Til
Til
Det er sørgeligt, at Recensenten maae tilføie-Hæld Zetlitz med hans lykkelige Kaar, og lette Sind — men Rein har Ret.
Lærde Eft. 1799. No. 2. Pag. 26.
Ven Recensent! (Forsmaaer Du Navnet Ven,
Saa giv det — den har teet sig saa — Din Pen.)
Siig, er den kun et Selvbedrag, min Glæde?
Maae, naar jeg leer, partu min gode Engel græde?
I saa Fald har jeg ondt — ret meget ondt af ham;
Thi saa han gaaer den halve Dag og skuler,
Erhverver suure Miner, slider Læber,
Og gier sin Salighed en evig Skam.
Jeg læser gierne Reins de mørke Klager,
Hans Sorg er skiøn, og — ak desværre! — sand;
Men var end Rein, som Job, en Plagers Mand,
Blev derfor heele Jorden skabt til Plager?
Og hvis mit lette Sind er Lykke — o man tage
Alt, uden det, Elisa, og de Smaae,
Og smilende jeg skal paa Torne gaae,
Og under svare Møier ikke klage — —
Men er det Lykke? Ven! jeg den for Intet har;
Jeg har ei kiøbt den, som jeg den ei sælger;
Jeg kom til Verden slig; ufød jeg yndet var.
Men Manden, som ei selv sit Lod udvælger,
Og faaer en høi Gevinst, har han ei Ret,
Om han sin Lod ei kalder slet,
Og ikke klynker? er hans varme Glæde
En Løgn, fordi hans Ven med Ret kan græde?
„Nei — svarer Du — men enkelt Svale gier
„Ei Sommer“. — Godt! dog vidner den, der teer.
Og er vor Jord da rigtig arm paa Glæde?
Er jeg — alvorlig — en Undtagelse?
Mon ikke mange, som med Haste græde,
Kun savne Viisdom, for med mig at lee?
Som for Exempel — om jeg vilde klage,
Mon jeg forgieves søgte Emner? — Gield,
En Hustrue — som forskionner mine Dage,
Men — som i mig har ægtet Haab, ei Hæld;
To Døttre-Par, som trives, og mig glæde,
Men som i Arv en Skilling neppe faae,
Skiøndt deres Moders skiønne Spor de træde.
Sæt, at i disse Billeder jeg hang,
Og saae Fremtidens mueligmange Plager
I Hustrues hulde Favntag, Barnets Sang,
Og vante saa min glade Aand til Klager;
Var jeg da visere? Min Elegie
Guds og Naturens bedre Maler
End Visen, som jeg munter stemmer i,
Og hvor udigtet Fryd ukunstlet taler!
Og dog har Rein — som Rein, desværre! Ret.
Som Hiertet leer hos mig med Ret, hos ham det græder;
Ham Jordens Glæder flye, mig søge Livets Glæder;
Jeg styrkes Dag for Dag, han er af Møier træt.
Men hvo vil giøre hans, hvo min Erfaring til
Den Vægt, som Jordens Hæld og Vanhæld skal bestemme?
Hvis Jordens sande Værd Du klog beregne vil,
Vord døv mod Klagens Suk, og Sangens muntre Stemme,
Det eene, som den anden, daare kan;
Men gak — Religionen ved Din Side —
At søge Sandhed, om paa Jordens Land.
— „O hvilken Hær af Sorger — Hvad at lide!
„Hør Armods Suk — saa ofte ubønhørt —
„Hør Undertryktes Skrig — de faldt for Rænker —
„See himmelskiøn Uskyldighed forført —
„Hist Overtroes — der Despotismes Lænker —
„O hvo er den, der føler sig
„En Verdens Borger, og hos dette Glædens Liig
„Paa et Halleluja — og uden Gysen — tænker!
O! det vil klæde i en Elegie,
Men giennem Sorgens Flor, og Smertens Taare
Ei skues grant — Sindslidelser bedaare —
Kun fra den Viises Haand, som dømmer fordomsfrie,
Og skuer grant, jeg vil vort Jordlivs Malerie.
Jeg Maler er, og Du en Donna har,
Og hende skal jeg male; strax jeg taer
Mit Apparat — Tre fire skiøre Tænder,
En Klynge Fregner, og en halv Snees Koppe-Ar,
En Fødslet, som i ildrød Purpur brænder,
Tæt hos en Negl, som noget rustet er,
Jeg maler, og, om dette Uglefærd,
Jeg siger: „See Din Donna der,
„Hun indtil Livet malet er.“
Siig, mon Du vil Din Donna der gienkiende?
Og dog var Intet i mit Malerie,
Som jo tilhørte hende;
Men jeg uredelig hver Skiønhed gik forbie,
Kun maled et Register paa
De faa Uskiønheder, jeg hos Din Skiønne saae;
Men giør ei vore Herakliter saa,
Naar Jorden som en Jammerdal de male,
Og utaknemmelig mod Gud og Mennesket
De haane ham, og Glæden mindske det?
Du straffede for Løgn, o Ven! min glade Tale;
Jeg grunded dybere, og see! jeg fandt,
At Livet, skildret skiønt, er Livet, skildret sandt.
Med munter Sang tilbeder jeg den Fader,
Til Godt og Miskundhed som saa sin Haand oplader,
At Spurven selv paa Taget mættes kan;
Saa seer jeg til hans bedste Værk, en Mand,
Og spørger: kan uendelig Forstand
Da handle, som en Taabe? Godhed svige? —
Og er ei Jorden fuld deraf? — fra den,
Hvis Evner kalde ham til Himmelen,
Hvis mindste Arvepart er Jorden, til et Rige?
Saa seer jeg over Jorden ud,
Og allevegne seer jeg Godheds Gud,
I Armods trange Vraae, ved Syges Smerte-Leie,
Ham, mægtig bøiende til Godt de Ondes Veie;
O! fra hans mildtopladte Faderhaand
Neddrysser Legems Styrke, Siæle-Glæde,
Trøst falder qvægende, som Dug, paa sorgfuld Aand,
Og Fryd gaaer venlig ind til dem, som græde.
Saa gaae den ind, og der boesætte sig,
Til Rein, den sande Sorgs ulignelige Sanger.
Og Du, min Ven! vær Du saa lykkelig,
At kun med digtet Sorg Din skiønne Muse pranger.
Lye, d. 15 Julii 1799.
J. Zetlitz.