Gottsche Hans Olsen (1760–1829)

Alle Gedichte von Gottsche Hans Olsen auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.

A

Af Huldgudinderne Du blev, Maria

Afklæd et Vers sin Rhytmus, og læg det en Fremmed paa Tungen

Alle Talenter hun har, med Pen og med Naalen hun lokker

Alting Din Søn Du har lært, hvad Sundhed og Klogskab udkræver

Arbejd’ er Mynten, hvorfor os Himlen hvert Gode tilvejer

At flye er — fejgt; at give efter — svagt

B

Bort med umandige Ønsker, Naturens Sprog er kun Handling

Bundne føder vor Skjebne os Alle frem gjennem Livet

Bygger vel Storken sin Rede paa Møllens Vinge — hvi bygger

D

De Baand, jeg herved rækker Dig

Denne hiin Raphael er, ved hvis Kunst Naturen befrygted’

Du de kjæmpende Dyders Beskytter

Du som saa tit i Kobber skrev

E

Elskelig gjør Dig Naturen, ved Kunsten Du vorder elskværdig

End fylde hver sin tro Pokal

En trofast Ven jeg er, skjønt mørk og barsk

Er Du Dig selv det bedste Selskab, da kald Dig lyksalig!

F

Fader, du som skabte Himlene

Frihedstræet tilforn blev pleiet af Britter allene —

Fryd over Livet er Drøm, men Drøm er og Sorg over Livet

Fædrenes Skikke os bøde at ære

G

Giv os det Gode, hvad enten vi bede derom eller ikke!

Græder, nedbøiede Par! den skiønneste Blomst i Jer Have

H

Hallunk! Du skjønner lidet paa den Ære

Held og Hæder fulgte Dig paa Banen

Her hviler Riisbrigh nu — lad Dine Taarer væde

Her i Dødens stille Have

Her samles vi glade i vennehuldt Chor

Hjerter oplukkes ved Guld — selv Fæstninger falde for Guldet

Hvad er Livet? en Gaade, hvis Nøgle ingen har fundet?

I

I Kreds af elskte Børn, i Ly af festlig Lampe

Istedetfor et vandet Vers

K

Kjender Du Nogen, som sprang ud over sin Skygge? hvi stræber

Kjæmp med Brødre, saafremt Du kun søger dødelig Glimmer

Klag ei, at Skiebnen paa Dig veier

Kloden i Venstre hun holder, i Høire to Nøgler, hvormed Hun

L

Lad Throner hensmuldre, og Slægter forgaae

Lang er Kunsten og Livet er kort, saa lyder dit Ordsprog —

Ludvig Camoens, som Helt Du misted’ et Øie, som Digter

Lykkens spraglede Børn er Livets Prosa en Gaade

Lykken var med Jeanne d’Arc, og hun blev tilbedt som en Helgen

Lær at kjende Dig selv, er Visdommens Grundlov, dens Datter

Lær ham at vorde lyksalig ved Lidet, og dydig ved Meget

M

Malling! jeg nyligen fandt en Yngling sukkende tælle

Mellem Taarer og Haab, min Clemens, Du vandrer til Graven

N

Naturen bød Dit hulde Kjøn

Nu fylde hver sin tro Pokal

Nu fylde hver sit bedste Glas til Randen

P

Paa Vennerslund Din favre Vaar

S

Sandhed han tolker og Frihed — hvi skielder Du ham da? — ”Han feiler” —

Selmar døde — da brast hans Hierte — o! siger ej: Himlen

Skiøn er den sorgglade Vaar, der pranger med duftende Blomster!

Skjeld ej hver Tydsker for Fjende — Af Schlegel, Gebhardi, og Heinze

Skjønhed, I yndige Møer, en Gave er af Naturen

Skyggen finder Du her af en elsket og elskelig Fader —

Slægtninge gav mig den blinde Natur, men Venner mit Hjerte

Sokrates Philosophien fra Himlen nedkaldte paa Jorden

Som Aftenen henrandt paa Sanderumgaard

Som paa det troløse Bret to sprættende Poge sig gynge —

Som reent og skjønt Din Luth Du slog med Romerhaand

Stor du er, om med Veldaad du ærligen møder din Fiende

Sød er Klangen af Meierens Jern i den svulmende Kornvang

Saa kæmped de Helte af anden April

T

Taleren skuer fra Jorden til Himlen og løfter os med sig

Til Jubel! vor Konge fremtræder

Tolv Flasker femtiaars Iberisk Druesaft

Trende vidne i Sjælen: det Skiønne, det Gode, det Sande!

Tre Ting Lyksalighed fordrer, Tilfredshed, og Sundhed, og Velstand

Troe paa Dyden, min Søn, hvis dydig Du ønsker at være

V

Velkommen, Maria! vor Dronning, vor Fryd

Venlig Du qvæger min Sjæl med Aander af levende Døde

Viis mig en Træl, der ikke har Blod tilfælles med Konger

Ø

Ønsker Du stoisk at leve, da øv Dig i Udhold og Afhold