Kalliope
→
Dichter
→
Otto Fønss
→
Gedichtanfänge
Otto Fønss
(1854–1922)
Werke
Gedichttitel
Gedichtanfänge
Verweise
Biografie
Søg
Alle Gedichte von Otto Fønss auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.
A
Ad Skræntens snævre Sneglegang
Afsted det gaar ad stejle Klippeveje
Ak, favreste Dage
Ak, mindes du, Veninde
Alt rejser efter gammel Skik
Appenninens Tinde
Atter ser jeg Dig
Aa, Far! Nu har vi læst, og der
Aa, hør engang, Du gamle Mo’r
B
Bag Byen er der et Vænge
Bag Pinieskovens lyse Tag
Bag vigneklædte Bjærges lave Kæder
[Bag vigneklædte Bjærges lave Kæder]
Bag vigneklædte Bjærges lave Kæder
[Bag vigneklædte Bjærges lave Kæder]
Birken, den jomfruslanke
Bladfalds blinkende Dukater
Blank funkler Solens Krone paa det himmelblaa Felt
Blank ligger Golfen som et Perlemor
Blankt, i gyldent Halvlys Bæltet hviler
Blev end, Venezia, Dit Dronningskrud
Bort fra Skoves, Markers, Heders
Bygen brød løs, mens jeg strejfed om
C
Capræas stejle Fjeld af Dybet skyder
D
Dagen har tabt sin Vælde
Dagens sidste Guldax segne
Da nu den store Aand, der sagde: Bliv!
De Blomster, som gror herinde
De blomstrende Tjørnes
Decemberkvæld. — Langs dunkle Stier
Den drueblaa Septembernat
Den grønne Kristtjørns Blade paa Bordet for mig laa
Den Hyrde sov ind paa den øde Vang
Den kommer til os Aar for Aar
Den røde Sol bag Adria er slukt
Den sidste haarde Stridens Dag forløb
Den stiger, svulmer frem i Farvepragt
Den svandt, den lange Vintertid
Den vilde Valmu fæsted
Der er en gjærende Trængsel af Liv
Der er et Æventyr — veed jeg af hvem?
Der er fra Morgenstunden en Travlhed og et Rend
Der er Maaneskin i Gaden
Der er, som inden i mig alt var slukt
Der flagrer end Eroter smaa
Der flammer en Solskinsstribe
Der fyger Hvidt i Aarets første Spor
Der gik Klokker over Land
Der gror en Bregne i Kløften
Der gror en forunderlig Yngel herinde i Granskovens Dyb
Der gaar en sandet Vej langs Mosegrund
Der højner sig med Kuppel, Taam og Tinder
Der klinger fra Stranden et Fugletræks
Der lagdes af Sennepsplantens Frø
Der løber bag Krattet en liden Sti
Der perler Dugg paa Blomst og Straa
Der rinder et luende Aftenskjær
Der skulde gjøres Indkjøb
Der sprudler Kilder frem, ihvor jeg gaar
De sidste Forberedelser
De slankt opskydende Piber
De store Malmsvælg runge
De søgte efter de Vises Sten
Det Bedste, som jeg veed, det er at møde
Det driver over Mark og Hegn
Det er alt sent. Du sidder end
Det er en forunderlig Verden!
Det er Pust af Scirokkoens Lunge
Det er sært, hvor hastig Livet
Det fryser, saa det er en Gru
Det hænder mig, Kjære, i Drømme tidt
Det hændte paa en Rejse
Det høres i hvert Fuglefløjt
Det klarer op. Forbi er Tordenregnen
Det lakker nu mod Opbrud snart
Det led mod Kvæld. Et Flammeskær
Det lyse Foraar er en barnlig Eros
Det mørknes i Haven derude
Det raa Metal i Ovnens Skjød
Det sidste Dagskær lyser ind mellem Kirkens Piller
Det skinned hvidt i den lyse Nat
Det tolvte Sekulum var lagt til Ro
Det var en stille Oktoberkvæld
Det var hin Sommer lummerhed
Det var Kvæld. Jeg gik langs Floden
Det var ved Majdagstide
Det var ved Valborgstide
Det aabner sig deroppe højt over Mark og Skov
Dig har jeg kær, September.
Din Bue, rejst i svundne Tiders Gry
Dit Hjerte, Kvinde, skal ej være som
Dit Smil er som en Foraarsbæk
Du er min Tanke allen Stund
Dugvaade Stier blandt Stammer graa
Duk ej Dit Hoved, Barn, men løft
Du lægger tæt din Kind til min
Du martrer mig til Døde med dit Smil
Dunkel fyldt af Ensomhedens
Du store underlige Skov
Dybt drømmende Provencerosen bøjer
Dybt inde under Bakkens Fod
Dæmpet Cypresserne hviske og bøje sig tættere
E
Ej blandt dem, hvis Navne prange
Elleve slog den. Hvor dog Tiden løber
Endnu i Gaar var Løvet tyndt
En Drøm jeg havde ved Midienat
Endt var Herrens Straffetale
En dunkelløvet sørgende Viburne
En Flok af vilde Svaner flyr mod Vesten
En Lotus vugger paa Lagunens Vover
En Midas, som fra Drueguden kommer
En Skare Trækfugle saa’ jeg
En Solopgang paa Alpen! Ak, saafremt
Er Ensomheden dit Hjerte kær
Et Blomsterdrys af Sneens bløde Fnokke
Et Blomstertæppe for Din Fod jeg breder
Et Dryss af nattefalden Sne
Et enligt Spor i Sneens hvide Lag
Et ensomt Sted paa Skrænten af Højderne mod Vest
Et Genskin af Elysiums fagre Egne
Et Sejrsbudskab hid fra Murten runged’
Et sorgløst Liv i Solens gyldne Luer
Et Steds i Napolimuseets Sale
Et Syn i Natten traadte mig for Øje
Et Valfartssted, hvor Kunstens Stjerne skinner
Et Væld af Lys, et Virvar af Kulører
F
Firenze, Perlen blandt Italias Stæder!
Fjernt et Sted i Rummets Vidder tændes Skæret af en Flamme
Fjerntfra, dèr hvor Aasen blaaner
Fjernt mod Aftenhimlens
For hver Kilde klar
Fra den muntre Løvskovs
Fra Monte Pincio en Aftenstund
Fra Pulterkamrets Vinduesglug
Fra Vinduesbænkens Muldjord, der skinner sort og vaad
Frem for Lyset med din Daad!
Frohnalpenstock! Din nøgne Kulm
Føler Dit Hjærte Foraarets Bud
Først glider Tonen frem i brede Lag
G
Gad vidst, om Bøgen alt staar Brud
Giv hen din unge Kjærlighed
Giv Tid, min Ven! Gaa ej saa fort
Gjennem fremmed Land jeg farer
Glade lyse Morgentimer
Gnid løs paa Fiolen, Du Spillemandsdrog!
Graagule Bølger ind mod Kysten vælte
Gør til en Fest den lange lyse Dag!
H
Hans Barndoms Leg ved Lillebælt
Hans Haar er kruset, dunkelblond
Har Døden Magt til at skille To
Har vi vel mere Vidnesbyrd behov
Hellig er Grunden som Din Fod betræder!
Henfarne Aanders stolte Vingeslag
Henover Staden lyder Klokkeklang
Her under Haslen
Her under Olietræets Hang
Himlen er blaa. Over Havfladens Spejl
Hin Daad, som evigt skjærmer Orfeus’ Minde
Hin Stjerne fjernt over Skoven
Hist paa Næsset, der hvor Bølgen
Histude, lavt over Lindens Top
Hun bad: Naar under Dødens Kys jeg blegner
Hun stod under Linden
Husker Du en Sommeraften
Husker Du, Kjære, de Aftner i Maj
Husker I Natten før Sankt Hans?
Hvad Duggen er for Rosens matte Flor
Hvad gaar der dog af ham — jeg fatter det ikke!
Hvad hjalp dig, ak mit Fædreland!
Hvad vil den Adelsmand i Kveld
Hver Aften siger Moder
Hvergang jeg hører om Christus
Hvergang jeg mit Øje lukker for at nyde Drømmens Dvale
Hver lille Sangfugl i sin Rede smutted
Hvid Marguerite, Kornblomst, blodrød Valmue!
Hvor blev dog de mange Dage?
Hvor det dryssed i Alléen
Hvor er der dejligt ved Mosen
Hvor finder til Sang jeg en bedre Text
Hvor Fjeldets Mur nær Gersau By
Hvor har han ikke slidt, den lille Povl
Hvor Jorden er et Paradis
Hvor Løvet kuples over Voldens Stier
Hvor mangen Aften har vi sladret bort
Hvor Sjælen hviler ud i store Minder
Hvor sælsomt dog at staa paany
Hvor Valmuer ved Gærdet gror
Højt over Torvet og Strædernes Larm som en tusindaars Vægter
Højt stod det i den dunkle Nat
Høstens vildt larmende Orgie fejres blandt Skovdybets Stammer
I
I Aftenrødens blide Tegn
I Alpesneen skær og hvid
I Buelampers Skær jeg vandred om
I Capucinergaden, hvor
I Dalen, hvor den blanke Arno rinder
Ifald du har et Smil endnu
I fjærne sydlige Have
I fordums Old, da Egeskovens Tykning
Igjennem Rankens svejende Markise
I Grøftevoldens Ukrudtsmylr pranger
I Kunstens Tempelsale
Imellem Østersøen
Imod et Lufthavs glødende Opal
I Morgen skal det være
I mystisk Tvelys farves Himlens Tind
Ind bag det halvt nedtrukne Jalousi
I Skovens Lønkammer
I Skyggen under Hækkens grønne Væg
I Sollys, dryssende som gyldne Gryn
I Sygehusets store Rum
I vort Kølvands brede Stribe
I Aar er det ikke Skovens Smaa
J
Ja vist — det var paa Almen
Jeg fostred en Blomst bag Rude
Jeg gik ad en Sti mellem Stammerne frem
Jeg gik ad Stien langs Agrens Skel
Jeg gik mig ved den Urtegaard
Jeg har lagt mig paa min Ryg under svajende Trær
Jeg har staaet i det gamle
Jeg havde sovet saa trygt og fast
Jeg hører Kluk af Foraarsvæld
Jeg i Nat har hørt det luske
Jeg kaster et Blik langs Reolerne hen
Jeg kjender en Jomfru i Nørrelide
Jeg kom fra Colossæum. Romas Vælde
Jeg kom fra Fyrreskovens grønne Dybder
Jeg mindes ej, at jeg tilforn
Jeg mindes fra min Svejtserfærd
Jeg sad i min Stue
Jeg sad i Toget og damped af Sted
Jeg ser fra Klippesvalen
Jeg sidder ene paa en øde Kyst
Jeg sidder paa »Hohe Sonne«
Jeg sidder ved Aaens Munding
Jeg spørger ej, hvorfra Du kom
Jeg stiger imod Staden op fra Dalen
Jeg stod en Kvæld paa et Klinteskred
Jeg stod i Skovens Yderkant, paa Kammen
Jeg staar i den snævre Celle
Jeg staar i sene Midnatsstund
Jeg staar ved Vindvet og drømmer
Jeg søger paa ny den kjendte Sti
Jeg saa dem sig stilfærdig at berede
Jeg tror, det er de Tusinder af Graner
Jeg vandrer frem ad ubetraadte Stier
Jeg var mig saa glad en Fugl
Jeg veed, Pokaler gives der, saa skøre
Jord og Himmel, Skov og Skrænter
Julekvæld. I Byens travle Gader
Julinattens dybe Blaa foroven
Just som Lørdags Kvæld randt ud
Jævnt skrider Skyggen over Jordens Skive
K
Kjære, har Du Lyst, saa følg med!
Klart lyser Maanen. Færgens Dæk
Kong Fredrik er gangen til Hvile
Kors! Hvor dog Slægten slider!
Kvalm ruged Luften under Løvets Tag
Kvælden lyser over Strande
Kækt mod Himlens kornblaa Hvælv min Tanke
Kære, hvor Luften dog er kvalm!
L
Lad os plukke Blomster langs med Hegnet
Lampens Skær i det høje Rum
Langsomt ved hinandens Side
Langs Stranden ligger store Sten
Langt derude i Kimingens Brud
Lavt hænge Skyerne om Himlens Tind
Lænet til Hotelterrassens
Længe gik jeg som i Blinde
Længe skilte, atter samlet
Løvet falmer imod Høst
M
Males — af ham! — Jeg kan næppe endnu
Med en Torden som af tusend
Med Guldglans bølger det tunge Korn
Med gaadefulde Ildtegn tæt bedækt
Med Kisteklædet, kongeligt og stort
Med Nakken paa de bløde Armes blændende
Mellem de knudrede Asketræer
Men, Barn, hvad er det, Du har for
Men efter Somren følger Tider haarde
Men Musse! Hvad gaar der dog af Dig, Du Smaa
Middelaldrens skumle Nat
Midt i det store Alpesceneri
Mig tyktes, at Morgenrøden
Mindes Du hin Kvæld i Høsten
Min Fa’er, som var en Helt, men hvis Smil var saa blidt
Min lille Skat! Det blev din Lod at fødes
Min unge Rose favr og sød
Mit Blod er uroligt
Mit Fædreland, min gamle Mor!
Mit underfulde Barndomsland
Mod Kvældens grønligtgyldne Farvevæld
Mulm og Mørke foroven
Musiken dæmpet gjennem Parken lød
Mørkt gaber Kathedralens aabne Svælg
Maagen flakker saa vide
Maanedsroser smaa! Jeg siger
N
Natten laa over Jorden
Naturens Værksted luftes ud
Nej, se mig til Voldens den høje Skrænt!
Nu bredes alle Tuer
Nu bringer Storken Bud om Land
Nu daler Kvældens Skumring
Nu er Kvelden lys og lun
Nu har dit Hus Du helt beset
Nu kimer de tusinde Klokker
Nu sitrer Luften i Middagsglød
Nu slippes Høstens Lidenskaber løs
Nu slukkes Jordens Lys. Dens travle Færden
Nu staar Bøgen med Bronceløv
Nu sænkes vor Jord i den dybe Blund
Nu tyndes Sonarens rige Flor
Nu tømmes Kirken under Orglets Brus
Nys bragte jeg ham selv et Brev
Nær et Kildevæld boede en Løve
Naa! kommer Du hjem fra Turen, Pus!
Naar jeg er træt af Vandring
Naar jeg mod Femtiden kommer hjem
Naar Svalerne drage mod Syden
Naar Søvnens Engel til mit Leje stiger
Naar ved Solhvervrundet
O
O, Bregner broncebrune
Og Alvor skumrer under Dômens Buer
Og se! Der stod en Fremmed i min Stue
Og som vi vandred, kom vi til en Dam
O, Land, som gav os Sønnekaar
Om du fra den maa skilles
Om Kirkegaardens viede Grund
Om mandig Daad og Elskovs søde Glæder
Omsider kom da Regn og Sol
Over de gyldne Skove
Over Dit Hoved brusende Du hører
Over Haven Morgentaagen
Over Himlens lukte Bom
Over Markens øde Felter
Over Skovene hinsides Sundet
P
Paa Bjærgets Hang, hvor Stien snor
Paa Blomstertorvet, hvor Madonna troner
Paa den silde Høstnats sortblaa Bue
Paa det dunkle Skovbryn aander Høsten alt sin Broncelød
Paa fjerne Høje Hammer Baal ved Baal
Paa Fliserne langs Børsens røde Mur
Paa Gaden sværme muntre Pigeklynger
Paa Galleriet jeg min Vandring endte
Paa gyldne Hængsler Himmelporten svinged
Paa Himlen spejles den gryende Dag
Paa Husets Loggia Vinløvsdraperiet
Paa Konsolen en Hebe
Paa Skrænten blandt vissent Løv fra i Fjor
Paa Skraaningen, ved Breddens Siv
R
Rafael, Buonaroti
Regn, som strømmed, Blæst, som tuded
S
Se, du levede fjærnt fra den Helliges Veje
Se her, hvor Stien gjør et Sving
Ser Du Birkens lyse Stamme skinne
Se, Æbleblomsterne — hvor brat
Sidste Aften var det, — mon Du husker den end
Sin fordums Trylleglans har Sommermaanen
Sit sidste Løv nu Skoven fældet har
Skal vi i Tvedragt Danmarks Liv forspilde
Skjærsommersolens stærke Guddomslue
Skjøn Jomfru løfter sin Kjoles Bort
Skyggen nærmer sig
Skærsommerdagens Himmel er skyfri og blaa
Solmættet damper den fede Muld
Solnedgang, Aftenstjerneglans
Som Alpelandets kostelige Kjærne
Som Dagen just led, og Lyset
Som et Hav, der roligt hviler
Som furet af en Syndflod ligger Marken
Som Krat i Bøgelunden
Sommernatten er stille
Som Morlandsfyrsten, rig og stor
Sort er Natten, ingen Stjerne lyser
Spredt forlængst udover Kloden, var nu
Stedmoderblomsternes kulsorte Fløjl
Stjerne over Bethlehem, hvis Glans
Store dunkle Frasagn melde
Store dybe Naaleskove
Stormfuld Sommerdag ved Stranden
Stum sidder i de stjerneklare Nætter
Staa op, Signore! Alt er parat
Svalt aabner sig Sevilla’s Alameda
Svindende Dagskær, dryssende Dug
Svundne Drømme, svundne Dage
Svære Damaskforhæng, vissentgrønne mod en mathvid Væg
Saa’ Du, hvor prægtigt Solen sank
Saa dybe vare de Skygger
Saa er den overstaaet, al
Saa gik de da! Ja undskyld, Barn
Saa gled en Høst, en Vinter hen
Saa glemmer Hjertet for et Kys
Saa rider hun ud, den favre Vaar
Saa ser jeg da en Gang paa ny
Saa siger vor Jord da Livet
Saa slog min Anelse ej fejl —
Saa sorte vare de Skyer
T
Tankens det tunge Metal og Aandsmalmens lødige Masse
Tidt, naar jeg sidder for ham
Til det berømte Orgelspil at lytte
Til Eder, Venner, som kom hid til Huse
Til Vejrs i Husets østre Gavl
To store dybtblaa Øjne
Trindt det hviskes sært forblommet
Trommernes Buldren, Staalets Skratten
Træd varsomt, Allerkjærest min
Trækfugleskaren drog til Havs
Tunge Middagsskyer vælte
Tungt ruger Lummerheden
Tusmørke næsten — skjønt højt op paa Dagen!
Tændt er alle Stjerner, store og smaa
Tæt lukker sig om Stiens Zig-zagstrimmel
Tæt om Bassinet Skovens høje Piller
Tæt ranker sig den vikle Vin
Tøv længer ej, o Foraarstid
Taagekjortelen, som Natten
V
Var den Luft, jeg aandede, en anden?
Varmt brænder Solen paa S. Marco’s Plads
Ved det aabne Vindve staar jeg i den stille Julenat
Ved Skrivebordet i min Stol
Ved Stranden mødtes vi alene to
Velkommen efter Søl og Sjap
Vel tusinde vare de Billeder
Vesterfra han kommer i susende Trav
Vi har spist vor Gaas og drukket vor Vin
Vi har strejfet omkring i den gammeldags By
Vildt Klippeblok paa Klippeblok er slængt
Vi sad paa Palatinerhøjens Skrænt
Vi sidder i Baaden sammen
Vist fik du ham med ombord
Vor Guldregn staar i sit fejreste Skrud
Vort første Selskab! Længe stod
Vær hilset af en yngre Old
Vær hilset i din Foraarspragt
Vaaren har siddet som Nonne
Y
Yppigt om Søjlerne Vinløvets frodige
