Til Rahbek
da han blev meere end Tilskuer.
da han blev meere end Tilskuer.
Ven Rahbek! kommer dette Brev for silde,
Saa kommer det just, som mit Hierte vilde;
Thi fast det er et Underviisnings-Brev,
Jeg ønsked dog, selv medens jeg det skrev,
At, naar Du brød det, alt Du maatte være
Saa hældig, ei at trænge til min Lære. —
To Sønner Cypris har; den Ene lunefuld,
Snart snaksom og letlivet, blid og huld,
Ja overgiven, meer end Rankens Fader;
Og snart af Munterhed en Hader,
Knarvurren, venneskye, ja moren stum,
En snorrig Fyr — (fast en beregnet Sum.
Af hele Jordens Daarskab og dens Hæder,
Af alle Livets Sorger og dets Glæder). —
Meer Proteus, end nogen anden Gud,
Med tvende Navn han dog ærlig kommer ud,
Snart Amor kaldes han, og snart Cupido,
Det hos Eneas var han, hiint hos Dido.
Naar saa imellem Kiøn og Kiøn han skifted Navn,
Sad Dyden klagende, og Glæde-Savn
Faldt — o den tunge Lod — tit tyngest paa det Hierte,
Der havde mindst forskyldet Angrens Smerte.
Da er han hadeværd, i dette Fald
Hans Lov vanærer kun hans Skiald,
Hvo da lovsynger ham, skiønt vittig som Voltaire,
Og, som Fontain’ naiv, skal afsky’d være. —
Men naar (den sædelige Cytheræas Søn)
Han Amor kalder sig hos begge Kiøn,
Da, om, lidt tankeløs, han liden Daarskab øver,
Det ikke Dyden, det ei Mennesket bedrøver,
End siunger glad hans Priis den sande Musers Ven:
End dydig Yngling tyer troehiertig til ham hen,
Og hylder ham, og kalder ham Velgiører,
Og smilende det selv graahærdet Viisdom hører. —
Dog giør ei Amor ganske lykkelig,
Men Broderen — ham nogenlunde liig,
Men meere stadig — Hymen, maae beskytte,
Og hellige de Baand, som hiin skal knytte.
Han giver, hvad den anden lover, Lyst,
Og tryller Himlen ind i ømme Bryst.
Hvor han med dydig Klogskab Faklen svinger,
Der Glæden Rødder slaaer, og der faaer Sorgen Vinger,
Did Himlens Datter Fryd veldædig stiger ned
At parre trange Kaar med gyldne Nøisomhed,
Med den forsvundne Sorg at have mere Glæde,
Og holde Livet i en yndig Blomster-Kiæde.
Ja smiler saa en Glut paa ømme Moder-Barm,
Saa kan du være miskiendt, hadet, arm,
Men saare lykkelig; dit glædedrukne Øie
Skal neppe Skyggen see af Jordens Møie.
De Elskte smile — Jord og Himmel mod dig leer,
Og Engle selv Du, uden Avind, seer. —
Iil derfor, Rahbek! iil — fang Jordens korte Glæder —
Iil med at sluttes ind i Hymens bløde Kiæder.
Realiser hos Dig de skiønne Skildringer
Af Hiemvels Huus, som uden Tvivl dog er
Den største Tække blandt de mange skiønne Miner,
Hvormed Tilskueren mod Efterslægten triner. —
Og da med dobbelt Ild, og Vid; og Livlighed,
Velsarte Svøbe sving paa Landets Flaner ned;
De blege læse skal, og bande dine Blade,
Og for dit Held, og for dit Værd dertil, dig hade.
Og Daaren som, at læse Livet hen,
Opoffrer Guld, og Agt, og Dyd, og Ven,
Og den — fordi en Qvinde — større Daare,
Som, menende din ædle Barm at saare,
I Svælget styrter sig, det du advarer mod,
Og frygtsom for at menes klog og god,
Vil hede ryggesløs, fast hendes Hierte
Biefalder bankende, hvad din Tilskuer lærte,
De — — Dog hvortil i Dag deslige Ting!
Fast det var Vennehaand, der Bægret slog omkring,
Saa blev dog Vinen spildt — og det var ilde,
Og nødig jeg formørker glade Gilde.
I Dag jeg tænker dig aldeles lykkelig;
Din Bryllups-Dag i Dag jeg tænker mig,
Og hædrer den, saa godt jeg kan paa Landet;
Fra den sølvklare Bæk jeg henter munter Vandet;
Jeg plukker selv af spæde Ribs-Træe Bær,
Som mindre surt, ei mindre lifligt er
End Spaniens Citron; saa jeg bønfalder
Ven Evan, som med blid Magie fremkalder
En Ranke druerig, et gavmildt Sukker-Rør,
Og — En to tre! en herlig Pons mig giør;
Og, at den dobbelt liflig mig maae smage,
Elisa Bollen skal, og Døttre Glasse tage;
De leire sig om mig, som i den snevre Kreds
Er, meer end Jordens Konger, veltilfreds,
Jeg kroner Glasset, mindes egne Glæder,
Og om din Bryllups-Færd jeg til Elisa qvæder.
Paa en Øe, som Sielland hedder,
Ligger en befæstet Stad,
Hvor man klamres, grunder, sveder,
For at lyde: Man er glad.
Læg kun Mærke til dens Navn:
Staden heder Kiøbenhavn.
Did maae drage hver en Synder,
Som, i sin Tid, præke vil.
Ja, hvis Lykken sig ei skynder,
Maae jeg nok engang dertil;
Fast der i mit Litanie
Staaer: Fra Kiøbenhavn os frie!
For at være der i Qvel;
Thi en Gut med ædelt Hierte,
Og hvis Aand du kiender vel,
Rahbek, lyder Hiertets Bud,
Han i Qvel sig ta’r en Brud.
Hende, som med Ham vil deele
Daarers Spot og Ondes Had;
(En af dine Søster-Siele,
Skabt at giøre Gode glad)
Hende gad jeg gierne see
I hans Arme blussende.
Mo’r! det faaer jeg ikke skue!
Vel! med Dig jeg klinke vil:
Stadig-skiøn, som Dydens Lue,
Brænde Deres Elskovs Ild!
Fader-Glæde, Moder-Fryd,
Vorde Bakkehusets Pryd!
Jens Zetlitz.