Sophus Claussen (1865–1931)

Alle Gedichte von Sophus Claussen auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.

B

Bag den dovneste Sø, i det fladeste Land

Beundrerskaren slaar Fanerne ud

Bjærgene bringer mig ingen Fylde

Bjærgenes og Kystens

Blandt Lærdes Tidsler og Drømmeres Roser

Brune, skumle Kør, som gumle

C

D

Da Afrodite smed sin gyldne Særk

Da Eders Mølle drejer, som Vindene vil

Da et Parti begyndte at nærme sig Døden

Da jeg gik ud fra vor Muse

Da jeg kom ind i Hulen, hvor Dejligheden boede

Da jeg var ung og fuld af Veer

Da vi gik bort fra vor Muse

Da vi til Aften spiste i Skoven, Skæbnen vilde

De bar mine Venner til Graven

De dumme Forbud

De gamle Landsby-Veje

De har været kold og ubarmhjærtig

De kom ind, to unge Piger paa en kølig Formiddag

De kommer i alle mulige Stillinger

De Kugler, jeg agted at støbe

De lange Eftermiddage

De lyse Grene lukker tyst foroven

De mange Skønne de slutted

De Mænd og Koner i sikre Boder

De mødtes til Filosofi, da deres Hjerter kom i Takt

Den Bi, som alene vil slikke Honning

Den daarlige Tjener Onofrio

Den er et sejrrigt Jærtegn

Den Flok af modne Kvinder, som med en fyrig Vin

Den formløse Faun

Den første Rus, som jeg fik i mit Liv

Den gamle Tid fallit — fallit — fallit!

Den Gang, jeg var et ungt ubændigt Blod

Den Jærnseng med Kniplingepuder

Den kuplede Festsal fyldtes

Den lillebitte Viser

Den lille Hassan med de skæve Ben

Den Nat paa Østersøen, aa hvor gynger

Denne Slette er en Slagmark

Den nye Prokurator, De bør kende ham

Den røde Valmu’ ler til Landsbypigen

Den skumle Kathedral, den skidne Rhin

Den Skønne var stemt som en skælvende Streng

Den, som kaster sig i Havet for at svømme

Den søde, forelskede Blomst

Den sødt søvndrukne Nattergal

Den Teolog gad jeg dømme til at hænges

Den trolovede Pige

Der bølger Sollys om den grønne Sommer

Der drypped Blomster røde som en Brand

Der er de stærke Dufte, hvis Aande gennemborer

Der er en Legende om Manna

Der er et Kuld af Evaslægt

Der er ingen Troskab saa vild

Der er intet saa yndigt i Foraarets Gry

Der er sunget om Drømme i duftrige Ord

Der er saa længe kriget fælt og pratet

Der findes ingen Orden paa det her Hotel!

Der græsser en Ged

Der hujer en Blæst, en jamrende Vind

Der hviler tunge Taager

Der hvirvled hvide Driver ind ad krogetgamle Stræder

Der højt paa Bjærgets Stier

Der ligger en By, hvor Havet

Der nede for mine Vinduer vælder

Der paa de onde Urters Boulevard

Der raader i det lyse Hotel

Der slumred i dit Blik, i Nat vi skiltes

Der stod en Mimose i Havens Bed

Der udenfor i Haven

Derude tungt og heftigt

Der vandrer en Pige igennem vor By

Der var en Dronning i Thule

Der var en Flok Veninder, som Mina tog paa Raad

Der var en fremmed Herre af djærv og mandig Magt

Der var en Prins. Og der var en Gang

Der var i min Ungdom

Der var sikret Guden Plads

Der vaagned en Drøm en Morgenstund

De tapre Longobarder

Det bliver Aften i Vorherres Gaard

Det bliver mørkt, og Regnen

Det er den Stund, da Mørket, sig bredende

Det er ej stort, hvad vi fortæller her

Det er en Dyst at standse vilde Heste

Det er en Udgang og Ende

Det er et Vejr, et dejligt Foraarsvejr

Det er femte Juni, bag det grønne Vænge

Det er ikke nok, Ofelia

Det er koldt i Rom. En skarp

Det er kun en Pige, der synger

Det er mig mellem Stunder, som udgød mit Blod

Det er naturligvis ikke den allersmukkeste Hat

Det er, som skjulte Orkestre klinger

Det er sære lunkne Vinteraar, der tærer

Det er Ting, man har hørt. Men jeg kender en anden

Det er tusendfarvet broget

Det gamle Nord med sine Graastens-Kyster

Det regned i Nat, den brune Sti

Det regner, regner, regner

Det stærke Sølvskær fra Bølgedybet

Dette er Digterens Kaar

Dette Snefald over Kirkegaarden

Det tørre Foraar i Skoven

De tusind smaa Savn i Violernes Bryst

Det var det Aar, som Slottet om Høsten var brændt

Det var i et Hus ved Skoven

Det var ikke blot hans Frue

Det var Middag; drivende Hede

Det var, som Solen brød igennem Taagen

Det var ved Daggry. Vaagen

Det aandelige Børstenbinderlaug

Diamanten, som ikke

Dingle-Dangle hed hans Fader

Dit Hoved siger: Jeg er Aanden

Dog Tanken om at blive

Du er et hollandsk Landskab graat i graat

Du er som Skummet paa Vandet

Du flammer som et solrødt Slot

Du forsikrer mig, søde!

Du gæster mig igen i Stjærnenætters Taage

Du maa da vænne dig til Ensomhed i Tide

Du skriver, hvorledes din unge Svoger

Du som en lille Kattekilling er, du kaade Barn

Du, som har lært mig det, har ganske rolig glemt

E

Efter en Drøm uden Lige

Efteraarsdage, Regnvejrs-rolige

Endelig bliver igen du mig god

En Drøm om Skønhed var alt mit Liv...

Endskønt der i din Ungdoms Liv og Meninger

Ene den, der elskede Sahara

En Flaskekarl med Kurv og Skødeskind

En frodig Plet jeg aner

Enhver Italienerinde er som et Udkast til en Madonna

En kølig Aften sidder jeg paa Bænken

En lille Draabe Blod, en Lille Draabe Blæk

En lille Unge, den er ganske lille

En Mand, som roses, bliver altid mindre

En Muse i Ægteskab

En mørk og faamælt Pige

En Skorstensrøg forkuller

En skummel, graa December. Det hvirvler paany [Et Tilbagefald]

En skummel, graa December. Det hvirvler paany [Tusmørkeféen]

En sludfyldt December med hujende Blæst

En springende Literaturhund

En stakkels forhexet Pige

En Stormdrøm der gaar gennem Verden

En Strøm — naar den er vakt — kan ikke helt forgaa

Er det hans Liv, hans Farver har i Sinde?

Er jeg dømt i denne Verden af en umild Dommer?

Et Billed paa min Væg, en Engel i min Stue

Et dyrisk Liv med Hexegrydens Brusen

Et evigt Tab af Minutter

Et Foraarsbud, en Vaarblomst

Et Marmor uden Plet er denne Dukke

Et Sted i det grønne Skovtelt

Evig den opblødte Muld

G

Gode Fædre og ærlige Mænd

Golde Sten og Fossefraad

Graven var lukket

Graa og gram var Tiden med sin bitre Viden

Gudinden kom en Formiddag

Gudinden sad paa sin Trefod

H

Han drømte en Tid om store Slag

Han gik bort og blev borte i femhundred Aar

Han græd, da han blev født. Og Barnets Far

Han har sagt, at jeg skal møde

Han havde læst om Bajazet

Han kom til de higende Ynglinge-Hjerter

Har I hørt, vort Folk er uden Ære

Har jeg min Bue velspændt og i Koggeret træffende Pile?

Hendes inderste Duft er som Roser paa Mos

Hendes Kjoler var det enkleste i Verden

Hendes Øjne er kvidrende Fugle

Her kommer en Paaklædnings-Scene

Her kom min Trefod og jeg

Her males Mel, her males Vand

Herre min Gud, hvor vi alle er fattige!

Hun er død, den dejlige

Hun er, til Trods sin røde lille Mund

Hun har det Blik, som giver Hjertet Hvile

Hun har saa skønt fra Naturen

Hun havde Sletteboens Sind

Hun hæver to mørkrøde Roser

Hun lægger stundum Pennen hen

Hun pegte paa sin Rygrad med en Gestus

Hun stilled omsigtsfuld paa sit Natbord et Glas

Hun var af de Kvinder

Hun var et højst koldsindigt Kul

Hun var saa ny i Gadernes Tummel, hvor der sker

Husker jeg rigtigt

Hvad blev der tilbage, som Tiden randt

Hvad er det at elske og forsage?

Hvad er vel saa tungt at erindre

Hvad fandt du som ung i den fremmede Stad?

Hvad skal jeg gøre med Tiden?

Hvem er de tusind Skikkelser, der venter mig

Hvem er hun dér? — den Heks April

Hver en Ting paa sit rette Sted

Hvis du spørger, kan jeg roligt svare

Hvis Elskov hærger Ætnas Kvinder

Hvis Musen er bleven sløj

Hvo der kives med sin Ven

Hvordan er jeg kommen for Skade

Hvor finder jeg Glemselens Lethe?

Hvor Flodlejet danner en Runding

Hvor fødes den ny Fornuft, som gaar

Hvor Gærdet ikke er sidest

Hvor kommer de fra?

Hvor Kysten strækker sig lun og lang

Hvor vel til Mode følte jeg mig nede

Hønsefødder og Gulerødder

J

Ja, en Kat kan føle Lede

Jeg bider ikke dine kyske Læber

Jeg drømte, at du kom ridende

Jeg drømte, at jeg var æret

Jeg drømte, jeg var dømt

Jeg elsker det, som gror og gror igen

Jeg elsker Solskinnet og Regnen, Blæsten og Hverdagen

Jeg er ej født endnu, men fødende forløses jeg

Jeg er en Kongesøn, som blev født til for megen Lykke

Jeg er Fanden selv, der kommer

Jeg er Imperia, Jordmassens Dronning

Jeg er ombølget af dig

Jeg er Ridder, ikke Munk

Jeg fandt i Fortunens Kikkert

Jeg gav den unge Gud mit Hjerte

Jeg gik til en Hex, den Gang Mørket faldt paa

Jeg har endt mit Arbejd og sluttet min Dag

Jeg har gemt paa en Sang, som jeg aldrig fik sunget

Jeg havde Bourgogne, jeg har det ej mer

Jeg havde drømt, vi blev til Elskov kaaret

Jeg havde et Kongerige

Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim

Jeg husker hendes blege Smil

Jeg husker Plasket imod Bropillerne

Jeg, hvem er jeg?

Jeg hærged din Stad med ungdommeligt Mod

Jeg hører, mens Frostnattens

Jeg kalder selv de døde

Jeg kender én — hun nød kun en tarvelig Lykke

Jeg kom som ung til den store Stad

Jeg lagde i et ildfast Jærnskab Brevet

Jeg levede en Gang i en evig Palmesøndag

Jeg lover for den Bonde

Jeg mindes dig fra Høsten, kære Søster

Jeg maa her fortælle meget lidt med mange Ord

Jeg røres af de tørre Toscanerinder

Jeg savner ingen Helt, har ej behov

Jeg sender fra det faste Land

Jeg skotter til min Rude

Jeg skrev en Dag en Petition

Jeg skylder dig mer, end Fornuften

Jeg slentred ind ad Porten

Jeg sprang i Høstmorgnens solløse Stund

Jeg syntes, i en Baad jeg lod mig glide

Jeg søger gærne Visdom

Jeg saa’ hendes Hus mod Aften

Jeg saa min Fælle mange Gange gabe

Jeg traf en Skønhed fra Firsernes Dage

Jeg tror det ikke fornødent

Jeg tror, for tidlig Hanerne gol

Jeg trykked dine hvide Hænder

Jeg tænkte mig Siena

Jeg tænkte paa hende den lange Dag

Jeg var en bange Hyrde, beundret af Doris

Jeg véd et Sted et Frugttræ, som visner uden Frugt

Jeg vil ej forbyde den triste

Jeg vil ej Sommernætters Fred

Jeg vil prise Eders Fruer, deres Marcipanhuds Fylde

Jeg vil vide, Skønjomfru saa ung og saa fin!

Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv

Jeg ønskede at skænke det hele Paris

Jeg øver ikke en Daad

Jorden ligger sløromvundet

K

Kan De huske den Dag i Paris

Kan du drømme med mig?

Kan Sommerfuglevinger tynge?

Katten har spist den lille Mus

Klaveret sang igennem mine Stuer

Klingelingeling. Et nyt aarhundred

Knud Kaare er saare

Kære, hvorfor græder du saa meget

Kære ny Skovmærkelil

Kæreste Ven, ihvor du gaar hen og hvor vidt du end færdes

København er stor

L

Langs ad de natlige Gader

Lidt hverdags blev det Simon, da Alting nu var sket

Loddet er kastet. Vi sætter vor Baad

Luft ud den mugne Lugt af Blomster

Læredrenge, hæse Stemmer

M

Man kommer til Venedig ad en Jærnbanebro

Man laa i Isen frossen med Sné paa alle Sider

Man skal ej dyrke Cæsar, hvis Cæsar ikke findes

Marken staar med sine Hvededynger

Med Bim og Bam og Ding og Dang

Med Brændenælder er min Pande smykt

Med en evig Uberørtheds Gaade

Med Næsen skriverspids og vissenbleg

Med sine fine Fingre og med sin Strengeleg

Med Tak for Laan af nogen Sorg

Meget begriber de Danske, dog langsomt begriber vi alle

Mellem Murenes sodede Masser, de røde og graa

Men Gud dog, Henrik! sagde Henriette og smilte

Men han blev ældre og opfyldt af Lede

Mens et nyt Aarhundred med Skodder af Jern

Mens fra en Foraarstaage en stille Byge faldt

Men som Fredens Fyrste staar ved Mørkets Side

Mens Pilgrimme knæled paa Rad

Mer dovent ej drives

Midt i den sommergrønne Skov

Midt i Nordens stormomsuste Hjørne

Min egen Sjæls Gudinde, som alene bør lydes

Min egen Yndling, min Jan

Min højest Elskede, mine unge Minders Moder

Min Kraft er ikke sprængt

Min Moder, som til Verden mig

Min Muse er Sabas Dronning

Min Skat var blond. Hendes Øjnes Blik

Mit Hjærte og jeg blev uenige

Mit søde Barn, du hæver

Mit Vaarfløjt blev nedstemt af Andedams-Claquerne

Mødte jeg ikke i Frankrig

N

Nathvælvet ligner en Tempelsal

Naturen min Elskerinde

Natur, min Moder, som gav os Livet

Nok er at tale om

Nu de fleste Glas er tomme, Dagen kommer

Nu er det Fardag i Pepitas Hjerte

Nu er det Foraar hjemme, bredt og vidt

Nu falder Høstens Blade, nu fødes under Veer

Nu fraader Vandene, og Bølgetumlen

Nu fyldes Parken af Skygger

Nu glider jeg saa jævnt af Sted —

Nu graaner alle Gader

Nu har I fulgt til disse sidste Blade

Nu larmer Østersøen. Flad — flad — flad

Nu lædskes de grønne Sletter

Nu løses Frosten af den milde Regn

Nu maa jeg fortælle, at Byen

Nu nærmer sig den Time, da paa sin Stængel vugget

Nu tager Somren Stormhat paa

Nu taler vi atter, som vi har Forstand til

Nuvel, Journalisten i denne Fortælling

Nu vaagner de fjerne Steder

Nu ændrer sig vor Lire

Nye Sprog og Formler skal han lære

Næsten legemligt er dette Venskab

Nævn mig dine Drømme!

Naar jeg gaar rundt, for Byens Vel, og rimer

Naar man drager ud af en af Sienas fem Porte

Naar Natten er forbi, og Vejen

P

Perlebaand paa Heste af Træ

Pindar og Sappho, Shakespeare og Goethe

Planløst er det ikke

Pragtfulde Somre, under Parkens Grene

Prinsesse Merete, den unge Prinsesse Merete

Paa alle middelalderlige Mure i det ugudelige Paris

Paa de gamle, kendte Bakker har jeg gaaet

Paa dig, min Elskede fra hine Dage

Paa Dødsseng du ligger, det lakker mod Slut

Paa frodige Sommeregne

Paa Ski har vi faret og Slæde

Paa stejlende Heste

Paa Taa og paa Hæl, paa Hæl og paa Taa

Paa Veje, maanegraa

Paa Villavejene flagrer

R

Red mig en Seng, hvor der er stort og stille

Respekt i nogle Dage — sagde Kvinden

Rigdom har du haft og ejer intet

S

Sagtelig, sagtelig Timer glide

Sand! da du skrev det ned, hvor havde dine Øjne

Se, en Gud gaar gennem Verden

Se, jeg mødte paa en Gade

Sent sov jeg ind ... dog vækkes jeg sund

Se Skyens vilde Jagt med Horn og Hunde

Skal jeg mon rejse? skal jeg mon blive?

Skibene ligger paa Genovas Rhed

Skovens Orkester

Skumringsstunder. Lune Aftener. Nattetimer

Skæft Pile nu til Bue

Skønt al Ting er rent for den rene

Snart skal der ringes Sol i Bjerge over os alle

Sol gaar ned under øde Bred

Som jeg kom over Bakken, saa’ jeg det milebrede

Som Morgenklokkens Klemt faar de forsømte Hunde

Som naar i Pampas en Gaucho med Lasso skal indfange Heste

Som sagt jeg fryser paa Foden

Som Stormfugle over det mejede Agerland Timerne flyr

Som ung jeg havde Stamkafé

Sorbet og brune Øjne

Sorte Grene, frossen Jord

Sov nu og drøm din Morgen i Ro

Stedmorsblomster ved Tusmørketid

Stille fortabt, i Stedet for at skrive

Store farlige Blomster gror

Strid mellem Rigsmaal og Maalmænd, Strid mellem Norske og Danske

Straalende oprandt Morgenen

Større saa var den Højsal tegnet

Søde Barn, jeg var kun fireogtyve

Søndag i Skoven. Det blaaner i Træernes øverste Kroner

Søvndrukken er den dejlige

Saa briseblaa mod den klinthøje Kyst

Saadan en sivende, regngraa Dag

Saa hvide bølger i Nattens Mørke

Saaledes er Mennesket. Vor Natur

Saaledes talte Tanken

Saa meget Løvværk hænger

Saa snart jeg Violer kan sanse

Saa toge de Møens hvide Brystben

Saa vandrer vi over Aarets Bro

T

Tal ej om skuffet Kærlighed

Tandaradei ... Den Tid, da jeg blev gal

Tegnet i Sne paa den faste Jord

Thi saadan er Livet op og ned

Tilbage til vort fordulgte

Til dette Ølands Ungdom gaar min Sang

Til dine Øjnes Aandemusik

Til en mosgroet Pynt af en Graastenskyst

Toget sydpaa! Toget sydpaa!

Tre Mile gik en Vandringsmand

Trætte Soldater i Række og Rad

Tusmørkets Stjerner rimblege staar

Tætved pløjer en Bonde sin Jord

U

Udeis eller Ingen, saaledes navngav

Udenlands, paa et fremmed Sprog

V

Ved en Vej i nørre Len

Ved Søsterkysset, som jeg fik

Vide er den Himmel strakt

Vi digter ingen Hymne til Minas brune Haar

Vi er ikke flittige og vi er ikke dydige

Vi gik igennem Markerne

Vi grov efter Vand fra den Elv Kastale

Vi har slentret under Løv, naar dit Kammer blev for trangt

Vi har saa meget digtet

Vi lærte med Haanden mod Hjærtet

Vi laa paa Maven, imellem Skræpper, og dræbte Myg

Vi talte om Spøgelser, husker du vel?

Vi vare hos hinanden

Vor Mor paa Gaarden var de Andres Mester

Vor Aand har kun dvælet saa længe

Vaaren er en Guddom

Æ

Ære og Lov til dig, Satan, i det højeste

Ærværdig Provst Jørgen Skidtmads