I Stavangers Klub
den 15 Marti 1799.
den 15 Marti 1799.
Jeg faaer fra Parnasset Aviser iblandt,
Gud veed, hvordan til mig de komme;
Men som jeg fortæller det, saa er det sandt.
I Morges en saadan paa Dynen jeg fandt,
Den ligger endnu i min Lomme;
Og hvad den fortæller, det høre I maae,
Den lyder som saa:
”Tordmaanedens femtende Dag er en Fest
”For os, som bebygge Parnasset;
”Apollo har Evan og Comus til Giest,
”Og Gratier med, de skal sidde ham næst,
”Og krandse, og række ham Glasset,
”Og selv vil han siunge en hædrende Sang
”Til Bægrenes Klang.
”Aarsagen til Festen er synderlig nok:
”En Fødselsdag giør han den Ære.
”Blandt Qvindernes skrivende, rimende Flok
”Er Een, den han agter saa god, som en Skok,
”Ja — Sandhed at skrive — som flere;
”Og Rygtet har sagt, at sin egen Cithar
”Han laant hende har.
”Historiens Muse har sagt, hvem hun er —
Saa lød underviisende Tale —
”Hun er ikke Landsmand til mig eller jer;
”Den Strømhob, som først ved Tullin blev os kier,
”Har og sine yndige Dale;
”I en af de skiønnestes smilende Skiød
”Hun heldig blev fød.
”Blandt Solbierge svandt hendes Barndom saa vel,
”Og Ungdom, i Grandelags Dvale,
”Og der tændte Amor i skyldfrie Siel
”Sin Ild og Apollos. Med Smerte og Held
”Hun tolked’ for Jorden vor Tale:
”Hun sørged’ vor Sorg over Wide. Vi græd
”For Adelaids med.
”Forunderlig Skiebnen har ført hende om:
”Hun Hafniens Stolthed har været,
”Og Flekkefiords — kort sagt, hvor Pokker hun kom,
”Hun taled’ kun, smiled’ kun, saae sig kun om,
”Og strax blev høiagtet og æret;
”Ja, førend hun rørte Apollos Cithar,
”Beundret hun var.
”Som Hustrue, og Moder, og klippefast Ven
”Hun almeen Høiagtelse vinder,
”Og munter beholder, og giør; selv den,
”Som ei kan bedømme den hældige Pen,
”En Krands hendes Isse dog binder.”
”Saa Phoebus har Ret i den Stads, som han giør,
”Thi hædres hun bør.”
Saa lang er Avisen; det feiler ei mig,
Den stundom end længer kan være.
Men nu jeg har fremsagt min Nyhed, saa siig,
Siig, hvo der kan giette, hvem Skyggen er liig,
Hvem Phoebus vel giør saadan Ære;
Og De, Madam Buchholm! vær ærlig, stig frem,
Siig, er det ei Dem?
Ei allene paa Parnasset,
Ogsaa her, i Dag er Fest,
Evan her og fylder Glasset,
Ogsaa her er Comus Giest,
Her har og Chariter Sæde,
Her er ogsaa Bægres Klang,
Her er Emnet for vor Glæde,
Alt vort Savn er Phoebi Sang.
Ei Dig rækkes Krands, Veninde!
Den Apollo rækker Dig;
Ei Dig reises Æreminde,
Det Din Cithar reiser Dig.
Vi vil Digterværd forglemme,
Men, i Ønsker for Dit Vel,
Hylder Sangens svage Stemme
Din den lyse blide Siel. —
Tækkelige blide Qvinde!
I Din elskte Buchholms Arm
See, som Dug for Soel, forsvinde
Mindet af forgangne Harm!
Lev at høste Moderglæder,
Jordens første, bedste Fryd,
Sønner arve maae Din Hæder,
Døttre arve maae Din Dyd!
Tæl i Sundhed, Roe, og Glæde
Mange Fødselsdage fleer;
Og undskyld, om, det vi bede,
End lidt egennyttigt er:
”Dine Dages beste Glæde
”Mellem os omfavne Dig!
”Aldrig af vor Kreds Du træde!
”Her Du vorde lykkelig!
J. Zetlitz.