Michael Agerskov (1870–1933)

Alle Gedichte von Michael Agerskov auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.

A

Af mestren for den store harmoni

Alle vi lænkes til stuen i dag,

D

Dagen segned til Hvile

Dag er Nattens bitre Fjende

Den blinde Mængde, den store Flok

Dengang fjernt fra Lysets Rige

Dengang jeg så mig ør og svimmel

Den Gud, som Verdener skabte

Den hvide, vilde svane, den store, farende fugl

Der er larm af sorte fugle

Der er store strande, ved hvilke havets

Der fløj en fugl fra en øde kyst

Der gik en stille gartner

Der strømmer fra Faderens Hjerte

Der strømmer nat, der bruser nat imod mig ind

Der står tre liljer

Der sænkes et slør af aftenduggs-gråd

Der var engang, da Vaaben klang

Det er i de hellige Timer

Det lider mod lys, det stunder mod vår

Det var allerede begyndt at mørkne i den.

Det var blot to mennesker, som havde

Det var de vilde roser

Det var i en nat så veg som dun

Dit legem er en drøm, som engang svinder

Driv ej for Vind og Vove

Du havde samlet en broget buket

Du Travle, som drukner i Livets Larm

Døden kommer, når dag ta’r slut

Døden og Drømmen mødtes en kveld

E

Egen stander så ensom

Ene står vi herude

Engang i vaagne Drømme saa jeg Gud

En have af liljer, en liljebleg have jeg ved

F

Fader, Gud, o lad mit Liv

Faderløse var vi blevne

Farvel! Farvel! – Et letsagt Ord

Flammende Sole og Verdener maa

Flet roser i dit hår!

Fra Jord til de høje Himle

Frygt ej den strenge Dommer

G

Gud er den alvise Skaber

H

Had og Mistro iblandt os bor

Har jeg da glemt dig, min lille alf

Hinsides søen en skov så tæt

Hovmodig Jordens lille Gud

Hvem kan vel dølge de dybe

Hver Morgenstund har Guld i Mund

Hvor tungt at være lænket her til fjeldet

I

I brødre og søstre, lad lovsangen tone

I den fremmede haves sælsomt snoede gange

I den stille høst

I Livets mørke Stunder

Intet jordisk Væsen kan fatte din Storhed og Vælde

I prangende Haver

I Sang og Glæde

I Skaberens vældige Værksted

I solens aller-hedeste

J

Jeg beder for alle de gamle, syge og trætte

Jeg er Rosa mystica

Jeg sidder tavs på havets lange dæmning

Jeg smykker mig et helgenskrin

Jeg så de segnende blade

Jesus kaldt i Skyggedal,

K

Kom, hvide engel, til hendes leje hen

Kristus i Mørket

Kæmpebjærget højt imod Sky

L

Lammet skælved paa frygtsom Fod,

Lange og skinnende

Liggrå blomst!

Luk op, luk op det Kirkehus

Lyset fødes, Mørket svinder

M

Mennesker, kald ej de døde ned

Mester, Mester! Aaret skrider

Min lette robåd drev

Min sjæl kan fast ej fatte den forunderlige tanke

N

Natten var saa lang or mørk

Net af nattens tårestrømme

Nu bli’r ved aften hver skygge så lang

Nu gløder den tavse aften

Nu har jeg vandret den lange dag

Nu sænker Dagen sit Hoved

Nu vil vi samles

O

O denne nynnen fra fjerne have

Og sidder i mørkningsstunden

O Gud, din vældige Visdom

O lad mig sidde og stirre dig ind i dit øjes

Om alle vårens toner døde

Onde Lyster som giftigt Kryb

O stakkels Sjæl

O tilgiv hver en Sjæl

Over denne sorte, tomme egn

Over de store floder

P

Paradislandet – er dets Glans forsvundet

R

Ring, dybe Klokker, mod den dybe Himmel

S

Se frem, men ej tilbage! kvad Skjalden engang

Se nu lysner atter

Skærm og bevar os, Fader kær!

Smilende tungsind og vemodig fryd bor i dine øjne

Solen er nede, de skumrende skove

Solen ånder et sidste farvel

Som alle floder ud i havet strømme

Som en Brud, der sin Brudgom venter

Som en usynlig Bølge

Som roser og Liljer yndigt staar

Som svaner sejler kloder

Stodderen stavrer fra Gaard til Gaard

Stødte du den spæde fod

Syg til døden —

Så mangt et kostbart, beskrevet blad

Så skal da det evige mørke

Saa skulde hun strides med døden

T

Til mig, som grubled tungt

Tre golgatha-kors i mit syge sind

Tue tidt kan vælte Læs

V

Vel var Napoleon en mægtig herre

Verden er i Kaos

Vi følges af Kristus, vor Broder