Christian Winther (1796–1876)

        Grevens elegante, velbesatte Taffel og ivrige politiske Samtaler holdt det talrige og af mange forskjellige Slags Mennesker sammensatte Selskab længe ved Bordet. Den klare Efteraarssol, der sendte sine Straaler ind i den store Sal, de varme Samtaler, der dreiede sig om en almindelig, vigtig og stor Interesse, den blinkende Viin og andre lige saa stærke Motiver havde sat Alles Hjerter i Bevægelse; rundt om saa man tindrende Øine, blussende Kinder, der knap lode sig kjøle af de sagte Vindpust, som fra den efteraarlige, mørkeblaa Himmel trængte sig ind gjennem de aabenstaaende Balkonvinduer, og legede med de lange Mousselins Gardiner.

        Fiendens Ankomst midt i Sommeren og Hovedstadens Beleiring, der indtraf paa en Tid, da de fleste anseelige Familier søgte Adspredelse deels paa egne, deels paa Venners Landsteder, havde udelukket et stort Antal fra deres Hjem i Byen, og for disse var det et stort Held paa Grevens Slot at have fundet Beskyttelse og ved hans Bord den gæstfrieste Modtagelse. Formiddagen havde bragt Efterretninger om Hovedstadens Capitulation; og de dermed forbundne Tab for Landet, den Krigserklæring, som naturligen maatte følge heraf, den Frygt og Tryghed, den Sorg og Glæde, som man følte for Tabte og Ikketabte, Venner og Slægtninger, — Alt havde bragt det talrige Bordselskabs Stemning til betydelig Høide, og Sessionen vilde have varet længer, hvis ei den ædle Vært tilsidst, ved at skyde sin Stol tilbage til Tjeneren, havde givet Tegn til at hæve den.

        Man strømmede ud til forskjellige Sider; Nogle for at drikke Caffee og fortsætte Samtalen i det fælles Selskabsværelse; Andre for at nyde den levantiske Drik og Middagsrolighed i de mange Slags Pavilloner i den vidtløftige Hauge, der, leiret ned ad Høiderne, i Forening med to smaa Søer og en Skov omgav det kneisende gothiske Slot.

        Felix, en ung Kobberstikker, hilsede til Høire og Venstre, stillede sig derpaa ind i eet af de dybe Vinduer i Spisesalen, og saa med smilende Ansigt ud over den deilige Egn, der med Spor af dette Aars rige Fylde laa udbredt for ham i September-Maaneds stærke og farverige Belysning. Lige for ham laa Sletten, gennemskaaret af Hakker og Agerland; til Høire ragede det spidse Kirketaarn af den til Herregaarden hørende Landsby frem bag et Krat, og til Venstre glimtede en Kjobstads Taarne og røde Huse bag en lille Aa, der som et fiint blaat Baand snoede sig gjennem den mørkegrønne Eng. Dog var det nok ikke saa meget alle disse Naturskjonheder, der denne Gang lokkede Smiil paa den unge Kunstners Læber, som snarere indvortes Bevægelser, og det saadanne, at hans Ansigt derved erholdt et ganske særegent Udtryk af inderligt Selvbehag. „Kan du ikke,” tænkte han, „være tilfreds med dig selv, Felix? Har du ikke i Dag viist sjælden Kraft, Selvbeherskelse og Færdighed i den fine Verdens-tone? Var din Samtale med Frøken Melting ikke utvungen, moersom uden Fortrolighed, snild og vittig uden Anstød? Kan du nægte, at dette glæder dig inderligt, og at du venter dog maaskee, trods alle indvortes og udvortes Hindringer, med Tiden at kunne seire og naa et Maal? og tillige, er du vel gaaet videre, end du selv har villet, har du ikke desuagtet endnu stedse bevaret dig et smukt Tilbagetog? Og alt dette vovede og udførte du lige over for Hende, — hende, som du engang elskede, hvis nu saa kolde Ansigt mangen Gang straalede, naar hun blot saa dig, naar du sendte hende et Blik, naar du talte til hende? Ak — skulde der endnu i denne Barm leve nogen Kjærlighed til hende; er ikke hver Gnist slukket ved hendes tilintetgjorende Blik, ved hendes kolde Forstandighed? Skulde man ikke næsten troe det! Du vilde vel ellers ikke med saa megen Iver hovere over en maaskee indbildt Seier!” I det samme faldt hans Blik paa Landsbyen og det beskedne Kirketaarn. „Min gamle Ven, Præsten, og hans syge Søster vente mig jo rigtignok i Eftermiddag, jeg har jo lovet dem at komme, jeg veed, det trøster dem, at see mig i deres Kreds, at høre alle hine vigtige Nyheder; men — jeg er alt for lykkelig, alt for exalteret til at kunne nedstemme mig til en Rolighed i Sindet, der passer sig for disse gamle, svage og — jeg maa selv tilstaae det — mindre interessante Folk. Jeg maa nu, som altid, nyde min Glæde alene.” Han vendte sig ved disse Ord lidt til Siden, støttede sig paa den anden Arm, kastede et Blik udover Haugens Trætoppe, og øinede Kjøbstaden. En heftigere Rødme foer over hans Ansigt, han strøg hastigt Haaret fra Panden, og smilede med Velbehag, idet hans Hjerte bankede hurtigere. „Ogsaa Hun venter dig maaskee med Længsel, du tør tilstaae dig selv, du troer, hun tilbeder dig, det yndige Barn, uagtet al Drilleri! og hvor elskelig er hun ikke, den Uforligne-lige — men dog” — Han henfaldt i tavse Betragtninger, og lod sin Aand urolig, men saligt drømmende svæve fra det ene Billede til det andet.

        Da blev han pludseligt vakt af sine Drømmerier ved nogle hviskende Stemmer, der lode sig høre i det andet eller tredie Fag fra ham, og hvilke, som det gaaer, naar man hviskende vil disputere, Lidt efter lidt gik over til en Lydeligere Tale. Dog vilde den unge Mand næppe have forstaaet, hvad der blev sagt, hvis ikke Naturen havde begavet ham med en næsten utrolig fiin Hørelse, hvilken Nysgjerrigheden nu skjærpede, især da han hørte nogle Udeladelser, der, som det lod, angik ham selv, og, idet de ikke just skabte de behageligste Følelser i hans Bryst, droge ham lidt ned fra den Selvtilfredsheds Himmel, hvori han svævede. Det var en blondhaaret og meget ung Kone, fyldig, men bevægelig, med en ægte græsk Profil, men med et koldt og næsten frastødende Udtryk i de forresten deilige blaae Øine, som talede med sin Mand, en ung Advocat. Med hendes lille Figur, Kulden i hendes Ansigts Udtryk og Heftigheden og Paastaaeligheden i Forfægtelsen af Meninger contrasterede paafaldende ægteherrens store, sorte, ildfulde Øine og Roligheden i den Maade, hvorpaa han forstod at bestride eller undvige sin Gemalindes Angreb og Paastande.

        „Nei, kjære Antonie! Du gjør ham dog vist Uret! Saa slet er han dog nok ikke, som du gjerne vilde faa mig til at troe!”

        „Jo, kjære Charles! saa slet og ikke bedre er han just, som du ikke vil troe!” svarede Damen parodierende. „Saa du ikke for Exempel i Dag ved Bordet, med hvilken fade Vigtighed han opførte sig? hvor kjække og udfordrende ethvert af hans Blikke blev efter hvert Glas Viin, han tømte? Beskeden, siger du? — Hvis du kjendte ham saa nøie som jeg, saa vilde du have bemærket, hvor skrupulos omhyggelig han er for at nedsætte sin egen Person, hvor overdreven beskedent han taler om sig selv og sine Arbeider, at man maatte være meget uerfaren i Verden, om man ikke bag denne Maske øinede den smaaligste forfængelighed! Og hvad skal saa denne hans affecterede Varme og Opmærksomhed for Frøken Melting betyde? Troer du, han har nogen alvorlig Hensigt, saa tager du mærkeligt feil. Det smigrer ham kun at tiltrække sig denne fornemme og deilige Piges Opmærksomhed, hvilket jo rigtignok, som du har seet, paa en Maade lykkes ham; thi han besidder — det har jeg altid sagt — underligt nok, en saadan Egenskab, der har Lighed med Klapperslangen Natur!”

        „Nu er den gode Madame alt for slem!” sagde Advocat Friland smilende, og truede hende med Fingeren.

        „Ikke saa slem, som jeg egentlig burde være! Jeg hader disse Cavalierer, der allevegne bære deres Hjerte til torvs. En Saadan er han. Jeg veed med Bestemthed, at han i Byen ogsaa gjør Kur til sin Huusvertinde, som skal være en meget net og skikkelig Person, velhavende og af anstændig Familie. Hun er forresten ret kjøn, men seer meget phlegmatisk ud! Hun maa være meget ældre end han!”

        „Hvorfra kjender du dog hende?” spurgte Friland.

        „Aa, hun handler med Porcellain, og jeg har Kjøbt Adskilligt hos hende.”

        „Ah, saaledes!” vedblev Advocaten med et sarkastisk Smiil, „Du pleier dog ellers at kjøbe slige Sager hos — —”

        „Jeg kjøber, hvor det behager mig,” svarede Fruen og fortsatte: „Naboer og Gjenboer har glædet sig ved at bemærke et meget idyllisk Forhold mellem de To.”

        „Virkelig?” lo Advocaten.

        „desuden,” vedblev Fruen uden at standse, „hvad hjælper det ham vel nu, om han ogsaa sætter den smukke unge Uerfarne nok saa mange Griller i Hovedet? Man siger jo, at hun, saa ung hun er, har en begunstiget Beiler. Og var dette end ikke Tilfældet, vilde da vel hendes Formynder og Oncle, den gamle Geheimeraad Melting, tillade en Forbindelse med et Menneske, om hvem man ikke veed andet, end at han er og hedder Herr Felix?”

        „Ja, med Hensyn til hans Herkomst kan du for saa vidt have Ret, ma chére! Du maa jo vide bedre Besked derom end enhver Anden, da han er opdraget i dine Forældres Huus; men mig synes dog, du gjør ham lidt Uret, naar du, ved at vurdere ham selv, slet ikke bringer hans smukke Talent i Anslag?”

        „Talent!” lo den unge Frue i en haanlig Tone, „ja, hvis han havde været eller vilde være flittig, kunde han maaskee arbeide sig frem til at blive en taalelig Kopiermaskine for Andres Mesterværker; men ikke engang dette vil han nogensinde naa, for han er saa doven, saa doven — ak, jeg kjender ham nok! Og nu hans egne Compositioner! Folk sige jo rigtignok, at Ideerne er ret gode, ja endogsaa nye, og Anlægget taaleligt; men er Udførelsen ikke altid saa overdreven flygtig, for ikke at sige skjødesløs? og mangler ikke alt hans Arbeide i den Grad, hvad man kalder Studium, at hvert Blad snarere bærer Præg af Hastværk og Lede, end af udholdende og taalmodigt Arbeide!”

        Damen havde talt hurtigt og heftigt, og maatte puste lidt, hvorved en Pause opstod i Samtalen, en saadan, som pleier at antyde en lille Forstemning mellem personer, hvoraf i det Mindste den Ene vil undgaae Modsigelse og Strid.

        „Du sagde før,” begyndte Advocaten, „at man ikke vidste noget om hans Herkomst; har din Fader da aldrig fortalt noget desangaaende?”

        „Jeg har aldrig spurgt ham derom,” svarede Fruen med en Stemme, der syntes at ville skjule en indvortes Bevægelse, „formodentlig fordi han interesserede mig for lidt. Da jeg var et lille Barn, kom han i min Faders Huus, hvor, som du veed, mange andre unge Mennesker bleve underviste og opdragne. Det Eneste, der dengang var mig og mine Søstre vigtigt, var at faa den nye Husfælle at see, om han var smuk eller styg, kjedelig eller moersom, —”

        „Fandt du Herr Felix smuk eller styg, kjedelig eller moersom?” faldt Advocaten sin Kone i Talen.

        Uden at svare herpaa vedblev hun med alvorligt Ansigt: „Siden, da jeg voxede til, forstod jeg ret godt, at det ikke kunde nytte at spørge min Fader om en Ting, som han ikke af sig selv havde meddeelt os, og deraf kommer denne min Uvidenhed. Maaskee ikke engang mine Forældre vidste ret Besked! Der var en Periode,” tilføiede hun efter et Øiebliks Tavshed, „da han var ret vakker, ret brav; — men han har forandret sig!”

        „Hør, siig mig dog, Antonie!” sagde Advocaten med Eet, idet han kyssede begge hendes atlaskhvide Hænder, og som om noget ganske Nyt faldt ham ind, „hvilken af dine talrige Veninder har givet dig denne lille, forslidte Ring, som du altid bærer paa din venstre Haand? Du har jo dog fortalt mig alle øine Souvenirers Historie?”

        „Veed du hvad, Charles!” svarede den unge Kone med alvorlig, dyb Stemme og undertrykt Bevægelse, „det lader til, du taber din Hukommelse; har du ikke en gang for alle tilladt mig at bære netop denne Ring, uden at aflægge min strenge Herr Gemal Regnskab for den?”

        „ja, jeg tænkte kuns ikke,” — begyndte Friland godmodigt.

        „Jeg haaber, Charles! du tænker intet andet, end hvad der kan bestaae med de gode Tanker, jeg veed, du baade kan og bør have om mig!”

        Den unge Advocat tvang sig til en Latter, omfavnede sin lidt modstræbende Kone, og trykkede paa hendes Læber et Kys, der saaledes kom til at gjenlyde temmelig høit i den nu af Tjenerne forladte Spisesal. En uvilkaarlig ubetvingelig Beveegelse af Felix forraadte hans Nærværelse. Den korte, pludselige Tavshed, som nu indtraadte, blev afbrudt, ikke af Manden, men af Fruen, der i en vel vedligeholdt, ligegyldig Tone spurgte sin Mand: „Du gaaer til Kjøbstaden i Eftermiddag?”

        „ja,” svarede Advocaten, i det han tog en Brevtaske frem og bladede i nogle Papirer, „jeg var alt før Hovedstadens Spærring paa Spor efter en Forbryder af en ganske eget Slags. Tidens Uro og mange andre Omstændigheder havde standset mine Undersøgelser, der ogsaa egentlig har ført mig herhid i denne Egn, da jeg just for et Par Dage siden af en Heendelse igjen fandt det tabte Spor. Det var saamæn inde hos den tykke Bager, ham, der har den lille nydelige Pleiedatter, som du holder saa meget af. Nu agter jeg, ifølge min Pligt, naar jeg atter indtræder i mine Funktioner, overeensstemmende med min Instrux at forfølge Sagen. Det er egentlig Geheimeraad Melting, som har givet mig det hele Hverv.”

        „Aa, lad det heller være,” sagde den unge Kone kjælende og med den hos Fruentimmer saa let vakte medlidenhedsfølelse, „er det noget meget slemt?”

        „Meget slemt! og noget, som du sikkert, kjender jeg ellers dig ret, næppe vilde tilgive, ifald du vidste det,” fik hun til Svar.

        „Kan du ikke sige, at du har tabt ham aldeles af Sigte, at han er gaaet over til Fienden, har givet sig under fremmed Beskyttelse?”

        „Det gaaer ikke an, lille Tony! han er for gammel og forstokket i Synden, og vilde, saa vidt jeg kan slutte mig til, endogsaa selv foragte en saadan Udvei!”

        „Hvad har han da gjort?” spurgte Fruen utaalmodigt.

        „Det tør jeg endnu ikke sige dig,” svarede den kjærlige Ægtemand smigrende men med Fasthed, „deels formedelst Sagens Uvished og særegne Beskaffenhed, deels ogsaa af Frygt for, at din mig velbekjendte, uimodstaaelige Overtalelse muligen kunde forlede mig, om ikke til ganske at lade det Hele falde, saa dog at gaa lunknere og mildere til Værks, end jeg kan forsvare for mig selv! I Øvrigt vil jeg dog, til din Beroligelse, fortælle dig, at jeg opsporer ham, mere for om muligt at vende hans Brødes Følger til det Gode end for at straffe ham selv!”

        „Ja, det forstaaer jeg ikke, Charles!”

        „Det skal du ikke heller, Tony! Farvel!”

        „Saa gaa da med dine Mysterier, du!” sagde Fruen smilende, kyssede ham, hængte sig ved hans Arm, og trak ham ud af Stuen, idet hun kastede et hemmeligt, skarpt, men dog af Felix bemærket Blik hen i det Vindue, hvor han stod.

        Et Par Bøsseskud fra det grevelige Slot deelte Veien sig til Heire mod Landsbyen, og til Venstre løb den ned mod Kjøbstaden. I Midten af den trekantede Plads, som de tre sammenstødende Veie dannede, stod et stort, gammelt Bøgetræe, formodentligen en Levning af de store Skove, som fordum ogsaa paa denne Side havde bedekket Skraaningen af de Høider, hvorpaa Herresædet var opført. Ved Træets Rødder laa flere store, mosbegroede Kampestene, og af disses Beliggenhed saavelsom af det rundtom nedtraadte Græs kunde man slutte, at denne Plads vel ofte maatte være et yndet Hvilested for Høstfolk, Malkepiger og Vandrende. Eftermiddagens Rolighed hvilede over Stedet, ingen Vogn hørtes i det Fjerne, ingen Arbeidere saaes paa de afmeiede Marker, ingen Fugles Qviddren, intet Insects Surren afbrød den dybe, efteraarlige Stilhed. Himlen var reen og blaa, kuns i Horizonten rugede, liig fjerne Bjerge, nogle tætte, merke Skymasser, der efter den lumre Dag syntes at love en qvægende Torden. Paa een af Stenene under det vældige Træes Løvtag sad Felix; han støttede sine Arme paa Knæerne og skjulte sit Ansigt i begge Hænder, og havde alt et heelt Qvarteer siddet saa aldeles fordybet i sine egne Tanker, at han lige saa lidt havde bemærket Advokat Friland, der med hurtige Skridt var ilet forbi ham mod Kjøbstaden, som han af denne var blevet bemærket.

        Skjønt den Erfaringslektion, han nylig i Spisesalen paa Slottet havde modtaget, ingenlunde var ny; uagtet han mangen Gang, naar enten en sindig Ven skaansomt lod ham mærke Ujævnhederne i hans Væsen og Forhold, eller han selv ved roligere Overlæg betragtede sig som en fremmed Gjenstand og som saadan bedømte sig selv, havde følt sig dybt ydmyget og nedbøiet; saa havde dog denne sidste Scene saa meget smerteligere grebet hans Hjerte, som de haarde Domme udgik af en Mund, der forhen venligt havde tilsmilet ham; og havde saa meget dybere ydmyget ham, som de fremførtes for et Vidne, hvem han ikke kunde nægte sin fulde Agtelse. Og dog kunde han, naar han ret roligt betragtede det Forhold, i hvilket han havde staaet til hende, og Grunden til hendes forandrede Stemning, ikke andet end tilskrive sig selv al den Uret og Sorg, han kunde indbilde sig at have lidt og følt; for hans vankelmodige Karakteer, det Ubestemte i hans tilbøjeligheder, den Mangel af Kraft og Fasthed i Øieblikke, som kunde have været afgjørende for hans og hendes Fremtids Skjæbne, maatte vel have aabnet hendes Øine og gjort hendes Hjerte — der rigtignok mest stod under Forstandens Formynderskab — koldt og bittert imod ham, og tilsidst næsten ladet hende see ham i et foragteligt Lys. Saa meget lettere maatte det have været for Advokat Friland, der med Sindighed og Fasthed forenede Vid, selskabelige Talenter, stor praktisk Duelighed, et smukt mandigt Udvortes og stor Sikkerhed i Behandlingen af alle dem, han kom i Berøring med, at vinde hendes Tilbøielighed og erholde hendes Haand.

        Disse Betragtninger og andre bittre Selvtilståelser, der dog af og til syntes at svækkes lidt ved ligesom fjernt fra tilraabende Retfærdiggjørelfer og Undskyldninger, krydsede forvirret i hans Hoved, og sammentrængte sig undertiden i eet Brændpunkt for at vise ham hans hele Usselhed i det klareste Lys, og afpressede ham tilsidst Taarer og smertelige Suk.

        „Hvor elendig, hvor ussel maa jeg ikke være,” raabte han, og knugede krampagtigt begge Hænder mod det vaade Ansigt, „hvor foragtelig i Andres Øine, naar jeg end ikke selv — dog — hvad nytter nu vel min afmægtige Klage? O, dette Kar” — her lagde han Haanden paa Hjertet — „er af en alt for slet Masse. Det er intet Bedre værd end at knuses og kastes blandt andre Skaar!”

        Ved en næsten latterlig Idéassociation foer hans Tanke til Byen, til hans stille, ydmyge Hjem.

        „Min stakkels Milla!” sukkede han bevægeligt. „hun er saa god, hun er saa from — Nei, nei! jeg kan ikke udholde den Tanke — — det maa — det skal — — Ak, hvorfor har jeg ikke i Tide med Kraft udrevet mig af saa mange Forhold, der har næret min Svaghed, standset min Fremstræben? Hvi har jeg ikke dræbt Stangen i mit eget Bryst? Hvorfor har jeg ikke kastet Blyant og Gravstikke til Helvede, og heller lært at flette Kurve eller høvle Brædder? Min Forfængelighed var blevet brudt, mit Hovmod knækket, og jeg selv maaskee knust; men hvor meget Bedre at sidde skjult for Alles Øine og tilfreds, — hvor meget sødere selv at have Gravhøien over sig, end at lide denne usigelige Qval! Den bedste Tid er ubenyttet eller misbrugt, Fremtiden ligger for mig som en trøstesløs Ørk, der skal gjennemvandres; og naar jeg saa har slæbt mig træt og mødig, — hvad saa?”

        „Ja, Bedste! det skulde man have betænkt lidt tidligere!” sagde en sonor Stemme tæt foran ham, og i det Samme følte han sin Skulder let berørt af en Stok. Forskrækket slog Felix Øinene op, som Een, der pludselig vækkes af en Drøm; foran ham stod en mager Mand, der kunde synes at være noget over Halvhundrede Aar, hans Ansigtsfarve var blegguul, Øinene lyse og matte, Tænderne, som hans grinende, men godmodige Smiil lod see, lange og graalige; hans brune Kjole med de store Staalknapper, hans stribede Vest med Tasker, de spættede Strømper og guulkravede Støvler, der løseligt omgave de smalle Been, tydede paa Fattigdom og en forsvunden Mode. Han holdt i den ene Haand en gammel Hat samt det store Spanskrør, hvormed han havde vækket Felix, og tørrede sin Pande og de bagtil i en Pidsk bundne graae Haar med et stort mørkeblaat Lommeklæde. Han stod rank, som om han havde været Militær, og alle hans Bevægelser havde noget saa livligt og hurtigt, hans Stemme var saa klangfuld og Betoningens Nuancer saa mangfoldige, at man maatte see hans Ansigt for ret at kunne slutte sig til hans Alder.

        „Hvad vil han mig? hvad godt?” raabte Felix med rynket Pande; og da den gamle Mand, skrækket ved hans Heftighed, traadte et Par Skridt tilbage, vedblev han roligere: „jeg har Intet hos mig!”

        „Jeg vilde saamæn ei tigge, min kjære, kjære — Herre! men da jeg just i Forbigaaende hørte Deres sørgelige Udraab, faldt mig hine Ord uforvarende af Munden,” svarede Manden.

        „Hvilke Ord?” sagde Felix, „har han luret? Vil han maaskee trøste mig?” lagde han til med Bitterhed; „gaa, gaa, og lad mig være i Fred!”

        Den gamle Mand blev staaende tavs foran ham, det grinende Smiil, der før havde opklaret hans Ansigt, var forsvundet, og en Art af veemodig Undseelse havde lukket hans tynde Læber, slappet alle Muskler i de rynkede Træk og udbredt ligesom et Slør over Øinene. Der laa noget saa usigelig sønderknust og bønfaldende i hele hans Holdning, og hans Tavshed var saa betydningsfuld, at Felix, næsten skamfuld over sin Heftighed, ogsaa tav, og forvirret betegnede ham med Haanden, at han skulde gaa og lade ham være ene. Da Manden desuagtet endnu dvælede og med sit matte Øie vedblev at betragte ham, tog han hurtig sin Hat op, som laa ved Siden af Stenene i Græsset, og lavede sig til at gaa.

        „Hvor gaaer De hen, unge Herre?” spurgte Manden hastigt, „jeg beder Dem saa bønligt, siig mig det!”

        „Til Høire!” sagde Felix, smilende over den Gamles Paatrængenhed, og pegede ned mod Landsbyen.

        „Ja, aa ja, rigtigt!” sagde Hiin, nikkende med Hovedet, „ja, gaaer De til Høire, saa gaaer De den rette Vei, gik De til Venstre, kunde De maaskee tage Feil.”

        „Hvad mener Du, Gamle?” raabte Felix med nysgjerrig Heftighed, „kjender Du mig? eller er Du maaskee —?” lagde han sagte til i en medlidende Tone.

        „Ak, ja vist!” sagde Manden, dragende sig langsomt bort fra ham, „læg ikke Vægt paa mine Ord; man har tidt nok sagt mig, at der ofte ikke er nogen ret Mening i dem; for her staaer det nok ikke altid saa ganske rigtigt til!” og pegede paa sin furede Pande. Han vendte sig, og vilde gaa, men kom pludseligt tilbage, greb den unge Mands Hænder og stirrede ham stivt ind i Ansigtet. „Lad mig dog endnu engang betragte disse Træk,” sagde han med bævende Stemme, „disse lyse Øjne, denne fine, krumme Næse, lad mig endnu engang tage paa disse Hænder, og saa — gaa! De besøger nu Pastor Petersen, De seer formodentlig hans Søster, hende, den Syge, saa kunde De jo — dog — hvad kan det interessere Dem, eller være hende kjært at tænke paa den gale Skrædder Siller! — Farvel, maaskee for sidste Gang!” Han gjorde høire om, og gik med raske Skridt ned ad den Vei, som førte til Kjøbstaden, mens Felix endnu ganske forundret og overrasket saa hen efter ham, og derpaa fortsatte sin Vandring til Landsbyen.

        Underveis overtænkte han ret det Sære og Hemmelighedsfulde ved dette Møde, dadlede sig selv bittert for den uoverlagte Heftighed, hvormed han havde begegnet den Gamle, og ærgrede sig over, at han siden, imponeret ved Mandens Person og Tale, havde spillet en temmelig flov Rolle i denne Scene, hvis Betydning tillige hans Forvirring Havde hindret ham i at komme paa Spor efter. Men, hvad han egentlig mest i sit Hjertes Lønkammer beklagede, var, at han ikke havde havt et eneste Vidne til en Hændelse, der i hans altid exalterede Indbildningskraft var forekommet ham saa usædvanlig og vel skikket til at underlægge en phantastisk Betydning; og hans Forfængelighed var lige meget krænket fra begge Sider. „Jeg maa

        nu,” tænkte Felix, idet han rask vandrede ned ad det med Pile og Hasler indgjærdede Stræde, som førte ned mod Landsbyen, „først og fremmest tage Afsked med disse gode Folk i Præstegaarden, — saa er det overstaaet. Hovedstaden er aaben, alle Fremmede paa Gaarden ville nu drage ind igjen; ogsaa jeg maa i Morgen eller i Overmorgen see at faa en Plads paa een eller anden Vogn, — ak, maaskee hos min Ven, den gamle Geheimeraad, — og begive mig til mit forrige Hjem, hvis Ilden ikke har gjort mig huusvild; for den midlertidige understøttelse, som Geheimeraad Melting saa ædelmodigt i denne Trængselstid har ladet mig tilflyde, tør og vil jeg ikke længer nyde, uagtet al den Fiinhed og Skaansomhed, hvormed han, saa at sige, pånødte mig den. Og hvorfor gjorde han nu det? hvorfor udmærkede han mig ved enhver Leilighed? foretrak mit Selskab for saa mange Ældres? gjorde mig saa ofte til sin Fortrolige i mange af sine vigtige Anliggender? hvorfor behandlede han mig strax som en gammel Bekjendt, med saa megen — jeg kunde næsten sige — faderlig Godhed? Hvorfor var han, syntes mig, bevæget og trykkede min Haand, hver gang Talen var om Skilsmissen? Hvorfor søgte han stedse at drage mig mere og mere nær til sin elskværdige Niece, Frøken Elisa? Dog vel ikke alene, fordi jeg kunde hjælpe ham ved hans comiske botaniske Raseri, — tørre Planter for ham og tegne? eller give hende lidt Underviisning?” Han dvælede et Øieblik ved disse Spørgsmaal, uden at vove at besvare sig dem selv, skjønt vel mere end eet Svar hemmeligt lurede i hans Indre. „Dog, for Øieblikket bort med disse lyse, i det Fjerne dæmrende Udsigter; nu vil jeg afgjøre denne Afskedsvisite, og — saa siden det Bedste!”

        Denne sidste Vending i hans Tankegang foer alvorligt gjennem den klare Himmel, der for et Øieblik havde straalet i hans Hjerte, som en af Vinden hurtigt bevæget Sky stundom for et Moment kan fordunkle den blanke Sol. Det var nemlig ogsaa een af Gjenstandene for hans umættelige Forfængelighed at kunne omgaaes og tækkes alle Mennesker, af hvad Stilling, Forhold eller Dannelse de end vare; og det lykkedes ham ogsaa i Almindelighed trods den Selvovervindelse, det ofte kostede ham, trods de mange kjedelige Timer, det beredte ham, i det Mindste for en kort Tid at indtage Alle, som han lagde an paa, ved en vis paatagen naiv Godmodighed og en dyb Forstillelse, der strakte sig i alle Retninger, som det selskabelige Samliv kan tage, og som skjulte det høist Mangelfulde i hans overfladiske Dannelse og det Hule, Egoistiske i hans Karakter. Som en Følge heraf var især saadanne Menneskers Omgang ham kjær, hvis Stilling i Livet ikke lod dem skue meget dybt, eller ane hans Mangler, og som altsaa, idet de kun betragtede den skinnende Yderside hos ham, ideligen enten fandt sig smigrede ved hans Omgang, eller ved deres Opmærksomhed og Roes nærede og kildrede hans Forfængelighed. Saaledes havde han under sit Ophold paa Slottet nærmet sig Præsten, der levede alene med sin syge Søster, og uagtet disse Folks Omgang i hine Henseender ikke aldeles kunde bære hans Svaghed op, saa var dog al den Opsigt, han gjorde ved — som Damerne paa Slottet udtrykkede sig — sin velsignede Opførsel mod de rare gamle Folk (som ellers ingen gad omgaaes) ham og hans Selvkærlighed tilstrækkelig Fyldest.

        Imidlertid var han kommet Landsbyen saa nær, at han kunde oversee hele Gaden lige ned til Præstens røde Port; og hvor forundret blev han da ikke ved langt borte at see sit nye Bekjendtskab, den gamle Skrædder Siller, vandre ud af Præstegaarden og tage Veien langs Havehækken, bag hvilken han kort efter forsvandt.

        „Han har havt Ærinde her, han kjender Egnen og Gjenveiene bedre end jeg,” tænkte Felix, trykkede paa Portlaagens Klinke, og traadte ind i Gaarden. Her mødte han Præsten, der saa hurtigt de gamle Been vilde bære den tykke Krop, ilede mod Portrummet: „Saa De ham! Høistærede! mødte De ham ikke?” tilraabte han Felix med vidt aabnede Øine og Forfærdelsens Bleghed paa Ansigtet, idet han med sit Piberør pegede ud ad Veien til.

        „Hvem mener De, Hr. Pastor? Fat Dem dog, Kjære! er der skeet nogen Ulykke?” raabte Felix.

        „Hvem skulde jeg mene uden Skrædderen, Siller, den Afskyelige, — det vil sige, ikke Siller men Fanden, — Gud forlade mig min slemme Synd! — og dog Fanden ikke Fanden, men snarere hiint Afskums Gjenfærd! Ak, hvad hjælper det, Høistærede! at man studerer Philosophie, og sørger for sin og Tidsalderens Oplysning, naar dog saadanne Erfaringer, som jeg og min Familie netop med dette Menneske har oplevet, formaae at omstyrte de bedst funderede Principer. Al den Ulykke, vi har oplevet med min stakkels Søster, at hun nu ligger og har ligget i mange Aar histinde, ikke levende, ikke død, stum — kun i de velsignede Øine er der Liv, — uden at kunne røre et Lem, og saa yderligen svag i Aanden, — Alt dette, siger jeg, har vi ham alene at takke for; og det var da heller intet Under, om der ved et saadant Menneske ogsaa fandtes Egenskaber, hvis Tilværelse kuns maatte tilskrives den fule Aands Virkning, — Gud frie og bevare os! — Er det sandt, hvad Mange paastaae, og jeg næsten, trods al Oplysning, kunde fristes til at troe, at visse Mennesker besidde den Gave at kunne vise sig paa tvende Steder paa een Gang, saa maa det være Tilfældet med ham. Ja, sandt var det, Høistærede! kunde man bare et lille Gran titte indenfor hiint Forhæng, bag hvilket vi engang Alle skal optræde, vilde man faa Oplysning om mange Ting, og vel ogsaa om denne. Hvorom alting er, saa erindrer jeg i denne Anledning en ganske snurrig Passus med een af mine Venner, hvem man ogsaa vilde gjøre til en dobbeltgjænger. Hans Kone havde den hæslige Vane at ligge og læse i Sengen om Aftenen, og gjorde det ofte, uagtet Manden, der var lovlig streng, havde forbudet det. En Aften, da Manden var i Selskab, og Konen laa og loste, faldt hun uformærket i Søvn med Bogen i Haanden; og da hun, som det nu tidt skeer, gav et Spjæt og vaagnede, vender hun Hovedet lidt, og seer sin Mand med stirrende Øine ligge ved Siden. Det gjøs rigtignok i hende; men da hun havde hørt, at sligt Spøgeri maatte standse, naar man kunde faa Ram til at slaae Gjenfærdet, saa betænker hun sig ikke længe, letter sin Arm, og vender, Vorherre Død! med Bagen af Haanden sin Ægteherre og Huusbond saadan Een paa Snuden, at Blodet sprang ham ud af Næse og Mund; — for. De maa vide, Høistærede! det var virkelig Manden selv, som laa der, og som var kommet hjem, mens Konen fik sig en lille Luur over sin Lekture. Siden læste hun aldrig meer i Sengen, men slukkede kjønt sit Lys, og sov ind under sin Aftenbøn! — Hvad forresten Sillers Forhold til min Familie angaaer, da er det en Hemmelighed, som jeg, om jeg end vilde, skulde have ondt ved at forraade; for jeg troer, der er kuns to Mennesker levende, der veed ret Besked med sammenhængen, nemlig min Søster og Han. Hun, Stakkel, barer sig nok for at aabenbare Noget; thi som De veed, er hun berøvet Tungens og næsten ogsaa Hændernes Brug, — og Han, han vogter sig vel! Længe har vi, Gud skee Lov! ikke seet til ham, for een eller anden Ulykke pleier gjerne at være i Følge med ham; men nu maa han vel i denne urolige Tid være opkyst fra sit Smuthul, ligesom der undertiden efter et Jordskjælv eller anden stor Naturomvæltning ud af Skove og Huler fremkomme saare sjældne Exemplarer af Qvadrupeder, Slanger og deslige, som ved den almindelige Forstyrrelse have faaet deres Logis opsagt og er blevne huusvilde!”

        „Han er her!” raabte Felix, endelig afbrydende den snaksomme Geistlige, „han er her!”

        „Gud frie os vel!” hviskede Præsten og saa sig forfærdet om til alle Sider, „har De seet ham? hvorfra kjender De ham?”

        „Jeg talede med ham hist oppe ved Bøgen; han snakkede noget forvirret Tøi, og teede sig saa underligt, at jeg troede, han var vanvittig. Dog kan jeg ikke nægte, at jeg strax fortrød den utidige Heftighed, hvormed jeg i Begyndelsen affærdigede ham: for hans Person gjorde siden et dybt og rørende Indtryk paa mig.”

        „Saa! ham gjør han ogsaa Indtryk paa, ham har han ogsaa forhexet ligesom os Andre!” mumlede Præsten.

        „Da jeg forlod Stedet,” vedblev Felix, „gik han ned mod Kjøbstaden, og det undrede mig derfor høiligt at see ham kort efter liste sig ud af Deres Gaard, da jeg var ved Enden af Byen. Han maa vel have gaaet en Gjenvei, og være kommet foran mig.”

        „Ak nei,” sukkede Prosten, „der er ingen saadan Gjenvei, han var her ikke selv; hør kun, hvorledes det gik! De veed selv, at jeg næsten hver halve Time seer ind til Felicia; mit Hjerte hænger ved den stakkels Kone, — Pige, vilde jeg have sagt, — og jeg troer vist, at hendes dødelige Afgang, skjønt saa ønskelig for hende selv, vilde give mig Naadestødet. Som jeg nu aabner mit Studerekam-mers Dør, seer jeg ham, Siller, gaa fra min Søsters Dør med Hat og Stok i den ene Haand og sit store, mørkeblaa Lommetørklæde i den anden, tværs gjennem den store Dagligstue og ud ad Gangdøren, — lige saa tydeligt som jeg seer Høistærede her staae for mig. Stum og næsten lam i alle Lemmer af Forfærdelse bliver jeg staaende, og inden jeg kan besinde mig og forfølge ham, er han forsvundet!”

        „I Sandhed! besynderligt!” mumlede Felix.

        „Ikke saa Besynderligt endda, Høistærede!” gjentog Præsten, „thi alt det Onde, som dette Skarnsmenneske, — Gud forlade ham! — har tilføiet os, maa nok ligge ham haardt paa Samvittigheden, og ofte pine ham, saa at Tankerne, enten de vil eller ei, maa være henvendte paa hans Brødes Ofre; og det er i saadanne Tilfælde just, at man fabulerer om slige Apparitioner. Men — som sagt — Hemmeligheden er ikke min, og jeg veed desuden saa grumme lidt deraf. De skulde kuns ellers have seet min Søster, da hun var ung, hvor det var et meget smukt Fruentimmer; ja, jeg forsikrer Dem, hun gjaldt for een af de kjonneste Damer i Byen, da hun var der i Huset hos vor salig Morbroder, Oberst Braun, og blev opdraget der tilligemed hans Datter, vor Cousine; Gud hjælpe os for Ende, den Opdragelse fik! De unge Herrer kaldte dem saamæn ordentlig Morgen- og Aftenstjernen for deres Deiligheds Skyld. Men han var da — desværre! — heller ikke hæslig, det maa man ikke sige, snarere smuk.”

        „Hvem mener De?” spurgte Felix nysgjerrig.

        „Ih! Hvem andre end Siller! Ja, jeg siger Dem ikke mere! men har De Lyst, saa skal De see et meget deiligt Portrait af ham, da han var ung. Kom herind i mit Studerekammer, Høistærede!”

        Den gamle Mand førte sin Gjæst ind i det lille forrøgede og med Boghylder tapetserede Hul, som han titulerede saaledes, bad ham at sidde ned i en med Hynder vel forsynet Stol, aabnede sit Chatolskab, udtog deraf et temmelig stort Maleri og stillede det hen foran Felix. Det forestillede en ung Mand i Marinesoldater-Uniform, rød Kjole, mørkeblaa Rabatter med gule Tresser og Underofficiers Distinktioner. Hans blonde Haar, der efter hiin Tids Mode var friseret og bundet bagtil i en Pidsk, var endnu blevet mere blond ved Pudderet; under en smuk, høi Pande laa et Par lyseblaae, klare, milde Øine, hans Næse var fiint krummet, og om Næsefløjen og Munden syntes et ret behageligt Smiil at svæve; men dette og hele det noget sødlige Udtryk i Ansigtet, i Forening med den blege Farve, kunde maaskee med Rette give den kyndige Physiognom Anledning til at stemple dets Karakteer med Prædikatet kjødelig.

        „Naa, Høistærede!” tog Præsten Ordet, da den unge Kunstner længe tavs havde betragtet Portraitet, „ikke sandt, er det ikke et peent Skilderi? Det er ogsaa malet af Juul. Hvad siger De?”

        Felix tog Billedet i Haanden: „Tilvisse er det smukt og udtryksfuldt; men jeg falder i Tanker over, hvor besynderligt dog Tiden kan forandre et Menneskes Træt: thi nu skulde man i den Gamles Ansigt have Møie med at gjenfinde et eneste Spor af, hvad det forhen har været!”

        „Ja, sandt var det, Høistærede! vi er alle skrøbeligt Gods, og Forgyldningen gaaer snart af os! — Men vil De allerede gaa?” spurgte han Felix, som reiste sig.

        „Ja, Herr Pastor!” svarede denne med lidt Hoitide-lighed i Stemmen, „jeg vil gaa, og tillige med det samme sige Dem Farvel og Tak for al Deres Godhed mod mig. I Morgen eller Overmorgen reiser jeg rimeligviis ind

        til Byen, som nu igjen er aaben. Vi sees da vel ikke saa snart!”

        „Aa jo,” svarede Præsten, „det kunde dog nok hændes; for jeg har i Sinde med det Første at lade min stakkels Søster føre ind til Byen, hvor Lægehjælp og Pleie lettere og bedre kan ydes hende end her, om ikke for andet, saa for i det Mindste at formindske hendes Lidelser; da følger jeg nok selv med. — Naa, saa De vil da reise? sagtens med Hans Excellence, Herr Geheimeraaden? Ja, den Mand, han interesserer sig rigtignok for Dem, han elsker Dem næsten som — naa, bliv De kuns ikke rød i Hovedet, jeg vil ikke trænge mig ind i Nogens Hemmeligheder! Og om jeg end vidste Noget, saa skulde det saamæn ikke komme over mine Læber. Det skulde ellers rigtig glæde mig inderligt, hvis jeg engang kunde omfavne min unge Ven i Byen hos Hans Excellence Herr Geheimeraaden, som hans — ja — for seer De, De har jo dog selv paa en fiin Maade ladet mig ane noget Saadant; husker De ikke nok forleden Dag, da vi drak en Flaske Rhinsk sammen i mit Lysthuus, da var De ikke saa tavs, ikke saa forsigtig, som De nu lader. Dog — inden De gaaer, vil De dog vel see min Søster!”

        Ugjerne, thi han følte altid en egoistisk Modbydelighed for at besøge eller nærme sig Syge, — fulgte han Præsten ind i Kammeret. Der laa hun med tillukkede Øine; et flint Ansigt, hvis Træk nok kunde minde om noget fordums Deiligt. Under den hvide Kappe sneg sig et Par tynde, blonde Lokker frem, begge de særdeles veldannede Hænder laa lige udstrakte paa Tæppet, og paa den Høire bar hun en smal, forslidt Guldring. Hendes Aandedrag, der langsomt hævede Brystet, var næsten det eneste Livstegn; for fra hendes Kinder og de ubevægelige Læber havde Smerten for længst udpustet det friske Livsskær.

        „Jeg troer, hun sover,” hviskede Præsten til Felix, der tavs og forlegen betragtede den Syge, „og jeg vilde for Alt i Verden ikke forstyrre hendes Søvn og vække hende til Smerter; desuden vilde hun maaskee ikke engang gjenkjende Dem, hun er jo stundom reent fra det!” Han ledsagede sin Gjæst ud gjennem Gaarden og tog Afsked med ham udenfor Porten. „Hvor vil De hen?” raabte han til Felix, som vendte sig til Høire, „ah, jeg kan nok begribe, hvem De vil aflægge Besøg hos i Kjøbstaden, den lille Anne Marie, Bagerens Pleiedatter! Ja, De er mig en stor Skjælm! Vare vi ikke saa gode Venner, som vi er, saa skulde jeg rigtignok underrette hans Excellence Herr Geheimeraaden om alle Deres Krumveie; og hvad, troer De, vilde saa den lille Frøken vel sige? Men vær De kuns ikke bange, jeg blander mig aldrig i Andres Hemmeligheder. Det forstaaer sig, det er meget naturligt, at De synes godt om Anne Marie, hun er saa fin og hvid som Hvedemel og let og trind som en Æggekringle! Gud være med Dem! Adjes!” Leende vinkede han med Haanden af Felix, der allerede var saa langt borte, at han næppe fornam eller forstod hans sidste skæmtefulde Ord.

        I Kjøbstadens Hovedgade tæt indenfor Porten eller Bommen laa den rige Bagers Gaard. Det var een af hine Bygninger, der, skjønt opreiste for henved tre hundrede Aar siden og bestaaende af Bindingsværk, dog i mange af Smaabyerne har vedligeholdt en Slags Friskhed. Hovedlængen bestod af mange Fag tæt ved hinanden satte vinduer, Qvistens Bjælkeværk, Bjelkehovederne og Gesimserne vare udhuggede i siirlige Snørkler, alle endnu synlige, uagtet en moderne Malerkost havde overtrukket dem med en mørkegrøn Oliefarve; men trods det Skumle, som disse Bygninger pleie at have, trods det Mørke, som den stærkt udbyggede Qvist og det over Døren hvilende Bislag foraarsagede, havde dog det Hele noget hyggeligt og beqvemt. Husets vel vedligeholdte Stand, der mindede om Eierens Rigdom, og de, forresten til den øvrige Arkitektur slet passende store, yderst blanke Vinduesruder, den tykke, ægteforgyldte Kringle over Døren, det gammeldags, kunstigt udarbeidede Trappegelænder af Jern med svære, skinnende Messingknapper, men fremfor Alt en smal, men peen og broget Blomsterhauge, der laa mellem Gaden og Husets Forside, gjorde, at Øiet gjerne dvælede derved. Og naar nu oven i kjøbet en saa deilig lille Pige, som Bagerens fosterdatter, Anne Marie, gik og syslede blandt Blomsterne, eller sad under Bislaget og syede, saa gik der vist ingen Student, Kunstner eller andet Fantasimenneske forbi, uden at han i det Mindste i sin Erindrings Mappe jo gjemte en Skizze af denne fredelige Scene.

        Ogsaa Herr Felix havde alt i nogle Minutter staaet og med Interesse betragtet dette Maleri. Anne Marie var i Haugen; for paa den sidste Tid havde hun faaet en uendelig Kjærlighed for Blomster og Havevæsen, og beskæftigede sig saare ivrigt dermed. I disse Bestræbelser blev hun troligen understøttet af den unge Mand, der — en Middelting af Intendant og Gartner — bestyrede grevens vidtløftige Parkanleg og kostbare Drivhuse. Han var en Franskmand af Fødsel, livlig og munter, overmaade smuk, dandsede som en Dukke, sang til Citharen en Mængde smaa Romancer, og var næsten alle de unge Pigers Dæggelam. Da han havde bemærket hendes Kjærlighed til den Kunst, han selv med saa stor Duelighed udøvede, forsømte han heller ikke i sine Fritimer at give sig et eller andet Ærinde til Kjøbstaden, og ved Leilighed at gaa hende til haande ved de smaa Forandringer og Anlæg, hun foretog saavel i hiin lille, som i den større, bag Huset beliggende Hauge. Han var netop ogsaa denne Eftermiddag kommet til hende, for at ordne Adskilligt, som Efteraaret og den tilstundende Vinter gjorde fornødent. Hans Nankins Frakke og graae Straahat hang paa Stakittet, og i blotte Skjorteærmer sprang han rask og væver omkring til alle de Punkter, som Haugens lille Dronning med sit Scepter — en oprykket Blomsterstav — anviste ham. Den kjølige Bind pustede om hendes mørkerøde Sirtses Skjørt og det snehvide Forklæde, og lod undertiden Øiet skimte Omridset af det nette Been og en lille Fod, paa hvilken hun forstod at træde saa let og siirlig som en Muus; det mørke, silkebløde Haar skjultes tildeels af en tæt Kappe med brede Strimler, smykket med et chamoisfarvet Baand; og under denne straalede de store, kløgtige Øine, der dog alt imellem antog en mere skjælmsk Karakteer, naar den unge Gartner fortalte noget pudseerligt, og hun blev tvungen til at drage den fine Overlæbe bort fra en Række Tænder, sa skjære som østerlandske Opaler. Uagtet al den utvungne Friskhed og Naturlighed, hvormed hun bevægede sig, indgjød dog et vist Noli me tangere, som udbredte sig over hele hendes Væsen, uvilkaarlig Respect; men ikke desmindre maatte man dog paa en vis Maade give Pastorens drøie Sammenligning Medhold; for Anne Marie var virkelig fin og blød, som Hvedemeel, og trind og appetitlig i den allernobleste Betydning, og man vilde, om man end ikke vidste bedre, næppe have antaget hende for et Skud af Bagerens og Madamens vældige Stammer. Enhver af hendes Bevægelser var høist gracieus, og det klædte hende yndigt, naar hun, forfulgt af en Brems, sprang omkring for at frelse sig, eller med det Hvide Forklæde svøbt om Haanden knælede ned for at opluge en Nælde.

        Gartnerens Nærværelse var Felix mere til Besvær, end han egentlig vilde tilstaae sig selv. Han maatte i sit Indre erkjende en vis Grad af Ærgrelse eller selv misundelse over dette vakkre unge Menneskes Overlegenhed; hans lette naturlige Manerer, forenede med en ikke almindelig Dannelse og medfødt Routine, gjorde ham det saare let at vinde Palmen i det selskabelige Samliv, især fra et Menneske som Felix, hvis ængstelige Forfængelighed og Mistænkelighed betog ham al Ro, og gjorde ham det næsten umuligt at producere og lade gjælde selv de Fortrin, han maaskee maatte besidde. Han blev altsaa i nogen Tid staaende tavs og mørk og tvivlraadig midt paa Gaden. Anne Marie havde meget vel bemærket ham; men da hun af Erfaring syntes at vide, hvor uendelig flov han stundom tog sig ud ved Siden af den franske Floradyrker, og tillige havde en lille ond Glæde af at drille ham, saa stillede hun sig an, som om hun ikke havde faaet Øie paa ham, og lod ham staae. Endelig var Arbeidet i Blomsterhaugen fuldført; Victor Marteau — saa hed Gartneren — trak sin Frakke paa, hilste Pigebarnet venligt, og svang sig ud over Stakittet, idet han — saa forekom det Kobberstikkeren — med et fornemt, ironisk Smil tilraabte denne: „Nu De, min Herre!” Først da han var borte, vovede Felix at nærme sig Gitteret; han traadte ind og kaldte Anne Marie tilbage, som just vilde træde ind i Huset.

        „Allersomfortreffeligste Jomfru i det Grønne!” raabte han med tvungen Munterhed, „var det da ikke muligt, at ogsaa jeg kunde blive stedet til Audients? Eller maaskee vil De ned i den anden Hauge bag Huset for at see langs ned ad Landeveien, og sende endnu en Hilsen til Gaarden?”

        „Ih, see god Aften, Herr Felix! er De der?” sagde Anne Marie, idet hun vendte om og gjorde Kunstneren med ironisk Alvorlighed en dyb og pyntelig Compliment, „det hører nu næsten til Sjeldenhederne at see Dem. Har De maaskee været syg? De seer rigtig noget bleg ud, og saa uhyre triste!”

        „Jeg befinder mig meget vel,” udbrød Felix hurtig med møjsommelig undertrykt Ømfindtlighed, „jeg er og har i Sandhed været overmande rask og i det bedste Humeur af Verden; — og var jeg det ikke, saa maatte jeg jo i dette Øieblik, i Deres Nærhed have fundet den kraftigste Lægedom til Helbredelse!”

        „Lad dog disse pyntelige Complimenter fare. jeg troer jo ikke et eneste Ord deraf!” svarede hun, betragtede ham med korslagte Arme, og ventede med indvortes Glæde hans Svar; for hun kjendte ham vel, og vidste, hvor let han blev stødt og forvirret i Concepterne, naar et eller andet Udtryk berørte Strenge i hans Indre, hvis Natur han havde for megen Selvkundskab til at miskjende, men som han netop søgte at unddrage Andres Blik. Uagtet han i Almindelighed besad et stort Herredømme over sit Ansigt og sin Talestemme, skeete det dog stundom, at det Ene eller det Andet røbede det indvortes smerteligt berørte Sted. Hans Forlegenhed, bestræbelsen for at skjule denne og Ærgrelsen, naar det mislyk-kedes, gave hans Holdning noget saa saare comisk, at Pigebarnet kun sjelden kunde afholde sig fra at fremkalde en saadan Situation. Det gik ham her ved smaa, uskyldige Drillerier som i andre Tilfælde i Livet ved virkelige Fornærmelser og Forurettelser: hvor Andre, selv de tommeste Hoveder, med flydende Tunge og seirende Kraft droge sig ud af Sagen, der stod han tavs, forvirret, overvældet af Følelsen af den Uret, han led, — et umyndigt Væsen! Og den Overbeviisning, der ofte paatrængte sig ham, at han ligesom var et Rov for ethvert, selv det største dummerhoved, — som han ellers i enhver Henseende uden Ubeskedenhed turde oversee, — naar det kun havde Jernpande nok til at vælte sig ind paa ham, gjorde ham mere og mere mistroisk, menneskefjendsk, og beredte ham Timer, hvis Bitterhed ingen Pen beskriver. Anne Maries Drillerier derimod vare, som sagt, fra hendes Side høist uskyldige, men desuagtet ham ikke mindre smertelige. Hun pleiede, jo mere hun saa ham i Forlegenhed, at fordobble sine Spydkast, og vidste saa snildt og heldigt at benytte deels sin hurtige Tunge, deels sit Kjøns Autoritet, deels det specielle Herredømme, som hun nok mærkede, hun øvede over hans Hjerte, deels imellem en lille, peen Usandhed, saa at han næsten stedse forlod hende oprørt, total overvundet, fast foresættende sig i sit Hjerte aldrig mere at see en Person, der forekom ham skabt saa usigelig deilig, alene for at berøve ham Ro, Fred, Vid og Sands. Dog, som det nu gaaer med slige Forsætter, de bleve brudte den følgende Dag, og uagtet Anne Marie end ikke med et Blik eller et Ord opmuntrede ham hertil, uagtet hendes Drillerier — af en hende maaskee ubevidst Grund — Dag for Dag bleve skarpere, bøiede han dog, overvundet af Vanens og Skjønheds Magt, hver Gang igjen sin Nakke under Aaget. Hvad der nemlig allermest krænkede ham, var en vis udfordrende Interesse, hvormed hun undertiden yttrede sig om een eller anden af de unge Mænd i hendes Omgangskreds; men uagtet ethvert saadant Ord af hendes Mund var ham som et glødende Dolkestik gjennem Hjertet, vidste han dog, skjønt ofte med qvalt, bævende Stemme nogenlunde at skjule sin bittre Misundelse ved at istemme deres Roes og Berømmelse, og kuns enkelte, sjældne Gange vovede han at husvale sig selv lidt ved midt i sine Lovtaler at lade indskyde smaa Bemærkninger, hentydende Vink, der mulig kunde formørke de Omtalte og nedsætte dem i hendes Gunst. Men mærkede hun dette, da havde det den modsatte Virkning, og hendes Trods gik da saa vidt, at hun just søgte Leilighed til at yttre sin Beundring for dem, han dadlede. Iblandt disse var især den unge Gartner, Victor, det vigtigste Stridsæble, og det er nok muligt, at netop denne Kamp og det Forsvar, hun tidt havde ført for ham, i Forening med hans elskværdige Egenskaber, umærkeligt havde udvidet det Areal, han alt indtog i hendes Hjerte, saa at han tilsidst, hende næsten uafvidende, kunde ansees for Proprietair og Enebesidder af dette skjønne Gods.

        „Pyntelige Complimenter?” gjentog Felix, „saa De antager det virkelig kuns for tomme Ord, hvad jeg saaledes siger Dem, uagtet De i Gjerningen seer, hvor behageligt og velgjørende Deres Selskab maa være mig?” Anne

        Marie svarede intet herpaa, men gav sig i ifærd med at opbinde en stor Busk af brogede Asters, næsten de eneste Blomster, hvoraf der endnu var Levninger i Bedene. „Maa jeg hjælpe Dem?” vedblev han.

        „Nei Tak!” svarede hun kort, „De forstaaer Dem slet ikke paa Havevæsnet; — Herr Victor har bragt Alt i Orden, og dette her er snart gjort.”

        „Hvad har De dog moret Dem med i de sidste Dage?” spurgte Kobberstikkeren hurtigt, for ikke at lade hende komme ind i sin Yndlingsmaterie.

        „Aa, jeg har næsten ikke bestilt noget Alvorligt, næsten ikke gjort andet end spadsere, synge og dandse. Forleden tog vi en lille Tour ud med Justitsraadens i hans lille Skov; vi morede os fortræffeligt! Herr Victor var saa overgiven og lystig, og voltigerede i det grønne Græs saa kunstigt

        som nogen Akrobat!” „Ja, som nogen Bajas,” sagde Felix sagte.

        „Om Aftenen vare vi samlede hos Justitsraadens her i Byen; først blev der musiceret, og Herr Victor sang en Mængde søde smaa Romancer!”

        „Ja, han synger ret smukt,” sagde Felix, „kuns lidt affekteret for et dansk Øre; og de færreste af Selskabet har jo desuden kunnet forstaae ham!”

        „De Fleste blandt os, Herr Felix! forstaae dog nok sa meget Fransk, og desuden er de smukke Melodier jo dog næsten Hovedsagen. De kan troe, der var ordentlig ligesom et Oprør blandt os unge Piger, vi vare alle indtagne af ham! Han kan ogsaa tale saa yderst snurrigt efter Folk, og efterligne deres Gang og Gebærder. Ja, — men De maa rigtig ikke blive vred! — han gik ogsaa efter Dem, og stillede sig hen i en Krog, accurat ligesom De gjør det, naar De ikke er i godt Humeur. De maa da forresten vide, at han kan meget godt lide Dem, men beklager kun Deres Melancholie og onde Lune. Justitsraaden viiste os eet af Deres Kobberstik, det store Landskab, De veed, med Køerne, og Herr Victor, ligesom alle vi andre, roeste det og fandt det udmærket smukt. Han er nu saa lystig og lidt satirisk, men han mener saamæn slet intet Ondt med det. Og jeg forsikkrer Dem, der blev slet Ingen sparet, vi fik alle Sammen en lille Straf, — dog, som De kan begribe, i al Godmodig-hed! for, godmodig er han, det kan De ikke nægte?”

        „Hvem?” spurgte Felix med Malice.

        „Herr Victor!” svarede Pigen med forundret Stemme og store Øine.

        „Ah, jeg troede,” svarede Kunstneren smilende, „De alt var langt fra ham.”

        „Aa, det er sandt,” vedblev den unge Dame hastigt, og som hun frygtede for at glemme noget, „det maa jeg dog fortælle Dem! Da vi vare komne hjem i Tusmørket, gik vi Unge omkring i Haugen og spadserede, og ret som nu Lovise og jeg staae og snakke sammen ved den Haugeport, som gaaer ud til Gaden, saa kommer der en gammelagtig, meget simpel klædt Mand hen til os; og, uagtet nu dog Frøken Lovise seer meget fornemmere og anseeligere ud end jeg, saa henvendte han sig dog udeluk-kende til mig, som om han ene og alene havde i Sinde at beære mig med sit Bekjendtskab. Han traadte ind ad Laagen, nævnede mig ved Navn, spurgte til mit Befindende, og gav mig nogle mystiske Raad og Advarsler — — siger i det Mindste Lovise, — som jeg i min Forvirring reent misforstod; og alt dette med saa fin Anstand, som man ikke skulde have anet hos en Mand af hans Udvortes, og tillige med saa megen Hjertelighed og Varme, som om det ret var ham om at gjøre at indtage mig. Dog uagtet al Fiinhed og Beskedenhed, hvormed han talede til mig, havde dog hans Holdning, Klangen af hans Stemme og Betoningen af hvert Ord noget saa myndigt, saa imponerende, at jeg sandelig, saa overrasket som jeg var, ikke kunde lade være aabenhjertigt at gjøre ham Rede og Regnskab for alt, hvad han spurgte mig om. Det forekommer mig, som om jeg har seet ham i Drømme; men talt med ham har jeg aldrig før. Nei! jeg har aldrig været saa tosset forbløffet i mine Dage, — og saa veed jeg ikke engang, hvorfor jeg blev det! De kan ogsaa troe, jeg maatte døie mange Drillerier derfor af Lovise; thi jeg pleier jo ellers at være den mest uforsagte af os To. Da han gik igjen, hilste han Frøkenen meget stadselig, men mig — tænk Dem engang! — mig kyssede han paa Haanden, og saa saa han paa mig med et Par Øine, saa bevægelige og rørte som en gammel Elskers i en Comoedie. Nu har han siden i flere Dage hver Formiddag gaaet her forbi, naar jeg sad og syede under Bislaget derhenne, og hver Gang er jeg blevet ganske forunderlig indtaget af ham. Han maa bestemt have været farlig i sin Ungdom, De? — Forleden Dag, da han stod og talede med mig, faldt hans Øine hændelsesviis paa min Syæske, hvor netop det lille Pergamentblad laa, hvorpaa De i Sommer tegnede Deres eget og mit portræt; jeg havde reent glemt at klippe det over!”

        „Klippe det over?” spurgte Felix med Forundring.

        „Ja,” vedblev Anne Marie, „det kunde jo dog ikke passe sig, at vi To sad saadan med Næsen mod hinanden paa eet og samme Blad!”

        „Det skulde altsaa agere en Skilsmisse?” raabte Felix leende.

        „Vil De nu bare lade mig fortælle! — Den gamle Mand greb Pergamentet, betragtede Portrætterne med tindrende Øine, og efter en lang Tavshed sagde han: vilde De vel tillade mig at copiere Deres Billede? hvorpaa jeg svarede: De skal saamæn ikke have den Uleilighed, De maa gjerne faa dette her, — og greb efter en Sax for at klippe det over. Men da skulde De have seet, med hvilken ængstelig Iver han holdt min Haand tilbage, idet han flere Gange hviskede: nei, nei! for Guds Skyld gjør ikke det! De To høre sammen, og høre dog ikke sammen! — Hvad det skulde betyde, forstod jeg ikke; men han bad mig saa bønligt, og saa fik han begge Billederne, — jeg kunde ikke modstaae hans veemodige Blik!” —

        „Den lykkelige Siller!” sukkede Felix.

        „Naa saa De kjender ham? saaledes kaldte Justits-raaden ham ogsaa. Han stal have kjendt bedre Dage, og Justitsraaden vilde just til at fortælle os noget om ham, et underligt Rygte troer jeg; — De veed, den gode Justitsraad er sommetider lidt fri i sin Mund og upassende i sin Tale, og et vist, mig meget velbekjendt, fiffigt Træk i hans Ansigt spaaede mig intet godt af hans Fortælling, hvilket han i Grunden ogsaa forberedte os paa; saa jeg ret blev glad, da Herr Victor kom til og lod os vide, at Theen var inde.”

        „Jeg syntes, De sagde før, at der ogsaa blev dandset?” spurgte Kunstneren hurtigt.

        „Ja, De kan troe, der blev dandset, og det ganske artig, lige til Hanen galede. Jeg kan ikke sige Dem, hvor Herr Victor dandser nydeligt, og sa fortræffeligt som han fører! — nei! det er, som om man fløj!”

        „Naa, ja vist, Franskmændene er letbenede, de er fødte med Dands!” afbrød Felix hende.

        „Vi skiftedes til at spille Claveer, og morede os herligt; men da vi skulde bort, og det ud paa Natten havde regnet lidt, saa var Justitsraaden saa net at lade mig kjøre hjem i Kareth, og Herr Victor, som var fulgt med Vognen, hjalp mig ud, og fik Lov til at bære mig, saa træt og mat jeg var, ind gjennem den vaade Hauge til Døren!”

        „Og tog sin ridderlige Løn Derfor?” spurgte Felix smilende.

        „Herr Victor er slet ikke næsviis, maa jeg sige Dem, men tværtimod meget beskeden!” svarede Anne Marie med en alvorlig Hovmestertone.

        „Jeg beder Dem, bliv dog ikke strax saa alvorlig, fortræffeligste blandt alle Jomfruer paa Jorden! man kan jo dog saa uskyldigt og uforvarende komme til at bruge et Udtryk, som ikke er veiet paa Guldvægt!” sagde Felix og vilde i en beroligende, ærbødig Stilling lægge sin Haand paa hendes korslagte Arme.

        „Lad være at røre ved mig,” sagde Anne Marie og traadte et Skridt tilbage, „jeg kan ikke lide disse berørelser! Som sagt, Herr Victor er meget fiin og beleven.”

        „Meget vel,” vedblev den unge Mand lidt piqueret, „men man pleier vistnok at modtage, hvad der saaledes paa en vis Maade avanceres!”

        „Fy, Herr Felix!” udbrød Pigen hurtigt og i en næsten grædefærdig Tone, „det var meer end uartigt! afskyeligere, end jeg kunde vente det af Dem! Og De vil bilde mig ind, at De har Agtelse, Hengivenhed for mig, De, som kan troe sligt om mig, og kunde føre det over Deres Hjerte at sige mig saadanne Ord!” Her standsede Vrede og Taarer hendes Stemme.

        Felix følte meget vel, til hvilken Plumphed hans urimelige Jalousie og krænkede Forfængelighed havde henrevet ham, og hvor haardt han havde saaret det delicate qvindelige Hjerte, der i al sin Uskyldighed med Lyst og Munterhed havde skildret ham sine smaa Glæder og Forlystelser, uden at ane, hvilken uhyre Bitterhed hendes enkelte, godmodige Drillerier kunde have skabt i hans svage Sjæl. Men — smuk var hun selv i sin naive, barnagtige Brede! deilig som altid! Pludselig foer en Tanke ham igjennem Sjælen, en Tanke, der ofte før havde smigret ham, men som han lige saa ofte i fortvivlet Følelse af sin egen Jammerlighed havde forjaget af sit Hoved: maaskee elsker hun dig! maaskee bruger hun kun Herr Victors Navn for med hans Billede og en forstilt Interesse for hans Person ligesom at dølge og dække sit eget Hjertes Bevægelse! Kunde et hende Ligegyldigt Menneskes Yttring saaledes fornærme hende? Vilde hun uden nogen varm Følelse for dig være blevet saa overrasket, saa dybt krænket ved din ubesindige Udeladelse? Velan, lad altsaa dette Misgreb gjælde for en Prøve, jeg vilde sætte hende paa! Elsker hun Dig virkelig, vil det være Dig let at faa hende til at troe paa en saadan, — ak, Kjærlighed er saa godtroende og tilgiver saa gjerne! — Alle Betænkeligheder, alle egoistiske Hensyn, som forhen saa ofte havde afholdt ham fra lignende Skridt, forsvandt aldeles; hans egen usikre, haabløse Stilling, hans Kjærlighed, om man torde kalde det saa, til Frøken Elisa, Uvisheden af hans Fødsel og Stand, kort, Alt traadte i Baggrunden, og kun det liflige Billede af det Nærværende begeistrede ham. Den samme Lidenskabelighed, der nu saa aldeles betog ham den ham ellers egne, ængstelige og snu Besindighed, begavede ham tillige for Øieblikket med en uopholdelig Strøm af veltalende Ord, der ellers sjelden stod til hans Raadighed. Anne

        Marie havde vel ofte i overgivent Lune sagt, at det vilde være hende en høi Glæde, engang med Tiden at see en Herre — for Mandfolk hadede hun jo naturligviis i slige Øieblikke forfærdeligt — i Støvet for sine Fødder, for ret med udsøgt Kulde og Haardhed at pine ham, og tilsidst med Høihed og Værdighed at give ham Afslag paa hans ydmygelige Bønner. „Saadan skal de have det!” sagde hun. Saa lidt nu dette i sig selv var alvorligt meent, og saa kjækt hun end pleiede at declamere disse sine Yndlingstirader, saa skrækkelig stod dog nu Virkeligheden for hende, saa meget mere som den pludselig og uforberedt var traadt hende nær. Hun stod der, stum og forfærdet, hvid i Ansigtet som den Hvide Asters, der blomstrede tæt ved hendes Fod, og ikke engang den Nødvendighed, som forestod hende, nemlig at række Herr Felix en Gave, som Gartneren i lignende Tilfælde næppe havde faaet at bære paa sin Arm, lod hende beholde Besindighed nok til at gribe Fruentimmerets sædvanlige Hjælp i slig overhængende Fare, — at løbe bort! — Den unge Mands opbrusende Følelse, hans uvante overstrømmende Veltalenhed, hans bevægede Stemme, det smertelige lidenskabelige Udtryk i hans glindsende Øine bedøvede hende aldeles. Hun forstod tilfulde, hvad han sagde, hun fulgte med Angst hver Vending i hans Forsvar, hvert exalteret Udbrud, hvert Fald og hver Stigen i hans Stemme, uden dog at skjelne et eneste enkelt Ord; og det susede for hendes Øre, som om hun stod paa et larmende Marked. Endelig perorerede han: — „Og mig, Anne Marie! mig kunde De tiltroe et saa ondt Hjerte? Mine Ord kunde De underlægge den nedrige Hensigt at ville krænke og fortørne Dem, — hvis Billede i al sin Reenhed staaer med liflige Farver præget i mit Hjerte, hvor det som en frist Rose skal bevares, hvor ingen Vinterstorm skal bringe det til at falme! Ak, De veed det alt for vel, De har kuns ikke villet forstaae mig: Tanken om Dem har altid begeistret mig, — Synet af Dem, Deres elskelige Nærhed har electriseret mig, men ogsaa betaget mig Herredømmet over min Tunge. Men nu — De maa saa vredes paa mig eller ei, — nu kan jeg ikke tie, nu maa jeg sige Dem —”

        „God Aften, Jomfru! god Aften, Herr Felix! hvor De er blevet veltalende med Eet!” raabte Advocat Frilands Stemme over Havestakittet, „hvad er dog alt det, De staaer der og fortæller vor smukke lille Veninde? Jeg hørte Deres Stemme allerede langt oppe i Gaden, og Handskemageren her ligeoverfor har ogsaa været en andægtig Tilhører af Deres Preediken!”

        Felix forstummede, tildeels grebet af den bittre Følelse i eet Øieblik at føle sig nedstyrtet fra den høieste Begeistringshimmel, hvortil han nogensinde havde hævet sig, deels ogsaa pludseligen bragt til Besindelse og til en Betragtning, der endte med det hemmelige, hjertelettende Suk: „ah, det var i Tide!” — Men Pigebarnet vandt hurtigen ved en Trediemands Nærværelse sin qvindelige Fatning, og fik, ligesom Børn efter en i Mørke udstanden Angst, let igjen Munden paa Gang; hun gav sig ivrigen i Snak med Advokaten, spurgte til hans Kones Befindende, forlangte at vide, hvilke Forretninger Kjøbstaden skyldte Æren af hans Besøg, og bad ham tilsidst med Lune, at han dog vilde see at vedligeholde Hr. Felix i den gode Stemning, han nu havde: „hun havde aldrig, før i Dag, hørt ham sige saa mange kjønne Ord paa een Gang.”

        Advokaten paa sin Side vidste at holde den snaksomme Dame Stangen, og fortalte hende, at han var kommet til Kjøbstaden for at gjøre en Fangst, hvilket ogsaa var Lykkedes ham, uagtet han jo selv ved at passere Anne Maries Bolig havde udsat sig for Fængsel og Fangenskab; drevet af samme Frygt vilde han nu ogsaa, især da det stærkt begyndte at mørknes, og et Tordenveir var i Anmarsch, rive sig løs, skjønt med „blødendes” Hjerte, og saa hurtigt som muligt bringe sin Kone en Hilsen fra den elskværdige, unge Gartnerske. Skjønt Anne Marie følte sit Blod stærkere farve Kinderne ved denne Allusion, svarede hun dog rask: „Ja, gaa da, Herr Friland! men jeg beder Dem, tag dog den stakkels Herr Felix med; han er vist ikke ret vel; nys saa han saa bleg ud, og see nu, hvor han blusser, som i Feberhede! Det bliver vist et slemt Veir, og De, Herr Felix! kan paa ingen Maade taale at blive vaad!” Med disse Ord neiede hun, og løb ind i Huset.

        Felix fulgte mekanisk med Advokaten; og da denne selv havde meget at tænke paa, og desuden nok mærkede, hvor gjerne Kunstneren vilde undgaae Samtale, og man tillige af enkelte, store Draaber, der tunge som Hagelkorn raslende faldt i Hasselhækkene, kunde spore Uveirets Nærhed, saa toge begge Herrerne i Ordets bogstavelige Forstand Veien imellem sig, idet nemlig hver gik paa sin Fodsti, og naaede med hurtige Skridt Slottet, just som det første Lyn blinkede, Tordenskraldet gjenlød over den mørke Egn, og det første Regnskyl, som et Skybrud, susede gjennem Natteluften.

        Der gives en Slags Mennesker, — og deres Tal er desværre ikke saa ringe, — der af een eller anden Grund ansee sig udelukkende kaldede til at være den øvrige Slægts Hovmestre. Dette er ikke saa bespottelig talt, at hermed skulde menes hine Udvalgte, der styrkede af en guddommelig Flamme i det Mindre som i det Større instinktmæssigt indtage den Plads i Spidsen, der tilkommer dem; deres Commandostav er givet dem fra oven, deres Magt erkjendes uvilkaarligen som saadan, og — Hjorden følger dem som oftest ad en god Vei. Nei, Talen er her kuns om hine stakkels Smaafolk, som enten ved høi Fødsel, stor Rigdom, eller andre tilfældige Omstændigheder er, saa at sige, opdragne til at ansee sig for uomtvistelige Orakler, eller som ved heldige udvortes Forhold har erhvervet sig en virkelig eller indbildt Tiltro i den lille eller store Kreds, der bevæger sig om dem, og som derfor med en utrolig Dristighed, en afgjort Bestemthed forlange, og som oftest opnaae, at Enhver — selv udenfor deres egent-lige Territorium — skal tage dem og deres Raad for god Mønt og ret Lov. De opnaae virkelig dette Slags herredømme; thi de fleste Støvets Børn er for magelige, for indolente eller for sløve til selv at tænke, dømme, handle, kort sagt: at ville, og finde det derfor saare beqvemt at vide i deres Nærhed en Kilde, hvoraf de kan øse Viis-dom i deres tomme Spande. Har ikke ethvert Collegium, enhver Commission, enhver privat eller offentlig Forening en saadan Selvhersker? Er der ikke i Familierne nok af saadanne uopfordrede Spørgere, der med en ædel Frækhed blande sig i deres, saakaldte, Venners mest private anliggender, — og seer høist forundrede ud, naar deres påtvungne Raad ikke agtes? Regjere de ikke i Parterret, i Salonerne, i Klubberne? Paa Spindesiden beklædes disse Hædersposter især af saadanne Koner, om hvis Mænd den ubehøvlede Pøbel sige, de staae under Tøflen, — saa og af visse Tanter, Svigermodre, ældre Søstre, som sidde over, og især af arvede Huusveninder, der da gjerne som Gouvernanter eller deslige har, som det hedder, opoffret sig for een eller to Generationers Dannelse og Tugt. Enhver talrig Familie eier gjerne et Exemplar af disse Feticher, og tilbeder dem med stor Devotion; thi ak! uagtet sin sentimentale Ærtehalmsnatur, trænger Familieenigheden ofte og stærkt til en Regulator.

        Fru Friland havde næppe om Eftermiddagen taget Afsked med sin Mand, der gik til sine Forretninger i kjøbstaden, før hun, der ogsaa følte sig bestikket til en rådgiverindes hæderlige og nyttige Embede, var meget ivrig i at opsøge Frøken Elisa. Urolig — thi man kunde jo ikke vide? — — over hverken at finde hende i selskabssalen eller i hendes Værelse, tog hun i Hast en Hat paa, kastede et Shawl over den ene Arm, og gik ned i Haugen, hvor een af Tjenerne vilde have seet hende. Ledet af en meget rigtig Takt søgte hun ikke efter hende i de brede Alleer, der endnu stode som Levninger af det gamle, franske Anlæg, ikke heller ved de store, grønne Pladser, Hvis Flader, uregelmæssigt omgivne af Krat, kun hist og her bleve afbrudte ved en enkelt Bust, et enligt Træ.

        „Nei,” tænkte den kloge Frue, idet hun steg over en Buebro, der dristigt var slaaet over Landeveien for at forbinde den egentlige Slotshave med den paa skraaningen anlagte smukke Park. „nei, ved den rislende Kilde, ved Grotten, maaskee ved Vandfaldet, eller ved det alvorlige gothiske Capel sidder hun vist alene, hvis ikke maaskee —?”

        Her gjorde Veien en Vending, og nede ved Soen, i Læ e af nogle Buske saa hun Frøkenen sidde med et lille Tegnebord foran sig, ivrigt beskjæftiget med at portrættere Udsigten. En bredskygget Straahat, hvis Hagebaand hang løst paa hendes Skuldre, sad let paa de tykke, blonde Fletninger; den bøiede Stilling og Dagens lumre Luft havde givet hendes friste Kinder en høiere Farve. Lidt bag hende paa en Græsbænk sad Dorette eller Dorthe, en ung Pige, der agerede en Mellemting af Selskabsdame og Kammerjomfru; hun havde ladet sit Sytøi synke i Skjødet, og paa hendes stærke, brune Øines Udtryk var det tydeligt at see, at hendes Tanker vare langt borte fra Frøer, Blomster, Vand og Luft, som speilede sig i dem. Begge vare saa fordybede i deres interessante Beskjæftigelse, at de ikke bemærkede Fruens Komme, før denne siod for dem.

        „Saa tavs og saa flittig?” begyndte Fru Friland.

        Frøkenen løftede hurtig Hovedet i Veiret, og saa paa hende med sine klare, godmodige Øine. „ja”, sagde hun, og dækkede sin Tegning med Papir, „vi skulle jo snart reise herfra, — min Once mener endogsaa i Morgen eller Overmorgen, — og derfor skynder jeg mig med at fuldende Skizzen af Udsigten herfra. Jeg har altid forundret mig over, at man saa ofte, for at bevare en kjær Erindring om et Sted, en enkelt Plet, vælger denne selv til Gjenstand for Billedet, i stedet for at tage den til Udsigts-punkt. Det kan jo dog aldrig være ret tilfredsstillende at kunne sætte sin Finger paa Papiret og sige: der har jeg engang staaet! Jeg mener, man maa tage den Kjære Plet selv til Udsigtspunkt; for de omgivende Trægrupper, Husene, Kirken, Vandet, ja, selv Skymasserne, hvis det var muligt at fastholde dem, kort alt, hvad der i et mindeværdigt Øieblik stod os for Øie, er just det, der skal vedligeholde, og som Notitser i en Reisedagbog, opfriske, hvad vi har tænkt og følt i det lykkelige Moment, — og ikke det Stykke Jord, hvorpaa vi traadte.”

        „Saa De ynder denne Plads saa meget? ”sagde Fruen, og saa sig betænkeligt om.

        „ja, vi har siddet her tidt i denne Sommer,” svarede Frøkenen, mens hun smilende fulgte hendes speidende Blik, „og vi har altid moret os fortræffeligt!”

        „Hvem, kjære Frøken, foruden Dem?” vedblev Fruen standhaftigt.

        „Min Oncle og jeg,” svarede Elisa rødmende, og langsomt tilføiede hun, „og — Dorette, og — Herr Felix! — Han hjalp mig lidt med mine Tegninger, han malede Blomster til Onkels Flora, og han læste for os; han læser saa smukt for!”

        „Og De interesserer Dem meget for dette Menneske! Hvor er det muligt?” udbrød den ædle Frue.

        „Dette Menneske?” raabte Elisa forundret, „og det siger De i en saa haard, jeg kunde næsten sige foragtelig Tone!”

        „Ak, ja,” svarede Fruen, der endnu ikke ret havde følte sig for, hvor vidt hun turde gaa med den unge Dame, — det er ikke altid saa let at beregne de unge Damer. — „ak, ja, maaskee synes det Dem, at der ligger lidt for megen Ringeagt i den Tone, hvori jeg omtaler ham; dog nei, det var ikke min Mening! Nei, slet er han dog virkelig ikke, saadan, hvad man kalder slet, nedrig, — nei! men — svag, middelmaadig, i høi Grad betydningsløs, og saa feilfuld, at han vilde ved een Egenskab, han besidder, kunne anrette stor Fortræd, hvis ikke hans Ubetydelighed betog ham Leilighed dertil. Jeg har staaet i saadanne Forhold, hvor jeg har lært ham at kjende fra Grunden af, jeg gjennemskuede tidligt hans hele Væsen, og tør troe paa Sandheden af min Dom over ham. Jeg vilde saa nødigt, at De, elskværdige Frøken! med Deres blomstrende sexten Aar, med Deres brillante Udsigter, endog kun eet Øieblik skulde blændes, skulde føle en — om endog kun svag — Tilbøielighed for en saa uværdig Gjenstand. Man maa være nok saa skjær og reen, kommer man det Urene nær, da — jeg vil ikke sige, — smitter det, men forbittrer og fordærver Livets Duft. Nei, jeg vil spare Dem den Sorg at glemme, — for det maatte De dog engang! Hans taagede, egoistiske Væsen skal ikke formørke min Elisas skyfrie Himmel! — Jeg havde engang en kjær Veninde, — ja, hvis vi vare ganske ene,” lagde Fruen til med dæmpet Stemme, „skulde jeg forklare mig nøiere!”

        Frøkenen vendte sig tavs om til Dorette, og denne reiste sig smilende fra Bænken, og gik langsomt bort.

        „De gjør mig jo ganske angst og bange, kjære Fru Friland,” sagde Elisa spøgende, „ved den høitidelige Tone og de mørke Varsler, jeg læser i Deres smukke Øine!”

        „De maa vide, Frøken Melting!” vedblev Fruen, idet hun componerede et vigtigt, alvorligt Ansigt, „De maa vide, denne Herr Felix blev som Dreng sat i Huset hos min Fader, der dengang bestyrede en privat Underviisning anstalt. saa Vidt jeg har kunnet forstaae af enkelte Ord, jeg opsnappede af Samtaler mellem min Fader og Moder, betalte en fornem Mand, der dog ikke stod i Slægtskabsforhold til ham, Kostpengene og sørgede for hans øvrige Fornødenheder. Hans Forældres Kaar eller Stand er mig ubekjendt, ikke heller veed jeg, om de alt dengang vare døde, eller endnu maaskee leve. Han var en smuk Dreng, — ja, De smiler, for nu, mener De vel, er det vanskeligt at spore, — men, som sagt, han var dengang ret kjøn, et flint, noget blegt Ansigt, med ret regelmæssige Træk, og naar han var oprømt, i godt Lune, og ikke saa fjantet og forlegen, som han ofte blev, naar hans kjære Jeg troede sig tilsidesat eller paa nogen anden Maade traadt for nær, havde hans Ansigts Udtryk noget særdeles behageligt. Naar en saadan Gjæst kom i vor Kreds, kan De vel forestille Dem, at mine to Søstre og jeg vare meget nysgjerrige; en ny Figur, som optræder i en Familie er at ligne med en Bog, hvis Titelblad, Tryk og Papir ofte give os Lyst eller Ulyst til at læse den, uagtet vi slet intet ved om Indholdet. Dog uagtet hans Udvortes, som sagt, slet ikke var frastødende, saa var det dog vanskeligt, for at Blive i min Lignelse, at faa Bladene i Bogen fra hinanden, og var dette skeet, saa kunde man ikke altid blive ret klog paa, hvad man læste, da det nemlig ofte hændtes, at det, man havde læst paa den ene Side, aldeles blev modsagt paa den anden. Kuns kunde man være temme-lig sikker paa, at hvert Pagina begyndte med Jeg. Lidt efter lidt bemærkede vi dog Alle, saavel Unge som Gamle, at vi, som det Hedder, kunde ganske godt lide ham, og at han, uagtet al Uklarhed i hans hele Væsen, med en forunderlig, næsten magisk Kraft tillistede sig ad forskjellige Veie de forskjelligste Mennesker Velvillie, Venskab, — Kjærlighed. Een af hans bedste Venner, der var bekjendt for sin ugeneerte Oprigtighed, sagde ogsaa engang i min og Fleres Overværelse til ham: ”jeg veed og begriber ikke, Felix! hvoraf det kommer, at jeg og saa Mange kunne saa godt lide Dig; der er dog egentligt ikke meget ved Dig!„ Dengang forstod jeg det heller ikke; men senere, troer jeg, er det blevet mig klart. Han var aldrig, hvad man i daglig Tale kalder paatrængende, han nærmede sig yderst sjældent først til nogen Enkelt af sine Omgivelser. Han syntes af et naturligt Instinct, — thi Frugt af Reflexion og Erfaring kunde det dengang ikke være, — at vide, hvor meget det Halvskjulte, det Gaadefulde, især naar det synes at gjemme noget Mærkeligt, pirrer de fleste Menneskers Nysgjerrighed, lokker dem hid for at hæve Sløret, og tillige, hvor mange der i deres Opdagelser i Aandens Rige er nøisomme eller lidet klartseende. Som man fortæller, gjør Klapperslangen intet Spring, den lokker med en gaadefuld, ubestemt Lyd, den venter paa sine Ofre, — de synke bedøvede i dens Gab. Uden at eie Slangens Gift, besad han noget, der lignede dens fortryllende Tiltrækningskraft; han havde en Færdighed i paa en tilsyneladende naturlig Maade at lade noget anes, at synes noget andet end det, han var; han aabnede sit egentlige Indre saa lidt som muligt, og det, man øinede, vidste han paa saa mange Maader at verle og variere, at det fik Udseende af langt mere, end det var. De Fleste fandt sig tilfredsstillede; men bemærkede han hos Een eller Anden skarpere Blik, saa var han den Første, der, saa at sige, forlod sin Erobring, for ikke at synes den Overvundne. Jeg talte om Klapperslangens Ofre; — saa vidt skulde min Lignelse vel egenligen ikke straffe sig, og hvad jeg har sagt om ham, kunde maaskee ogsaa være tilstrækkeligt til at lade Dem see ham, som han endnu er; thi den Slags Characterer pleie fjælden at hæve sig, men snarere med Alderen at vende sig mere nedad. Dog — han har ogsaa havt Ofre, lad mig sige Dem det i Fortrolighed! Jeg regner hertil ikke saa meget de Venner, hvis Tiltro og Hengivenhed han, i det Mindste en kort Tid, tillistede sig; han gjengjældte aldrig nogen Følelse med Aabenhed og Varme; det synes kun undertiden saaledes. Nei, bløde, let bevægelige, qvindelige Hjerter vare hans Ofre, Følelser, de reneste, de mest glødende, som han øiensynlig selv med Bevidsthed havde vakt, forstod han med den mest beregnede Snildhed at unddrage sig eller med den grusomste Kulde at støde fra sig; og sjelden eller aldrig opdagede man det rette, indre Motiv, der som en panisk Skræk pludselig jog ham bort der, hvor han dog tydeligen saa en Himmel af reen Ømhed aabne sig for ham!”

        Fru Friland standsede efter dette pathetiske Udbrud et Øieblik, trak Handsken af sin hvide Haand, og fremtog af den broderede Reticule et Tørklæde.

        „Jeg havde en Veninde,” vedblev hun og saa Frøkenen alvorligt ind i de skalkagtigt smilende Øine, „jeg vil ikke forsøge paa at beskrive hende for Dem, for jeg, som stod hende saa nær, som elskede hende, kunde maaskee lade mig henrive af min Kjærlighed til hende, og min Skildring vilde maaskee komme til at mangle Sandhedens Præg. Folk sagde om hende, at hun var smuk; jeg troer, ja, jeg veed det, hun var from og god. — Det var omtrent midt i Sommeren, da Herr Felix kom i mine Forældres Huus. Paa den Tid pleiede vi næsten altid at have Besøg af fjerntboende Slægtninge, og disses Nærværelse gav stedse Anledning til smaa Fester, som for det Meste bestod i Lystture i den smukke Omegn. Vi vare saaledes engang, fem, sex Vogne i Følge, dragne ud til et Skovhuus; alle min Faders Elever vare ogsaa med, for han havde gjort sig det til en Regel saa meget som muligt at have dem om sig. I den grønne Skov fandt vi et Telt, og nogle Musikanter og en net Danseplads; der blev drukket Thee, der blev sunget og dandset. Felix dandsede kun med min omtalte Veninde, han var som fortryllet og havde kun Øie for hende. Allerede da vi stode af Vognen, havde han med et vist fremfusende Galanteri, der stundom floder ham godt, løftet hende ned, og betragtet den lille Pige, der stod for ham i sin simple hvide Kjole og med sine lange gule Lokker ned ad Nakken, med et Udtryk i Ansigtet, der dengang hos ham maaskee var lidt comisk, men som siden hos ældre Herrer uvilkaarlig har bragt mig til at gyse. Overalt havde hans Maade at omgaaes os Piger paa, selv mens han var Dreng, en vis Modenheds-Characteer, der naturligviis enten smigrede eller imponerede de ungdommelige Gjenstande for hans Courtoisie. Min Fader, der, som en ægte Discipel af Salzmanns Skole, havde sine Øine overalt blandt de Yngre, bemærkede dette Blik, og har siden oftere omtalt det. Men med en langt anden Betydning var dette Øiekast, som et Lyn, trængt ind i min Venindes Hjerte. Hun var blød og blid som en Due, bøielig som et grønt Siv, og hendes Øie forlod ikke ham den hele Eftermiddag. Mod Aften forstyrredes vor Lystighed ved en stærk og vedholdende Regn. Man trængte sig sammen, saa godt man kunde, i det lille Skovhuus og i Teltet. Hvor hun var, var ogsaa han. Da vi endelig maatte beslutte os til at kjøre hjem i den øsende Regn, var der Mangel paa Reisetøi. Felix havde af en Hændelse medtaget en stor Reisekappe, og Hændelsen eller hans Snildhed vidste ogsaa at mage det saaledes, at han kom til at dele den med min Veninde. Med en ubeskrivelig glad Iver bandt han hende et Tørklæde over Hovedet, satte sig hos hende paa Sædet, og drog Kappen, ligesom en Kaleche op om sig og hende; og mens han, for Bekvemmeligheds Skyld, slog sin Arm omkring hende, og holdt Kappen sammen med den anden Haand, lagde han, skjult for Alles Blik og dristig ved den fortrolige Nærhed, sin Kind til hendes og lod med en forunderlig Veltalenhed, der kun bestod af enkelte smaa Ord, den søde Gift finde Vei til hendes Hjerte. Han kyssede hende, — jeg veed det, — een Gang, kun een; — det var det første og det sidste Kys! —

        Hun betroede sig til sin Moder, for hvem hun var vant til ikke at skjule noget. Havde denne ellers saa forstandige Kone behandlet Sagen, som den fortjente, og betragtet den blot som en Barnagtighed, vilde hun have sparet sin Datter mange Taarer og Suk. Men slige Hjertes-Anlig-gender er for visse Damer alt for interessante; de seer i dem en Gjentagelse af deres egen Barndoms og Ungdoms Historie, de finde en Art af bittersød Fryd i at være Fortrolige, i at raade, bifalde eller forkaste, og, om de endog misbillige, saa forraader dog den Varme, hvormed dette skeer, den dybe Interesse, og forfeiler Hensigten, ja pleier endog at give Næring til den Lidenskab, de synes at ville bekjæmpe. Felix havde aldrig været Barn; min Veninde var det, før hun saa ham. Men efter hiin lille Scene foregik en besynderlig Forandring med hende. Hendes unge Kjærlighed var hende et Vink, der kaldte hende til et højere, mere forædlet Liv. I hendes unge Sjæl fremtraadte de hidtil dunkle og forvirrede Begreber om Livets Alvor og højere Pligter klart og reent, hun ansaae sig for hans, i Ordet videste, ædleste Betydning, og stræbte med hele sit hengivne, blide Hjertes Varme, med al sin Villie og Evne at gjøre sig ham og sin Bestemmelse værdig. — De smiler, kjære Frøken? De er lykkelig, at Deres trettende Aar ikke har bragt Dem lignende Erfaringer, eller ogsaa at De med saa let Hjerte kan see tilbage paa dem. — Uagtet de vare Børn, kunde man næsten kalde deres Forhold en hemmelig Forlovelse; de Havde endogsaa i al Stilbed byttet Ringe. Men hendes barnlige og dog ædle Reenhed og hans ængstelige Forsigtighed holdt det skjult for ethvert Øie. Der henløb et Aar. Da forandrede Felix pludselig sit hele Væsen, sin hele Opførsel mod min Veninde. Han fjernede sig fra hende, og naar han var nødt til at være i hendes Selskab, saa var det, som om han ganske havde glemt dette hemmelige, ubeskrivelige Sprog, der uden Ord, ja næsten uden udvortes Tegn binder Hjerte til Hjerte. Hendes blide, frygtsomme Blik søgte ham stundom, men mødtes af et koldt, næsten ironisk Øies kast; han henvendte sjældnere og sjældnere Talen til hende, men fremførte derimod i Andres Nærværelse høit og lydeligt, og med en Slags Triumph saadanne Yttringer, der dybt maatte saare hende. Han talte stort om Frihed og Uafhængighed, paastod, at han vilde leve og doe som Pebersvend, skaanede ikke sig selv, men erklærede sig for et daarligt Kreatur, der ikke duede til at stride Livets Strid. Vel havde hans Hjerte ikke vendt sig til nogen anden, Men var hendes Kjærlighed, hendes Person maaskee ikke hans Forfængelighed nok? Jeg veed det ikke! End ei et Ord talede han til hende, som kunde have Hensyn til hint hende saa hellige Forhold. Dog ogsaa her viste sig hans Svaghed og Vaklen; for stundom, naar en ret dødelig Kulde fra hans Side havde sønderknust den stakkels unge Piges Hjerte, saa lod det, som om det fortrød ham. Han søgte da med en underlig Iilfærdighed Leilighed til at vise hende een eller anden betydningsløs Opmærksomhed, og det hændtes ikke sjelden, at han under en saadan Bestræbelse fik Taarerne i Øinene; men da skyndte han sig bort, ret som om han frygtede for at falde tilbage til det, han nylig saa formasteligt havde Kaldt et Slaveri!”

        Fru Friland gjorde atter her en Pause og borttørrede en Taare, der glimrede i hendes blaae Øine. Frøken Melting saa lidt forlegen paa hende, men spurgte derpaa hurtigt, som om en ny Tanke foer hende igjennem Sjælen: „Hvad blev det da til? Fortæl mig noget mere om Deres Veninde!” og lagde et særegent Eftertryk paa det sidste Ord.

        „Der fandt endelig,” vedblev den sindige Frue, „en lille Scene Sted mellem de tidligmodne Børn, der, saa ubetydelig den end kan forekomme, dog havde en gjørende Indflydelse paa Begges Skjæbne, men især paa hendes Karakteer. En Militærrevue, der blev holdt i Nærheden af den lille By, hvor min Fader boede, havde ikke alene hidlokket en Deel af Omegnens Adel; men ogsaa en Linedansertrup og et dramatisk Selskab havde indfundet sig. Ligesom alt det Phantastiske, der tilsyneladende er forenet med et saadant omflakkende Liv, i sig selv havde stor Tillokkelse for ham, saa var der endnu een Omstændighed, der end stærkere drog Felix hen til Luftspringerne og Skuespillerne. Han havde nemlig nylig læst Vilhelm Meister, og idet han misforstod eller slet ikke forstod den høiere Ironie i dette Værks Hovedperson, betragtede han det som en reen Realitet, og vidste intet smukkere og bedre, end at sætte sig i lignende Situationer, hidlokke lignende Konflikter. Enhver Fritid tilbragte han snart paa Ridebanen, snart bag Coulisserne, hans Forfængelighed foregjeglede ham tusinde Illusioner, og hans Phantasie skabte, idet den dækkede det Usle og Pjaltede, af de gustne, raa og uhøviske Landlobersker lutter Marianer, Philiner og Mignons. Den Spænding, der i den senere Periode naturligen havde hersket i hans Indre, havde hos ham, som det ofte hændes svage Characterer, fremkaldt en vis Kraftanstrengelse, en Bestræbelse for ved Arbeide at bringe den indre Stemme til Tavshed, og dette havde hans Lærere kaldt Flid. Nu var Buen atter nedspendt! — En Aftenstund havde han ledsaget min Veninde tilligemed en Deel andre unge Personer til Ridebanen. Da Forestillingen var endt, gik han bag efter sit Selskab og søgte at beskytte Damerne mod den eftertrængende Flok. Ved udgangen standsedes de af Trængslen. Felix stod just og havde beskyttende slaaet begge sine Arme om min Veninde; da følte han et let Slag paa Skulderen. Det var en ung Italienerinde, een af Truppen, som, med en gammel Kaabe over sin Ridedragt, rakte sin magre Arm ud over de Mellemstaaende, og, idet hun med de sorte, gnistrende Øine betragtede min Veninde, med et frækt Grin tilraabte Felix: ”oh! Signor Felice! er denne Lille la sposina af Vossignoria?„ ”Nei„, svarede han hurtigt, ”det er min Søster!„ og drog sine Arme til sig og fjernede sig saa meget muligt fra den Omtalte. I en lille By kjender man hinanden indbyrdes; Alles Øine faldt derfor paa Felix. Han stod der med et saa inderlig flaut Udtryk i Ansigtet, at han vilde have vakt den lille Piges Medlidenhed, hvis ikke en stærk Tilsætning af Ærgrelse og Skamfuldhed Havde skrevet sig paa hans Physiognomie, og klart ladet hende læse, hvad der foregik i hans Hjerte. ”Han er ikke ængstelig for at bevare Din og sin Hemmelighed, men — han skammer sig ved Dig!„ Som et Stjerneskud foer denne Tanke gjennem hendes Hoved, og viste hende den Afgrund, paa hvis Rand hun gik. Hun var frelst, pludselig helbredet, men ved en haard Kuur, en Kuur, der ganske, saa at sige, omskabte hende. Hendes Sind havde været blødt, bøieligt, det blev nu haardt og alvorligt; Hendes forhen saa varme Hjerte blev koldt, og en Flor af den rigeste Phantasie, der, længe især af hendes Moder næret ved Musik og Poesie, velgjørende var fremspiret, blev lidt efter lidt fortrængt af en kold Forstandigheds tørre Frugter. Den isnende Ligegyldighed, hvormed hun fra hiint Øieblik behandlede Felix, afskar ham enhver Tilnærmelse og knuste hans Mod, især fordi den saarede hans Egoisme. Havde han forhen forsømt sit Arbeide, saa henfaldt han nu aldeles til Dovenskab. Han forlod Studeringerne og min Faders Huus for at øve et middelmaadigt Talent paa en Kunst, der netop fordrer Vedholdenhed og Genie. Min Veninde forlovede sig siden med en brav og dygtig Mand, men kun, troer jeg, fordi hun havde Agtelse for ham, og fra hiin Barndoms-periode har hun intet andet tilbage end en enkelt bitter Erindring og en lille Guldring, som hun af Caprice eller som en Slags Bod endnu bærer paa sin Finger!”

        Frøken Elise saa med en underlig Blanding af vemod og Skalkagtighed paa Fruen, der havde endt sin tørre Fortælling, og da denne vedblev sin Tavshed, greb hun hendes Haand, som for at trykke den mellem sine, men fæstede derhos et smilende, spørgende Blik paa en smal Ring, der sad paa den lille Finger. Fruen trak rødmende og alvorlig Haanden til sig, brød derpaa ud i en temmelig tvungen Latter, idet hun vedblev: „Nu sværmer han forresten,” siger Man, „for Enkemadame Ludmilla Farmer, — hvad synes De om det Navn? Hun har Penge og eier Huset, hvor han logerer. Det er en lille feed og blond Kone; hun maa være meget ældre end han. Forresten har hun en deilig Teint, blændende Tænder og smaa buttede Hænder; men det er ogsaa hele Stadsen! Hun seer ud som en rigtig Gaas! Jeg har seet hende! Hun handler med Porcellain, og jeg har engang kjøbt Noget hos hende!”

        Fruen tav og saa op mod Himlen: „Det træffer op til Torden,” sagde hun, „vi maa see at komme i Huus i Tide!” bød Frøkenen Armen, og begge Damerne vandrede tavse gjennem de snoede Gange.

        Iblandt de Foranstaltninger, som Greven havde seet sig nødsaget til at gjøre, for selv paa sit vidtløftige Slot med nogenlunde Beqvemmelighed at kunne indqvartere den store Sværm af Gjæster, som Skjæbnen havde sendt ham, var ogsaa den, at hver enkelt Familie og de med samme forbundne eller bekjendte Personer, saa vidt det lod sig gjøre, erholdt Værelser i Nærheden af hinanden, saaledes at de Morgen og Aften kunde samles til Thee, hvis de ikke vilde foretrække den fælles selskabssal. De enkelte Personer, som ikke henhorte til nogen af Familierne, vare indlogerede hist og her, hvor et kabinet var ledigt, og saadanne, blandt hvilke Felix, sluttede sig da til den Familie, Hvis lille Menage de nærmest grænsede til. Saaledes var da Felix blevet Medlem af Geheimeraadens Interimshuusholdning, og hans stundom ret behagelige Underholdning, hans Kunstfærdighed, hvormed han villig understøttede den gamle Herres botaniske Studier, den Friheds og Ligheds Tone, som i denne forstyrrelsens Tid ligesom var blevet stiltiende til Lov, gjorde ham Adelsmanden kjær, og hidførte et fortroligere Forhold mellem dem, end det maaskee vilde have fundet Sted, hvis de først i Hans Excellences Salon i Hovedstaden vare blevne Bekjendte. Den Hjertelighed, hvormed den gamle Herre behandlede ham, den Varme, hvormed han anpriste ham for sin Niece, den blonde Elise, „som en charmant ung Mand og vakker Kunstner”, den underlige, næsten kunde man fristes til at sige, ungdommelig letsindige Maade, hvorpaa han lidt efter lidt indlemmede Felix i sit Ungdomslivs Mysterier, — alt dette havde vakt mangehaande Tanker og Formodninger i dennes phantastiske Hjerne, af hvilke Hovedresultatet til Slutning altid Blev, at han maatte staae i een eller anden nøie Rapport til Adelsmanden, ja der opkom Ideer hos ham ogsaa med Hensyn til Niecen hvilke han, just fordi de smigrede ham saa meget, næppe vovede at tilstaae sig selv, endsige Andre, og kuns een Gang havde han ved et Glas Viin i et Øjebliks Inkonsekvens hos Præsten ladet falde nogle tvetydige Ord, hvilke dog Præsten underlagde en, fra hans egen, ganske forskjellig Mening. Havde Felix ikke været saa forblindet af Forfængelighed, vilde hans Menneskekundskab let have sagt ham, at alle hine den gamle Herres opmærksomheder mod ham ene og alene kunde være sprungne af Godmodighed og af den Kjedsomhed, der i denne lange tvungne Ferie maatte falde en til stærkt og vedholdende Arbeide vant Mand særdeles besværlig. alligevel kunde desuagtet denne Gang den smigrende Lyst, at ville tillægge sin egen Personlighed saa megen Betydning, som han syntes tilkom den, maaskee have ført Felix paa rette Spor, og han foresatte sig, efter sin Hjemkomst til Byen, af al Kraft at vedligeholde og dyrke dette bekendtskab, der i saa mange Henseender kunde være ham nyttigt og — ærefuldt.

        Mens Tjeneren med to Voxlys i hænderne ledsagede Advocaten og Felix op ad de brede Trapper, underrettede han den Første om, at han hos Geheimeraaden vilde træffe sin Frue, og den Anden bad han venskabeligt i Geheime-raadens Navn at træde ind til ham, da han, — som Tjeneren udtrykte sig, — vilde vise ham en meget smuk Urtekost, som han havde faaet i Drivhuset.

        Ved deres Indtrædelse i Geheimeraadens Stue fandt de den hele lille Forsamling tavs og beskjæftiget. Hans Excellence havde paa et stort Bord i det ene Hjørne af Værelset udkrammet en Mængde Efsteraars-Planter og ordnede disse paa graat Papiir ved Hjælp af smaa Blylodder. Herved blev han understøttet af Gartneren, Victor, der foruden sin egen Kunst ogsaa havde sit Modersmaal, hvori han skulde øve den unge Frøken, at takke for den Naade at indlades. Et Par Venner, der ogsaa hørte til denne Reunion, læste Aviser; Dorette, med de flagrende brune Lokker, syslede ved Theebordet, og i det ene Fag Vinduer, næsten skjulte bag Gardinerne, sad Frøken Elisa og advokatens Frue saa fordybede i en sagte Samtale, der ofte overdøvedes af Regnskyl og Træernes Susen udenfor, at de næppe bemærkede Herrernes Ankomst.

        „Det er ret vel, at De kommer, mine Herrer!” raabte Geheimeraaden dem i imode, „de maa vel sagtens paa deres lange Vandring have oplevet noget, som kunde være værd at fortælle, og maaskee kunde forjage den ængstelige, melancholske Stemning, der ruger over dette ærede Selskab og mig med. Tordenluften har rigtignok en lignende Virkning; men dette begynder dog virkelig at blive mig alt for unaturligt lummert, — figurligt talt. I tusmørket sad vi saamæn her, og vilde i al Uskyldighed, lige-som Børn, fortælle hinanden Eventyr; men da vi nu alle, uagtet al Anstrengelse, slet ikke kunde frembringe noget ret til Øieblikket passende, saa foreslog Fru friland, at Enhver skulde blot improvisere en Begyndelse til en Fortælling, bestandig i en ny Karakteer og med forskjellige Omgivelser. Det gik ret artigt, og amuserede mig mangfoldigen. Saaledes begyndte Een, efter en Beskrivelse af et vildt Vinterveir udenfor, sin Historie ved den lune Kakkelovnskrog; en Anden lod os see et smilende Landskab, forgyldt af den afstedtagende Sommersol; en Tredie lod sin Helt holde til Hest udenfor en Kro, hvor han traf Eventyr; en Fjerde begyndte: Jeg er født i Aaret 1789 tredie November, min Fader var osv.! en Femte rev os in medias res med et: ”Nei, paa min Ære, kjære Herr Prokurator!„ sagde Amtmanden og bankede med Heftighed sin Pibe ud. — Dette Spil med tiden gjorde omtrent det samme Indtryk paa mig, som naar jeg om Aftenen kjører gjennem en Kjøbstad, hvor man ofte gjennem Vinduerne kan kige ind til Folk af høist forskjellig Stand og Vilkaar: her er det hyggeligt og venligt, hist koldt og pynteligt, der igjen trist og øde. Jeg føler mig stundom fristet til at stige af og gaa ind eet eller andet Sted, for nøiere at lære de Mennesker at kjende, hvis nærmeste Omgivelser kunne see saa interessante ud! — Tilsidst sov vor Aftenunderholdning ind; disse Herrer fordybede sig i Aviserne, jeg i Blomsterne, og lisette blev, Hvad der er saa naturligt, saa okkuperet af Fru Friland elskværdige Conversation, at de i en heel Time ikke har forladt Vinduet derhenne. Men — sæt Dem dog, Messieurs! De maa være mødige; Dorette bringer Dem nok strax Thee. Apropos, min SKjære! hvorledes staae vore Affairer i Byen?” vedblev den snaksomme Herre og trak Advocaten afsides, „har De ham?”

        „Jeg har søgt og fundet!” sagde Friland hviskende, „jeg har talt med Politimesteren og — med Siller. Den Sidste har lovet at blive tilstede, og, under det Leide, som jeg efter Deres Excellences Villie gav ham, helligen lovet at indstille sig, naar han blev kaldet. ”Det er paa Tiden„, sagde han til mig, ”det lakker mod Enden!„ og overleverede mig et lille fiintskrevet Hefte, som han fremtog af sin Tegnebog!”

        „Jeg er meget nysgjerrig!” raabte Geheimeraaden uvilkaarlig, „min tidligere Forbindelse med afgangne Oberst Braun og hans Familie vil sætte mig i Stand til at supplere meget, som maaskee kunde være dunkelt i disse Optegnelser. Hvis De behager, mine Damer!” vedblev han med forstærket Stemme, „saa und os Deres Opmærksomhed et Øieblik. Herr Friland vil opvarte med en lille Forelæsning! — Til et vist Punkt tør vi nok? ikke sandt?” sagde han til Advokaten.

        Victor og de tvende læsende Herrer forlode Værelset, og Felix troede det ogsaa passende at fjerne sig,

        men et betydningsfuldt Vink af den gamle Herre holdt ham tilbage. Damerne toge Plads i Sophaen, Felix satte sig saaledes i Skygge, at han kunde oversee Selskabet og især have Øie med den smukke Frøken og den lille brunette Kammerpige, og da Friland havde fremtaget nogle Papirer, og Alt var roligt, begyndte han.

        „Jeg var som opvaagnet af en dyb og langvarig Søvn. Min Sjæl var mat som mit Legeme. Man sagde mig, at jeg havde været syg, meget syg og i lang Tid: de Ældre talte til mig med en vis forsigtig Forbeholdenhed, og Børnene paa Gaden løb for mig, saa snart jeg lod mig see. Jeg begyndte at ane, hvad jeg siden fik Vished om. Paa min feige Flugt efter hiint Tidspunkt var jeg blevet syg og vanvittig. I den lille By N. havde man sat mig i Daarekisten; jeg havde spiist af en Jernbakke med en Jernskee, mit Blod havde ikke alene flydt for Lancetten men ogsaa for Svøben, mit natlige Hyl havde vækket Naboerne, og min nøgne Arm havde, naar den foer ud igjennem det lille Hul, der skjænkede mig frist Luft, ofte skrækket de Forbigaaende. Men al denne Rædsel dæmrede kun i min Sjæl, som længstforglemte, hæslige Drømme. Nu var jeg igjen kommet til Forstanden, sagde man. Fattigkassen ophørte at yde mig Understøttelse, og øvrigheden optog et Forhør, hvori jeg skulde gjøre Rede for min Person og mit foregaaende Liv. Hvad jeg svarede, holdt jeg i en saadan Dunkelhed, at man ikke kom paa rette Spor, og min svage Sindsforfatning undskyldte denne Mangel paa Hukommelse. Men det var ikke min egen usle Persons Sikkerhed, det var kun ømme Hensyn til hine endnu levende Elskede, der bevægede mig til at fjerne mig fra Sandheden. Den lange Tid, jeg under min Afsindighed havde tilbragt paa Stedet, gav mig et Slags Ret til at forblive der. Jeg overveiede, hvad jeg skulde foretage mig, for at friste Livet. Ved de Kundskaber, jeg besad, vilde jeg have kunnet skabe mig en beqvem og — som man siger — anstændig Existens: men jeg gjøs tilbage for denne Tanke. Ved paany at gribe disse Beskjeftigelser vilde tusind Erindringer atter have bestormet mit svage Sind; jeg betragtede desuden nu alt Sligt som aandeligt Flitter, som noget Forfængeligt; jeg mindedes de i min Barndom mig saa ofte fortalte og forelæste Beretninger om rige, fornemme eller lærde Syndere og Synderinder, der, for at udsone Livets brøde og forlige sig med Himlen, ikke blot bortkastede Purpur og Guld, men ogsaa lode haant om al verdslig aandelig Prunk, klædte sig i Sæk og Aske, arbei-dede som deres ringeste Brødres Slaver og nærede kun deres Aand ved ydmyg Betragtning af Gud. Hvad jeg i saa kort Tid i min Barndom havde lært, kom mig her til gode; jeg greb igjen til Naal og Sax, Medlidenheden gav mig Arbeide, og jeg lever nu her stille og ubemærket. Den eneste Trøst, jeg tillader mig at nyde, bestaaer i, en enkelt sjælden Gang saa hemmeligt som muligt at begive mig til de Egne, hvor de boe, disse mine frygtelige, men dog saa høit elskede, levende Anklagere. Med et sønderknust Hjerte og med Tanken henvendt til dem, har jeg opskrevet Følgende kun som en Bod, og kun for mig selv; thi ak! de tør jo knap vide, at jeg har været til.

        Jeg, Heinrich Siller, er født 17-- i Hertugdømmet M. i den lille By V. Win Fader var en fattig Skrædder, og for at bøde paa Husets Mangel underviste min Moder unge Piger i Skræddersyning. Til vor Families daglige Omgang hørte en Morbroder; han var meget ældre end min Moder og var eneste Lærer ved en lille Skole i Byen. Jeg behøver ei at beskrive ham; hans Portrait er tegnet i tusind Romaner, hvor en gammel, from, lærd men ogsaa pedantisk Skolemester saa ofte maa tjene til Folie for ungdom og glimrende Egenskaber. Han holdt meget af mig, og ved hans Underviisning lærte jeg saa tidligt at læse især fremmede Sprog, at jeg ikke kan mindes den Tid, da jeg ikke kjendte Bogstaver. Han var stille og blid og uden Lidenskab; kun, naar han kom til at omtale min Moders, hans Søsters, fordums Skjønhed, kunde han blive begeistret, hans Ord bleve barok sublime; han meddelte mig ganske sin seere Beundring for denne Side af min Moders Elskværdighed og gjorde mig ligesaa forelsket i hende, som han selv var. De Bøger, vi læste sammen i forskjellige Sprog, vare af meget blandet Indhold; snart var det strenge, gudelige, protestantiske Skrifter, snart Romaner af meget usikker Karakteer, snart katholske Legender, snart de lystige, skurrile Folkebøger, som stamme fra Middelalderen. Men alt dette gjorde han i sit Hjertes Enfoldighed; for han, saavel som mine Forældre hørte til dem, man kaldte ”die Stillen im Lande„, og deres Livsvandel fornægtede ikke det Maal, som dette Parti har sat sig. Hver Aften blev der hjemme holdt en lille Andagtsøvelse, der bestod i Sang og Forelæsning især af Pietisternes og Theosophernes Skrifter, og disses dybe Veemod, glødende Varme og hemmelighedsfulde Phantasie lokkede hver gang rigelige Taarer i Tilhørernes Øine. Ogsaa jeg græd, jeg vidste ikke hvorfor. Io mere jeg havde grædt, jo mere vilde jeg græde, og jeg kunde stundom, hensmeltet i Taarer, men med de saligste, skjønt uforstaaede Følelser kaste mig med Hovedet i min Moders Skjød, hvor jeg først lidt efter lidt kom i Rolighed, naar jeg følte hendes venlige Haand glide gjennem mine gule, krøllede Lokker. Thi gule Lokker havde jeg, og en kjøn Dreng var jeg, og dette fik jeg da ogsaa tidt nok at høre. Naar nemlig min Morbroder, der tidligere havde ledsaget en Adelsmand paa Reiser i fremmede Lande, og forstod de vigtigste europæiske Sprog, paa sin Viis og i sin Fritid havde givet mig Underviisning snart i dette, snart i hiint Tungemaal, saa tilbragte jeg den øvrige Tid enten i vor lille Hauge eller helst i det Værelse, hvor de Damer sad, som lærte at sy hos min Moder. Jeg husker meget vel, at, hver gang jeg kom ind, opstod der en Jubel; de kappe-des om at kjæle for mig, de satte mig paa deres Skjød, kaldte mig med de sødeste Navne, trykkede mig i deres Arme og vare nær ved at qvæle mig med minutlange Kys. At de første Indtryk, man i den tidligste Alder modtager, som oftest er de varigste, de, der egentlig give Characteren sin Retning og gjøre Udslag for hele Livet, har ogsaa jeg erfaret, og dette maa undskylde, at jeg fortæller disse og lignende Übetydeligheder om mit tidligere Liv. Af alt, hvad jeg har fortalt om min Opdragelse, vil man let kunne skjønne, hvordan jeg blev. Mit meste og kjæreste Selskab var qvindeligt, med Drenge havde jeg liden eller ingen Omgang.

        Vor Hauge, min eneste frie Legeplads, blev for mig en Edens Hauge; Cheruben, som udjog mig, var min Fader med sin Alen. Det lille, firkantede Stykke Jord, hvis Prydelse var et Par gamle, udlevede Være- og æbletræer samt nogle Ribs- og Stikkelsbærhække, laa bag Huset og grænsede til tre andre smaa Hauger, der tilhørte en Dreier, en Slagter og en Handskemager. Disse tre agtbare Borgere havde hver en lille Datter omtrent paa min Alder, og som Naboer havde vi tidligt gjort Bekjendtskab med hinanden gjennem de Stakitter, der adskilte haverne; de vidste, paa hvilke Tider af Dagen jeg pleiede at komme, og næppe viste jeg mig paa Trappen, som gik ned fra Huset, før mit Navn lød mig i imode fra tre Sider. Jeg løb da snart til det ene, snart til det andet Plankeværk og konverserede mine smaa Veninder. De vare meget nysgjerrige og spurgte bestandigt. Her kom min tidlig vakte Phantasie, men især mit afgjorte Hang til Praleri mig herlig tilpas; og det kom mig ikke an paa at fortælle dem de vidunderligste Historier, Hvori jeg naturligvis selv spillede en Rolle, eller ogsaa at love dem det deiligste legetøi og deslige, som min Indbildningskraft var i istand til at skabe, og paa mange andre Maader at gjøre mig vigtig. Om de end ikke just troede noget af alt dette, saa havde jeg dog i det Mindste den Glæde, at de med Iver gik ind i mine Phantasier, og hjalp mig selv at udmale dem.

        Dog blev denne ”løbende„ Conversation mig til sidst mindre behagelig. Ikke altid vilde jeg, at Kätchen skulde høre og vide, hvad jeg fortalte Susc hen, eller at denne skulde være deelagtig i mine Underholdninger med Lieschen. Jeg satte dem derfor lidt efter lidt Stævne paa tre forskjellige Tider af Dagen, og havde saaledes i nogen Tid den fornøielse at være tête-a-tête med hver af dem, og det, saa at sige, i Ordets bogstavelige Forstand; thi for ret i magelig Fortrolighed at kunne sladdre sammen, satte vi vore smaa Ansigter ind mellem Gitterets Lægter. Men denne uforstyrrede Lykke varede ikke længe. Det er mig ubekjendt, af hvad Grund det ikke behagede dem saaledes at tale med mig alene. Engang, da jeg just var dybt inde i en lang Fortælling, hørte jeg pludselig fra de to andre Sider af Haven mit Navn, og den ene af Smaapigerne var saa ivrig for at kyse mig, at hun stak sit Hoved gjennem Stakittet. Da hun nu ikke strax kunde faa det tilbage igjen, gav hun sig til at skrige ynkeligt, og de andre To saavelsom jeg selv istemmede af Angst hendes Skraal. De fire Fædre kom til, man hjalp den lille Fugl af Snaren, de Gamle skjændte, der faldt fra alle Sider fornærme lige Talemaader, hvilke især gik ud over mig, og Enden paa Tragoedien blev, at min Fader greb mig ved Armen, førte mig til Værkstedet og bankede mig dygtigt med sin Alen. Min Fader var ellers af Temperament sløv og indolent, og dette er det eneste Tilfælde, hvor han har grebet til saa kraftige Forholdsregler. Efter Exekutionen satte han mig op paa Skredderbordet og sig selv i en Lænestol, hvorpaa han holdt en lang Tale til mig, hvis korte Indhold var, at jeg nu skulde sidde der, indtil jeg havde lært hans Haandgjerning; at jeg for Fremtiden ikke maatte uden Ledsagelse sætte min Fod i Haugen, og at jeg skulde vogte mig for Fruentimmer. Denne Vending i Talen bragte ham til at omhandle denne Jammerdals Fristelser i Almindelighed, og han arbeidede sig saa dybt ind i denne Materie, at hans Hjerte blodgjordes af Veemod, hans Taarer strømmede rigeligt, jeg faldt ham ogsaa grædende om Halsen, og i denne Omfavnelse lovede ham alt, hvad han fordrede.

        Endnu en lille Hændelse, der omtrent paa denne Tid indtraf, maa jeg dog her anføre. Det var nemlig, kort førend hiin Havesalon blev lukket for mig, at der yttrede sig en Egenskab hos mig, om hvis Natur og Virkelighed man ofte har stridt og endnu vil stride, fordi den, som det synes, staaer i alt for nøie Forbindelse med de Ting, der ligge udenfor al menneskelig Erfaring og Fatteevne. Det hændte sig nemlig, at een af mine Legesøstre en Eftermiddag blev fundet skrigende og grædende i en stor Stikkelsbærbusk, hvor hun ynkeligt havde tilredt baade sine Klæder, sit Ansigt og sine smaa Arme. Da man udspurgte hende, hvorledes hun saaledes kunde være faldet i Busken, fortalte hun med grædende Taarer, ”at hun var krøbet ind i Skrædderens Hauge, hvor en Lægte i Stakittet var gaaet løs, havde derpaa listet sig op ad Trappen og ind i Forstuen. Her havde hun hørt Nogen komme, og havde skyndt sig ud af Døren. Da havde hun seet Heinrich staae langt nede i Gangen ved Hækken, med Ryggen vendt mod hende; og hun havde nu saa tyst som muligt, men dog i fuldt Løb villet styrte sig bag paa ham for at kyse ham. Da var hun faldet paa Ansigtet i Tornene, og Heinrich var blevet borte med Eet, og var ikke kommet, uagtet hun skreeg saa jammerligt om Hjælp.„ — Det blev oplyst, at jeg paa den Tid var halvanden Miil fra Byen i Følge med min Faders eneste Lærling, der bar noget Arbeide til en Kunde. Den lille Piges Fortælling blev altsaa anseet for Opdigtelse og Besmykkelse. hendes Fader, der var Slagter, gav hende en eftertrykkelig Tugtelse, og saa var den Sag glemt. Men jeg er senere smerteligt blevet mindet derom og selv overbeviist om Sandheden af hendes Udsagn.

        Paa Skredderbordet sad jeg da og lærte i kort Tid, hvad min Fader kunde lære mig. Hvad der imidlertid nogenlunde trøstede mig og gjorde mig min

        Fængsling lettere, var den Omstændighed, at min Morbroder, efter en lang Strid desangaaende med min Fader, i mine Fritimer vedblev sin Underviisning, hvilken han endog lidt efter lidt, alt som jeg voxede til, udvidede til mangehaande Gjenstande, hvis Nytte for en fattig Skrædderdreng kunde synes meget tvivlsom. Tillige havde min fromme Moder, som jeg elskede med hele mit Hjertes Varme, engang i en fortrolig Stund foreholdt mig, at jeg ved Haandværket ikke alene med Tiden skulde forsørge hende, hvis muligen min Fader Døde før hun, og hun da var forladt og gammel; men at dette ogsaa vilde skaffe mig en forønsket Leilighed til at see fremmede Lande og Steder, thi naar jeg var blevet Svend, skulde jeg jo, som Skik og Brug var, paa Vandring. Dog Skjæbnen vilde det anderledes.

        Jeg erindrer grant den Mandag Morgen, der hidførte en saa stor Forandring i vore Udsigter og Planer. Min Fader blev kaldt fra Værkstedet ud i Dagligstuen, for, som det hed, at modtage et med Posten indløbet Brev. Lidt efter kom han tilbage; han var ganske bleg, han vilde synes rolig, men kunde ikke ret komme afsted dermed. Han slog i Bordet for at finde Saxen, han kastede Lapper og tilskåret Tøi hensigtsløst mellem hinanden, greb en gammel Kjole, holdt den op mod Dagen og stirrede med et forunderligt tankeløst Smiil paa den; tilsidst slyngede han et Persejern saa uforsigtigt ind under Bordet, at han ramte vor gamle Hund, som laa der og sov. Dens Hyl vakte ham af hans Aandsfraverelse; han satte sig ned paa Huk og Kjælede for den jamrende Hund, favnede den tæt til sit Bryst og mumlede een Gang efter den anden: ”Ti kun stille, min stakkels Dreng! jeg gjorde det jo ikke med Villie! nu skal du ogsaa faa det godt paa øine gamle Dage!„ — Derpaa reiste han sig op med et dybt Suk, og sagde til mig, der imidlertid med Forbavselse havde betragtet hans underlige Færd: ”kom ind til din Moder, Heinrich!

        „ I Stuen stod min Moder med Papiret i den sittrende Haand og Glædestaarer i Øinene. Brevet, der indeholdt Efterretningen om en min Fader tilfalden, meget stor Arvelod, var det, som havde afstedkommet Forstyrrelsen. Naar fattige Folk pludseligen erholde et saadant Budskab om en uventet Lykke, saa pleier deres første Tanke gjerne at være en Tvivl om Sandheden deraf. Saaledes ogsaa her; min Fader vilde ikke fæste Lid til Efterretningen, min Moder modsagde ham kun svagt, og dog gjorde Muligheden et heftigt Indtryk paa dem begge. Sagen havde imidlertid sin Rigtighed. Penge og Documenter bleve os tilstillet gjennem Øvrigheden, og det varede ikke længe, før vi forlode vor gamle, snævre og mørke Bolig for at indqvartere os i een af Byens anseeligste Gaarde. Alt Udvortes hos os fik en anden Skikkelse; kun det indre Liv blev uforandret. I vore store, pyntelige Værelser samledes, som hidtil, hver Aften de samme fromme Sjæle, og det syntes næsten, som den timelige rige Velsignelse havde forstærket Andagtens Varme og Inderlighed. Til enkelte Fattige gav min Fader Lidet eller Intet; men derimod var det hans første Foretagende at anlægge en Fabrik og et Arbeidshuus, for paa denne Maade at lade dem nyde Godt af hans Lykke og lade dem tilflyde de Almisser, som han syntes, han skyldte dem.

        Hvad mig selv angaaer, da var min første Bevægelse at bortkaste Naal og Sax. Min Morbroder jublede; for nu kunde han, hvad han ønskede og haabede, gjøre en Lærd af mig, og i Løbet af et Par Aar havde han og en Yngre, dertil antaget Lærer ogsaa bibragt mig saa mange Kundskaber, at jeg — skjønt i saa ung Alder — turde lade mig indskrive ved Universitetet i H. Jeg berører kun i Korthed disse og de to næstfølgende Aar; jeg omtaler ikke den Tid, da jeg, iført min phantastiske, brogede Burschendragt, offentligt sværmede for Sang, Druer og Patriotisme, men hemmeligt ved den natlige Lampe, med forfængelig Kraftanstrengelse søgte at udvikle, nære og styrke min Aand; for selv ikke hiint Ungdomssværmeri, ikke disse alvorlige Beskæftigelser formaaede at forandre noget i den Retning, min Karakteer engang havde taget. Jeg holdt af mine Venner og var en trofast Kammerat, jeg elskede mine Bøger; men en lille, qvindelig Fod, en tyk, glindsende hårfletning, en blændende Nakke, et Øiekast fra et Par blaae Øine kunde bringe mig til at glemme alt Andet. Det drev mig da ofte til pludselig at forlade mine Følgesvende, der — det maa siges til deres Roes — vel jublede vildt i Apollos Forsal og offrede paa den humlekrandsede Bacchi Altar, men næsten stedse agtede paa den ærlige, ”troe Eckards„ Vink, der skrammede dem bort fra hiint natlige, Syndens Bjerg. Men det blev ogsaa hos mig kun ved en uskyldig, stille Betragten; jeg var endnu ufordærvet, jeg var ung, jeg forstod mig ikke selv.

        En smuk Sommereftermiddag gik jeg alene over Broen, der fører ud over N. Floden, og vandrede hensunket i dybe Tanker langs Bredden; jeg kunde ikke blive mæt af det Syn, som den gammeldags By, Slotsruinerne oppe paa Bjerget, Floden, Vinhaverne, Solen og den klare Luft frembød. Jeg steg op i en Vinhave, satte mig paa en Terrasse under et Valnøddetræ, og overlod mig ganske til den Nydelse, som ubestemte, længselsfulde Drømmerier i en smuk Egn og især i en vis Alder saa ofte skjenke os. Saa aldeles glemte jeg Tiden, at da Aftenklokkens Klang fra Byens Hovedkirke vakte mig og mindede mig om, at Klokken var syv, maatte jeg skynde mig, hvis jeg nogenlunde betids vilde naa til et Værtshuus i Nærheden af de paa Bjerget liggende Ruiner, hvor nogle af mine bedste Venner havde sat mig Stævne. Jeg skyndte mig, det bedste jeg kunde, op ad de brede Steentrapper, ilede gjennem Haugerne, og hørte allerede langt fra, mens jeg gik ned ad den brede, løvdækkede Gang, i hvis ene Ende Studenterne i deres brogede Dragter vare leirede om et langt Bord, tydeligt deres jublende Rundsang. Men næppe fik de Øie paa mig, før Sangen forstummede, og Alles Blik stivt og med en vis Forbavselse stode heftede paa mig: Senior, der præsiderede, havde nær tabt det store Kruus, som han just vilde føre til Munden. Fortrædelig spurgte jeg, hvad alt dette skulde betyde? ”

        Det skal jeg sige dig, min Broder!„ tog Senior Ordet, idet han med den ham egne Værdighed reiste sig i Sædet, men dog betragtede mig med et underligt, sky Blik; ”Du og vi Alle veed, hvor reen og uskyldig, hvor ærbar og tugtig Hannchen, Værtens Datter og vor Hebe, er og altid har været! Du veed endvidere —„ ”

        Hvad kommer alt dette mig ved?„ afbrød jeg den høitidelige Senior. ”

        Jeg taler, min Broder! og jeg haaber, Du hører„, vedblev han med et strengt Blik; ”Du veed endvidere, siger jeg, at i vort Broderskabs Comment intet mere alvorligt indskjerpes„ — her hævede han Stemmen til Pathos, — ”end Respect for den qvindelige Værdighed, og at vi har lovet at agte den og forsvare den med Liv og Blod, hvorsomhelst den trænger dertil. Jkke heller kan det være Dig uvitterligt, at en Broder i vort Samfund, den ædle, høihjertede Berliner-Theolog, Jachheim, er trolovet med Jomfruen histinde, og at han har Faderens, den værdige Philister Samtykke. Siig mig derfor i disse vore Brødres Nærværelse, hvad kan bevæge Dig, min Heinrich! til, som man siger, at rende Pigen i Hælene, importunere hende med utidig Approximation, og det lige for vore Øine?„ ”

        Min gode Senior!„ sagde jeg, med Haanden paa hans Skulder, og saa ham i Følelsen af min gode samvittighed aabent ind i det arrede og skjæggede Ansigt, ”vil Du og de Andre have mig til Bedste, saa maa I hitte paa noget, som er morsommere!„ ”

        Det er sandt„ — ”Det er, som han siger„ — ”Vi saa dig jo„, raabte nogle Stemmer. ”

        Silentium! jeg vil tale!„ tog Senior igjen Ordet; og vedblev derpaa med sin sædvanlige Sindighed: ”Det er ikke meer end tre Minutter siden, da gik Hannchen med en stor Stabel af tømte Kruus paa hver Haand bort fra nærværende Bord, for atter at forsyne disse tørstende Ynglinge med yderligere Ledskelse. Just som hun gaaer op ad Trappen til Huset, kommer Du, min Ven, Heinrich Siller, gaaende fra den Allee hist til Høire, med din sædvanlige kavalermæssige Gang, som jeg ofte har taget Dig i Skole for, skrider op ad Trappen og forsvinder i Huset, — som der pleier at staae i de slette Romaner. Hvorledes Du nu forresten som et Lynblink har kunnet komme ned ad den anden Vei, gjennem Byen og op ad den brede Steentrappe og herhid fra den modsatte Side, see, det forstaaer vi ikke, men haabe, at Du vil styre vor billige Videlyst?

        „ Jeg tav. Mig var Sagen klar i al sin tilsynela-dende Uklarhed; men jeg kunde jo ikke give den efter min Erfaring og Formening sande og fyldestgjorende Oplysning uden Fare for at gjøre mig latterlig og dog ikke blive troet. En isnende Kulde overfoer mig, og en sørgelig Anelse om, hvad Udgang Sagen vilde tage, dæmrede for mit indre Øie. Efter et Par Sekunders Betænkning svarede jeg saa roligt, som det var mig muligt: ”Jeg har i Dag ikke sat min Fod i Kneipen der!„ ”

        Hvorledes? Hvad siger Du?„ raabte Flere. ”

        Du lyver!„ skreg Jachheim, der ubemærket var kommet til, havde været Vidne til Samtalen og i min dvælende Benægtelse kun troede at see en Bestræbelse for at skjule en Brøde. ”

        Som jeg siger, skal I troe det„, vedblev jeg lidt heftigere, ”jeg kom nys fra hiin Side af Floden! Vi to„, idet jeg vendte mig til Jachheim, ”tales ved en anden Gang!„ ”

        Naar og hvor Du vil!„ raabte han med haanlig Stemme og lilliehvid i Ansigtet, ”jeg skal da vide at tugte Dig, usle, forløbne Skrædderdreng!

        „ Mit Svar paa denne Tiltale bestod i at kaste ham min gallonerede Hat i Ansigtet og træffe min Kaarde. Alle for op fra deres Pladser og trængte os fra hinanden. ”

        Respect her!„ lød Seniors vældige Stemme, ”enhver Ting til sin Tid, Kammerater! Sagen her maa først opklares, og siden — det er min Pligt — maa Heinrich søge sin Opreisning, og den skal han have! Lad os tale med Hannchen!

        „ I det samme kom just den unge Pige, bærende en stor Bakke fuld af summende Kruus. ”Hør, Hannc hen! kom hid!„ begyndte Senior; men han fik ikke fuldført sin Tiltale, før Pigebarnet med et høit Skrig mere slængte end satte Bakken paa Enden af Bordet, og løb ind i Huset igjen. Senior og et Par andre fulgte efter, og fandt hende i en Samtale med Forældrene, hvoraf fremgik, at hun, efter hendes udtrykkelige Paastand, tydeligt vilde have seet mig staae alene ved Vinduet i den lange Sal, da hun derigjennem bar Krusene ned i Haugen; og derfor havde Synet af mig, midt iblandt de øvrige Studenter saa meget forstrækket hende. Jachheim smilede haanligt ved denne Fortælling, og Alle saa paa mig, som om de forlangte en Forklaring. Jeg tog stiltiende min Hat op fra Jorden og gik bort. Nede i Byen solgte jeg et Par Vexler og ordnede mine Sager til Afreise. Hen Imod Aften kom udfordringen fra Jachheim. Vi reiste med vore sekundanter til M. og paa fast Grund gav jeg min Modstander et Saar, som Lægen betragtede med Bekymring. Jeg skjulte mig samme Dag i en Landsby i Nærheden af M., hvor Jachheim skulde ligge i Kuur. To Dage efter Duellen fik jeg et Brev, hvori een af vore fælles Venner, paa Jachheims indstændige Bøn, opfordrede mig til hemmeligt at besøge ham. Indhyllet i min Kappe vandrede jeg i Tusmørket til M., Hvor jeg ankom, da Nattens Mørke gjorde det muligt for mig ukjendt at snige mig til det Herberge, hvor Jachheim opholdt sig. Da jeg traadte ind til ham, forlod hans Opvarter Værelset; selv rakte han mig venlig og veemodig sin matte Haand. ”

        Vær rolig for mit Liv„, sagde han, ”Lægen giver nu godt Haab. Alt Nag være glemt! Gid jeg havde troet Dig! — Saa forunderligt det kan synes, saa maa Du vide, at nu kan Ingen være mere overbeviist om Sandheden af Dit og Hannchens Udsagn, eller om hiint Hemmelighedsfulde, hvorfor vi intet ret navn har, end jeg nu er. Hør kun!„ lagde han til med sagtere Stemme, ”da jeg om Morgenen efter vor afgjorte Trætte, efter en kort feberagtigt Blund slog Øinene op, og trak Gardinet lidt til side, da saa jeg Dig sidde ved Vinduet histhenne, ubevægelig, bleg i Ansigtet, og betragtende mig med stive, spøgelsesagtige Øine. Du kjender mig, Du veed, jeg er hverken Cujon eller Sværmer, og jeg er nu overbeviist om, at jeg var lysvaagen. Men i hiint Øieblik traadte dog den Tanke mig nær, at det kunde være en Drøm; jeg gjorde den Prøve at lukke Øinene et Par Secunder, og saa, da jeg aabnede dem, var Du borte! Jeg trak i Klokkestrengen; min Tjener, som var i forværelset, traadte ind ad dette Kammers eneste Dør, jeg spurgte ham, tilsyneladende ligegyldig, hvem det var, der nys forlod mit Sovekammer? Han saa paa mig, som om han troede, jeg talede vildt, og benægtede at have seet Nogen komme eller gaa. Siig mig nu — ifald det dog skulle være muligt — var det Dig selv? eller skal jeg troe paa —„ Jeg lod ham ikke tale ud. ”Tro, hvad Du vil og kan for Din videnskabelige Samvittighed; men det maa Du troe mig paa mit Æresord: jeg var selv langt fra Dig, og kuns mine Bekymringer, mine ængstelige Tanker vare hos Dig!

        „ Jachheim trykkede min Haand og forsikkrede mig i vort Broderskabs vante Udtryk, at han troede mig, og at vort Venskab ikke blot var fornyet, men ved denne, som han kaldte det, skjæbnesvangre Hændelse end mere styrket og befæstet. En forudfølende Anelse, lagde han til, sagde ham, at, om vore Veie endogsaa nu adskillede os, saa vilde de dog engang støde sammen, og En af os vilde da vorde den Andens Fatum. — Jeg hørte smilende paa disse Yttringer, som jeg tilskrev hans sygelige Tilstand; derpaa tav han og henfaldt i dybe Tanker. Da jeg forlod ham, maatte jeg love at besøge ham, før jeg drog fra denne Egn; for, som Sagerne nu stode, torde vi ikke vente at mødes i Universitetsstaden H.

        To Dage efter mit Besøg hos Jachheim, skrækkedes jeg ved Rygtet om hans pludselige Død, og ved Efterretningen om, at man paa Rekvisition fra H. søgte at fa fat paa hans Drabsmand. Forfulgt af de bittreste Følelser flygtede jeg nord paa. Det var altsaa den første Plet, Verden havde sat paa mig; hidtil havde jeg i enhver Henseende været reen som et Barn.

        I den store frie Handelsstad H. standsede jeg min Flugt. Jeg forbigaaer med Tavshed det Tidsrum, jeg tilbragte her; det var saa fuldt af bittre Erfaringer. Tid efter anden tilmeldte min gamle Onde mig Tabet af en stor Deel af vor Formue, en Følge af ufornuftige og uheldige Spekulationer og svag Bestyrelse, og dernæst min Faders dødelige Afgang. Dog hvad der mest bedrøvede mig og forvirrede min Tro paa det Godes Bestandighed hos Mennesket, var det, som min Oncle i de heftigste, man kunde næsten sige, Skinsygens Udtryk berettede mig om min Moder. Saa længe min Fader levede, havde hun bevaret sin sædvanlige Holdning. Rigdommen syntes ikke at have forandret noget hverken i hendes Indre eller Ydre. Men med min Fader syntes hendes gode Aand at have forladt hende. Hun var ikke mere ung, og Sporene af hendes fordums Skjønhed vare kun svage. Dog meente hun endnu at kunne gjøre disse gjældende. Hendes Skjæbne kastede hende i Hænderne paa et Menneske, en omflakkende Kunstner, der først bedrog hende for Resten af hendes Formue og til sidst for hende selv. Hun forsvandt; som man sagde, var hun med hiin Person reist til Syden; og man saa hende ikke siden. Alle disse Sorger og en Rokke af andre Ulykker og Krænkelser, der i det enkelte Menneskes Liv er af stor Betydenhed, men i den store Masse af Livserfaring kun fremtræde som Trivialiteter, nedtrykkede og svækkede mit Sind, gjorde mig lidt efter lidt, i idet mindste i mine egne Øine, aldeles uduelig og uskikket til med egen Villieskraft at opretholde mig. Snart hævede Følelsen af mine Kundskaber mig til et Haab, som det næste Øiebliks mørke Stemning igjen udslukkede, snart forekom jeg mig aldeles forkastet og forladt, for et Øieblik efter igjen at varme mig ved nogle smigrende Solglimt. Men netop denne ubestemte Bølgen i mit indre Væsen svækkede de reelle Kræfter hos mig, og bragte mig tilsidst til den trøstesløse Overbeviisning, at jeg intet formanede ved egen Kraft. Jeg beslut-tede da, i et Anfald af den sorteste Melancholie, ganske at underkaste mig Andres Villie og Magt, og besad dog endnu saa megen Styrke, at jeg udførte denne Beslutning. I den nærliggende Stad A. lod jeg mig hos en d-sk Hverveofficer indskrive som menig Soldat, og gik kort Tid efter med en Transport til Hovedstaden K., hvor den høieste Lykke og den dybeste Elendighed ventede mig.

        En langvarig Fred og heldige udvortes Omstændigheder havde gjort Landet og navnlig Hovedstaden, man kunde vel sige, mere end velhavende; en udbredt, livlig Handel meddeelte, som en Hovedpulsaare, sin sunde Kraft og Varme til enhver af Statens Livsfunktioner; Rheden laa fuld af Skibe, Flaget blev hædret i de fjerneste Zoner; i Byen byggedes pragtfulde Boliger, og i Omegnen fremstode flere og flere smagfulde Landsteder; i Hovedstaden fandtes Landets vigtigste Læreanstalter, den var de høieste Regjeringscollegiers Sæde, Flaaden var stationeret og Hoffet residerede her. Endelig havde ogsaa adskillige regeringsforanstaltninger, der i fri og ædel Aand ragede langt frem over Tidens Forventninger, givet Folkets selvfølelse et højere Sving, og havde, i Forening med Regentens udmærkede Personlighed vakt Forhaabninger om en varig og stedse tiltagende Fremtidslykke. Alt var fuldt af Liv, Lyst og Driftighed.

        Det Regiment, hvorved jeg som Fremmed blev ansat, forsynede udelukkende Orlogsflaaden med Søsoldater, og bestod af Folk, der vare hvervede fra alle Verdens Hjørner og Kanter. Efter kort Tids Forløb blev jeg Underofficeer. Den strenge Disciplin, der ifølge Corpsets Bestanddeles Natur var nødvendig, den hyppige Våbenøvelse og den øvrige Tjeneste trykkede mig ikke, men var mig i min Sindsforfatning endogsaa i høi Grad velgjørende; og hvad der ved min Stilling kunde være mig ubehageligt, nemlig en nærmere Omgang med mine raa Kammerater, blev jeg snart og paa en saare behagelig Maade fjernet fra.

        En Formiddag havde jeg en Rapport at bringe min Capitain. Jeg bankede paa og traadte efter Sædvane strax ind. Capitain Braun sad ved sin Skrivepult, og foran ham stod et ungt Menneske, hvis pjaltede, lurvede Dragt og skumle, listige Physiognomie ikke syntes at love noget godt. Det var en ny Recrut, som Kaptainen forhørte; men, som det lod, faldt det ham vanskeligt at bringe det ud af Karlen, som han ønskede at vide. Samtalen blev ført paa Fransk; den Fremmede talede dette Sprog meget ufuldkom-ment, og det var mig let, da jeg lyttede til Samtalen, baade at bemærke, at han gjorde dette med Forsæt, maaskee for at undgaae visse Tilstaaelser og Forklaringer, der vilde have været ham til Skade, som ogsaa af hans Udtale at slutte mig til, hvilken Landsmand han var; den hvislende Udtale af enkelte Bogstaver og enkelte Ord, som han med Flid blandede i det Franske Sprog røbede tydeligt Spanieren, hvilken Formodning endmere det blanke sorte Haar og den olivengule Farve bestyrkede. Samtalen havde taget en saadan Vending, at Kaptainen, hvis han havde forstaaet Spansk, meget let vilde kunne have endt den til sin Fordeel; men den snedige Karl benyttede sig behændigt af den gjensidige Sprogforvirring, og snoede sig fra ham som en Aal. Ved et saadant Punkt kunde jeg ikke undlade at gjøre en utaalmodig, heftig Bevægelse. Capitain Braun kastede Øinene hen til mig, og da han formodentlig bemærkede et Smiil paa mit Ansigt, sagde han med rolig Stemme: ”Hvad mener Du?„ ”

        Hvis Kaptainen tillader„, svarede jeg i mit eget Modersmaal, ”troer jeg let at kunne tvinge Karlen til at rykke ud med Sproget!„ ”

        Gjør det, forsøg det, hvis Du kan!„ vedblev han.

        Jeg fortsatte nu Forhøret ved i det franske Sprog at gjøre Personen nogle ubetydelige, med stor Ligegyldighed fremsatte Qvæstioner, og da jeg troede at have gjort ham ret sikker, hvilket jeg især sluttede af hans spodske Mine, opkastede jeg ham pludselig med forstærket Stemme og i godt Castilliansk et meget captiøst Spørgsmaal. Han studsede, men svarede uforvarende i samme Sprog, idet han søgte at undvige; men jeg forfulgte ham med hurtige Sporgs-maal, der lidt efter lidt saaledes indviklede ham i Modsigelser, at Sandheden til sidst laa klar for os. Han var af en saa slet Beskaffenhed, at Kaptainen end ikke til vort Corps skjottede om at antage ham, men lod ham overlevere til Politiet, der befordrede ham ud af Landet.

        Otte Dage efter denne lille Hændelse lod Capitain Braun mig kalde. ”De er hvervet„, sagde han til mig i en saa høflig Tone, som man sjelden finder hos Overmænd, ”og ansat i Korpset; Deres Forhold her har været ulastelig; jeg har altsaa ikke egentlig nogen Ret til at fordre nærmere Oplysning om deres Personalier. Og dog — maa jeg sige Dem — har deres hele Holdning og især det sidst her i denne Stue Forefaldne givet mig stor Lyst til at vide meer om Dem, end der var fornødent til deres Ansættelse. De er ikke det, De vil synes at være. Kunde De overtale Dem til at indvie mig i deres Livs indre Kredse, saa vilde jeg maaskee faa Lyst og Leilighed til at gjøre Dem deres Stilling mere overeensstemmende med Deres Dannelse og egentlige Tilbøielighed; thi den Plads, De nu staaer paa, har De ikke ganske af fri Villie valgt. Ikke sandt?

        „ Den Venlighed og umiskjendelige Interesse for min Person, der aabenbarede sig i denne Tiltale, kunde jeg ikke modstaae. I al Korthed, men fuldkommen stemmende med Sandheden, gav jeg ham et Omrids af mit foregaaende Liv og lod ham saa klart, som det var mig selv muligt, ogsaa kaste et Blik paa Beskaffenheden af mit Indre; tillige forelagde jeg ham adskillige Papirer, som bekræftede Sandheden af mine Udsagn. — Efter et Øiebliks Betænkning vedblev han: ”Det vilde være mig en let Sag ganske at skaffe Dem fri for den militaire Stilling, hvori De dog egentlig er og vil blive fremmed; men jeg troer, De vil finde det rigtigst indtil videre at bære de Baand, De selv i Følelsen af Deres Svaghed har paalagt Dem. Men den strengere Tvang vil jeg lette, og give Dem Leilighed til ved Anvendelsen af deres rige Kundskaber saavel at forskaffe Dem en bedre Tilværelse, som ogsaa især lidt efter lidt at vænne Dem til at stole mere paa Dem selv og komme paa det Rene med, hvad De bør gjøre for Deres Fremtid. For ret at vise Dem, hvor megen Tillid jeg sætter til Dem, og hvor meget Haab jeg nærer, at De igjen ganske vil hæve Dem i Deres eget Omdømme, vil jeg strax skaffe Dem et Arbeide, hvis Natur er mere passende for Dem end „Høire om!” og „Venstre Sving!” Med disse Ord aabnede han en Dør og bad mig følge sig.

        Vi traadte ind i et Værelse, der med tre Fag vendte ud til Byens største Plads, og hvorfra man havde Udsigt til Theatret, et kongeligt Slot og en Havn, opfyldt med Handelsskibe. Paa hver Side af Mellempillerne stode Blomstertrapper, som vare forsynede med en rig Samling af sjældne Potteplanter. I Fordybningen mellem begge Blomsterterrasser inde i Vinduet sad to unge Damer, den Ene var blond, den Anden stærkt brunet. De vare Begge af samme Alder, saa omtrent sexten til sytten Aar. En Brodeerramme med hvidt Broderi, hvorpaa de i Fællesskab ivrigt arbeidede, stod imellem dem; men ved vor Indtrædelse hævede de begge de deilige Hoveder, reiste sig og traadte os i imode. Begge de unge Piger vare smaa af Vært, maaskee endog under det Maal, som Academiet vilde fastsætte som Skjønheds Grænse. Deres rige Haar var tildeels ophæftet ved et bredt, om Hovedet slynget Baand, hos den Ene lyseblaat, hos den Andet blegrødt, tildeels hang det i brede, fyldige Lokker ned om Halsen og Skuldrene. Over den folderige Silke-kjole, af samme Farve som Baandene, bare Damerne Halvkjoler, foran aabenstaaende, af hvidt, stribet Mousselin, og paa de smaa Fødder stærkt udringede couleurte Skoe.

        De reiste sig Begge fra deres Arbeide, og mens de hilste paa Kaptainen og afsides med ham førte en sagte Samtale, havde jeg ret Leilighed til at drukne mit Blik i al denne Deilighed.

        „I veed, Kjære Børn!” sagde endelig Capitain Braun høit, idet han tog begge Sylphiderne om Livet og trykkede dem til sig, „I veed, jeg holder ikke meget af denne Studsen ved noget, der træder lidt udenfor den slagne Landevei, denne Übestemthed! En Smule Courage! Jeg vil ikke tvinge Jer til Noget, det veed I! Men mit Raad er det dog, at I skulle forsøge det — kun en Prøve? Hvad?”

        Begge de unge Damer saa tavse paa ham; den Brunette med et livligt, skjælmsk Udtryk i de sorte Øine, den Blonde, hvis klare, fine Ansigt og blaae Øine vare mindre bevægelige, med et idyllisk, dueagtigt Blik, der ikke var ganske frit for Sværmeri.

        Kaptainen vedblev og syntes i sin Tiltale til Hine snarest at ville sætte mig ind i Forholdene: „Siden din Moder døde, Annette! har jeg ikke foreslaaet Dig noget, hvortil Du med Billighed har kunnet sige nei! og hvad Dig anbelanger, min elskværdige Niece, Felicia! da er Du af en saadan Natur, at jeg stundom er ganske angst og bange for at raade Dig til noget, af Frygt for at Du, som nu engang ikke kan sige nei, skulde lade Dig overtale til Ting, der vare Dig imod. I har begge To — det Lov maa jeg give Jer — regjeret, ja regjeret mit Huus til min fulde Tilfredshed; paa det Regimente har jeg intet at udsætte, Gud bevares; og jeg vil paa ingen Maade fratage Jer noget af Magten, men raade — det maa jeg jo dog nok? og desuden har det jo før været jeres eget ivrige Ønske!”

        „Men, Papa!” sagde Annette, hævede sig paa Taaen, tog ham om Hovedet og hviskede ham et Par Ord i Øret.

        „Aa, ikke andet end det!” raabte Capitain Braun leende, „det skulle vi snart faa forandret! Jeg skaffer ham Lov til at træffe en anden Kjole paa; er det saa godt? Altsaa d’accord?” Han rakte dem hver en Haand og dreiede sig med de unge Piger hen imod mig, som i Baggrunden af Stuen havde været Vidne til den lille Scene.

        „Det var altsaa det, jeg vilde foreslaae Dem: vil De paatage Dem at undervise disse to unge Damer i det franske og italienske Sprog? Timernes Antal overlader jeg ganske til dem selv indbyrdes at bestemme; Honoraret bliver min Sag. Men hvor —?” lagde han til med rynket Pande og vendte sig ligesom utaalmodig et Par Gange til Høire og Venstre. „Dog jo,” vedblev han efter et Øiebliks Betænkning, „ved Siden af mit Kontor i det lille Bibliothek, der passer det sig jo bedst; der kan De studere, og jeg alt imellem høre lidt om Elevernes Fremskridt.” I det samme slog Hovedvagtens Klokke. „Tausend! allerede saa mange! Farvel, jeg kommer snart igjen og vil da høre, hvad Aftale der er gjort!”

        Han skyndte sig bort og lod mig alene tilbage hos de to Damer. Den, man kunde næsten sige, raa Forlegenhed, der i qvindeligt Selskab saa ubehageligt mærkes hos mange tydske „Burscher”, en Følge af deres eensidige Færd, havde jeg rigtignok for en Deel fjernet fra mig; men min egen naturlige Blyhed gjorde mig det dog umuligt først at begynde Samtalen. Tillige forekom det mig, at Capitain Braun alt for iilfærdigt og med en næsten letsindig Hast havde bragt denne Sag i Gang og alt for pludseligt sat mig i et saadant Forhold til sin Familie. Felicia syntes at dele min Forlegenhed; men Annette, der i det Hele lod til at være den egentlige Regentinde, lod sig derimod ikke forbløffe. Hun satte sig foran et lille gammeldags Chatol, i hvis øverste Skabs Døre et stort Speilglas var indfattet, fremtog Papir, Pen og Bleek, og ordnede vore Affairer, idet hun meget naivt over Skulderen tilsendte mig de Spørgsmaal, paa hvis Besvarelse Anordningen beroede. Mens jeg gav de fornødne Underretninger, og hun, spillende med den hvide Fjerfane paa de røde Læber, hørte til, mødte jeg ofte hendes sorte Øine i Speilet ligefor hende. Da vor Aftale var endt, reiste hun sig, rakte mig Timesedlen og affærdigede mig med et: „Altsaa seer vi Dem i Morgen?”

        Dette Imorgen kom, og mange andre fulgte efter. I Begyndelsen beskjæftigede det uvante Arbeide mig næsten udelukkende, og det var kun nu og da, at jeg hos mine Clever bemærkede andet end, at de, som næsten alle qvindelige Elever, vare med al Iver og Flid ved det, de foretoge dem. Men alt eftersom Underviisningen selv blev mig lettere, aabnedes mine Øine for mine Omgivelser, og de unge Damers Personlighed tegnede sig lidt efter lidt i klarere Omrids. Begge vare elskværdige; men Formen, hvori denne Elskværdighed traadte frem, var hos hver af dem væsentlig forskjellig. Frøken Annette syntes ved første Øiekast lidt fornem; men denne Fornemhed fil ved nøiere Betragtning et vist Anstrøg af Ironi og Naivetet, der tydeligt viste, at den ikke var hende i Kjødet baaret, og den Livlighed og Lyst, den Kjækhed og Frihed, hvormed hun opfattede og behandlede alt, hvad der kom hende i imode, tilintetgjorde lidt efter lidt ganske hiint kolde Slør. Der var næsten Intet, som ikke kunde vække hendes Latter, og selv det alvorligste vidste hun at afvinde en comis Side. Felicia var mild og venlig, men mere alvorlig, og en bly Undseelse for at træde frem i Yttringer og Domme, røbede lidt den landlige Opdragelse. Men vovede hun sig stundom til at fremsætte en Mening, eller med højtrødmende Kinder at bekjæmpe en Andens, saa kunde man være temmelig vis paa at høre noget sundt og heltænkt, mens Brunetten i sin kjække Jver tidt forsvarede de særeste Paastande, som hun ved mindste Modstand igjen lod falde. Naar saaledes Annette ofte uopholdelig lod sin Tunges Livlighed og sit Lune fri Raadighed, sad Felicia for det Meste tavs og fæstede sine smilende blaae Øine paa mig, som om de vilde spørge: er hun ikke velsignet? er hun ikke moersom? Og Hvor velsignet, hvor yndig var hun saa ikke selv!

        Det er saa ofte gjentaget, at ligeartede Characterer i det daglige Samliv sjelden komme i en ret og skjøn samstemning, og dette er især anvendt paa Ægteskabsforholdet; men det kan vistnok ogsaa finde Anvendelse i Venskabet. Den Stilstand, der næsten uundgaaelig maa finde Sted, naar to aldeles eensartede Aander leve Livet sammen, synes at hindre, eller i idet mindste ikke at fremme nogen ret inderlig Tilnærmelse; mens derimod den tilsyneladende Strid mellem to forskjelligartede Sind, liig en usynlig Væv, bestandig frem og tilbagearbeidende, lidt efter lidt slynger dem i hinanden til en fast og uløselig Fletning. Ogsaa her gjælder det: uden Bevægelse, intet Liv!

        Trods min liden Erfaring i Verden og mit, som jeg troede, ringe Kundskab til den qvindelige Natur, blev det mig dog klart, at netop Forskjelligheden i disse to elskver-dige Væseners Karakteer maatte have været det vigtigste og stærkeste Motiv til den inderlige Kjærlighed, der knyttede dem til hinanden. Og betragtede man nu deres Ydre, saa maatte man, forekom det mig, ikke engang i denne Henseende ønske at see dem adskilte. Det blide Sværmeri og den kjække Trods, der var deres Characterer egen, syntes at have et fuldkomment tilsvarende Afbillede i fysiognomiet af hele deres ydre Holdning; enhver Mine, enhver Bevægelse, Manden, hvorpaa hver af dem foretog sig selv de ubetydeligste Hverdagshandlinger, var saa ganske conform med deres Indres Hovedstemning. Og ved alt dette var det mig, som om det kun blev til et Hele af Skjønhed og Ynde, at det kun da fik Betydning, naar de fremtraadte i Forening; den Enes Skjønhed, saavel den

        aandelige som den legemlige, var som et Complement til den Andens. UÜbevidst syntes de selv at føle dette, idet de næsten altid enten hjemme eller ude viste sig sammen. Farverne var det Eneste, der stundom adskilte deres Dragt; de sang Duetter sammen og spillede helst fiiirhændige klaverkompositioner; de broderede ved een Ramme i Fællesskab; og da jeg efter en lang Beden endelig fik Lov til at see deres foregaaende tidligere Arbeider, var det mig i høi Grad påfaldende at bemærke, hvorledes deres Haandskrift, der i begyndelsen fandtes himmelvidt forskjellig, gradeviis var blevet een og den samme.

        Der var intet Nyt i alt dette; det Forhold, hvori jeg var traadt til de to unge Damer, og de Omstændigheder, som ledsagede min Indtrædelse i Huset, de Jagttagelser, jeg anstillede saavel over deres forskjellige Characterer som over det Indtryk, de gjorde paa mig, den synlige Indflydelse, dette mit forandrede Liv havde paa min Aand, kan synes meget ubetydeligt og hverdags. Mig var det et Studium, — hvad siger jeg? — et Studium? En Gjenfodelse, et nyt Liv var opgaaet for mig, en ganske nyskabt Verden var aabnet mig, en Verden, jeg vel havde anet, men aldrig kjendt, en Verden fuld af de sødeste Tillokkelser og rig paa de modigste Forhaabninger. For Mod havde jeg faaet, og med kjæk Tillid til mine Kræfter tog jeg atter til det fyldige Forraad, jeg tidligere havde samlet, men som i min Fornedrelses Tilstand ligesom var svundet for min Bevidsthed. Jeg følte saa klart Sandheden af det, Een blandt mine berømte Landsmænd har sagt: at Kjærligheden er den Hovednøgle, som lukker op for Alt i Mennesket. Som efter en befrugtende Regn spirede ogsaa nu det, der saa længe havde ligget som et dødt Frø gjemt i mit Indre, frem til et frodigt Liv; det Ene drog det Andet frem, arbeidede sig op, voxede og forgrenede sig til alle Sider og optog med Lethed alt Nyt, der forekom. Mine Tanker bevægede sig derved uafladeligt hen til den Lyskreds, som havde vakt dem til Liv, og mit Hjertes eneste Ønske var ret at være Noget, for at blive værdig til den Himmel, der syntes at aabne sig for mig. Jeg elskede! Det var som en Aabenbaring, der umiddelbart skjænkede min Sjæl en klar Anskuelse, en uimodsigelig Sandhed. Jeg elskede — men hvem? Ak, dette Spørgsmaal gjorde jeg mig ikke selv. Det faldt mig aldrig ind at tænke mig disse To adskilte; ligesom de for min Tanke kun udgjorde eet Væsen, saaledes var det ogsaa mit Hjerte umuligt at fjerne dem fra hinanden, og hvis det maatte hengive sig til den Ene, saa kom det med Nødvendighed ogsaa til at omfatte den Anden med samme Kjærlighed.

        Jo længer jeg drømte mig ind i denne fortryllede Kreds, jo fastere troede jeg mig overbeviist om, at jeg ikke kunde, ikke burde leve uden at eie begge Hjerter. Jeg tænkte snart slet ikke paa det mod Guds og Menneskers Lov Stridige, det Afskyelige i at give efter for et saadant Vanvid; jeg bekæmpede for mig selv af al Magt og med alle de Vaaben, der stode til min Raadighed, enhver af de menneskelige og, som jeg paastod, grusomme og fornuftstridige Bestemmelser, der vilde vise mig tilbage fra mit Raseri. Og da jeg nu endelig klart saa, hvor frit, uforbeholdent og naivt begge de unge Piger aabnede mig deres Tankers Løndom og lode mig henrykt skue, hvad der fore-gik; — da Hændelsen — Skjæbnen — Gud satte mig i besiddelse af alle Midler til at udføre min i eensomme, fortvivlede Timer udrugede Plan, Saa — — —„

        Her standsede Advocaten i sin Forelæsning, og bemærkede med et fiint Smiil: „Det forekommer mig, at Alt dette bliver alt for overstadigt — überschwänglich, som vore Naboer sige, — og det Folgen-des Indhold,” lagde han til og skottede med en betænkelig Mine over til Damerne, „det seer mig rigtignok ud til Allehaande!”

        „De har Ret,” hviskede Geheimeraaden, „det er en Ting, som kun vi To tør være vidende om!”

        En Tjener traadte i dette Øieblik ind og meldte en fra Byen nys ankommen Herre, som ønskede at gjøre herskabet sin Opvartning endnu i Aften, hvis det var beleiligt.

        Næppe havde Tjeneren udtalt, før en pludselig Rødme fløj over Frøken Elisas Kinder: hun fik meget travlt, reiste sig hurtigt fra Bordet, hviskede et Par Ord til Fru Friland og vilde forlade Værelset; men Onkelen kaldte hende tilbage:

        „kjære Barn! hvorfor vil Du forlade os? Forund os Din Nærværelse endnu et Øieblik. Det vil dog vistnok interessere ogsaa Dig at gjensee vor unge Sømand og af hans Beretning maaskee erholde beroligende Svar paa tusind Spørgsmaal, som sikkerligt ligge Dig paa Hjerte!”

        I det Samme aabnedes Døren, og en ung Søofficer traadte ind med al den djærve Frihed og ridderlige Fiinhed, som næsten altid har udmærket Marinens Officierer. Felix, hvis skinsyge Øie Intet undgik, og som meget rigtigt havde bemærket Frøkenens Bevægelse, undersøgte nu den Fremmedes Person saa nøie, som om han skulde male ham.

        „Aa, ja saamæn!” tænkte han, „det er jo en ganske smuk Karl, men dog alt for lang og smal. Hans Skabning er forresten ret regelmæssig, det kan jo ikke nægtes, — og hans Holdning ganske passable. Denne store, krumme, saakaldte Romernæse, den lider jeg ikke; skjønt det ovale Ansigt tager sig godt ud under det brune, krøllede Haar. Farve har han da ikke meget af. Ah! han har været syg — saaret! Han bærer den venstre Arm i Bind. See, see! en Helt! en Fedrelandsfrelser! Ja, Gud hjælpe os for Frelse vi fik! Naa, det kan han da ikke gjøre ved! — — Det maa altsaa være den store Dilettant i Kunsten, som gamle Melting har fortalt mig om. Jeg er bange for, at han passer bedre ved sine Kanoner og blandt sine begede Kammerater, end i Musernes Tempel!”

        Uden at overhøre et eneste Ord af de Meddelelser, der deels lydeligt, deels med halv Stemme udveksledes mellem Løjtnanten og Geheimeraaden og Niecen, havde Felix ført denne opbyggelige indre Monolog. Derpaa bøiede han sig hen til Jomfru Dorette, der endnu sad og syede, og hviskede i en temmelig fortrolig Tone til hende:

        „Dorette! er det ham?”

        Dorette slog sine brune, smilende Øine op mod Kunstneren, og svarede hurtigt og sagte: „See paa frøkenen!”

        I Sandhed! det var ikke muligt at tage Feil. Der sad hun ved Bordet, støttende Hovedet paa Haanden, der var halvt skjult i de glindsende Krøller; Kinderne blussede, og de tindrende Øine hvilede ufravendt paa Sømanden, der nu siod og talede med hendes Onkel og Advocaten. Et eget, undseligt Smiil laa om hendes Læber. Ganske hensunken i Betragtning syntes hun knap at høre eller ænse, hvad der blev sagt, og det hurtige Aandedræt, der hævede hendes Bryst, røbede tydeligt den indre Bevægelse. Ogsaa Officerens klare, kjække Øine dvælede under Samtalens Løb stadigt ved hende; ogsaa han syntes lidt aandsfraværende.

        Felix forstod alt for vel at tyde denne Billedskrift; og de Slutninger, han drog deraf, vare ham saa piinlige, at han ikke kunde modstaae Fristelsen til paa een eller anden Maade i det Mindste for Øieblikket at forstyrre denne tavse Samtale. Han gjorde et Par Skridt frem for at nærme sig Frøkenen; men den gamle Herre traadte ham i Veien, tog ham fortroligt under Armen, og idet han førte ham hen i et Vindue, sagde han:

        „Imorgen forlader jeg dette Sted, og jeg raader ogsaa Dem til at søge Hjemmet, som nu igjen er blevet os aabnet. Det gjør mig ret inderligt ondt, at vi nu paa nogen Tid maa skilles; men det skal, haaber jeg, ikke vare længe! Jeg havde troet at kunne tilbyde Dem en Plads i min Voiture; men nu maa jeg bede Dem tillade mig at tage mit Ord tilbage. Lieutenant Haller har, som De seer, endnu ikke forvundet Følgerne af det Saar, han fik strax i Begyndelsen af Beleiringen. Ja, han blev egentlig ret alvorlig syg, da han alt for tidligt stillede sig til Tjeneste. Det er naturligt,” lagde Geheimeraaden til, idet han smilende saa hen til Krigsmanden, der stod i en stille Samtale med Frøken Elisa, „at man kjæler lidt for disse brave Folk, som har sat Liv og Lemmer i Vove for os. Ikke sandt? Seer De, jeg skal nok skaffe Dem en Plads f. Ex. paa en Kalvevogn, hvoraf der afgaaer flere til Byen i Morgen. Men det er meget tidligt. Dog De er jo rast og rørig, det vil ikke anfægte Dem. — Nu hjertelig Tak for al Deres venlige Overbærelse med en gammel Cavalier, der i al denne Tid visselig har misbrugt Deres Tid og Talent. Men — jeg vil gjengjælde Dem dette — og jeg kan!”

        Her tav Geheimeraaden et Par Secunder, og saa ud af Vinduet, som om han vilde samle sine Tanker.

        „Jeg kan,” gjentog han, „gjengjælde Dem Deres elskværdige Forekommenhed mod mig: jeg kan skjænke Dem Noget, som jeg uden at støde an mod Delikatessen kan og skal give Dem, og som De ikke kan andet end modtage med Glæde. O, De aner ikke — De kan ikke forestille Dem, Hvor det vil være mit Hjerte Kjært,” udbrød han begeistret, „paa denne Maade at slynge et Baand om os, saa stærkt, at Intet i Verden saa let skal kunne adskille vore Hjerter! — Nei, nei! rolig! sindig! For Øieblikket kun dette. Nu lev vel! lykkelig Reise! De skal snart høre fra mig!”

        Han omarmede derpaa den forbavsede Felix, trykkede hans Haand og saa ham længe ind i Øiet med et Blik, der syntes at udtrykke en dyb, vemodig Glæde. Saa lod han ham tage Afsked med de øvrige Tilstedeværende, og Felix, der under alt dette følte sig mere og mere forlegen og forvirret, forlod Værelset, forfulgt af Sømandens store, alvorlige Øine og Fru Frilands sarkastiske Smiil.

        Med bankende Hjerte og ganske beruset af alle de Forhaabninger, som Geheimeraadens høitidelige Tiltale atter havde vakt i hans letbevægelige Sjæl, ilede Felix til sit Værelse, og mens han her ordnede Alt til sin Afreise, gjennemgik han i Tankerne alle de tillokkende Muligheder, der før ofte havde været hans ensomme Timers Kjæledægs ger; og dette uden engang at lade sig forstyrre af den modbydelige, nedslaaende Forestilling om, at han næste Dag og Nat skulde sidde paa Toppen af et langsomt fremskridende, himmelhøit Varelæs, og i denne gratieuse Situation maaskee blive seet af Fru Friland.

        I de næstfølgende Dage skeete da den store Udvandring fra Grevens gjæstfrie Slot. Den ene Familie drog bort efter den anden, flere maaskee uden at finde et Spor af deres forrige Hjem i Byen.

        Blandt de først Afrejsende var Hr. Felix. Tidlig om Morgenen efter hans sidste Samtale med Geheimeraad Melting, der i saa høi Grad havde hævet hans Mod og spændt hans Forventninger, kjørte han langsomt ud fra Ladegaarden, Bakke op og Bakke ned, gjennem Skove, over Sletter, maatte dvæle længe i de ringeste Kroer, og først næste Morgen ved Dagbrækningen fik han fra F-berg Slots Bakke, hvor det endnu vrimlede af Telte, Bivuakker og fiendtlige Soldater, Øie paa den ulykkelige By. Han havde paa Veien været saa heldig at undgaae ethvert Møde, der vilde halv generet ham, ethvert Øie, hvis Udtryk havde kunnet saare; og paa den lange, langsomme Rejsefart havde han ret havt god Tid til i Mag at udmale sig Fremtidens Herligheder. I denne Fremtidens lysende Glorie saa han da sig selv som anerkjendt Søn af en rig, fornem og manende Mand, i en glimrende og uafhængig Stilling, let ført hen ad Livets Vei, ikke ved sin egen Møie og anstrengelse, men ved en mild Skjæbnes Haand; og den Kunst, som han troede at udøve med Held, og som hidtil Havde ydet ham et tarveligt Udkomme, skulde da være ham som en smykkende Tilgift, en udvortes Prydelse, den selv hans fornemme Omgivelser manglede. Ak, han glemte reent eller vidste ikke, at Flid, Kjærlighed og Ydmyghed maa være Sjælen i enhver, selv den meest begavede Kunst-ner Liv, og han saa slet ikke — selv om hine forhaabninger om Stand og Rigdom gik i Opfyldelse, — paa hvilken huul og falsk Grundvold hans drømmende Phantasie og hans lysvaagne Forfængelighed byggede deres gjennemsigtige Slotte.

        Dog alt som han nærmede sig Byen, maatte han lidt efter lidt stige ned fra sine Drømmes Himmel og tænke paa den paatrængende, uundgaaelige Virkelighed. Hans Tanker førte ham til det lille Tagkammer, som han for nogle Maaneder siden havde forladt. Vilde han igjen finde sin fattige Seng, sin Stol, sit Bord, Speilet paa Vindues-posten, sit Tegnebræt, sin Brændekurv med den sidste levning fra Vintertiden? eller var alt dette opslugt af Ilden? var Huset forsvundet lige til Grunden som saa mange andre? Og Eierinden af Huset? Levede hun endnu? Skulde hun endnu, som førhen, med al sin jævne og stille venlighed kunne modtage ham i sin lille, mørke, men siirlige og hyggelige Dagligstue, hvor hun saa ofte havde skjænket ham Thee og med en kjærlig troende Sjæl hørt paa hans vindige Pral? — Alle disse Spørgsmaal trængte sig saa uimodstaaelig ind paa ham, alle disse Billeder, saa simple, men tillige saa fredelige og glade, toge hans let bevægelige Phantasie og hans ustadige Tanke saa ganske i Besiddelse, at der lidt efter lidt i hans Hjerte opstod en Følelse, som havde megen Lighed med Længsel, en Utaalmodighed, som nærmede sig meget den Hjerte-Angst, man pines af ved Tvivl og Uvished om et elsket Væsens Skjæbne. Deraf kom det, da han langsomt rullede fra Slotsbakken hen gjennem Forstaden, at han med hele sin Sjæl fløi forud til den Gade, det Huus, der var Maalet for hans Reise; og da endelig Vognen standsede ved Acciseboden for der at aflasses og visiteres, steg han af, fik sin Kuffert paa Nakken af en Sjover og ilede med hurtige Skridt ind i Byen. Han var saa betagen af Higen efter at komme hjem, at end ikke al denne Ødelæggelsens Vederstyggelighed, der ved hvert Trin, tilhøire og tilvenstre frembød sig for hans Øie, gjorde det stærke, tragiske Indtryk paa ham, som han selv i Forveien havde formodet, men kun fremskyndede hans Skridt.

        Det var meget tidligt paa Morgenstunden, Alt var stille i Gaderne, alle Butikker endnu lukkede. Endelig dreiede han om fra A-torv ind i K-gade. „Gud være lovet!” Han slog begge Hænderne sammen af Glæde. Der stod jo det pyntelige, fire Etagers Huus heelt og holdent i Række med de andre! Aandeløs sprang han op ad Trap-pen og ringede paa. Den velbekjendte Klokkeklang syntes at byde ham et venligt Velkommen. Den gamle Stuepige lukkede op. Hun havde under hele Rædslen næppe forladt Huset; men hver Morgen havde hun stadigt spurgt den lille Matrosdreng, der bar Vand og kløvede Brænde for hende: „Naa, Peter! kan vi knibe ham?” (Fjenden nemlig) hvorpaa hun lige saa stadigt havde faaet det Svar: „Io, wenns han bare ikke vil skjære Vandet fra os af!” — Hun stod nu der i Døren og snappede efter Veiret af Forundring over at see deres Logerende igjen.

        „Ih, Du min Gud og Skaber! er det Dem? Naa, saa er De da sluppet fra det Pak med heelt Skind. Her har vi rigtignok døiet Ondt i lang Tid; og især til sidst tog han grueligt slemt paa; men vel var det, at han dog ikke skar Vandet fra os af!”

        Uden at agte paa hendes Snak, havde Felix flere Gange gjentaget sit Spørgsmaal: „Hvorledes har Madamen det?” Endelig fik han Svar.

        „Aa jo saamæn,” sagde Sabine, „hun har det ret godt, som man kan have det, naar man har maattet see paa saa megen Sorg og Elendighed og har udstaaet saa megen Angst. Hun er inde i Boutiken. Vær saa artig!”

        Felix gik ind gjennem Hjornestuen, stillede sig ved Døren, som førte ind til Boutiken og lagde Øiet til det lille runde Vindue. Derinde gik Madame Farmer, iført et sneehvidt, folderigt Underskjørt og en lyserød, langskjødet Nattrøie, der mere fremhævede end dulgte hendes fyldige, faste Figur. Over den venstre Arm hang et Viskeklæde og i den højre Haand havde hun en lille Stovekost, med hvilken hun flittigt arbeidede mellem sine Kopper, Tallerke-ner og Fade. Under den fine Natkappes brede Strimler viste sig hendes regelmæssige, sunde Ansigt med det staaende Udtryk af Mildhed og Indolence.

        Felix aabnede Døren sagte og traadte ind.

        Madamen vendte Hovedet lidt til Siden og fik Øie paa ham; men hun udstedte intet Skrig af Glæde eller Overraskelse; hun tabte ikke det Fad, som hun just havde børstet og aftørret. Nei, hun satte ganske sindigt bemeldte Fad hen paa Disken og et Par andre ovenpaa, lagde Stovekost og Viskeklæde fra sig og gik Kunstneren smilende og rolig i imode, slog begge sine Arme om hans Hals og trykkede et ret tæt Kys paa hans Læber. Det eneste Tegn paa indre Bevægelse, der blev synligt, var, at hendes klare, blide Øine bleve lidt mere glindsende end sædvanligt. En god Engel maatte nok have sendt hende denne Taaredug. der blændede hendes Øine lidt, saa at hun ikke saa, hvad hun ikke havde godt af at see. Hun bemærkede ikke den fjantede Forlegenhed, hvormed Kunstneren modtog hendes velmeente, naive Hilsen; hun anede ikke, hvilken Forandring der nu atter var foregaaet i hans Sind, idet han sammenlignede den fornemme Verden og det elegante Liv, han nylig havde forladt, med de jævne, borgerlige Omgivelser, hvori han nu igjen skulde finde sig hjemme; en sammenligning, der gjorde hans svage Hjerte koldt og forstemt.

        Ganske ugeneert lagde hun sin venlige Haand paa hans Arm, saa op og ned af ham og sagde:

        „Naa, det var jo rart, at vi har Dem! Ieg haaber, De har havt det bedre, end vi her. Men, Gud være lovet, vi slap dog bedre fra det, end mange tusind Andre. De seer, her er end ikke knækket en Rude. Deres Værelse staaer saamæn til Dem accurat, som De forlod det. Jeg vilde rigtignok have ladet det male og pudse lidt op for at overraske Dem dermed, naar De kom hjem; men saa kom al denne Ulykke paa, og saa blev der Intet af, for den Gang. Gaa nu op og klæd Dem om, og kom saa ned og faa lidt at spise og drikke. De er vel ganske forkommet af den lange, kolde Nattereise! Saa skal jeg fortælle Dem, og De skal fortælle mig, — og det skal blive moersomt!” Med disse Ord vendte hun sig ganske rolig igjen til sit Arbeide, som om Intet var forefalder, og Feliks gik op. — — —

        Trods alle sine glimrende Udsigter, var Felix dog, da han igjen var kommet i Orden i sin gamle Bolig, strax betænkt paa at begynde den tegneundervisning, hvoraf han hidtil for det Meste havde levet. Tillige foresatte han sig at fuldende et Arbeide, der ved hans Landreise var blevet afbrudt, og hvorom han i lyse Øieblikke selv havde den bedste Formening, mens en mismodig Stemning ofte igjen var i Stand til at sætte ham i Hovedet, at der ikke kunde tænkes noget Slettere. Det var et Kobberstik efter et Billede paa Kunstkammeret, af en hollands Maler. Det fremstillede en af hine Scener af det lavere Folkeliv, der, fulde af djærv Kraft og skalkagtigt Lune, ved saa saamangen dygtig Kunstners Pensel træder os i imode med slaaende Sandhed og altid er saa tillokkende. Han havde anvendt sine bedste Kræfter og den ham størstmulige Flid derpaa, og besluttede nu, naar det om ikke lang Tid var færdigt, at sende Geheimeraad Melting et af de første og bedste Aftryk, avant la lettre. Det skulde være en Paamindelse: og den syntes virkelig at være fornøden. Thi der gik otte Dage efter Hjemkomsten til Byen, der gik fjorten Dage, ja næsten en heel Maaned var forløbet, og endnu hørte Felix Intet fra sin gamle Velynder, og han begyndte at blive ængstelig og urolig for sine skinnende Sæbebobler. Det hjalp ikke, at han i sine mange eensomme Timer søgte at styrke og befæste Troen paa den Herlighed, som skulde komme; det hjalp ikke, at han idelig gjentog sig Excellencens sidste fortryllende Ord, især denne mærkelige, betydningsfulde Sætning: „Jeg vil slynge et Baand om os saa fast og stærkt, at Intet i Verden saa let skal kunne adskille os.” Intet mægtede at dæmpe den piinlige Uro, som Geheimeraad Meltings Tavshed uafladeligt vakte i hans Sjæl, han havde Møie med at styre sin Utaalmodighed, og maatte anvende al sin Kraft for at kunne vedblive sit Arbeide.

        En Morgenstund sad Felix just saaledes tankefuld og adspredt i sit lille Værelse. Han havde lagt Gravstikken fra sig og stirrede med korslagte Arme ud ad det halv tildækkede Vindue op mod det Stykke af den blaae himmel, som han kunde skimte, da det i det Samme bankede paa. Døren aabnedes, og hans Velærværdighed Hr. Pastor Petersen skjød sin velnærede Personlighed indenfor og traadte med smilende Ansigt, men ganske forpustet hen til ham.

        „Her har De mig, Høistærede!” sagde han stønnende, idet han lod sig synke ned paa en Rørstol, saa den knagede, „her er jeg, som jeg lovede Dem! Men — det var dog en forfærdelig Hob Trappetrin, jeg maatte trampe op ad, for at nyde den Glæde og Ære at see Høistærede. Min forrige Nabopræst, Magister Hartman, vilde have sammenlignet den med Jakobs Himmelstige, — ja, for det var en meget lystig Patron! — Ja jeg har saamæn, med Skam at tale, alt været her et Par Ugers tid, men jeg har desværre været forhindret fra tidligere at opsøge Dem. Her til Byen kom jeg, som De kan begribe, ikke alene; men jeg frygter for, ja, jeg er næsten vis paa, at jeg kommer til at reise alene hjem.”

        „Hvorledes? jeg forstaaer Dem ikke!” sagde Felix adspredt.

        „Ih, jeg sagde Dem jo dog, Høistærede! sidst da vi taltes ved, — den Dag, da De mødte ham, Siller, som havde været inde i Præstegaarden — — ak ja, den Siller! det Skind! Jeg maa dog sige, jeg har ondt af ham, — hm! — Nei —, hvad jeg vilde sige: De husker jo nok, at jeg alt dengang havde besluttet at bringe min stakkels, syge Felicia herind og faa hende paa Hospitalet. Alle Mennesker raadede mig dertil, og jeg vilde da saa gjerne gjøre, hvad der kunde gjøres til hendes Lindring; for om egentlig Helbredelse, vidste jeg, kunde her ikke være Tale. Saa laante jeg da en Karosse af Greven, som ret er en rar, velsignet Herre, og fik hende da, vel indpakket i Sengeklæder, ret lempeligt og beqvemt herind. Ved Professor C-s Godhed havde jeg beredt hende Plads, og nu ligger hun derude. Men — var det nu Reisens Besværlighed, som hun ikke har kunnet taale, eller havde Gud allerede besluttet at tage hende til sig, nok er det, hendes Tilstand har efter Lægernes skjøn i saa høi Grad forværret sig, at man hvert Øieblik kan vente Opløsningens Time. Nu har jeg fra hende til Dem en Bøn, med hvilken jeg forener min egen. De veed selv og mindes vel nok, hvor usigelig glad og oplivet hun var histude de enkelte Øieblikke, da hun med fuld Bevidsthed kunde see Dem sidde ved hendes Smertensleie. Ja, det var sært forunderligt, hvor meget hun holdt af Dem! Nu vilde hun saa inderligt gjerne see Dem igjen, blot een eneste Gang see Dem, inden hun gaaer bort herfra. Det kan De da ikke nægte hende? Vel?”

        Felix saa ved denne Anmodning halv ærgerlig og forlegen paa Præsten og fremstammede nogle intetsigende Udflugter; men denne bad saa bønligt og overtalte saa varmt, at det dog til sidst lykkedes ham at overvinde den unge Herres Ladhed eller rettere den Modbydelighed, han følede ved at træde et Dødsleie nær.

        „Men jeg frygter for, at det har Hastværk, Høistærede!” vedblev Præsten, lidt forstemt ved hans Nølen. „Kjære! Dersom De vidste, hvad hans Excellence Geheime-raad Melting meddeelte mig, da han i igaar lod mig kalde til sig, saa troer jeg ikke, De vilde tage i Betænkning — —”

        Geheimeraadens Navn virkede paa Kunstneren som en Trylleformel. Han saa med store Øine og oprømt Ansigt paa Præsten, tog sin Frakke og Hat og sagde: „Nu er jeg færdig! — Naa, Hvad var det saa, Geheimeraaden fortalte Dem?”

        „Kom, kom! lad os gaa!” afbrød Præsten ham hurtigt; „ja, hvad han sagde mig, det tør jeg endnu ikke aabenbare. Det er mig forbudt; og det kunde ogsaa let blive til uoprettelig Skade for hende, — hvad jeg vilde sige, for Dem — Nei vist ikke! De maa ikke friste mig! Kom nu, lad os gaa!”

        Paa Gaden begyndte den Forstemning, som Felix ved sin Opførsel havde frembragt i Præstens Sind, lidt efter lidt at forsvinde, og mens de langsomt vandrede den lange Vei til Hospitalet, gjorde Præsten sig lystig over adskillige Gjenstande, der kom ham for Øie, og Felix, mørk og indesluttet i sig selv, lod ved sin Tavshed hans Snaksomheds Strøm frit Løb.

        „Her er dog en Guds Velsignelse af kjønne fruenspersoner i denne gode Stad! Vimse de ikke, min Sandten, Gade op og Gade ned, saa man er færdig at løbe Een overende ved hvert Skridt, man tager. Og pæne er de! Kun Skade, næsten Ingen af dem kan gaa rigtig! Ind til Beens, vraltende, slæbende, hoppende, svinkende, — og store brede, flade Fødder, samt Elephantsmalbeen har nu de Fleste! De gaar næsten, som om de slet ingen Kraft havde i Hofterne. Ja, Herregud! Hofter har de da heller ikke meget af — at sige naturlige — saa vidt man kan skjønne. — Jeg skulle rigtignok ikke selv, som min forrige Nabopræst Magister Hartman gjorde, driste mig til at vise dem, hvorledes de burde bruge deres Been. Ja, det var en snurrig Fætter, den gode Magister! Han prædikede engang om Mariæ Besøgelse, Luce Evangelium, 1. Capitel, 39. Vers. Ah, ja det kjender De nok; der er gjort saa mange deilige Billeder over den Begivenhed. Naa, nu vilde den gode Magister i sin Begeistring ret gjøre sine Tilhørerinder begribeligt, hvorledes Maria var gaaet hen ad Bjergene. ”Hun gik hastelig„, staaer der, kjære Børn! Hun gik ikke som Kjobstedfrokenerne svinkende, svaiende; hun gik ikke heller som I her i vor By trampende, stampende. Nei, hun gik hastelig! Hvis jeg var nede paa Kirkegulvet, skulde jeg nok vise Jer, hvor-dan hun gik!”

        Under dette og andre lignende Udbrud af Præstens Lune, hvorved Felix stadig holdt sig tavs, vare de i B-gade komne Hospitalet saa nær, at de kunde øine Porten. Da saa de Siller blive lukket ud derfra, Han gik langsomt, med blottet Hoved hen ad Fortouget, Øinene vare fæstede paa Jorden, og han knugede Hatten med begge Hænder mod Brystet, som om han bad en Bøn. Bleg og med taarefyldte Øine kom han dem i imode.

        „Stakkel!” hviskede Prosten, „nu har han været derinde og — —”

        „Hvorledes?” udbrød Felix forundret, „har han været derinde hos —?” „Ja

        Vist har han været derinde!” svarede Præsten hurtigt, „hvorfor skulde han ikke — — Dog spørg ikke! Bi, til vi sees hos hans Excellence. Min Mund er lukket!”

        Da de nærmede sig Siller, slog denne Øinene op og stirrede forvirret paa dem, som vaagnede han af en Drøm. Gamle Sagn fortælle, at de Dødelige, som værdigedes at skue det Himmelske i umiddelbar Nærhed, lang Tid derefter paa deres Ansigt bærer ligesom en synlig glands af den evige Herlighed. En saadan vidunderlig, livsalig Klarhed syntes at omstraale Sillers vemodige, blege Ansigt, og at lyse ud af hans taarefyldte Øine. Han standsede foran Præsten og Felix, rettede sig i hele sin Højde og drog Veiret dybt, sundt og let, som om et Bjerg var faldet fra hans Hjerte. Han lagde Haanden paa sit Bryst og sagde med høitidelig, men sagte Stemme:

        „Gaa ind, Felix! gaa ind og see en Engel! Og var De end nok saa retfærdig og god, De maa vandre Bedre derfra. Gaa, skynd Dem! Hvert Minut er et Tab!”

        Tavs trykkede han Præstens Haand og fortsatte der-paa sin Gang. De tvende andre Herrer traadte ind i Hospitalets Gaard, og lidt efter aabnedes den Syges værelse for dem.

        Det var en klar Dag; Solens Straaler, dæmpede af grønne Forhæng, skjød gjennem de høje Vinduer og udbredte et mildt beroligende Lys i det stille Kammer. Den opvartende Kone hviskede et Par Ord til Prosten, som derpaa satte sig paa en Stol, der stod ved Sengen, mens Felix traadte nærmere og med korslagte Arme tavs betragtede den Syge. Hun syntes at ligge i en blid Slum-mer, og det var tydeligt at see, at hun hvilede. Intet Træk af Smerte vansirede det ædle, blege asyn; hendes to smaa Hænder med de blegblaae Aarer i den sneehvide Hud laa halvaabne paa Tæppet, og Aandedrættet var svagt, men roligt.

        Tavs og alvorlig havde Felix alt længe saaledes staaet, hensjunken i Beskuelsen; da aabnede hun med Eet sine Øine, og hendes Blik faldt ligesom instinktmæssigt paa Felix.

        Hendes Stemme slumrede i hendes Bryst; hun kunde ikke tale; men mat bevægede hun den ene Haand hen imod ham, et svagt Smiil dæmrede om hendes Læber, og i de fugtigt glindsende, store blaae Øine aabenbarede sig et udtryk saa usigeligt, saa mægtigt, at han ikke længer kunde modstaae, men sank, overvældet af Vemod og uforstaaet Smerte, ned paa Knæe foran den lave Seng, greb den Syges venstre Haand, lagde sit Ansigt paa den og græd bitterligt. Isen om hans Hjerte syntes at smelte; hans Hovmod syntes knust; det var, som om de bedre Spirer i hans Sjæl, halv qvalte og visnede, nu paa ny fik Liv og grønnedes; han skammede sig ved sin Usselhed; han gjorde hellige Løfter i sit stille Sind; og en ny, ædel Kraft syntes at give hans Forsætter Styrke. Og dog — under dette indre mægtige Omsving — indtraadte der Øieblikke, da han reflekterede, og endog beundrede sig selv i denne nye Situation.

        Han løftede sit Hoved i Veiret og saa paa felicia. Hendes Øine hvilede ufravendt paa ham. Der laa en heel Verden af Kjærlighed i dette Blik, et saadant, som det kun er forundt saadanne Øine at fæste paa den Elskede. Det var en Kjærlighed, ukrænket af Lidenskab; en Kjærlighed, ren og skjær som Himlen, Hvorfra den stammer. Hun saa paa ham, men det var, som om han ikke kunde udholde denne Glands. Han bøiede sit Ansigt

        igjen paa hendes fine Haand og trykkede sine hede Læber paa den. Da følte han, at Felicia sagte lagde sin høire Haand paa hans Hoved og lod den hvile der. Alt var tavst og tyst omkring dem. længe — længe laa han i denne Stilling, hans stille Taarer strømmede, ubevidst vandrede hans Hjertes Tanker en Vei, de sjelden havde vandret. Hendes Haand hvilede endnu paa hans Hoved.

        Endelig reiste han sig mat og drømmende. Der laa hun med et ubeskriveligt Smiil om Læberne. Øinene vare lukkede. De aabnedes ikke mere.

        Og han vidste ikke, ved hvis Dødsleie han havde dvælet; men hun vidste, paa hvis Hoved hun havde nedbedet Velsignelsen, — den eneste Arv, det var hende forundt at efterlade ham. — —

        Felicia var ført ud til Kirkegaarden i Landsbyen, og Vinterstormen susede alt over hendes lille Gravhøi.

        Efter at have sendt sin Søster det sidste Farvel og dækket hendes Støv, var Præsten, paa Geheimeraadens Anmodning, igjen kommet ind til Byen. Han besøgte strax Felix, hvem han traf i en stærkt bevæget stemning, i en næsten feberagtig Spænding. Samme Dag havde han nemlig sendt sit nu fuldførte Arbeide til den gamle Herre, og fra denne modtaget en meget venlig Indbydelse til om Aftenen. En lignende havde Præsten faaet.

        Mens det udenfor regnede og sneede, og Stormen for susende gjennem Gaderne, hvor de fattige Lygter snarere gjorde Mørket bemærkeligt, end lyste for Folk, lignede det Indre af Geheimeraad Meltings Bolig mere et Foraar end en vinterleir. Den gamle Herre yndede det Theatralske; selv det daglige Livs Begivenheder lod han gjerne træde frem i en mere pompøs Form, end de egentlig trængte til. Denne Aften glædede han sig nu til ligesom at spille et ophøiet Fatums Rolle, og der var rigeligt sørget for, at Scenen kunde være Forestillingen værdig. Hele den elegante Etage var opvarmet og oplyst; man traadte overalt med Velbe-hag paa de bløde, brogede Gulvtepper og indaandede duften af en Mængde Blomster og Træer, der i sirlige Potter og Baller vare anbragte rundt omkring. Størstedelen af denne Flor var en Gave fra Greven; og Victor marteau havde selv maattet bringe disse sine Pleiebørn ind til Hovedstaden. De tre Tjenere vare i Gallalivree, papegøjens Buur var skjult af en grøn Silkehætte — kort, Alt aandede en stille Festlighed. Paa et Bord stode to store Billeder i forgyldte Rammer, vendte mod Væggen.

        Hans Excellence selv, iført en sort Huusdragt, med en lille Stjerne paa Brystet, gik op og ned ad Gulvet i Dagligstuen og dreiede tankefuld sin gyldne Daase mellem Fingrene. En Tjener meldte Advokat Friland.

        „Men Deres Frue?” raabte Geheimeraaden, der saare nødigt vilde savne Tilskuere ved sin Soiree, hurtigt den Indtrædende i imode.

        „Johan havde Befaling at bede hende først træde ind til Frøkenen,” svarede Friland smilende, „og dette faldt mig ret beqvemt, da jeg endnu har Adskilligt at meddele Deres Excellence!”

        „ja,” sagde den gamle Herre, „jeg havde nok ønsket det lidt før, — De veed, i Aften —”

        „De har Ret,” sagde Advokaten hurtigt, „men der er Intet forsømt. Alle Invitationer er besørget i Deres Navn, og de fornødne resterende Oplysninger har vi endnu god Tid til at udvexle. At jeg ikke har meddeelt Dem Fortsættelsen af Sillers Selvbekendelser hvoraf jeg paa Landet læste en Deel for Dem, har jeg havt Grunde til, som jeg en anden Gang skal sige Dem. Af Manuskriptet hørte De dog saa meget, at det maatte være Dem klart, hvad hans Lidenskab førte ham til. Han begik virkelig denne Forbrydelse! Det er uhørt! De vil maaskee spørge, hvorledes Saadant var muligt her i vort Land? De har Ret, det er høist mærkeligt, at det kunde skee; men vist er det, at det lykkedes ham. Jeg har selv seet begge Vielsesattester, begge udstedt samme Dag. Ak, Lidenskaben er saa opfindsom! Paa een og samme Dag lod han sig vie til de to unge Piger, som ikke anede det Rædsomme. Ogsaa her maa man spørge: hvor var det muligt? Ja, var man overtroisk, saa kunde man let falde paa at antage, at onde dæmoniske Magter ogsaa her havde drevet deres Spil og hjulpet til at fremme en Mørkets Gjerning. Med en Troendes fulde Overbeviisning paastaaer ogsaa Siller selv, at hiin gaadefulde Egenskab hos ham, nemlig at han var en Dobbeltgjænger, hvorpaa han i Manuskriptet anfører flere Exempler, netop paa hiin Dag havde yttret sig og været medvirkende Middel til at indhylle Sagen i et tættere Mørke. Capitain — Oberst Braun skulde nemlig, efter hans Paastand, i sit eget Huus have seet ham, siddende med en Bog i Haanden i et Værelse, mens dog Siller paa den Tid, om Eftermiddagen, var en god Fjerdingvei borte fra Byen! Tillige indtraf der to Omstændigheder, der ligesom arbeidede for ham. For det Første kom den i hans Optegnelser omtalte Berliner Theolog, Jachheim, med hvem han i Nærheden af M-m havde havt en Duel, netop paa den Tid, da Siller gik i sin høieste Ekstase, her igjennem Byen, for som Gesandtskabsprest at begive sig til St-m; og denne fik Siller — Gud maa vide hvorledes — bevæget til, i Hotellet, hvor han var, at foretage den ene Vielse; medens den Anden samme Dags Eftermiddag fandt Sted i det nærliggende Fr-gs Kirke. Hertil kom dernæst, at Sillers gamle Oncle, Skolemesteren, som han ogsaa omtaler, nogen Tid iforveien var død, og havde efterladt Søstersønnen en langt betydeligere Formue, end man efter hans Stilling skulde have ventet. Dette især gav den ulykkelige Forblindede Mod til at udføre sit rasende Forehavende; han fik derved Midler ihænde til, ifølge sin Plan, at flygte bort til en fjern Verdensdel, for der at stjule sig og sin Brødes Ofre for Menneskers Øine og Lovens Straf!” —

        „Forunderligt!” sagde Geheimeraaden halv sagte.

        „Ja, og naar man nu læser hans Skrift,” vedblev Advokaten, „maa man forbavses over den overtalende Kraft, de snilde Conseqventser, de subtile Sophisterier, hvor-med han søger at besmykke denne sin Gjerning. Man kan heller ikke nægte, at det selskabelige Livs alt for frie Former og Datidens Aandsretning jo saavel maa have understøttet ham i hans Forehavende, som ogsaa indgivet ham en Art af Tro paa det Undskyldelige deri. De vilde — med al Afsky for Tingen selv, dog ikke kunne nægte hans Apologi en vis Beundring!”

        „Hvad siger De! Jeg gad dog nok vide —” udbrød geheimeraaden.

        „De skal faa det at see!” sagde Advocaten og vedblev: „Siller er i Fremstillingen i høi Grad ridderlig, paatager sig al Skyld og Ansvar og seer op til sine elskerinder, som til to overjordiske Væsener. Men — skjønt han nu ikke med eet Ord antyder Saadant — saa fremgaar det dog soleklart af Beretningen, hvor overhaands naivt de unge Piger, hver i sin Characters Medfør, er komne ham i imøde; det kan ikke være en Følge af Sillers forfængelige Indbildning eller et Blændværk af hans Lidenskab. Nei, det fremlyser tydeligt af Begivenhederne selv, og jeg kan ikke nægte, at jo de gode unge damers — —”

        „Ja, ja! javist!” sagde Geheimeraaden halv ironisk, halv vemodigt smilende, „jeg vil gjerne troe det! I de Tider — og den gode Oberst — wahrhaftig, eller en brav Soldat og en fortræffelig Mand! — han var dog i visse Punkter — ja, han var ofte meget uforsigtig, meget letsindig! Ak, jeg har jo kjendt ham saa nøie, vi var de bedste Venner! Vi har tidt og mange Gange — — Nu, men Børnene? Ja, den Ene kjender jeg, men Pigebarnet? Den lille Annettes Datter?”

        „ogsaa hende kjender De og seer hende her i Aften.”

        „Saa har min Anelse dog ikke bedraget mig! Altsaa en dobbelt Glæde!” lagde den gamle Herre til, som talede han til sig selv. „Ja, jeg husker det godt! Hun tog paa Landet, den stakkels lille Annette, for sin Helbreds Skyld. Man saa hende aldrig mere!”

        Advocaten fortsatte sit Referat: „Paa min Anmod-ning kom Siller til mig i Formiddags; mine Forsikkringer om de fredeligste Hensigter havde dog tildeels beroliget ham; for uagtet han yttrer stor Anger og Fortrydelse, saa mærker man dog hos ham en dødelig Frygt for offentlig vanære og Straf. Blandt flere Oplysninger, han gav mig, forekom ogsaa følgende: Efter Dobbeltvielsen var der mellem de to Cousiner opstaaet først en meget let forklarlig gjensidig Tilbageholdenhed, der lidt efter lidt næsten blev til, hvad man kalder et spændt Forhold. Under denne stemning var det, i Anledning af et Portrait af Siller, hvilket nu er i Præstens Eie, kommet til et mere lidenska-beligt Udbrud, der igjen havde hidført en Forsoning og en gjensidig Udvexling af den frygtelige Hemmelighed. De ædle Kvindesjæle fornægtede ikke deres Natur; de forenede sig nu Begge for at frelse den, de havde elsket. I et Brev, som de Begge havde underskrevet, erklærede de ham, at de aldrig vilde see ham tiere, tilsagde ham en Tilgivelse, og besvore ham, saa sandt han elskede dem, at frelse sig og deres Navne for Straf og offentlig Vanære ved en øieblikkelig Flugt. Var det, som han selv siger, Feighed, der ganske lod ham tabe Hovedet, eller tænkte han paa i Fraværelsen at kunne forberede deres fælleds Flugt, nok er det, han adlød deres Villie og forsvandt her fra Byen, hvilket han saa meget lettere kunde iværksætte, som han alt forlængst var udtraadt af Tjenesten. Hvor han kom hen, hvor han blev sindssyg, er ham ikke selv klart; men efter en længere Omflakken fandt han sig helbredet, i den lille Kjøbstad her i Landet, hvor han siden har ernæret sig ved sine Hænders Gjerning, og hvorfra han af og til havde vovet sig til de Egne, hvor han kunde haabe at see een eller anden af dem, der vare hans Hjerte saa nær. — For ikke længe siden stod han ved Fru Felicias Dødsleie, og havde — som han udtrykte sig — ved en hellig Haandspaalæggelse erholdt Tilgivelse og Afløsning. Han var vemodigt stemt men rolig, og underkastede sig gjerne enhver Bestemmelse, som Deres Excellence vilde tage med Hensyn til hans og Børnenes Skjæbne. Deres og min Formodning om Datteren, som støttede sig paa de af Oberst Braun efterladte Papirer, er fuldkommen rigtig. og Siller er inderlig taknemlig for den glade Fremtid, der aabner sig for dette elskværdige Barn. Hvad De altsaa har besluttet at ordne i Aften, vil vistnok blive til almindelig Glæde og Velsignelse. Selv maa jeg takke Dem for, at De paa en Maade har gjort mig deelagtig heri, ved i denne Sag at benytte mine Kræfter!”

        „Min Ven!” sagde Geheimeraaden og trykkede advokatens Haand, „derom tale vi en anden Gang. Det er mig, der skylder Dem Tak; De har hjulpet mig til at opfylde de Pligter, der paalaa mig med Hensyn til denne Familie. Kun Skade, at det saa at sige kun ved en hændelse og saa seent blev min Lod at tage mig af Sagen. Dog nu, Gud være lovet! nu aander jeg alt friere,” sagde Geheimeraaden rørt og tog en Priis.

        Lidt efter lidt samledes Selskabet. Pastor Petersen bragte Jomfru Anne Marie; senere kom Gartneren Victor Marteau. Geheimeraaden førte Anne Marie, der med al mulig Freidighed fandt sig i den fornemme Mands Courtoisie, til en Sopha og tog selv Plads paa en Stol hos hende; mens de Andre hilsede paa Fru friland og den hvidklædte Frøken Elisa, som i det Samme traadte ind. Selskabets dæmpede Stemme bevægede sig meest i Erindringer fra Sommeropholdet paa Landet og i Beretninger om Byens ulykkelige Skjæbne og Gisninger om Fremtiden.

        Da aabnedes Galens Fløidør med temmelig megen Larm, og udenfor saa man to Herrer komplimentere hinanden; Ingen vilde være den Første. Den Ene stod der med et flaut, ærgerligt Ansigt, bukkede og krammede sin Hat; den Anden gjengjældte hans Buk rigeligt, men med et overgivent Smiil om Munden. Endelig sagde denne: „Naa, i Guds velsignede Navn! vil ikke De, saa vil jeg!” og dermed traadte Søofficeren ind, fulgt af Hr. Felix.

        Denne havde saa sikkert haabet at gaa til en téte-å-téte med den gamle Melting, og saa sig nu ganske uformo-det hensat i en Kreds, hvis Bestanddele endmere forøgede hans naturlige, piinlige Forlegenhed. Med usikkre Skridt gik han hen over Gulvet for at hilse paa Værten og damerne: underveis mødte hans streifende, ængstelige Blik Fru Frilands ironisk smilende Ansigt. Blodet foer ham voldsomt til Hjertet. Endelig havde han overstaaet Hilsnernes Ovaler og krøb bagved de Andre hen i et Vindue, hvor han ligesom søgte Frelse hos Præsten, der venligt og drøit rystede hans Haand.

        Geheimeraaden, som stod midt i Stuen, lod sit Blik glide rundt: da faldt hans Øine paa de to Billeder, som stode opstillede paa Bordet.

        „Jeg maa dog,” udbrød han, „vise Dem, mine damer og Herrer! et Par Foræringer, jeg nylig har faaet, og som er mig meget kjære!”

        Han vendte det ene Billede fra Væggen. Et almindeligt Udbrud af Beundring lød fra Alles Læber; kun Felix stod som forstenet. Det var hans Billede og dog ikke hans. Denne Kraft og Reenhed i Udførelsen, denne dristige Føring af Gravstikken, denne fuldendte Sammensmelt-ning af alle Partier havde han selv aldrig kunnet ane. For hans Øie, der kunde Originalen udenad i enhver detalje, i enhver Farvetone og Lysvirkning, var dette som et Underværk.

        „Det er sendt mig fra vor unge, tappre Ven der,” vedblev Excellencen og saa hen til Lieutenanten, der med korslagte Arme roligt stod og betragtede sit Arbeide. „Hvem skulde vel troe det, han har i sine Fritimer dog virkelig bragt det temmelig vidt, af en Dilettant at være!”

        Alle vare enige i at rose Billedet og udhæve de enkelte Skjønheder, og Felix rømmede sig og lavede sig just til ogsaa at sige Noget, da Geheimeraaden vendte det andet Stykke om. Det var ogsaa et Kobberstik, efter samme Original som det Foregaaende, udført af Felix. Men ak, Forskjellen var alt for stærkt fremtrædende! og den dybe Tavshed, som Alle iagttog, den forlegne Spænding, der opstod i Selskabet, var en mere sønderknusende Kritik end en lydeligt udtalt Dadel. Felix stod som paa Gløder; hans Blik mødte atter uimodstaaeligt Fru Frilands Øine, og hendes Smiil foer ham som et Dolkestik gjennem Hjertet.

        „Ogsaa et meget fortjenstligt Arbeide,” bemærkede Geheimeraaden forbindtligt, „hvorfor jeg er Dem meget taknemmelig, min kjære, unge Ven! Det har været mig og maa være Enhver yderst interessant at kunne sammenholde disse to forskjellige Maader at opfatte eet og femme Sujet paa; og det har ret glædet mig paa begge Sider at have kunnet finde saa meget Skjønt og Godt.”

        Med disse Ord vendte han hurtigt begge Skilderierne mod Væggen og gjorde derved paa en Maade Ende paa den stakkels Kobberstikkers Lidelser. Derpaa stod han et Øieblik tavs, i Tanker; fik ved en snild Manoeuvre stillet sig omtrent i Centrum af den Halvcirkel, som Selskabet just dannede, og, benyttende sig af den indtraadte Pause, rømmede han sig, tog en Priis og begyndte med megen Høitidelighed:

        „Mine Venner! Først maa jeg takke Dem Alle, at De er komne min Opfordring i imode og har indfundet Dem her i Aften. Jeg har sørget for, at vi kan være uforstyrrede. Hvad jeg har at meddele Dem, er vel en Eiendom, der tilkommer de Fleste blandt Dem, men som ogsaa bør indskrænke sig til denne Kreds, en Kreds, hvis Medlemmer sammenholdes ved Traade, skjønt disse for Flere Blandt Dem” — her faldt Geheimeraadens Øine tilfældigviis paa Felix, hvis Hjerte bankede af Forventning — „endnu er usynlige. Tilfælde — Hændelse — Skjæbne har lagt disse Traade i min Haand, og jeg føler mig høist lykkelig ved at kunne være Den, der skal bringe Orden og Harmonie i det tilsyneladende Forviklede, og jeg smigrer mig med det Haab, at Enhver af dem, jeg nu har i tanker, skal vandre herfra med et glad Hjerte. Deres velærværdighed Hr. Pastor Petersen!” vedblev han, tog præstens Haand og førte ham i Paradeskridt hen til Anne Marie, „De kjender denne unge Dame, at hun er en Datter af Deres for længst bortgangne Cousine, har De længe vidst. Jeg kan forestille mig Deres Glæde, naar jeg nu meddeler, at De ogsaa for Verdens Øine tør anerkjende et saa elskværdigt Væsen for Deres myndling!”

        Den jævne, godmodige Præst svarede Intet paa denne pyntelige Tiltale, men tog Anne Maries Haand og trykkede den mellem begge sine med en gemytlig Mine, som kunde sige: „Vi kjende hinanden, her behøves ingen Ord!”

        Den gamle Herre vendte sig til Gartneren: „Hr. victor Marteau! jeg har forskaffet mig den Glæde at kunne være den Første, der meddeler Dem, at De er blevet ansat som Slotsgartner paa F-borg. De vil der finde en Virkekreds, som er Deres Talenter værdig. — Og nu,” idet han saa hen til den rødmende og forvirrede Anne Marie og lod sit Blik et Secund hvile paa Søofficeren og sin Niece, „nu tør jeg vel nok gaa videre i vore bekjendelser?” Anne

        Marie slog Øinene ned; hun havde næsten tabt alt sit freidige Mod, og svarede kun med et næppe bemærkeligt

        Nik. „Eh bien!” vedblev Excellencen, „maa jeg da forestille det ærede Selskab to Par unge Forlovede: Hr. victor Marteau og Jomfru Anne Marie, og Holger Haller og min Niece, Elisa! Gud velsigne Jer, kjære Børn!” tilføiede han med bevæget Stemme, idet han i vedborlig Form lagde deres Hænder sammen.

        De Øvrige anbragte deres Lykønskninger, og selv Felix havde saa megen Selvbeherskelse, at han kunde fremføre et Par passende Ord, der dog naturligviis ganske bleve overhørt i den almindelige Jubel.

        Nu vendte Husets Herre sig da til sidst til den forulykkede Kunstner og sagde til ham med en af Rørelse bævende Stemme: „Tro ikke, Felix! at jeg har glemt Dem! Jeg vil skjænke Dem Noget, hvorefter Deres for ømme Følelser saa aabne Hjerte vist mangen Gang har følt dyb Længsel, — jeg vil aabne Dem en Faders Arme!”

        Den gamle Mand udtalte disse Ord med megen Varme, og han havde just antaget en saa udtryksfuld, theatralsk Stilling, som meget vel kunde fortolkes: „Kom i mine Arme!” at Felix i den faste Overbeviisning, at hans høitflyvende Forhaabninger nu endelig begyndte at blive til Virkeligheder, hurtig gjorde et Par Skridt fremad, ligesom for enten at kaste sig i Geheimeraadens Arme eller for hans Fødder, da denne i det Samme, forundret og med vidtaabnede Øine, lod Armene synke og sagde i en ordinair Hverdagstone: „Ja, bi lidt!” hvorpaa han vendte sig bort og traadte ind i et tilstodende Værelse.

        Den unge Mands Bevægelse var ikke undgaaet de Andres Opmærksomhed, og mens dog de Fleste lagde Baand paa sig, mødte den ulykkelige Felix tredie Gang Fru Frilands haanlige Smiil.

        Efter et Par Sekunders Forløb aabnedes Døren igjen, og Geheimeraaden traadte ind, førende ved Haanden skrædderen, Heinrich Siller. Den sorte Sørgedragt, som han bar, fremhævede hans Bleghed og det lidende Udtryk i hans Ansigt; men hans Fremtræden var rolig og fuld af Anstand; det saaes, at det ikke var ham uvant at bevæge sig i de finere Selskabsformer.

        „Her, min kjære Felix! her er Deres Fader!” sagde Geheimeraaden, „og her, Herr Siller! staaer Deres Søn!”

        Felix tav; Blodet var nær ved at sprænge hans Hjerte, det susede for hans Øren, og Loftet syntes at knuge paa hans Hoved. Eet Ord — eet lille Pust — og den glimrende Sæbeboble, der længe havde været hans Tankers Liv, var forsvunden!

        Det er oftere bemærket, at den meest forknytte karakteer, den i de almindelige Livsforhold meest Umyndige og Forsvarsløse ofte i den yderste Nød, i den høieste Fortviv-lelse kan vinde en ellers usædvanlig Styrke og forstaae at rede for sig. Det indtraf her med Felix. Denne Scene blev ham uudholdelig. Med en voldsom Kraftanstrengelse ligesom trængte han det brusende Blod tilbage, trak Veiret dybt, hævede sit Hoved, og, idet han traadte tilbage og med en Haandbevægelse afviste enhver Tilnærmelse, sagde han med fast og sikker Stemme:

        „Jeg kjender ikke denne Mand, som De kalder min Fader. De forlanger formodentlig, at Blodets Røst skal tale i mit Hjerte? Blodets Røst troer jeg ikke paa. Jeg kjender ikke denne Mand! Har han forskudt mig i min Barndom, har han forladt mig i min Ungdom? har han frivilligt forsømt sine Pligter mod mig, eller har Skjæbnen tvunget ham til, hvad han har gjort? — jeg veed det ikke! Men jeg vil ikke kaste mig i hans Arme, før jeg kjender ham, og han mig. Deraf vil det afhænge, om jeg finder mig forpligtet til at være som hans Søn; deraf vil der afhænge, om jeg finder mig foranlediget til at bringe Deres Excellence den Tak, som jeg i Dag nægter at udtale!”

        Efter disse Ord bukkede han dybt for hele Selskabet og skyndte sig at forlade Værelset, da han især frygtede for, at den uhyre Medlidenhed, han følte med sig selv, maaskee kunde afpresse ham Taarer, til hvilke han nødigst vilde have dette Selskab til Vidne.

        Mens Præsten ilede ud efter Felix for at sige ham et Par beroligende Ord, og Fru Friland, Frøkenen, Victor og Lieutenanten havde trukket sig tilbage i et Cabinet, stod Geheimeraaden med aabne Øine og aaben Mund midt paa Gulvet og havde næsten tabt Contenancen. Dog fattede han sig snart; Forestillingen var kun afbrudt, ikke endt.

        Siller stod med foldede Hænder og Øinene fæstet mod Jorden; lidt fra ham stod Anne Marie og skjulte sit yndige Ansigt i sit Tørklæde. Geheimeraaden nærmede sig til dem, og spurgte med vemodig Stemme:

        „Siller! ved De, hvem De staaer saa nær?”

        „Ak ja, jeg veed det,” svarede han sagte, „men hun? veed hun det? vil hun vide, hvem jeg er?”

        „O, saa gjerne!” hulkede Anne Marie, og strakte Haanden imod ham, „jeg veed det — jeg anede det —” Sillers Øine straalede med nyt Liv; han traadte hen til den unge Pige, bøiede sig med Anstand, greb hendes Haand og trykkede et mere ridderligt end faderligt Kys paa den. Derpaa betragtede han hende med et Udtryk af inderlig Henrykkelse, og hviskede ved sig selv: „Ja, jeg kjender disse Træk!” Anne Marie tog kjærligt hans Haand, førte ham til en Stol og satte sig hos ham. Victor kom til og tog ogsaa Plads ved hans Side. I en dyb og stille Samtale mellem de Tre blev det afgjort, at Siller skulde bo hos dem, saa snart de havde bygget deres egen Arne i F-borg. Den practisk dygtige og livlige Franskmand vidste at hæve alle Betænkeligheder, fjerne alle Hindringer. Geheimeraaden, som ikke kunde modstaae Fristelsen, sluttede sig til denne lille Kreds, og lovede personlig at opsøge Felix og paa enhver Maade forsøge at bringe ham til Raison.

        Aandeløs og forpustet kom Præsten tilbage. Han havde forgjæves stræbt at indhente og standse Felix. Som en Mynde var denne pilet over Torvet; halv ubevidst var han kommet hjem til sin eensomme, kolde Bolig høit under Taget; han stod nu der med den brændende Pande trykket mod Ruden, og stirrede ud i det natlige, sludfulde Mørke, og sammenlignede med dette sin Fremtid. I sammentrængt Skare droge her hans Livs Gestalter, som i en Troldlygte, forbi hans indre Øie; her prøvede han sig selv og dømte; her følte han det Retfærdige i Skjæbnens Tugtelse; her nedsteg hans Hjerte atter i den Ydmyghed, hvori det ved hiin Dødsseng var blevet saa blødt; her fornyede han sine bedre Løfter og Forsætter; og førend han seent om Natten kastede sig paa sit Leie, havde han taget en fast Beslutning.

        Ved Geheimeraadens Souper, i den hyggelige, runde Spisesal herskede en stille, men ikke ublandet Glæde. Siller var tavs; det øvrige Selskab kunde ei heller bringe Liv ind i Samtalen. Kun paa Pastor Petersen gjorde Excellencens udsøgte Kjøkken og fine Vine nogen Virkning, hvilken yttrede sig i adskillige pudseerlige Indfald og Anekdoter, som dog ingen uden Tjenerne havde Glæde af.

        Næste Morgen gik Felix ned til sin lille, trinde Værtinde og friede formeligt til hende. Den gode Kone blev slet ikke overrasket derved; hun tog det som Noget, der forstod sig af sig selv, og rakte ham rolig, men med inderlig Glæde sin buttede Haand. Derpaa blev der ved Frokosten, ved hvilken de vare alene, aftalt det Fornødne med Hensyn til Giftermaalet og lagt Planer for Fremtiden. Samme Formiddag forærede Madame Farmer sin unge Brudgom et stormægtigt, tykt Gulduhr, med Kjæde og et Læs Signeter, som Alt havde tilhørt hendes første Ægteherre, og vidste i det Hele taget ikke alt det Gode, hun jo vilde gjøre ham.

        En Maaned efter forkyndte et slet Vers i Adresse-Avisen Herr Felix Sillers og Enkemadame Ludmilla Farmers Ægteforening.