Hans P. Lunde (1859–1949)

Alle Gedichte von Hans P. Lunde auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.

A

Aldrig glemmer jeg hine Aar

Aa Ane, hvo’ du dov æ’ fin!

Aa, há’e je’ dov blot en Márk

B

Blomstersprængt er Aaen

D

Dagens Lyd er nu døde

De gaar og ser paa Kornet

Den grønne Eng er klar af Dug

Den lille Per med den store Hat

Der bor en Mand

Dér hvor Klinten buger

Der lyder saa guddommelig en Sang

Dér staar du, Klokkelil, og blomstrer frit

Der staar en Tue gemt i Græsset

Der var en Mand, en lille Mand

Det knager og knirker i Tagværk og Slyder

Det mørkner. Under Landsbygadens Hylde

Det suser i Natten, den mørke Nat

Det var en Aften ind i Høst

Det vaa’ en aa’en Pinsedav

Dit gyldne Næb, du stille Fugl

Du synger ikke, Kukker

E

Else, yndig hvid og rød

F

Fløjter — klare Fuglefløjter

Fra denne Alp i et Højland

Fra Sovn te’ Sovn han gaar sin Runde

Fryd dig, Menneske, naar du ej

Fynbo’n han æ’ frisk aa brav

Faa er de Toner, Finkelil, du byder

G

Glædens røde Roser

God Avten! — Her er nok

Grønungdoms-Børn!

H

Han gaar ud i den hvide Vinternat

Han trykkede min Haand saa fast

Han var mig kær, den mørke Hest

Her bryder Jorden intet Steds sig vildt

Her bølger Fynslands Jordsmon skønt og stormfuldt

Hvad ligger dér

Hvert Straa paa de gulsvedne Agre

I

I den lyse, glade Tid

I den stille Sommernat, ved Gry

I Fyn, det blide, skønhedsrige Land

I Morgen er jeg femten Aar!

J

Ja je’ ha’ møj te’ ov’s for Jens

Ja Klokken er to, vi skal op af vor Seng

Jeg gik mig ud fra Hjemmet

Jeg rider hjem fra Ploven

Jeg sa’e, ved vi gik

Jeg sanser, og jeg sanser ej

Jeg sidder uden for Porten, ene

Jeg slæntrede bag Ploven

Jeg staar ved Gavlen, i Sol og Læ

Jeg vaagner op til Slid paany, helt øm

Jens Peder gaar i Marken

Je’ tjente i Knud Nielsens Gaar’

Je’ tjænte hos en Enke

Je’ vented dig den hal’e Nat

Jætte aa Jør’en passed Kør aa Faar

Jørgen var en mild og munter Svend

K

Kommer du i Aften

L

Langs Hveden og Rugen slynger

Luften er skyet — det har nylig regnet

M

Mi’ bedste Husbond det vaa’ Mads

Min Piges Øjne er saa smukke blaa

Mi’ Rov er mu’n, mi’ Le er skarp, aa Ke’sten

Mi’ Stei blev smal, mi Vej blev tranj

Mi’ Tipold’fár te’ Hovning gik

Morten gik ud i sin Faders Eng

Muld dækker mine Hænder

N

Naturen svulmer paany af Vaar

Naturens yndefulde Barn

Nu brister helt den Lykkedrøm

Nu er min Lyst det røde Guld

Nu gaar du bag den fjærne Skov

Nu kalder Instrumenter

Nu lyder Fabrikernes Fløjter derude

Nu planter Gryet sin Guldviol

Nu se’er di, a’ alt ska’ gaa

Nu tindrer Stjærne ved Stjærne

Nu væk med Spade og med Rive

Naar jeg en Midvinterdag

Naar vi er sammen, du, vi to alene

O

O frugtbare Fynsland

Og Gertrud sidder ved sin Faders Gaard

O gyldne Barndomstider, da

O lille Bæk, endnu som før du rinder

Op atter en Dag nu rinder

O skønne, vilde Højbjærgegn

O aa kold, saa strid

P

Paa Herremandens Marker staar

Paa Landet, ja dér er det lifligt at bo

S

Se, nu ligger Marken atter nøgen

Skonnert Sigyn gaar ud! En Foraarsdag

Solskin, Sne og Spurvekvidder

Sommervindens søde Melodier

Søren pløjed si’ Husbonds Jord

Saa mange Døgn før Kørmes Lærken slaar

Saa sér, for sidste Gang, jeg da

T

Til din Dal ved fjærne Alpehøjder

Tre Piger gik og sukked

Tæt ved Vejen der staar et Træ

U

Ungdoms Venskab, friskt og frodigt

V

Ved Aaen vanker en Pigelil

Vel gennem Tiderne jeg tav

Vi ska’ jo væ’ her, gammel, syg og arm

Vi stryger som Svaler

Y

Yderst følsom er hun, intet kan bestikke