, der Fryd mig gav

Jeg kommer fra Ligfærd

Jeg læser i en herlig Bog

Jeg læser langsomt, mens jeg gaar

Jeg, Menneske — jeg ejer vel min Lykke

Jeg stirrer ud af mit Vindu

Jeg staar som en hvid Søjle

Jeg saa, Du var lidt trist, imens Du sang

Jeg titter gennem Døren ind i Salen

Jeg vandrer omkring

Jeg ved ikke hvor

Jeg vaagned inat af den sødeste Blund

Jeg aabned en Dag to forundrede Øjne

Jeg aabner mit friske Øje blidt

K

Kys mig September

Kære — Hør! Du maa vaagne!

L

Langsomt ruller Bølgerne

Lidt Varme til de Gamle

Liljekonval med de hvide Kar

Livets Storm og Støj forstummet!

Luk nu Dine Øjenlaag

Læg Din ene Haand til mit Hjerte

Lærken højt imod Sky sig svang

M

Man siger jo, at det er svært at dø

Man siger nu, at Mordersken

Med et opstaar der en Larm i Skoven

Mig kaldte Skoven. Jeg gik derind

Min Pige er saa lys som Rav

Min Sorg er frugtbar Regn, der blød

Mod og Vilje har du hærdet

Mo’r, Mo’r! Kan du høre de klagende Støn?

Maanen i sin klare, hvide

N

Nat, Nat, Midienat!

Natten er hvid. Aa, Natten er hvid

Natten var baade tung og haard

Nej hvad er det dog for en Sang, jeg nynner

Nej se dog Himmelhvælvets skyfri Pande

Nu er jeg ældre end min Fader var

Nu gyder Høsten sit gyldne Blod

Nu hilser Norge sin unge Helt

Nu kommer Natten med Stjerners Skin

Nu ligger den øde, den hvide Strand

Nu ringer alle Klokker i Firenze

Nu støjer de atter og krænker de Love

Nu tænker vi alle som Bonden

Nynnet ind i Elvesuset

Naar Du først tilgavns kan svømme

Naar Sol bruser op bag det dybblaa Hav

Naar Solen stiger ved Morgengry

O

O Dejlighed! O se dog dette Under

Og Drengen ligger i Moders Skød

Og du er en Verden — kun engang skabt

Og se, hun kom imod ham

Oh, lad min mørke Jubels Pragt

Oh, Menneske, hvis Du vil svømme

Om Dagen lyser Støvet

O Ungdomskilder sprungne frem af mit eget Sind

Over Bjergets hvide Rande

Over mig er Himlen med Stjerneglimt

P

Paa dit Held og til din Ære

R

Rejs eder, bøj eders Hoved og ti!

Roligt stander de store Trær

T

Tidselhøsten tegner godt

Til dem af Eder, der leder og lider

Tre Magter var i Mandens Sind

Tro ikke, jeg hører til dem

V

Ved Festen fik en Moder Bud

Ved Kveld var Sjælen sygnende og vild af sine Saar

Verden! Lad nu min Aske i Ro

Vi gik og drev langs med Bækken

Vi gik til Vandet ad Stiens Grus

Vi sidder ved Bordet

Vor Sol er sunket bag Skoven ned

Vor Ven, som dyrker Tvivlen