Ludvig Holstein (1864–1943)

Alle Gedichte von Ludvig Holstein auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.

A

Af Dæmringens Stilhed hun stiger

Alle mine Honningbi’r

Alt var saa stille, mens Farverne faldt

Augustnat! Ødsel Stjærnepragt!

Aa Gud, for en smeltende Varme, det var

Aaret skifter nu sin Ham

Aa, se dog, min Veninde, de hvide Æbletrær!

B

Besku dit Træ og sku dig glad

Blev Alverden øde?

Brunøjede, taalmodige og gode!

Bygen flygter saa mørk og vaad

Bygen kaster sin Solskinsgraad

E

Ej, hvilken Pragt paa Pisas Torv!

En Duft af Viol! Ak, Duft af Viol!

Er Engene ikke straalende

Et Foraars første Dag

F

Far, hvor flyver Svanerne hen?

Faunens Sjæl i Toner strømmer

Fra Horizontens Rande, som Synskredsen lukker

Fyldt med Blomster blusser

G

Gennem Skoven gik min Gang

Græshoppen gned en Kvint saa fin

Grønne Grave hegnede

Gaa, Pige, din Skæbne i Møde

H

Hav Tillid, Barn, hav Tillid blot!

Her staar de samme Lygter og lyser op i Løvet

Hun var en Bajadere

Hvem skrider frem i stor og stille Vælde?

Hvorhen? Hvorhen? med Solskin paa

Højt paa Himlen tændte Maanen

I

I Asursøen flyver de kongelige Svaner

I Boulevardernes

I en lys og lystig Lue

I Parken drypper de sorte Kroner

I sin side Særk, hvis Farve er gennemsigtig grøn

I Skoven? — Nej! Ved Stranden? — Nej! Ak, du, som er saa klog

I Skovens Haar er Totter

I Solen gaar jeg bag min Plov

I vor lave Stue

J

Ja, alle er vi Købere paa Torvet

Jeg besværger eder, Venner, at I elsker eders Lykke!

Jeg blev født med en sød og forventningsfuld Higen

Jeg føler mig lidt ensom i vor Stue

Jeg gik mig ud, da Sol oprandt

Jeg græder, mens jeg kysser dig, dit søde, lille Skind

Jeg har sagt dig, at jeg elsker dig. Jeg ved, at du har hørt det

Jeg lever kun i Lyset

Jeg nynner og jeg bøder mit søiverhvide Slør

Jeg stod og saa det ske

Jeg ved det: vi skal mødes! Om tidlig eller sent

K

Kvidrer med den svale Røst

Kys mig paa Øjnene, Sol!

L

Lad Humlebien malke

Lidt vinterbleg, men brun hvert Sommerhalvaar

Luk dine Øjne, luk Øjnene i

Luk kun Vinduet op, lille Frue

Læg Øret til mit Hjerte, det hamrer saa herinde!

Lærken har den lange Rejse vovet

M

Mange smaa Fruer i Vinterens Land

Med Favnen fald

Med Grevinden Digteren spaserer

Med snehvide Klokker de kimer

Melankolien bleg og sart

Min Kano langs Urskovsbredden

Min lille Blomst! Min lille Fugl!

Maa vi sidde blandt jer

N

Nu er Sneen næsten færdig med at smelte

Nu flygter Dagen hastig bort fra Verden

Nu gik Solen ned

Nu har du, Skønjomfru, Forretningen glemt

Nu rider Vaarens glade Svend

Nu ruger paa Reden

Nær Sjælands Strand min Vugge gik

Naar Karlene, snorkende, sveder i Halmen

O

O, alle de Lærker, som flyver af Blund

Og det blev Vaar i den grimme Gade

P

Paa den gamle Kirkegaard

Paa de smaa Veje, de Veje smaa

Paa Mosen staar et enligt Træ

R

Rebekka har en dejlig lille Dreng

S

Se Haverne! Se Skovene!

Se, hvisler hun og gyser som af en lønlig Gru

Se, jeg har blindet din Rude

Se, min Elskerinde ligner

Se, smaa Solskinsfingre sysler

Sjællands Piger, eders Roser bør I plukke af i Dag!

Skin i mit Hjerte, varme Sol!

Smaabitte Liser, for hvem bedaaret

Smaa Bjælkehuse ligger

Sneen er Sne, og den sneer

Sne gør Byen ny

Soldufte driver om os under Middagstimens Hvælv

Som et Iltog i det Fjærne

Sommetider kan jeg ikke sove ind

Som aarle vaagnede Haner

Syrligt dufter de sildige Roser

Syv Birke staar saa blanke

Saa fandt du dog din Sang igen

T

Tik, tik, tik, tik, tiktiktik —

Til Danmark kom en Vaar

Titusende Træer har jeg mødt paa min Vej

Toti, toti — smaa svale Fløjt

Tre kønne Koner sad

Træd ind i vort Hjærte, du elskede Vaar

Træd stille, min Veninde, jeg ved, dit Hjerte græder

V

Vel ved jeg hvor det Æble groer

Veninde, luk Verandadøren op! Lad Solen skinne

Vil du med ud og mærke den bidende Vind

Vildvinens Tæppe

Vil I kende min Veninde, hende, som jeg har kær?

Vi Sletternes Sønner har Drømme i Sind

Vaarviben skreg om de frie Strande