Jeg er saa rig og dog saa arm,
Saa stor og dog saa ringe;
Jeg hviler ved Gud Faders Barm,
Hvor Livets Kilder springe;
Jeg eier Troens gyldne Skat
Og Haabets grønne Skove;
Og dog jeg er saa syg og mat,
Kan ei min Frelser love.
O, kom, du Aand med Herrens Ild!
Kom, Naadens Himmeldue!
Send mig en Straale, varm og mild
Af Kjærlighedens Lue,
Det Lys fra Evigheden tændt
Før Tidens Morgenrøde,
Den Sol, som blodigrød har brændt,
Da Jesus for os døde!
Mit Bryst er koldt, min Sjæl er mørk,
Mit Sind er dybt bedrøvet;
Saa vildsom er den, Verdens Ørk,
Saa tung min Gang i Støvet.
Tag du mit Hjerte, Jesus! Kom
Og tænd dit Lys derinde,
Og lad mig, hvor jeg vanker om,
Kun dine Fodspor finde!
De gaae fra Livets Morgenland
Igjennem Dødens Egne;
De føre til den grønne Strand,
Hvis Roser aldrig blegne.
Du gav mig Livet i min Daab;
Giv du mig Hjertefreden!
Du gav mig Tro, du gav mig Haab;
Giv du mig Kjærligheden!