Inga Nalbandiàn (1879–1929)

Alle Gedichte von Inga Nalbandiàn auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.

A

Aldrig blir jeg dog træt af at tale med dig

At skulle visne i min Alders Blomst

Aa nej, hvor staar de friske!

Aa nej, aa nej, der er ingen, der vover

B

Blandt alle de Minder, som ejer

Bunden ligger min Smerte

E

Er noget saa blankt, saa bundløst blaat

Et Hav af snehvide Tinder

F

Fjernt mod Himlens Soldis stiger

Fra Bjergenes Høje er den glødende Sol staaet op

Fra den Dag, da den gode Gud værdigedes at indblæse

G

Gik din Elskede bort

Gyldne, gyldne og røde

H

Herre! Hav Barmhjertighed med os!

Herren kom, han sad paa den sorte Sky

Hjem, hvor er hjem?

Hvem nærede mit spæde Liv

Hvem søger du, min blide Moder?

Hvis Ulykken var kommet fra Mennesker

Hvor man er To, der sætter Værn

I

I de lyse Nætter

I den første, vilde Smerte

Imellem to aabne Arme

Inde bag Fjeldenes store

J

Ja, du hviskende Skov

Jeg drømmer mig ofte hjemme

Jeg flakker ene langs med Moder Arax’s øde Bredder

Jeg har kun een Drøm: at naa mit Maal!

Jeg har lavet Pillaf i min Gryde

Jeg kender mig igen! Hid gik min Længsel

Jeg saa dig to Sekunder — og forstod dig

Jeg vandred ud ved Morgengry

Jeg var det vilde Kvædetræ

Jeg ved det. Og alle de døde Dage

Jeg vilde gerne være den gyldne Due

K

Kom Sol, og træng igennem

Kom Vaar, kom Vaar, du unge!

L

Langt — langt borte ser jeg to Øjne graa —

Lette Morgenbrise, hvor du vifter stille

M

Med saadant et Sus over Lyngen

Mine Børn, mit Hjertes Kære, flakker i Verden vide

Min Elskede, du ser paa mig og smiler

Min lille, min lille

Min Sjæl nu løfter sig ung og fri

Mit friske, unge Granatæbletræ.

Mit første Hjem ved Nordens lyse Strand

Mit Hav, du stærke, store

Mit Hjerte er et Barn, som græder

Mod Aften ringe de Klokker smaa

Mon Alt er visnet derhjemme

Mor — dit Haar er hvidt!

Myrdet ved Pinsler

Maaske var der eet, eet eneste

N

Nat — dit Blik er dybt

Ned bag de mørknende Fjelde

Nu begynder de — de sorte Nætter

Nu gulnes min Røn paa Gærdet

Naar Dagen er omme og Mørket har lagt

O

Og der gik en gammel, gammel Kvinde

Og du kom —! Og Solen lyste

Og vi vandrede vidt over stenede Ur

Om den mægtige Død har løftet sin Haand

Over hele Jorden

P

Prøv at faa Mod til at huske

S

Sahag oppe paa Bjerget

Sammensunken sidder du, der hvor Vejene krydses.

Sankt Hans er over. Nu tier

Se, Solen har sænket

Sikkert jeg véd, vil det bære frem

Som de lange, dybe Dønninger

Stille vil, med simple Ord

Sus i Æblehave

Syng, Fjeldfugl, syng paa de høje Tinder!

Saa gaar det ned, i Spring og Løb

Saa gaar jeg ud ved Nat ad Drømmens Veje

Saa stille og saa stor

Saa stor en Stilhed og saa tyst en Taushed.

Saa tager vi To hinanden ved Haand

T

Themsen ligger nattestum og stille

Tung af Aartusinders Taushed

Tung er Dagens Byrde

Tyst her i Skovens dybe

U

Underligt stille og dødt i min Have i Aar

V

Vel jeg véd, at Verden

Vide gad jeg gerne

Vort første, lille Juletræ

Vort Hus er helt af Jærn

Æ

Ære være Dig, Herre! Vor Gud og vort dyre Skjold!